Scalped af Jason Aaron og tegner R.M. Guéra tegner et dystert billede af USAs dårlige samvittighed og store skam. En del af den amerikanske historie, som mange nok helst ville tie ihjel. Eller lukke inde i et reservat og håbe, at det forsvinder helt af sig selv.
Missionen ser ud til, at lykkes. Det er i hvert fald det indtryk man får, når Aaron og Guéra uden omsvøb og fingre imellem afdækker livet i et indianerreservat i South Dakota. Et område præget af stor fattigdom, ringe levevilkår, kriminalitet, misbrug og håbløshed. Dog er der et lys for enden af tunnellen, som måske kan bringe reservatet tilbage på fode.
Et nyt casino er ved, at åbne og forhåbentlig give økonomien en vitaminindsprøjtning. Hvis det ikke lige var fordi, at ejeren er den lokale gangsterboss. En tilsyneladende skruppelløs, koldblodig morder med mere end “bare” menneskelig i lasten. Han aner dog ikke, at hans organisation er ved, at blive infiltreret af en fra egne rækker.
En frafalden indfødt, der intet har tilovers for reservatet, dens indbyggere, hans egen familie og stedets komplicerede fortid. Han er blot ude på hævn.
I alt udkom Scalped i 60 hæfter via DCs sublabel Vertigo, i perioden 2007 til 2012. Som en del af Pensum, har jeg læst de første 11 hæfter samlet i Book One. Hvilket dækker de første 3 “story arcs”: Indian Country, Hoka Hay og Casino Boogie.
Dobbeltspil i indianerland
I Indian Country, der løber over de første 3 hæfter i serien, præsenteres vi for vores hovedperson, Dash Bad Horse, der efter 15 år vender tilbage til Lakota reservatet. Forbitret og dybt såret og ødelagt af hans opvækst, er han opsat på, at gøre op med fortiden.
Han bliver en del af det lokale, gangsterkontrollerede politikorps, men er i virkeligheden undercoveragent for en FBI gruppe. Gruppen er ledet af en vis Nitz, der er ude på sit eget private hævntogt, besat af en over 35 år gammel sag, hvor to agenter blev myrdet på reservatet. Dash’ rabiate mor, Gina, var dengang, som nu del af en oprørsgruppe, som kæmper en utrættelig kamp for indianernes rettigheder. En kamp, som har skaffet hende venner og fjender, mest det sidste, både udadtil, mens bestemt også internt.
Ikke mindst gangsterbossen, Lincoln Red Crow, som Gina har et kompliceret forhold til. Han var tidligere del af samme oprørs/borgerrettighedskamp, og kender ligesom Gina sandheden om mordet på de to FBI agenter, som en ung allieret, Lawrence tog faldet (og stadig sidder uskyldigt fængslet) for. Red Crow ønsker ro og orden i forbindelse med den store casino åbning og beder Gina forholde sig i ro.
I mens bruger han sønnike, som bestemt ikke er på talefod med moderen til, at rydde op og skabe ro i reservatet med hård hånd. Nå ja, og at Red Crow muligvis lokker Dash og hans makker, Falls Down, i et baghold, da de sendes ud for, at rense endnu et methlab. Det er noget værre rod!
Fortidens spøgelser hjemsøger nutiden
De efterfølgende to hæfter, Hoka Hey, fokuserer mere på baggrundshistorie og fortiden, især Gina og Red Crows. Det er også her, at serien momentvis antager en mere spirituel og mytologisk tone og stemning. Vi introduceres blandt andet for den mystiske, gamle drukkenbolt/måske særligt udvalgte Chaser. En skikkelse, som lader til, at have kontakt til de højere magter og den indianske åndeverden. Eller også er han bare skide fuld?
Dashs del af fortællingen bliver lidt mere “praktisk”, i det, at han bruger en del tid og kræfter på, at jagte alle Carols (Red Crows anløbne/prostituerede datter) elskere/kunder. Og uddele huskekager til dem. Carol er indledningsvis ret mopset over, at Dash ødelægger hendes geschæft, men de to indleder alligevel et forhold. Eller genoptager den blomstrende, ret uskyldige romance, som blev afbrudt, da Dash forlod reservatet som 13 årig. Nu er de begge knap så uskyldige…
Det er Lawrence Belcourt til gengæld stadig, og Gina nages af dårlig samvittighed og skyldfølelse. Vi får i flere flashbacks små glimt og dele af puslespillet. Gina beslutter sig for, at forlade reservatet, ikke for, at føje Red Crow og hans vigtige casinoåbning, men for at besøge Belcourt i fængslet. Det får fatale følger og er med til, at give serien sin titel.
Nede med den lede Casino Boogie
Den sidste del af Book One er også den længste, i det Casino Boogie breder sig over de sidste 6 hæfter. Her løber både små og større tråde i de forskellige handlingsforløb sammen, på kryds og tværs. Også på måder, som man måske ikke helt havde set komme. Ikke kun fordi, at der gemmer sig nogle fine overraskelser, men der leges med fortællestrukturen.
Det gøres der hele serien igennem, det bliver bare endnu mere udpræget i Casino Boogie. Hvor en afstikker til en helt ny karakter, og hans kummerlige tilværelse og drøm om, at få fikset et vrag af en bil og efterlade reservatet i bakspejlet på meget elegant vis kiles ind i fortællingen. Samler handlingen op, et afgørende sted, som vi allerede har set udspille sig og bringer den videre. Til et andet afgørende punkt, som vi blev præsenteret for tidligt i bogen.
