En crossover superhelte EVENT krydser over til den virkelige verden, og jævner Colorado ved Jorden. De vildfarne Image Comics superhelte forsegles i en dome. I mens resten af verden forsøger, at komme på fode igen og forholde sig til, at tegneseriefigurer pludselig er blevet meget virkelige.
Det er high concept præmissen for Donny Cates, Geoff Shaw, Dee Cunniffe og John J. Hills nye serie fra netop Image. En serie, der begyndte i 2020 og foreløbigt er udkommet i 7 hæfter. De første 6 er på (vanlig) vis samlet i denne trade paperback, der viser en meta-tung serie med et kæmpe potentiale.
Noget af potentialet bliver, heldigvis allerede indfriet i disse første 5 hæfter. Hvis eneste reelle svaghed er, at man skal købe ind på udgangspunktet, sluge at selve idéen om, at superhelte er virkelig ikke er ny eller original. Og, at serien “lider” under de samme “written for the trade” tendenser i sin opbygning og udvikling, som mange andre.
Dekomprimeret Cates i fin form
Det er kort sagt decompressed storytelling, som forfatter Donny Cates benytter sig af. Hvor man tydeligt mærker, at serien ikke er skrevet med en hæfte-til-hæfte fornemmelse, men mod at de skal samles i trades og læses sammenhængende.
Kan man leve med det, så er det her endnu et eksempel på, at Cates er en af tidens mest spændende og talentfulde forfattere. Er du ikke fan af hans stil og facon, vil Crossover nok ikke overbevise dig om det modsatte. Men, selv kritiske røster må medgive, at han er god til det han gør.
Cates har gennem sit arbejde på Marvel titler som Venom, Thor, Dr. Strange og hans Image/creator owned mine-serie, den fremragende God Country, vist at han var værd, at holde øje med. I sidstnævnte var han også ude i et frugtbart samarbejde med tegner Geoff Shaw, der både der og her i Crossover, spiller med de visuelle muskler på overbevisende, og alsidig vis.
“Begivenheden” smelter fantasi og virkelighed sammen
Vi starter i 2017, Denver i Colerado, ground zero for “The Event”, som det katastrofale crossover mellem virkeligheden og tegneserie-verdenen bliver døbt. En kort intro beskriver destruktionen og uhyrlighederne. Her lægges der ikke fingre i mellem, hvad konsekvenser og civile tab angår. Det er brutalt, blodigt og ligner en regulær krigszone.
Herefter hopper vi 5 år frem til 2022. Der er blevet etableret en “dome”, en form for sikkerhedszone rundt om Denver, hvorfra civile (de fleste, forhåbentlig), er blevet evakueret og tegneseriehelte, og skurke indespærret. Ellers er oplysningerne sparsomme. Det viser sig dog, i løbet af de første hæfter, at ikke alt er forløbet glat og at der er huller i systemet på flere punkter.
Blandt andet viser det sig, at visse undvegne “sups” (superhelte/skurke) er spærret inde i et kombineret fængsel/laboratorium, hvor de underkastes forsøg og undersøgelser. Men, inden vi når til denne (indtil videre) kun antydede udvikling i plottet, møder vi seriens hovedpersoner.
Introduktionen, og historien, foregår via en unavngiven, formodentlig alvidende fortæller, der løbende ridser handling, karakterer, baggrund og udvikling op. På lettere distræt manér, hvor stemmen afbryder sig selv, kommer i tanke om, at der blevet hoppet i handlingen, eller ting introduceret i lidt skæv rækkefølge.
Det giver en levende, tankestrømslignende “hov forresten” følelse, der fungerer som et virkningsfuldt og snedigt fortællegreb, så Cates langsomt, i det tempo han finder passende, kan folde fortællingen ud. Som læser bliver man fanget, hænger på og overraskes i passende grab, som sløret for, hvad der egentlig foregår løftes.
Gennemgribende metaleg og tyk kommentar på tegneseriemediet
Vi møder Ellie, en ung, handlekraftige kvinde, der arbejder (og hemmeligt bor) i en af de få tegneserieforretninger, som stadig findes. Hun er cos-player, og vover pelsen ved, at løbe rundt i hendes superhelte kostume. Superhelte er, forståeligt nok, ikke ligefrem in vogue, eller populære i den brede befolkning.
