Meta-serien Crossover bygger ovenpå både plot og metalagene fra vol. 1 i en meget underholdende og vellykket anden del. En morder er løs, som slår ægte serieskabere ihjel, men hvorfor? Og hvem ER morderen?
Forhistorien kan (og skal) man naturligvis læse i første del, men vi tager den lige ultrakort for at genopfriske og sætte rammen.
En “event” har fundet sted i Denver, hvilket resultere i at superhelte fra tegneserier er sluppet ud i den virkelige verden. Nu er de blevet spærret inde under en kuppel, indtil man finder ud af hvad der skal ske med dem.
Vi fulgte unge Ellie, en tegneserierfigur som var sluppet ud af kuplen og Ryan, der i en protest mod hans strenge og tegneseriehadende far (og præst) endte med at brænde en tegneserie forretning ned. På deres fælles færd og flugt stødte de ind i en række mere eller mindre kendte tegneseriefigurer, der hjalp med deres “quest”.
Ned i det første metalag
Crossover vol. 2 samler handlingen op umiddelbart efter vol. 1, men fokus skifter og er indledningsvis på nye eller andre karakterer end Ellie og Ryan. Faktisk træder hele plottet med kuplen i Denver så meget i baggrunden, at man må regne den del for “afsluttet”, eller gemt til en evt. Crossover vol. 3
I stedet fokuseres der på en række brutale mord på kendte tegneserieforfattere. En af dem er på flugt og lever skjult, og forsøger at hutle sig igennem sin nye tilværelse. Men genkendes, da han dumdristigt lusker rundt i en tegneserieforretning. Det er selveste Chip Zdarsky.
Som i sig selv er et kunstnernavn, der dækker over den virkelige Steve Murray, der i sin tid opfandt arbejdsalteregoet Chip. En selvfed og selvsikker forfatter, der kan og tør alt det den virkelige Murray ikke kunne, og med spidse albuer kæmpede sig op i branchen. Alt dette er jo virkeligt, men her en del af serien. Så vi er allerede flere lag nede i metalagene.
Da han så kort efter møder tegneserieversionen af sig selv, der er undsluppet fra kuplen og forsøger, at redde den “virkelige” Chip (Murray, altså tegneserieudgaven af ham her i Crossover) begynder det for alvor, at blive meta med META på.
Alt dette (og lidt til) fungerer dog kun som en art prolog, inden Crossover vol. 2 for alvor tager det dybe dyk ned i metaland og gakker ud. Er man med så længe, og kan lide metalegen, så er man in for a ride!
Hvem trækker i trådene?
Herefter følger vi på skift flere spor, der naturligvis skal mødes. Måske. Det er vanskeligt helt at undgå SPOILERS, men jeg vil tilstræbe at holde dem til et absolut minimum i resten af teksten. Crossovers mange twists, overraskelser og mildt sagt opfindsomme krumspring skal man selv have fornøjelsen af.
Vi følger Pendleton, chefen for noget regeringshalløj, der har til opgave at tage sig af alt det bøvl med levende tegneseriefigurer. Han er mildt sagt træt af det. Og hans apati bliver ikke mindre, da det efterhånden går op for ham, at han selv OGSÅ er en del af en fiktiv tegneseriehistorie… Jeps. Vi skal endnu længere ned i metalagene.
Her dukker kendte figurer fra Brian Michael Bendis’ Powers serie op, som folk i felten for Pendleton til, at gøre det beskidte arbejde. De ER dog tegneseriefigurer, men indledningsvis ikke selv helt klar over det. Og deres egen realisering af deres tilværelse og “ægthed” bliver et helt lille subplot.
Ellie og Ryan er jaget vildt, og deres egen rolle i hele dette tiltagende uoverskuelige og metaficerede univers er i lange stræk ikke helt tydeligt.
Nå ja, og så var der alle de ægte tegneserieskabere, deres figurer og den der ukendte morder, som er løs. Mens seriens egen skaber, Donny Cates, sidder og lurer et sted i skyggen, inden han såmænd selv hives ind i seriens univers. Af sig selv, så at sige.
Donny Cates skåner ingen
Hvis man synes, at Crossover vol. 1 var sjov og kreativ metaleg, så går Cates all in i denne anden del. Lige når man tror, at det hele ikke kan blive mere meta og selvrefererende, så får vi en effektiv cliffhanger og næste kapitel er klar til at skrue yderligere op for galskaben.
Men der ER en mening i galskaben. Og selvom det er “for meget”, så kammer det faktisk ikke over. Crossover er andet og mere end en billig gimmick, hvor den fjerde væg brydes bare for at gøre det. Alt har betydning for udviklingen, plottets fremdrift eller det hjerte og de budskaber, der ligger begravet i de mange metalag.
