Vi har allerede kigget på titler, som Tintin og Lucky Luke men der mangler stadig en af de helt store fra min barndom. Asterix og hans kulørte flok af gæve gallere.
Der er nok af titler at vælge imellem, når det gælder Asterix, faktisk udkommer der stadig nye album, selvom de oprindelige skabere for længst er borte. Her hopper vi dog langt tilbage i seriens historie, og kigger på en af de mere hyldede historier.
Asterix og Briterne tager vores to helte, Asterix og Obelix, en tur til de britiske øer. Her skal de assistere Asterixs halv-fætter med at få has på de skøre romere. Hvilket resulterer i den velkendte samfundssatire, skæve kig på andres skikke og øretæver i overmod. Nå ja, og de stakkels sørøvere dukker naturligvis også op og fortryder deres karrierevalg.
Goscinny og Uderzos livsværk
Asterix blev skabt af forfatter René Goscinny og tegner Albert Uderzo helt tilbage i 1959, hvor den debuterede som seriestribe i magasinet Pilote. To år senere udkom det første album i hjemlandet Frankrig, Asterix og hans gæve gallere på dansk (udsendt første gang i 1969 på dansk).
Derefter udkom der de næste mange år nærmest 1 album årligt, mens Goscinny og Uderzo var ved roret. Hvilket de var i på de første 24 album i serien frem til Goscinnys pludselig død i 1977. 24 album blev det til fra duoen, inden Uderzo overtog både skrive- og tegne opgaven.
Uderzo fortsatte Asterix indtil album nummer 34. I 2011 solgte han sin del af rettighederne til titlen, efter lidt legale tovtrækkerier og andre fiksfakserier fortsatte serien med Goscinnys arvinger og Uderzos billigelse med nye kreative kræfter om bord. Derfor udkommer der stadig nye album i serien, som efterhånden tæller 41.
Der er lidt afvigelser, hvad nummereringen angår, mellem de franske og danske album. Da forlag i Danmark har udsendt nogle af de første album i en lidt anden rækkefølge end på originalsproget. I Danmark havde Egmont rettighederne fra 1969 og frem til 2021, og udsendte i alt 38 album på via forskellige forlag. Siden 2012 har Cobolt haft rettighederne og udsendt de 3 nyeste album i serien.
Asterix, Obelix og lille mig
Min egen historie med Asterix går tilbage til den spæde start af min tegneserielæsning. Faktisk nok inden jeg reelt kunne læse, da Asterix både var at finde i min bedsteforældre og min dagplejemors hjem. Som efterladenskaber fra deres fraflyttede børn, der var teenagere i start-70erne.
Der var altså tale om det rene tegneserieguld, der nu ville være ganske mange penge værd. Asterix (OG Tintin, Lucky Luke og “alle de andre”) i originale udgave, sikkert første oplag. Men de var også allerede slidte og tyndlæste da jeg fik mine fedtede fingre i dem, i hvad der må have været 83-84.
Jeg elskede Asterix, og har læst mange af de oprindelige album fra seriens gyldne periode (op til Goscinnys død) utallige gange. Både i de ovennævnte hjem, som hjemmelån fra biblioteker og dem jeg endte med selv at eje. Jeg erindre ikke præcist, hvilke album jeg IKKE har læst af de første 20-25 stykker. Og nærmest ingen af dem er længere at finde i samlingen?!
Det sidstnævnte er besynderligt, da stort set alt andet jeg kan huske at have ejet er dukket op igen. Ikke Asterix, ud over 2-3 album, hvor det ene er i så dårlig forfatning, at jeg opgav at skrive om det her. Måske spiller hukommelsen mig et pus, og langt de fleste Asterix minder stammer fra lånte album? Eller også står der en skattekiste med tegneserier og gemmer sig et eller andet sted.
Asterix og Briterne? That’s news to me!?
Asterix og Briterne udkom oprindeligt 1966, som det 8. album. På dansk rykkede det frem i geledderne og udkom som album nr. 5, første gang udsendt i 1971. Udgaven jeg har læst her er dog Cobolt nyeste fra 2022, hvor den er tilbage som nummer 8 i kronologien.
