Scalped af Jason Aaron og tegner R.M. Guéra tegner et dystert billede af USAs dårlige samvittighed og store skam. En del af den amerikanske historie, som mange nok helst ville tie ihjel. Eller lukke inde i et reservat og håbe, at det forsvinder helt af sig selv.
Missionen ser ud til at lykkes. Det er i hvert fald det indtryk man får, når Aaron og Guéra uden omsvøb og fingre imellem afdækker livet i et indianerreservat i South Dakota. Et område præget af stor fattigdom, ringe levevilkår, kriminalitet, misbrug og håbløshed. Dog er der et lys for enden af tunnelen, som måske kan bringe reservatet tilbage på fode.
Et nyt casino er ved at åbne og forhåbentlig give økonomien en vitaminindsprøjtning. Hvis det ikke lige var fordi, at ejeren er den lokale gangsterboss. En tilsyneladende skruppelløs, koldblodig morder med mere end “bare” menneskelig i lasten. Han aner dog ikke, at hans organisation er ved at blive infiltreret af en fra egne rækker.
En frafalden indfødt, der intet har tilovers for reservatet, dens indbyggere, hans egen familie og stedets komplicerede fortid. Han er blot ude på hævn.
Der er noget råddent i reservatet
Da vi forlod reservatet sidste gang var vores hovedperson, Dash, undercover for FBI, godt i gang med at infiltrere underverdenen. Officielt ansat i reservatets politistyrke, men i højere grad håndlanger der steg i graderne hos gangsterboss (OG politichef) Red Crow. Den tilsyneladende skruppelløse Casinoejer/narkobaron/chefen for det hele.
Dashs mor Gina blev fundet efterladt myrdet og skalperet på en øde landevej, på vej til Kansas for at mødes med hendes gamle medsammensvorne fra en indiansk aktivistgruppe. I 70erne kæmpede hende, Red Crow og flere for de indfødtes rettigheder og gik op mod det mægtige statsapparat. I dag ville de sikkert blive stemplet som terrorister.
Kampen kulminerede med det koldblodige mord på to FBI agenter på reservatet, mord som … i sidste ende tog faldet for. Men hverken den stædige og hårdkogte agent Nitz, som var både involveret og PÅ sagen dengang, købte aldrig den officielle historie og indrømmelse. Og hvis han gjorde, var han ikke tilfreds før alle involverede var enten døde eller bag tremmer.
Det er ham, der har fået plantet Dash (som han har en klemme på i forvejen) som FBI undercover agent. Nu skal Red Crow, Gina og de resterende skyldige ned med nakken – med alle nødvendige midler.
Scalped er brutal, barsk og blodig
Jeg vil ikke dykke FOR meget ned i detaljer, handlingstråde og udviklingen i historien i Scalped Book Two. Det ville både være for omfangsrigt og ødelægge fornøjelsen, som jeg vil anbefale man selv får – for Scalped er virkelig fremragende!
Og fucking grum, grusom og trøstesløs. Jason Aaron har skruet et tilpas driftsikkert “undercover/crime”-plot sammen til at historien hele tiden har lidt fremdrift og den rette mængde spænding. Det er dog i stigende grad ikke det, som driver værket i Scalped og griber en. Det er skæbnerne og den overordnede fortælling.
En barsk fortælling om ikke at have andre udveje end de mest lortede. Det her er bunden af samfundet, faktisk eksisterer reservatet på en måde udenfor resten af USA. Glemt, ignoreret og gemt væk. Familiens skam og dårlige samvittighed.
Og de ved det. Indbyggerne, som vi møder flere og flere af gennem Scalped, er udmærket klar over deres position og værdi i andres (nationens) øjne. Det betyder ikke at man accepterer det, det er dog bare vilkårene. Som tackles gennem misbrug, vold, kriminalitet, sex, tab af identitet både personligt og kulturelt… you name it.
