Til vands, til lands, i luften, på jagt efter et hemmeligt våben og en god ven. Der går både menneskejagt, detektiv og opklaringsarbejde, koldkrigs analogi og hæsblæsende action i den, når Tintin og Haddock er på eventyr i Det Hemmelige Våben (også kendt som Tournesol Mysteriet).
Vi smager igen på en hellig tegneserie gral, og skal endelig have os lidt Hergé og Tintin her på siden. Det er med rystende hænder og ærefrygt, at jeg kaster mig over den belgiske klassiker for første gang her på siden.
Tintin meget kort fortalt
For hvad er der overhovedet at sige om Hergé og Tintin, som ikke er skrevet og analyseret tusindvis af gange før. Af mere vidende, kompetente og relevante personager end mig. Ikke meget!
Derfor vil det her også have præg af at være en mere personlig beretning, end egentlig analyse og udredning om Hergé og Tintins indiskutable fortræffeligheder. For, ja, Tintin er selvfølgelig genial, stor kunst og en udødelig klassiker. Der startede som ugentlig avisstribe i 1929, og fortsatte som stribe indtil 1946, hvor Tintin fik sit eget magasin.
Senere, eller løbende, blev striberne samlet i i alt 24 album, de første 3 par præg af at være små historier samlet i samme album. Efterfølgende, fra Faraos Cigarer bestod albummerne af sammenhængende fortællinger. Albummet Tintin og Hajsøen skiller sig ud ved, at være kortere og ikke tegnet af Hergé, men er baseret på en tegnefilm.
Tintin har desuden optrådt i adskillige animationsfilm, en spillefilm af Steven Spielberg og hørespil. Sidstnævnte var især et hit på dansk, i hvert fald hos mig, hvor jeg brugte utallige timer foran kassettebåndoptageren og lyttede til den unge journalists eventyr.
Tilbage til 80erne
Tintin var kort sagt en stor del af min tidlige barndom. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan jeg først blev eksponeret for figurerne og de mange eventyr. Dog er jeg ret sikker på, at det er sket i forbindelse med min første dagplejemor. Så vi befinder os et sted i første halvdel af 80erne, måske endda før jeg kunne læse, men bare kiggede på billeder.
Hun var et skønt menneske, og jeg skylder hende meget. Hos hende måtte man se VHS-film med Bud Spencer og Terence Hill, dubbet på tysk, strejfe rundt i den nærliggende skov, hvad var det værste der kunne ske? Spille spil, rode, slappe af, passe sig selv, lege med hende, og læse bunker af aflagte tegneserier fra hendes egne børn.
Det var sådan jeg blev eksponeret for Lucky Luke, Asterix og altså Tintin. Og jeg var fanget. Hvad Tintin angår skyldes det nok flere faktorer. Tegningerne med sine klare, enkle linjer, detaljerede baggrunde, flotte maskiner og behagelige farver. Det sprudlende figurgalleri med masser af skæve bifigurer. Humoren og spændingen i de mange kulørte historier.
Men det kan nok koges ned til følelsen af uforpligtende underholdning, kombineret med en gennemgående fornemmelse af opdagelse og eventyr. Det er jo perfekt til en ung, rask dreng (og forhåbentlig piger?), hvor den store verden stadig er meget lille.
Tintin og mig
Senere fik, eller købte jeg selvfølgelig selv nogle album, men jeg ejer egentlig ikke så mange fysiske eksemplarer. Nogle er gået tabt, men hovedårsagen er nok, at jeg lånte TinTin album på det lokale bibliotek. I en sådan grad, at bibliotekspengene nærmest må have kunnet ses på Hergés bankbog. Altså udover, at han da allerede var død.
Jeg husker hvordan favoritterne skiftede, nogle gange var det Enhjørningens Hemmelighed, andre gange Krabben med de Gyldne Klør. De 7 Krystalkugler var også deroppe, eller hvad med Koks I Lasten og Det Sorte Guld? Da jeg fik smag for scifi og rummet blev det naturligvis Månen Tur Retur. Tintin og Picaroerne, når det skulle være lidt mere eksotisk.
Nogle var aldrig blandt favoritterne. De tidligste, som Tintin I Congo og I Amerika var jeg aldrig fanget af, de var nok for tidlige og virkede allerede dengang midt i 80erne ret forældede og kedelige. Og Tintin I Tibet, den fangede mig af en eller anden grund bare aldrig.
