Er Indiana Jones en af de bedste adventurefilm nogensinde? Absolut. Er tegneseriealbummet baseret på filmen værd at læse? Egentlig ikke.
Selvom det er særdeles kompetente kræfter, der står bag. Albummet er skrevet af Walt Simonson og tegnet af John Buscema med rentegninger af Klaus Janson. Desværre hjælper det ikke det store, for albummet fremstår mest som et hurtigt og billigt cash crab.
Oprindeligt udsendt i 3 månedlige blade af Marvel Comics fra juni 1981 og frem. På dansk udgivet i samlet form året efter, i et 68 sider langt album via Interpresse.
Jagten på den forsvundne skat – discount versionen
Det burde næsten ikke kunne gå galt. Med det forlæg og en all star trio til at omsætte det til tegneserie. Både figuren, Indy og selve filmen og dens opbygning virker som oplagt materiale at omsætte til tegneserieformatet.
Filmen er seriel i sin opbygning og Indy og hans univers i en vis grad tegneserieagtigt. I en tradition, der strækker sig tilbage til klassiske helt som Tarzan, Flash Gordon, John Carter fra Mars og et væld af pulphelte. Den lå lige til højrebenet. Beklageligvis ser albummet ud, som om det er lavet under tidspres og med mindst mulig budget og indsats.
Det følger filmens handling stort set slavisk, i nedkogt form, men med det vigtigste scener intakte. Hvilket ikke er unaturligt for en “tegneserie baseret på filmen”. Det kunne reelt være skrevet af hvem som helst, hvor det virker som et salgstrick at få Simonsons navn på. Og en prominent tegner som Buscema. Det hele stinker af work for hire.
Buscema tegner ikke decideret dårligt, det er trods alt John Buscema vi taler om. Men det ligner noget, hvor han er blevet hyret til at levere noget hurtigt, enkelt og billigt. Bare få det lavet i en fart, John. Her hjælper den discount lignende og simple farvelægning bestemt heller ikke.
Jeg kan kort sagt ikke anbefale at man erhverver sig dette album som andet end en souvenir. Eller hvis man er Indiana Jones samler.
Da den dårlige smag var god
Derfor vil jeg egentlig hellere snakke lidt om Indiana Jones, filmene og arven, som forvaltes temmelig sølle. Jeg elskede Indiana Jones og de tre første film fra første gang jeg så dem. Som barn af 80erne var det lige det en rask lille drømmer og wanna be eventyrer havde brug for. Spænding, action og en sej helt, som man gerne ville være som.
Jeg fornemmer, at mange der læser med her på siden har lidt samme referenceramme og popkulturelle baggrund, som mig selv. Vi blev flasket op på Indiana Jones, Star Wars, Tilbage Til Fremtiden, Frækkere End Politiet Tillader og alt det man kunne se i Troldspejlet. Men også andet “underlødig” og pulpy underholdning, som man kunne være heldig at fange på monopol DR, eller i mit tilfælde, tysk TV.
Robin Hood, gamle westernfilm, Zorro, billig scifi, Abekongen og en lille “glemt” serie om en Indiana Jones lignende karakter, der hed Frank Buck. Eskapisme og eventyr, serveret i en form, hvor der muligvis var en gennemgående historie et sted i det hele. Men i bund og grund ikke den store fremdrift, men en form, hvor karaktererne forblev stort set uforandret og universet “nulstillet” fra afsnit til afsnit.
Sådan oplever jeg også Indiana Jones, især de første to film. Det er en hyldest og videreførelse af pulp og “serials”, som man kendte dem i 30erne op til 50erne. Det er på sin vis nostalgi og retro, noget der blev populært i 80erne, hvor skaberne lod sig inspirere af deres egen barndom og det de dyrkede dengang.
Ikoniske Indiana Jones
Jagten På Den Forsvundne Skat og dens undervurderede opfølger, Templets Forbandelse, er nærmest ren “serial” i deres opbygning. Vi ræser fra scene til scene, der nærmest alle slutter med en form for cliffhanger, men “næste uges afsnit” følger lige bagefter.