Der er konstant kø i butikken, hvor folk forsøger at afhænde og slå mønt på deres tegneseriesamlinger. Meget til bestyrer Otto, en midaldrende hestehale-tegneserie dude-types irritation og hovedpine. Han er IKKE imponeret over spekulative samlere, der forsøger at pakke ham “sjældne, mint condition nummer #1” blade, eller andet ragelse på.
Som man kan fornemme, så er metalagene og kommentarerne på tegneseriemediet allerede tykke fra Cates side her. I en dårligere forfatteres hænder, ville det nok også være blevet FOR tykt og fortænkt, men det fungerer upåklageligt og rulles ud i helt tilpasse mængder. Helt i tråd med seriens øvrige metaleg med og referencer til tegneseriemediet, superheltegenren og dets historie. Crossover VED, at den er en tegneserie og bruger det aktivt i fortællingen.
Der også rummer to andre vigtige karakterer. Den lille fortabte Ava, der er på jagt efter hendes forældre, som hun blev skilt fra under evakueringen. Og den unge mand, Ryan Lowe, søn af seriens antagonist, pastor Lowe, en klassisk hate/fear-monger prædikant/fanatiker.
Glemte og gøglede superhelte fra glemmekassen
Ryan starter ud som en modstander, men kun i den forstand, at han er underlagt faderens kontrol og følger hans forskruede ord og tankegang. Hvilket hurtigt bringer ham på kant med loven, da han arresteres for forsøg på brandstiftelse. Det fører til introduktionen af endnu en skurk, en vis Pendleton, som lader til at være chefen for alt der har med anti-sups at gøre.
Ava er ikke kun særlig i kraft af, at hun er “forældreløs”. Hun er også barn af tegneserierne. Bogstaveligt. Hun tegnes med de kendte, old school “prikker”, der blev brugt i farvelægningen af gamle tegneserier. Nå ja, og så er hun, muligvis mutant – hun gemmer i hvert fald på hemmeligheder og store kræfter.
En række begivenheder bringer gruppen af karakterer sammen og sender dem ud på fælles eventyr. Hvor de og vi vikles dybere ind i lagene i Crossover og tegneserie metalegen. De søger efter den mystiske mand, som hjalp Ava og andre med, at undslippe the dome. Det bliver katalysator til, at Cates graver dybt og bringer en række ukendte/obskure figurer fra Image og Dark Horse Comics på banen.
Madman og gruppen The Payback, som seriens fortæller joker med, at ingen ved hvem er fordi serien hurtigt blev droppet af forlaget. En gruppe “misfits”, der ligner noget hævet op af en kasse med hengemte, gøglede og kulørte 90er figurer. Jeg kan ikke undgå, at tænke “Freakazoid”, når jeg ser Madman…
På jagt efter påskeæg, mens handlingen går i tomgang
Det er også her, at Crossover taber en lille smule momentum. Ikke så meget fordi, at jeg ikke kender figurerne og fanger alle referencer. Serien fungerer stadig, selvom man ikke kender dem, selvom jeg har set andre brokke sig over, at den manglende genkendelse skader gennemslagskraften i introduktionen og afsløringerne.
For mig er det mere et spørgsmål om, at serien i disse hæfter #3-#5 stykker bremser handlingen lige vel nok op. Og i stedet for falder ind i, og satser på en lidt for velkendt formel, hvor der er en del sniksnak og eksposition hæfterne igennem, og ikke meget reel fremdrift. For så, at give handlingen et lidt forceret, og i sidste ende forudsigeligt, boost med en semi-cliffhanger i hvert hæfte.
Ligeledes kan man her, og hele serien igennem nyde en række “påskeæg”, detaljer og lag i Crossover-metalegen, der alt efter temperament og forhåndsviden vil vække genklang. Man ser eksempelvis nyhedsklip, hvor en række kendte, navngivne tegneserieskabere er enten fundet dræbt, eller er “forsvundet”.
Der er henvisninger til alt fra Hulk, Superman og Watchmen, der (åbenbart) også eksisterer i denne verden, i hvert fald i tegnserieform. Om det også er blevet sendt ind i virkeligheden fremgår ikke helt. Ligesom det er uklart hvilken funktion og betydning det har for fortællingen, at eksempelvis Brian K Vaughan er fundet myrdet og Chip Zdarsky er forvundet. Om nogen?
Det har, og vil, frustrerer eller irritere nogle læsere, og kan også virke lidt for kækt. Især, hvis det i sidste ende ikke rigtig er andet end Donny Cates, der blinker til læserne. Men, jeg er villig til, at se hvor det bærer henad og har, indtil videre bare nydt det, som et ekstra krydderi, der skal give Crossover-retten et pift.