Det er også vildt selvudleverende. Cates (den virkelige, nå ja, og den fiktive) skåner hverken sig selv eller hans kolleger. Kolleger, der velvilligt er stillet op, ladet sig ydmyge, blive hængt ud og i manges tilfælde myrdet. Samtidig med, at de har udlånt et galleri af deres creator owned figurer, som Cates har fået lov til at lege med.
Eksempelvis optræder Bendis selv i en scene, hvor han afhøres af sine egne Powers figurer. I et kapitel og nogle scener, der er parodier på noget Bendis ville skrive med masser af snappy dialog og karakterer der bare taler. Indtil Pendleton bliver fucking træt af “folk i små rum, der bare taler sammen”.
Andre steder bliver Robert Kirkman konfronteret af en af sine egne kreationer, hvor Kirkman erkender at han er en opportunistisk “hack”, der var heldig og nu er ude på at score kassen. Det er både, at tage pis på sig selv, at give kritikerne ret og komme med et effektivt modsvar.
Crossover startede som… en kærlighedshistorie
Crossover er pisse godt skrevet og Cates jonglerer de mange bolde virkelig elegant, og hvis noget lige misser, eller vi rammer en plotblindgyde, ja, så adresseres det i serien. Det er naturligvis lidt et cop out og nem vej ud, men det bruges stadig ganske raffineret og til at sige noget mere.
Cates, den virkelige og den fiktive i sin egen serie, drømte bare om at skrive en kærlighedshistorie. Han var brudt sammen og ude på et skråplan efter han havde mistet sin Megan, og ville skrive sig ud af krisen ved at lave en historie om og til hende. Men måtte erkende, at han simpelthen ikke kan finde ud af at skrive kærlighedshistorier.
Så endte med noget andet. Noget helt andet. Men noget, som alligevel ender med at føles som en slags “redemption story”. Både for mange af seriens karakterer, men især for Cates selv. Både den fiktive, men især den ægte.
Det kan så lyde som et forfængeligt og navlepillende projekt, som er ganske ulideligt og uinteressant for alle andre end hovedpersonen selv. Men også her lykkes Cates faktisk den delikate balanceakt og slipper af sted med den vanskelige manøvre.
Fortsættelse følger…?!
Først og fremmest er Crossover vol. 2 dog vanvittigt morsom og underholdende. Man stryger lige igennem de 5 hæfter, der er samlet her og sidder og smiler over den mange påfund. Men, som serien skrider frem opdager man også, at det er dybt personligt og der banker et hjerte bag det hele. Indpakningen er bare virkelig kulørt.
Den KAN måske også overskygge resten og Cates egentlige mission lidt. Jeg har i hvert fald fuld forståelse for, hvis nogle læsere synes, at denne samling topper lige før slutningen. Og det sidste kapitel bliver lidt emotionelt i forhold til det, der er kommet inden. Men det er nok en smagssag, jeg synes det fungerer og faktisk gør at Crossover ikke ender i ren kulørt underholdning.
Og så ender vi SPOILER på endnu en cliffhanger! Bliver der fulgt op på den?
Måske. Serien har været på tidsubestemt pause hos Image Comics siden 2022. Men man kan aldrig vide, der er i hvert fald lagt op til det sidste showdown med, hvad der viser sig at være… DEN VIRKELIGE SKURK OG BAGMAND bag Crossover. Manden der har skrevet den slutning, som Cates afslører (i serien) at han aldrig fik skrevet!!!
Ja. Det er indviklet. Og skørt. Jeg elsker det. Men det ville også være fint, hvis serien bare sluttede her og helt i tråd med de mange metalag om tegneserier og branchen, som Crossover også formår at berøre.
Man kan som skaber aldrig være sikker på, hvornår man bliver taget af en serie, eller den lukker uden at man fik gjort den færdig. Der ville noget meget Cates’ og Crossover’sk over det, hvis serien stoppede fordi skaberen selv droppede en serien, der egentlig handler om ham selv…
Plus:
- Opfindsom, overraskende og overdrevet
- Kreativ metaleg med lag på lag på lag
- Har et kæmpe hjerte og meget personlig historie bag alle lagene
- Visuelt lige så imponerende som indholdet
Minus:
- Hvis du ikke er til meta, er det her IKKE noget for dig!
- Mange referencer, som kræver baggrundsviden
- Den emotionelle kerne KAN virke en smule forceret
- Slutningen vil måske ikke falde i alles smag
Konklusion:
What a ride! Crossover vol. 2 bygger videre, ovenpå og overgår del 1 på stort set samtlige punkter. Det er meta med mere meta på og lidt til, det er “alt for meget”, men forbandet underholdende. Hvad der kan virke som et selvoptaget projekt, eller en overfladisk leg med en sjov gimmick, viser sig at komme et meget personligt og sårbart sted fra.