Stort set alle scener, især i Jagten, er ikoniske og mindeværdige. Lige meget hvor mange gange jeg har set den film, så bliver jeg hængende og glæder mig til den næste scene. Indy er en snedig arkæolog (sejt!), men også en fed actionhelt og morsom, fordi han er så flabet og sarkastisk.
Han er også utroligt klodset og heldig, hvor det ofte er rent held, der får ham ud af selvskabte vanskeligheder. Lige meget, hvor sort det ser ud, så får han dog reddet sit skind og ofte fulgt op med en rap replik. Og uden Harrison Fords karisma og levering, og Spielbergs instruktion ville det ikke fungere. Det burde næsten heller ikke fungere, slet ikke 80erne.
Det er gammeldags, men med en tilpas snert af noget post-modernistisk, så det ikke bliver ren 1:1 oversættelse af nogle forældede inspirationskilder.
Jo mindre man ved, jo bedre er det
Det er nok også derfor, at Indiana Jones fungerede i 80erne, men ikke rigtig gør det i dag. Ligesom Indiana Jones, figuren, på mange måder er NØDT til at være frosset i tid og ikke blive ældre, eller udvikle sig, så gør det samme sig gældende for skuespillere og instruktøren.
Indiana Jones fungerer som et univers, hvor vi følger den samme karakter “uge til uge” på et nyt eventyr. Jeg er ikke videre interesseret i hans forhistorie, ej heller i at se ham udvikle sig, eller blive ældre. Det lader til at skaberne og grådige filmselskaber misforstår. Og bliver ved med at prøve at ændre, og fejle og tabe penge på.
Jeg kunne til nød leve med at vi fik en lille smule af Indys forhistorie i begyndelsen af den tredje film. Det er da meget sjovt, at han er opkaldt efter familiens hund, høhø, og helt uskadeligt. Men jeg behøvede ikke at se hvor han får hverken sin hat eller idéen til pisken. Allerede her kammer det over i unødvendig fanservice og “hvad skal jeg vide det her for?”.
Det er i min verden meget sjovere, at man møder Indiana Jones, en voksen mand i midt/slut 30erne, der af en eller anden grund løber rundt med en hat og en pisk. Hvorfor? Hvem ved! Det minder i foruroligende grad om en anden Harrison Ford karakter, Han Solo. Jo mere du får at vide om ham, hans baggrund og får fyldt “hullerne op”, desto mindre interessant er figuren.
Indiana Jones ældes ikke med ynde
Men da man kun nåede at lave tre film (sjovt nok både af Indiana Jones og Star Wars) oprindeligt, da Harrison Ford stadig kunne gå for at være “samme alder”, så måtte man jo forsøge at gøre ham og figuren(erne) ældre i de nyere film. Det er ikke de films eneste og største problem, men det er en væsentlig årsag til at det bare ikke virker.
Kingdom of the Crystal Skull er en rædselsfuld film. Ikke pga. de der aliens, eller “interstellar beings”, eller hvad de nu er. Indiana Jones har altid haft elementer af noget overnaturligt, og jeg tror rumvæsner er noget mere sandsynlige i deres eksistens end alt der har med biblen og pagtens ark at gøre. Nej, det er bare en helt igennem dårlig film. Og Harrison Ford ligner og lyder som en, der går i søvne.
Det gør han periodevis også i den nyeste film, Dial of Destiny, men det skyldes nok mere at han rent faktisk var over 75 år gammel, da den blev indspillet. Filmen er bedre end Crystal Skull, der er glimt af noget Indy af gamle dage, men det hele føles alligevel “forkert” og ikke som Indiana Jones.