Flere brikker til et større puslespil
Scalped og reservatet er gennemsyret af en følelse af degeneration af en nations tabte sønner og døtre. Også internt i reservatet, for trods de grumme omstændigheder og vilkår er mange af karaktererne bestemt ikke blandt Guds bedste børn. Forståeligt naturligvis, men det undskylder i sidste ende deres handlinger. Det er med til at forklare dem.
Her er svigt i alle former, teenagere der bliver eneforsørgere, narkokurerer eller håndlangere i træning. Forældre, der tæver deres partnere og børn. Korruption. Prostitution. Manipulation. Der er nærmest ikke noget indenfor depraveret adfærd eller psykisk og fysisk overlast, som ikke berøres i et eller andet omfang i Scalped.
Fokus drejer i lange perioder helt væk fra Dash og hans mission, som var drivkraften i Book One. Det skader bestemt ikke. Ikke at Dashs plot og mission ikke var interessant, det er den for så vidt stadig. Men “scoopet” føles større, som karakterer og triste skæbner introduceres og får deres egen større eller mindre plads i det samlede billede.
Og man får netop indtryk af, at det er et stort puslespil med et krakeleret motiv, som Aaron har lagt her. Han farer ikke vild eller kommer på vildspor, der er en mening med samtlige stier og udflugter – mange opdager man først langt senere i fortællingen.
Døde mødre og deres fortabte sønner
Et eksempel, som på en måde rummer lidt af det hele og på fornem vis binder elementerne sammen, er historieforløbet der bærer titlen Dead Mothers (hæfte #13 til #17 i serien).
Dash Bad Horse er på overfladen uberørt, nærmest glad (i sin bitterhed) over mor Ginas død. Han kaster sig i stedet helhjertet ind i en sag om en prostitueret, der er blevet kvalt af en kunde. I værelset ved siden af hendes 3-4 børn, hvoraf den ældste, Shelton, der er i sine tidlige teenage år, fungerer som familieoverhoved.
Shelton og Dashs forhold gror tættere, som Dash arbejder på sagen. Dash bliver kortvarigt nærmest en surrogat far for Shelton, og lærer ham blandt andet at skyde… Han og hans søskende ender dog med at blive sendt til noget familie i Canada. Shelton når dog aldrig frem, han har andre planer.
Sideløbende bliver man klar over, at den hovedmistænkte er en vis Diesel, som vi fra tidligere ved er en særdeles afstumpet og brutal herrer. Nå ja, og reservatets ANDEN undercover agent, så Dashs hemmelige “kollega” OG fredet af Nitz trods hans ugerninger. Derudover kaster Red Crow sig over, at få opklaret mordet på Gina, da ingen tilsyneladende rigtig interesserer sig for den “døde kælling” ud over ham?!
Komplekse karakter og deres forfald
Plottet er endnu mere komplekst, trådet og fortættet end hurtigt beskrevet her. Og det er spundet med et stramt greb af Aaron, der derudover har nok tricks i ærmet, der rammer dybt og der hvor det virkelig gør ondt. Det er IKKE følelsesporno eller bliver for konstrueret, det er faktisk meget elegant udført. Og forbandet trist.
Kompleksiteten vokser ikke kun i plottet, men siver over i karaktertegningerne. Der bindes en form for sløjfe på Dashs fortælling om forholdet til moderen, men det føles ægte og “fortjent”. Og det er ikke en rosenrød forløsning, hvor han pludselig ikke er en bitter og ødelagt ung mand, der selvfølgelig dybt nede elskede sin mor. Det er mere subtilt fortalt og vist.
I det hele taget er et centralt tema i Scalped ødelagte mennesker, der forsøger at klinke skårene ved at finde brikker hos andre, som måske kan hænge sammen. Dash har Carol og omvendt. Men hun er både stiknarkoman og Red Crows frafaldne datter, så det er ikke ligefrem ukompliceret. Eller sundt. Hjælper de eller fastholder de hinanden i deres mønstre?
Når vi når et punkt mod slut i Book Two, hvor Dash spørger Carol om hun kan vise ham, hvordan man skyder op, har man fået et slags svar. Man vidste nok ubevidst godt hvor det bar henad, alligevel er det lidt af en gutwrencher. Det taler igen til Aarons fordel og som en ros til hans måde langsomt at plante fortællemæssige frø og lade dem vokse.