PÅ kanten af fanservice
Nogle har anklaget Cates for, at disse henvisninger og referencer ikke er andet end overfladisk pynt. Eller i værre tilfælde slet-skjult reklame for visse serier. Blandt andet hans egne, creator owned. Men, her vil jeg bryde ind, og påstå, at de mest åbenlyse af referencerne bruges aktivt og har betydning for handlingen. Og er en del af pointen!
Der hænger en snert af “fanservice”, noget andet Cates er blevet skudt i skoene, i luften hist og her. Ikke mindst i Vol. 1 sidste hæfte, da (MILD SPOILER, men hvad skulle der ellers ske) Ellie, Ryan, Ava og Otto bryder barrieren og kommer ind i the dome. Her løber de ind i adskillige mere kendte figurer, fra diverse independent comics og større forlag.
Den afsluttende cliffhanger sender Crossover i en helt ny retning, og blæser historien og metafortællingen på vide gab. Om det hele er for meget, vil være en smagssag. Jeg køber i vid udstrækning ind på præmissen, og at det er en del af hele charmen og pointen ved Crossover. Det ER den her slags tegneserie. Accepterer man det, er serien en gave, der bliver ved med at give.
Det gælder også rent visuelt, hvor Geoff Shaw virkelig brillerer. Han formår, at holde tungen lige i munden, og pennen skarp. Vekslende mellem det helt subtile og nuancerede detaljer, og vilde, opulente scenerier, store splashpages og fantasifulde udflugter, når det kræves. Han modellerer og tilpasser konstant sin stil, på diskret vis, så den passer til fortællingens små og store skift.
Crossover krydser over og skaber et “Catesverse”?
For mig personligt gælder ikke mindst en afsløring/cliffhanger da Crossover vol. 1 nærmer sig opløbsstrækningen, hvor vores sammenbragte helte er på jagt efter en museumsgenstand, der kan give dem kraft nok til, at gennembryde the dome. Man havde det måske på fornemmelsen, nogle set det komme, jeg vil ikke ødelægge den mulige overraskelse her.
Læs Donny Cates’ God Country inden du læser Crossover. Det er ikke essentielt for forståelsen af Crossover, alt væsentligt bliver forklaret i tilstrækkelig grad. Men, her viser det sig, at der er en direkte, og afgørende forbindelse mellem disse to Donny Cates og Geoff Shaw-titler. En afsløring og udvikling, der lige gav fortællingen, og mig en tiltrængt saltvandsindsprøjtning efter lidt plotmæssig tørke.
Samlet set har serien, trods sine mangler og “svagheder”, der meget ligger i selve konceptet og trade-formatet, fået fanget min opmærksomhed. Jeg skulle holde igen for ikke bare, at pløje mig igennem opsamlingen i ét hug. Og ser allerede frem til mere Crossover. Men, jeg er også på vagt, der er en lurende risiko for, at opbygningen og plottets tempo bliver. Cates’ største fjende.
Den afsluttende cliffhanger giver dog forhåbninger om, at mønsteret kan brydes. og fortællingen sendes i nye, overraskende retninger. Eftersom hæfte #7 dog netop kun er udkommet i USA, må man nok væbne sig med tålmodighed inden de næste 6 numre er ude i en trade paperback.
Plus:
– Sjov præmis og high concept
– Mange metalag og lege at dykkede ned i og lege med på
– En vellykket tegneserie om tegneserier, branchen. mediet og læserne selv
– Nørde faktoren og kærligheden til “kulturen” er høj
– Gensynsglæde for nogle læsere?
– Fejende flot, alsidigt og gennemarbejdet visuel stil
Minus:
– Høj grad af “skrevet til trade” syndrom
– De nye karakterer er lidt arketyper og klichéer
– Vældet af referencer, brug af karakterer fra andre serier og figur “cameos” kan virke som en smart gimmick
Konklusion:
Crossover kommer godt fra land, er lige ved at gå en smule i tomgang på halvvejen, men hiver næsen op mod slut. Konceptet er muligvis ikke super originalt, og kan kræve et vist forkendskab med figurer fra Image og Dark Horse for, at man får det fulde udbytte. Det er dog ikke en deal breaker. Crossover får en solid anbefaling, prøv den. Men, prøv God Country først!
