Jeff Lemire har slået sit navn fast, som en af sin generations bedste og vigtigste stemmer indenfor tegneserier. Han jonglerer problemfrit med mange genrer, men der er næsten altid en genkendelig kerne og centralt omdrejningspunkt. Familie.
I Family Tree, en serie i 12 numre udsendte via Image i 2020/21, indgår det endda i titlen. Præmissen er dog ganske unik, selvom familie er et centralt element. Her udfordres en familie ved, at den 8 årige datter pludselig begynder at forvandle sig til… et træ?!
Familiesammenkomst under verdens undergang
Det kan jo umiddelbart lyde både lidt langt ude og ganske fjollet, men Family Tree er langt fra satire eller morskab. Vi er nærmere en form for horror, både body horror og psykologisk, og uhygge gennem det uforståelige og i kraft af at ofret her er en lille uskyldig pige.
Hun er ikke ene om at blive transformeret, så der er også et mere globalt perspektiv. Noget der kunne minde om andre epidemier, eller noget ala en zombie apokalypse. Så der er større ting på spil, men det eksisterer indledningsvist kun perifert og mere usagt i baggrunden. Det er et større drama, som udfoldes igennem det nære og intime.
På den led er det også et “familiedrama”, hvor en enlig mor skal forholde sig til, at den verden hendes to børn skal vokse op i er under kraftig forandring. Det er igen noget, der går som en rød tråd gennem mange af de Lemire titler jeg har læst eller kender til. Der er flere paralleller til en titel som Sweet Tooth, hvor det igen er børn, som gennemgår en transformation, som direkte også forandrer vores verden.
Her er Sweet Tooth alene i verden, men finder en alternativ familie. Ligesom karaktererne i en anden Lemire serie, Black Hammer. I Family Tree er det ikke søgen efter en ny og anden familie, som er omdrejningspunkt, men udfordring og truslen mod selve stammen af familien. Og det der skal føre stamtræet videre.
Over stok, sten og træer
Vi indleder fortællingen helt nede i familiens muld og skød. Alene mor Loretta, hvis mand skred uden forklaring året inden, arbejder i et supermarked. Sønnen Josh er i problemer i skolen igen, og Loretta må skippe jobbet tidligt for at nå til møde på inspektørens kontor. I samme forbindelse må hun herse lidt med lillesøster Meg, der samles op på vej og ellers overses og høres lidt.
Derfor opdager Loretta heller ikke, at Meg har et underligt udslæt på den ene arm før senere samme dag. Og så går det ellers stærkt. Udslættet breder sig og begynder at se virkelig besynderligt ud, huden bliver tør og ligner nærmest… bark? De beslutter at tage på sygehuset. Inden når Meg, at trække op i trøjen og til skræk og rædsel for familien er der ved at vokse en gren ud af lænden på hende!
Familen haster af sted, men når ikke frem inden deres bil torpederes af nogle mystiske skikkelser med lettere muterede ansigter. De uskadeliggøres dog i en storm af krudt og kugler, inden de kan snuppe Meg. Det er den ellers udstødte farfar, der er dukket op for at kick ass and chew bubble gum, and he´s all out of bubble gum (tak til They Live). Til gengæld har han en shotgun.
Hvad er hans rolle i alt det her? Og hvorfor vil Loretta intet vide af hendes forsvundne mands far og dermed børnenes bedstefar? Har det noget at gøre med at han har en træhånd, som han tilsyneladende går og snakker med?
Der sås og høstes i hastigt tempo
Det var blot første hæfte i serien, og i denne vol. 1 samling af i alt 3. Mange frø bliver sået, men der er heldigvis også masser af ting, der etableres og afvikles hurtigt fra start. I mindre kompetente hænder ville man nok føle, at det går lige vel hurtigt.
I en tid, hvor alt virker som om det skal trækkes ud og er tilpasset trade paperback formatet, er det dog en fornøjelse, at der rent faktisk sker noget i løbet af hæfterne. Du forstår straks Loretta som karakter og hendes personlighed, gennem den første scene og dialogen i supermarkedet. Familiedynamikken er også på plads indenfor de første par sider, samt den centrale præmis om folk, der forvandles til træder.