Er Red Crow Scalpeds egentlige hovedperson?
Æblet falder ikke langt fra stammen. Det bringer os til det største Oglala Lakota træ i Prairie Rose reservatet: Chief Red Crow. For er HAN den egentlige hovedperson i Scalped? Man kan argumentere for det, eller i mindste fald at han udvikler sig til det i handlingen i Book Two. Både plotmæsigt men især emotionelt.
Hvilket jo virker absurd, når han er en koldblodig morder, i overført og meget bogstavelig forstand. Et forkasteligt menneske med så mange lig i lasten, at han selv har opgivet at tælle. Eller remse dem op. Synderegisteret er LANGT. Alligevel ender man med, hvis ikke fatte sympati, så føle en lille smule med og for ham. Ikke fordi han får en vild og voldsom redemption arc, det er ikke Hollywood.
Nej, fordi man aner en flig af menneskelighed bag alt det ovennævnte – og han føler den pludselig SELV. Og bliver måske klar over, hvor meget han har sat over styr og mistet over årene. Ligesom han realiserer at selvom han er toppen af kransekagen lokalt, så er der kun en udvej også for ham. Som alle andre er han fanget og vejen ender blindt.
Øjeblikket, hvor han indser at også hans skæbne på den måde er beseglet, og den flig af genfunden menneskelighed og et “selv” dybt indeni må opgives, er et andet “højdepunkt” i book two. Det er stærke sager, det er menneskeligt komplekst og det er utroligt godt formidlet.
Ingen vej tilbage…
Du ved dog også det nok er ensbetydende med et point of no return for Red Crow. Han havde her en sidste chance for en form forløsning og “tilgivelse”; men valgte at gå planken ud og fortsætte den kurs han var slået ind på. Det betyder normalt døden i denne form for fortællinger.
Om Jason Aaron overrasker må tiden vise, men Red Crow befinder sig i en slem knibe, når Book Two slutter. Han har lagt sig ud med sin “overordnede”, Johnny the Tongue, en topgangster fra Minneapolis. Tungen har spøgt i baggrunden igennem hele fortællingen, som både Red Crows “chef” og finansielle investor i det nyåbnede Casino.
At han IKKE er en man lægger sig ud med, har man allerede fået et alvorligt hint om. Johnny the Tongues højrehånd/”muskel”, Mr. Brass og dennes asiatiske goons er sendt til reservatet, som en høflig “reminder” om hvem der bestemmer! Mr. Brass er en lille, ikke videre anseelig ældre mand af asiatisk herkomst. Og fuldblods psykopat og sadist.
Mr. Brass tager sit arbejde alvorligt, og efterlader et spor af torturerede og maltrakterede lig i kølvandet. Bare fordi han kan – og nyder det. Og der er intet, Red Crow kan stille op. Medmindre han vil lægge sig ud med toppen af underverdenen og underskrive sin egen dødsdom. Det er DEN kurs han vælger at gå planken ud på da Book Two slutter.
R.M. Guerra tegner og maler med den brede pensel
Det bringer mig til tegner R.M. Guerra ( Rajko Milošević ). Den serbisk fødte og i Spanien bosatte Guerra fortjener mindst lige så stor ros og kredit for sit arbejde på Scalped, som skaber og forfatter Jason Aaron.
En ting er at han tegner så blodet sprøjter (bogstaveligt) og maler vold som få, men han bringer liv, ånd og noget taktilt til Scalped. Og Scalped ER voldelig og brutal, på en meget rå og udpenslet måde. Men der svælges ikke i det, det er bare en del af denne verden. Som eksploderer i nådesløse glimt, så siderne flyder over med det.
Det er dog kun en del af det samlede billede. Et samlet billede, hvor Guerra blander den barske portrættering af håbløs fattigdom blandt fortabte tabere med noget, som på underlig vis er næsten…. smukt? Ikke at der går rendestens romantik i den, hvor ting forskønnes, men det er så atmosfærisk og stemningsfuldt formidlet, at man momentvis kan miste pusten.