Brikkerne begynder, at falde på plads, de mange hop i handlingen og afbrudte forløb i plottet flettes sammen og begynder for alvor at give mening. Havde man ikke duftet maddingen inden og bidt på krogen, så bliver man det her. Det hele virker nøje gennemtænkt og orkesteret af Jason Aaron, som her tidligt i karrieren viser, at talentet for, at plotte, fortælle og afvikle en historie var særdeles veludviklet.
Scalped er en anklage
Der er kød på Scalped. En nuanceret, benhård og grum omgang tegneseriekød. Råt for usødet kød. Det er ikke noget skønmaleri, en romantiske hyldest til fortiden eller på anden vis sentimental fremstilling af livet i et reservat, eller tilværelsen som indfødt amerikaner. Muligvis er det heller ikke den “undskyldning”, som mange måske kunne håbe på til selvsamme.
Det her er en anklage. Jason Aaron og R.M. Guéra viser dig resultatet af århundreders racisme, undertrykkelse og misrøgt. De indfødte amerikanere, og det samfund man præsenteres for her, er ødelagt og svært ubehageligt. Ingen slipper, alle er nede i sølet. Også rent visuelt. Verdenen og dens indbyggere i Scalped er grimme, beskidte, utiltalende og generelt frastødende. Her bidrager Guéras knudrede, udtværede, “primitive” og barske streg og stil gevaldigt.
Der er vitterligt ikke meget kønt, at kigge på i Scalped, lige meget hvor Aaron stiller skarpt. Det KUNNE nogle sikkert tolke, som værende pænt racistisk og fordømmende i sig selv. Men, så misser man pointen, er jeg ret overbevist om. Hvis Aaron IKKE fremstillede reservatet, som det (og andre) ser ud, og udpenslede hårdheden og alt det grimme, så ville han give resten af Amerika en mulighed for, at kunne sige “nå, så er det nok ikke så slemt”.
Jo det er. Og vi/I bærer alle en del af af skylden og ansvaret, KIG på jeres værk!
Komplekse karakterer i nuanceret gråzone
Samtidig med, at Scalped er et spejl og indblik ind i USAs betændte fortid/nutid, så er det også bare helt fundamentalt en velfortalt og velfungerende historie. Det er crime og en slags morderen western med et rigt, nuanceret og komplekst figurgalleri.
Der er måske ikke meget kønt over “helte” og skurke her, men der er heller ikke kun en sort/hvid fremstilling. Dash er en særdeles utiltalende anti-helt, som man sagtens kan forstå og føle, men måske også har lidt svært ved, at fatte sympati for. Han er voldelig, afstumpet og muligvis borderline psykopat. Men, hans livsbane og forhistorie bakker det logisk op.
Gina, hans mor, er “på den rette sags side”. Men, hun har også svigtet groft som mor og ladet en uskyldig rådne op i fængslet i over 30 år. Selvom hun angre begge dele, og forsøger at råde bod på det, så er hun OGSÅ svær at forsvare.
Red Crow er, naturligvis dybt utiltalende og et skræmmende, iskoldt mennesker, der lever af at udbytte andre – inklusive hans egne. Men, han rummer også, et eller andet sted en forskruet form for medfølelse og noget, som man måske kan tolke, som en smig af “godhed”. Han er på mange måder seriens mest komplekse og interessante figur, som man tænker gemmer på flere hemmeligheder – og ikke nødvendigvis kun dårlige.
Det var blot nogle af figurerne, de fleste man møder rummer flere lag og nuancer, som man ikke ofte ser i denne form for tegneserier. Fælles for dem er en stor smerte. De er skadede, hvis ikke helt ødelagte, men de fleste kæmper alligevel med alt hvad de har til det sidste.
Lidt af en skalp
Scalped fungerer ikke kun, som en samlet serie og fortælling. Modsat mange moderne og nyere serie, som kan virke ekstremt fokuseret på, at være skrevet udelukkende med tradeformatet for øje, så fungerer Scalped også som enkelt hæfter.
Du får nærmest en lille, nogenlunde afrundet historie, eller i hvert fald et tilfredsstillende udbytte af hvert hæfte. Og ikke blot en tynd omgang, der blot skal lede videre til næste hæfte og til sidst den obligatoriske opsamling af 5-6 blade. De gennemgående tråde væves sammen på vellykket vis, og skaber et større hele. Et, som ikke virker (over)konstrueret, men elegant tilrettelagt og gennemtænkt.
Der er mange ubesvarede spørgsmål og dinglende plottråde, når denne første opsamling er overstået. Sådan må det, nødvendigvis være med en fortløbende serie. Heldigvis føles det ikke frustrerende. Tværtimod har man lyst til, at læse videre og få flere svar. Samtidig føles Scalped, som et frisk pust i “gangstergenren”, hvis man kan kalde det, det. Selvom serien rummer meget mere.
Serien er bestemt ikke for børn eller sarte sjæle, der er udpenslet vold, sex og en overordnet hård og grum tone. Det kunne i et politisk korrekt klima tolkes, som at Aaron peger fingre af eller udstiller den oprindelige amerikanske befolkning. Det gør han efter min bedste overbevisning ikke, hvis han udstiller noget, så er det resultatet af dele af den amerikanske politik og behandling af en befolkningsgruppe.