To faste favoritter, som jeg nok må pege på som mine all timers er dog Rute 714 Til Sidney og Det Hemmelige Våben. Førstnævnte har jeg ikke læst i hen ved 35 år, så jeg ved ikke om den stadig holde. Sidstnævnte har jeg lige genlæst for første gang i lige så mange år.
Jagten på Det hemmelige Våben
For Tintin gled i baggrunden frem for Superhelte og humorserierne, som jeg blev ældre. Og forsvandt helt fra min virkelighed, da jeg røg ud af tegneserie loopet. Tintin røg aldrig i glemmebogen, minderne har brændt sig fast. Sådan er det nok med den første store kærlighed og skelsættende ting fra barndommen, man husker dem ofte tydeligere end noget der skete i går.
Jeg kunne godt huske hovedtrækkene i Det Hemmelige Våben. Den er episodisk, og virker i lange perioder, som om den bare glider fra scene til scene, ofte med masser af action, i et voldsomt tempo. Mens hovedplottet løber som en rød tråd, der binder det hele sammen, lige nedenunder. Det er egentlig ikke helt ulige eksempelvis Indiana Jones og Jagten på Den Forsvundne Skat. Instrueret af Steven Spielberg, der senere lavede sin egen Tintin film, så…
Det Hemmelige Våben er lidt forenklet fortalt én lang jagt. Efter Professor Tournesol og nogle hemmelige planer for et supervåben, som han har skabt. Men det er også en forfølgelsesjagt i flere spor. For Tintin og Haddock, der tager ud for at finde deres ven, har også flere fjender og måske venner i hælene.
Hvis man har set Hitchcock klassikeren North By Northwest, så vil følelsen virke bekendt. Hvem forfølger hvem og hvorfor, hvem snyder hvem og hvordan? Er objektet, der jages blot en McGuffin i sidste ende? Hvad går det hele egentlig ud på, giver det i sidste ende mening og VAR der en mening med rodet og misforståelserne?
Fra Møllenborg til Bordurien
Anslaget er måske en smule langsomt, vi befinder os på Møllenborg, hvor en række mystiske hændelser sætter plottet i gang. Under et uvejr begynder glas af sprænges, vinglas, spejle, lysekroner osv., og stakkels Max Bjævermoses bil sætter også ud.
Det gør, at den ubudne gæst og anmassende forsikringssælger på rekordtid går Kaptajn Haddock på nerverne. Mysteriet udvides, da en ukendt person skydes i parken omkring Møllenborg. Han dør ikke, og forsvinder også inden Tintin og Haddock får tilkaldt politiet. Noget tyder på, at der er flere fraktioner på spil, som konkurrerer om først at få fingrene i et eller andet. En tabt pakke tændstikker giver Tintin det første spor og sætter opklaringsarbejdet i gang.
Samtidig drager Tournesol til Geneve for at mødes med en kollega og ekspert på det område han har udviklet en maskine indenfor: ultralyd. Tilsyneladende har professoren lidt uforvarende udviklet noget, som kan bruges som en art supervåben, skulle det falde i de forkerte hænder. Det KUNNE være de to konkurrerende opdigtede østeuropæiske lande Syldavian og Bordurien.
Tintin og Haddock iler mod Geneve da de frygter at Tournesol er i stor fare, og har fjender i hælene. Inden de når frem forsvinder professoren dog fra sit hotelværelse, samtidig med at også Tintin og Haddock overvåges og skygges af hemmelige agenter.
Spion-spænding og storpolitiske spændinger
Og så går det for alvor over stok og sten albummet ud. Der er faktisk ikke mange pusterum, i det vores to helte (og Terry) konstant kastes ud i nogle vilde actionscener. I mens bliver det mere og mere tydeligt, at det nok er Bordurien, som er den største slyngelstat og fjende.
Hvis vores helte ikke lige forfølges i båd, helikopter, fly eller bil, så opstår der sideløbende en række plotmæssige forviklinger. Som dobbeltspil, mulige kidnapninger, mistanken identities og lignende agent- og spændingsfilmstroper. På den led er Det Hemmelige Våben nok en af de mest filmiske Tintin album, men der er også en del storpolitiske tråde. Der fungerer som en tydelig allegori over den eskalerende Kolde Krig, som dominerede tiden.