Guerras figurer, især ansigter, har en tilbøjelighed til at blive fremstillet i en lidt karikeret stil. Af og til bliver det liiidt for meget og forstyrrende, eksempelvis ligner Diesel med sin kæmpe kødknold noget fra en 80er actiontegnefilm – det er jeg ikke helt solgt på.
Davide Furnò tager over som tegner i et par numre, og gør det mindst lige så godt. Hans stil er mindre rå og krads, og mere drømmende og billedskøn, men det passer til historien som fortælles her.
Det hele toppes af med den lækre farvelægning bogen igennem. Om det er er den blodige action, dampende og dyrisk sex (som der OGSÅ er en del af. Scalped er ikke for sarte eller bonerte typer), landskaber, slum, ørken eller andet. Farvelægningen bringer lige det sidste til Scalpeds samlede udtryk.
Fra de nedslående og naturalistiske jordfarver helt over til noget, der matcher understrømme af indfødt amerikanske ånd og magi, til det drømmende og psykedeliske. Du kan smage jorden og sandet, lugte sveden og den dårlige usund mad. Stanken af råddenskab og forfald, duften af kapitalismens indtog og stedvise overtagelse af naturen.
Scalped er bedst uden Bad Horse i fokus
Scalped består i alt af 60 numre, som udkom i perioden 2007-2012, hvoraf Book Two dækker numrene #12-#24. Der er altså lang vej tilbage, når denne anden opsamling slutter, og det er også lidt bekymrende. For selvom Scalped i Book Two, efter en fin start i første bog, virkelig har ramt sit groove, så bliver svaghederne også tydeligere – noget som kan trække serien ned på sigt.
I første bog var Dash Bad Horse tydeligt den absolutte hovedperson, og det trak en smule ned. Han er (og bliver) en af de mindst interessante karakterer i en serie, hvor konkurrencen indrømmet ER hård på det punkt. I Book Two træder han periodevis meget i baggrunden, og serien liver straks op og mere spændende figurer indtager spotlyset.
Det ville være en fejl, hvis Jason Aaron serien ud insisterede på at Bad Horse slutteligt SKAL være fokus og hele hans undercoversag omdrejningspunktet. Begge dele fungerer som introduktion til denne verden, men verdenen selv viser sig at være langt mere gribende og værd at undersøge end selve sagen og Dash. Man kunne godt frygte, at Aaron ikke kunne se skoven for bare træer og ikke opdagede, hvad fokus egentlig burde være.
Den Amerikanse drøms skyggesider
For Scalped rummer en række grumme skæbnefortællinger og dybt problematiske og fejlbarlige karakterer, der bliver symbol på noget meget større og omsiggribende. Drømmen om hvad Amerika kunne være kontra hvad det er endt med at være for mange på bunden, eller helt udenfor samfundet.
Red Crow får en sidste mulighed for at redde en smule af sig selv, men vælger at satse på det han ser virker og “vinder” rundt omkring ham: DEN fortælling om amerikansk forfald er langt mere tragisk og vedkommende end en fiktiv sag om en undercover agent med en tvivlsom personlighed.
Jeg håber Jason Aaron formåede at opdage, hvilken historie han egentlig var ved at fortælle med Scalped. Og ikke stirrede sig blind på at Scalped skulle være crime møder moderne western, som bestemt også har sin berettigelse. Den del blegner bare når Scalped breder fortællingen ud, dropper blodbad for ægte karakterer af kød og blod.
Om jeg når helt til vejs ende, ved jeg ikke. Så vidt jeg kan se er der kun udkommet til og med Book Three, der slutter med hæfte #34. Og de efterfølgende paperback-udgaver blev åbenbart droppet inden planlagt udgivelse i 2018? Ellers må jeg på jagt, nu er jeg næsten nødt til at se hvordan det hele ender og hvilken vej Jason Aaron slog ind på for resten af Scalped.