Et album, som jeg forresten fandt i vores boligforenings byttekælder sammen med en ordentlig stak blandede Basserne, et Lucky Luke album og en stak Film-aarbøger fra midt 50erne og frem til 1969. Score? (og vi lider vel “alle” af den sygdom at man da ikke kan lade den slags ligge?!)
Jeg er ikke sikker på, at jeg faktisk har læst Asterix og Briterne før nu. Historien huskede jeg ikke, titlen kender jeg selvfølgelig, men det var ellers et album, der var indhyllet i tæt engelsk tåge for mig. Jeg husker dog, at der kørte reklamer for tegnefilmudgaven af albummet på Sky One i de gode gamle dage med parabolantenne på taget!
Da var Asterix tegnefilm mest noget jeg, og mange på min alder, forbandt med de 3 dansk-dubbede oprindelige tegnefilm fra slut-60erne. Hvor de danske stemmer til Asterix og Obelix blev indtalt af selveste Ove Sprogø og Dirch Passer – så de i min verden nærmest ER synonym med de karakterer.
Måske derfor har der altid været et eller andet, der virkede lidt forkert eller “off” ved Asterix og Briterne. Det var ikke ægte Asterix. fremstod for “moderne” og fremmedartet. Selvom albummet jo altså er fra midt-60erne og en af de oprindelige og anset som en klassiker.
Så går den vilde trylledrikjagt
Er det så det og sin status værdig? Mjoooh, det var da ikke dårligt, men min første reaktion var lidt i retning af “nå, var det bare det?”. Og at selve historien virkede en smule, ikke forudsigelig, men så da velkendt eller formularisk?! Hvilket er sært, da jeg jo netop IKKE havde læst den før og den egentlig skiller sig ud ved netop ikke at følge en sædvanlig Asterix opskrift?
Hvis en sådan findes, de tager jo sådan set ofte på en udflugt. Nuvel, turen går til England, hvor romerne har løbet de lokale over ende. Heriblandt byen, hvor Asterixs hidtil usete halv-fætter bor. Det besluttes at denne skal opsøge sin franske fætter for at score en portion af gallernes trylledrik.
Ved ankomst beslutter Asterix og Obelix sig selvfølgelig for at hjælpe fætter ved at slæbe tønden med trylledrik hjem til England. Og, skulle det vise sig nødvendigt at gokke romerne i nødden.
Herfra følger noget, der vel bedst kan betegnes som en kombination af road trip, klassisk forvekslingskomedie, samfundssatire og “mist og genvind objekt”. For tønden med trylledrik er dem naturligvis hurtigt af hænde, når de rammer England. Og så følger den vilde jagt efter trylledrikken, der ender i romersk besiddelse.
Do you speak english?
Romerne er heldigvis lige så inkompetente som altid og fatter for sent, at de sådan set stod med alle kortene på hånden. Og ender med at smide det hele på gulvet og få nogle gevaldige øretæver for besværet.
Jagten rundt i det britiske er egentlig bare en “undskyldning” for Goscinny og Uderzo for at gøre kærligt grin med briter og deres skikke og brug. Og indirekte andres syn på selvsamme, for det handler også om fordomme. Hvor det hele pakkes ind i jagten på tønden, historiens McGuffin og alle de forviklinger, misforståelser og absurde optrin den afføder.
Ud over at skikke og særpræg spøgefuldt udstilles og sættes på en spids, så er albummets helt store clue, og det historien nok er mest kendt for, håndteringen af sprog. Briterne taler sært, det hele er lidt forkert. Hvilket illustreres ved at de taler med bagvendt ordstilling, og visse ord bruges omvendt af den egentlige betydning, som vi opfatter den.
Det sker helt konkret ved at oversættelsen på en måde gengives, så dansk er skrevet med engelsk ordstilling, når briterne taler. Hvilket giver albummet sin helt egen tone og resulterer i mange morsomme sproglige “jokes” i sig selv. Det gør samtidig at det hele ikke er lige nemt at læse og forstå, hvis man lige glemmer at afkode imens.