Militærdiktaturer og fascistiske stater er fjendebilledet her, og den galoperende paranoia der følger med. Tournesol fungerer som en form for stand in for de videnskabsmænd, der var med til at udvikle atombomben. Og hans våben fremstilles som et, der kan være med til at sikre verdensherredømmet, eller verdensfreden, alt efter hvem og hvordan det benyttes.
NEJ, det er IKKE hos slagteren!
Selvom handlingen domineres af spænding og action, så er der dog også plads til den velkendte Hergé humor. Den fungerer her, som små veldoserede pusterum og pauser mellem de mange actionscener og plotudviklinger.
Der er eksempelvis en album lang running joke, der involverer at Møllenborg og den lokale slagter næsten har samme telefonnummer. Det kan selvfølgelig virke enormt antikvarisk i 2023, men “er det hos slagteren?” var nok ikke slidt op i 1956. På nærmest imponerende vis får Hergé arbejdet joken ind i løbet af hele historien, lige meget hvor Haddock befinder sig og er i nærheden af en telefon.
Haddock er også omdrejningspunkt for en anden, lidt kortere running joke, der omhandler noget så simpelt som et stykke plaster. Det ender på Kaptajnen under en flytur, og så kæmper han ellers med, at slippe af med det genstridige plaster over flere sider. Plasteret når at skifte ejermand flere gange, men ender alligevel med at finde tilbage til en tiltagende irriteret Haddock.
Og så er der naturligvis den møgirriterende Max Bjævremose, som også har det med at møve sig ind i historien flere gange. Han må være den ultimative manifestation af gæsten fra helvede, der ikke ejer selvindsigt eller situationsfornemmelse.
Dobbelt McGuffin med det hele
Mod slut ender hjemme i trygge omgivelser på Møllenborg, efter den udmattende, flersporede menneskejagt, forviklingerne og et fangenskab og en vild flugt i kampvogn fra Bordurien. På ægte Hitchcock maner viser det sig, at hele miseren er baseret på misforståelser, forkerte antagelser og en jagt på noget der i bund og grund er en McGuffin.
Det gør ikke, at det hele føles spildt eller formålsløst, tværtimod bidrager det blot til underholdningsværdien. Og er med til at understrege en af pointerne om, hvad paranoia og formodninger, både i det små og på den helt store scene kan fører til. Samt hvor farligt den slags egentlig kan være.
I sidste ende er Det Hemmelige Våben dog mest underholdning. De tungere emner er til stede, men får aldrig lov til at stå i vejen for den uforpligtende eskapisme. Det ER “bare” kulørt tegneserieunderholdning, og skal konsumeres som sådan.
Gensynsfest
Det er ikke kun det vellykkede og medrivende plot og de mange udflugter, der gør Det Hemmelige Våben til en af de bedste Tintin historier. Alt spiller nærmest her, og Hergé er virkelig på toppen af sin ydeevne, både som forfatter og tegner. Det er lige før at man kan blive helt overstimuleret.
Samtidig lykkes det Hergé, at inkludere de fleste af de vigtigste figurer fra det voksende figurgalleri. Ud over vores tre hovedpersoner får vi kendte bifigurer som butleren Nestor, førnævnte Bjævermose, Dupond og Dupont i en mindre scene og en cameo fra selveste den milanesiske nattergal Bianca Castafiore. Det er en sand fornøjelse, at være i selskab med det herlige persongalleri igen.
Noget som virkelig også blev tydeligt for mig, som jeg måske ikke tænkte videre over da jeg var barn, men som kan være en vigtig grund til at Tintin blev så populær herhjemme er oversættelsen. Ikke nok med, at karakterne har perfekte og opfindsomme navne, men dialogen og al tekst bobler af opfindsomhed og spiller bare. Det er med til at give hele læseoplevelsen et ekstra løft.
Er der så slet ikke noget at udsætte på Det Hemmelige Våben? Tjoo, koldkrigsanalogien kan da godt virke lidt bedaget og af sin tid. Ligesom Tintin jo bare ER en serie af ældre dato, som har noget gammeldags over sig for yngre læsere. Men den holder stadig, er en klassiker af mange, mange grunde og burde naturligvis være en del af et obligatorisk tegneseriepensum.