Der introduceres nogle antagonister, og dermed nogle større linjer og perspektiver. Og så kommer crazy grampa med trigger happy træhånd også på banen. Han bringer mere mystik og world building med sig i rygsækken, hvor der naturligvis også i løbet af første del er plads til at folde stamtræet og handlingen yderligere ud.
Jeg må sige, at Lemire endnu engang viser, at han i den grad har styr på sit shit. Man skulle tro, at han har harpiks på fingrene, sådan som han formår at få historier og deres afvikling til at holde sammen.
Afkastes er dog lidt magert
Det sagt, skal jeg pege på en svaghed ved Family Tree, som egentlig har en del med ovenstående at gøre der det, at det næsten går FOR stærkt. Ikke at man ikke kan følge med, men der er næsten for meget fart på plottet, så man kan nå at dvæle lidt ved den situation stakkels Meg befinder sig i.
Figurerne har dermed heller ikke meget tid til at reagere på, og reflektere over, hvor tosset det hele er. Det er jo ikke ualmindeligt, især ikke i film i denne “survival horror” genre. Da er der ofte ikke tid til at det bliver for psykologisk, men dermed mister man også noget “realisme”. Ville folk ikke bryde sammen, hvis de blev udsat for så meget stress?
Der er måske også lidt for mange scener med “action grampa”, jo, det er da meget cool at han er en komplet badass med en shotgun. Men han virker også nærmest usårlig, og i forhold til hans fremskredne alder er han en ren Bruce Willis i Die Hard. Han kan holde til virkelig meget!
Måske forklares hans utrolige evner og holdbarhed senere, måske synes Lemire bare, at det er sejt. Det er ikke noget der ødelægger Family Tree, og der er masser af tid til at folde historien og dens karakterer ud senere. Men det går over stok og sten i første bind, lidt på bekostning af dybden (jeg har læst hele serien, og der forklares eller uddybes IKKE, men her bedømmer jeg kun første bind).
Tunge temaer pakket letfordøjeligt ind
Dermed lider Lemire og Family Tree også af en grad af “trade-o-nitis”, noget jeg ellers ikke normalt forbinder serier fra hans hånd. Vi skal hele tiden videre, og videre til det næste hæfte, så vi kan nå op på nok til at det kan udgives samlet.
Hvis man læste Family Tree hæfte for hæfte, så ville jeg nok ikke være blevet hængende. De 4 hæfter der er samlet her kan man drøne igennem på under en halv time. Det er ikke meget for pengene, og det siger nok en del om tempoet og hvor mange kalorier, der er på historien i første omgang.
Omvendt er det jo som nævnt særdeles effektivt skrevet, afviklet og plottet. Man kan slet ikke lade være med at suse videre fra hæfte til hæfte. Så leder de efter noget, der er nemt at fordøje og læse i en fart, så er Family Tree et fint fix. Og et med potentiale til mere. Hvilket man så forhåbentligt får i de følgende opsamlinger.
Plus:
– Interessant præmis
– Ubehagelig bodyhorror med Megs tilstand
– Højt tempo og elegant afvikling
– Flotte tegninger af Phil Hester
Minus:
– Kunne godt sænke tempo og lade historien ånde
– “Written for the trade”
Konklusion:
Og jeg skal da lige læse de sidste to bind, og se om der gemmer sig mere under barken på Family Tree. En anbefaling, hvis man kan leve med at det periodevis virker som snacks i stedet for en hovedret. Men junkfood er det bestemt ikke, det smager af mere.
Uden for bedømmelse af Vol. 1 kan jeg dog afsløre, at det ender med at blive en gennemgående følelse, som Family Tree efterlader som samlet serie. Selvom præmissen har potentiale til at mætte og ramme dybt, så forbliver den i sidste ende for en Lemire-serie underligt kalorielet.
Samtlige billeder er fra første hæfte, der kan læses gratis online hos Image Comics.