Vandede vittigheder og tårntæsk
Ud over det sproglige og det generelle satiriske syn på briter og deres samfund, så er der naturligvis en del visuelle gags. Fra navngivning af steder og skiltning, til ting man forventer af serien, når de løber på romerne eller sørøverne.
Min favorit er nok en scene, hvor Asterix og Obelix tæver sig op, ned og op og ned igen igennem Tower of London. Det hele er set udefra, så man kun ser de to tårne og en række talebobler, der gennem korte replikker gengiver handlingen.
Det fungerer så godt, fordi man kender seriens varemærker og gengivelse af bøllebank, at man ikke behøver se det. Man kan levende forestille sig, hvordan det ser ud når de samme, arme romere får høvl gentagende gange pga. en række forvekslinger som de sådan set ikke har part i.
En lang running gag med briternes hang til “varmt vand” (det var før teen kom til øerne), har også et fint omend meget forventeligt pay off til sidst. Det er nok her noget af den nævnte forudsigelighed kommer i spil for mig.
Et element introduceres henkastet i begyndelsen, som der så bindes sløjfe på mod slut. I mellemtiden er det meningen at man skal glemme det, så pay off’et bliver det større. “Problemet” er, at lige så snart det introduceres ved man (jeg) hvad det skal bruges til, man glemmer det aldrig og sidder bare og venter på hvornår det pay off leveres.
Frisk formel i sin tid?
Det sagt, så er det et mindre kritikpunkt i det store hele. Og det er ikke meningen at det skal være et stort forkromet pay off på noget væsentlig for fortællingen. Det ER bare en sjov lille sløjfe på det hele. Alligevel irriterede det mig lidt.
Måske er noget af udfordringen ved den slags, og de her anvendte historie “beats” generelt, at man har læst og set så meget siden dette album udkom at det kommer til at fremstå, som om det følger en velkendt opskrift. Uden egentlig at gøre det, fordi opskriften var mere frisk, da den udkom første gang?
Goscinnys handlingsforløb, fortælleteknik og plotting kan man ellers ikke sætte en finger på. Historien flyder næsten gnidningsfrit, let og elegant fra start til slut. Og står nærmest aldrig stille, og føles samtidig ikke forhastet. Der stoppes op, tages sidespor og foretages benspænd, og alligevel er vi konstant i bevægelse.
Uderzos tegninger og visuelle fremstillinger af hele menageriet er selvfølgelig lige så vellykkede og elementære for den elegante afvikling. Det hele sprudler med masser af små detaljer, store scener og næsten konstante “sceneskift” med et væld af skiftende baggrunde og et rigt persongalleri.
Asterix gennem nostalgiske briller
Asterix og Briterne bliver nok ikke en af mine favoritter i serien. Jeg savner et eller andet, måske synes jeg den sproglige gimmick bliver lidt trættende i længden og samfundssatiren af England virker noget gammeldags i 2026.
Det taler dog muligvis ind i et mere overordnet problem. Jeg læste Asterix første gang for over 40 år siden, men har nok ikke læst et album de seneste 30. De her klassiske historier er låst i tid og produkt af en tid, mens jeg selv (vil jeg påstå) har bevæget mig, hvis ikke frem, så et meget andet sted hen. Og konsumeret uanede mængder kultur i mellemtiden, der har præget min smag, referenceramme og alt det der.
Så kan et album, som Asterix og Briterne, som jeg ikke har et direkte nostalgisk forhold til i forhold til andre titler i serien, nemt komme til at støve lidt. Det er endda tænkeligt, at jeg kunne læse et album i serien, som teknisk set er dårligere end Asterix og Briterne, og synes bedre om det, fordi jeg har gode barndomsminder forbundet med det.
Dermed bliver Asterix nok også en af de serier, som jeg har vanskeligere ved at have et fortrinsvis objektivt forhold til, når jeg forsøger at bedømme de gamle album. Med alt det ovennævnte taget i betragtning og med de forbehold vil jeg dog konkludere, at Asterix og Briterne selvfølgelig er obligatorisk læsning og pensum.
De er skøre de romere… og briter.
(Billederne stammer fra Colbolt udgave af albummet, som kan købes HER)