Han er blevet en gammel mand. Og film handler om tid, at affinde sig med sin dødelighed og at man ikke kan være ung for evigt. Det er sådan set fint nok, men det er bare ikke Indiana Jones. Han skal ikke ældes! Og han skal ikke affinde sig med sin dødelighed. Han er for evigt en mand på 35-40 år, der tager på ugentlige eventyr, fordi det er det den figur kan og skal.
En filmserie og figur, som kun fungerede i sin tid
Derfor er de bedste scener i den nyeste film, i min optik, også dem hvor man har forynget Ford. Det er et skråplan, den slags de-ageing, hvis det misbruges og bliver en krykke, men det fungerer forbløffende godt og ser virkelig overbevisende ud. Ikke perfekt, men giv teknologien et par år, og man vil ikke kunne skelne.
Og så har de jo fået scannet Ford ind, og Indiana Jones kan i teorien lever for evigt. Endda uden at recaste Ford, han kommer desværre ikke til at leve evigt og har rundet de 80. Etisk er det naturligvis noget at en gråzone, og for Hollywood en kreativ sovepude og blindgyde. Men bare rolig, lige meget hvor mange film med en evigt ung Harrison Ford, der evt. vil blive lavet, så kommer det ikke til at blive et hit.
Indiana Jones filmene og figuren er nemlig også frosset i tid, og hører en anden tid til. Det har filmselskabet nægtet at se i øjnene, samtidig med at de i deres forsøg på at opdatere og udvikle, lader til at have misforstået, hvad der fik det til at fungere i første omgang.
Modsat eksempelvis Star Wars, som bed sig fast i populærkulturen og er blevet overleveret (og har overlevet) fra generation til generation, så forholder det sig anderledes med Indiana Jones. Det er derfor den nye film floppede (blandt andet). Hvem var den film til? Mig og min generation? For de yngre aner i vid udstrækning ikke, hvem Indiana Jones er.
Og hvis de gør, så er de næppe videre interesseret i en ny film med en figur, hvor en stor del af tiltrækningskraften stammer fra, at det minder en om ens barndom. I dette tilfælde ens forældres barndom.
Når man piller ved den hellige gral
Det er for mig hovedrystende, at man tror man kan tjene penge på en figur, der ligger så langt fra den nuværende tidsånd og popkulturel relevans, når den har kostet over 300 millioner dollars. He belongs in a museum!
Og det er OKAY. Vi har stadig de første film, og dem er der ingen, som kan tage fra os. Skulle der have været lavet flere, så skulle det have været dengang. Ellers må vi over i andre medier, som computerspil (eller tegneserier!), hvor man mere gnidningsfrit kan slippe af sted med at holde Indiana Jones ung.
Jeg forstår godt fristelsen og kan se det smukke i, at man gerne vil give Indiana Jones en flot afsked. At sende en aldrende helt ud mod solnedgangen efter et sidste eventyr. Det er bare ikke alle helte, som fungerer i den rolle. Og det kommer mere til at handle om enten Harrison Ford, mennesket, eller en selv, når det forsøges.
Det har jeg ikke brug for lige med Indy. Han skal slå med pisken, rette på hatten, levere en vittig bemærkning og smile lumsk. Og så gør han det hele igen i næste uge og ugen efter uden at ældes en dag.
I slutningen af Det Sidste Korstog finder Indy kilden til evigt liv, Den Hellige Gral. Og lærer, at det ikke handler om at leve evigt og vælger den mulighed fra. Der sluttede den ægte Indiana Jones rejse også, alt efter ville naturligt være udvikling og ældning. Måske trænger Hollywood folkene til at gense den og tage ved lære?
He belongs in a museum
Det er nok også grundene til at jeg synes Indiana Jones KUNNE fungere som tegneserie. Hvis man ikke vil lave en TV/streaming-serie (her tæller vi ikke lige computerspil med), så virker tegneserier som det optimale medie.
Man ville kunne holde det episodisk, og Indy behøver ikke blive ældre eller udvikle sig nævneværdigt. Det er jo også blevet forsøgt af flere omgange. Blandt andet også på dansk, hvor jeg allerede har kigget på et enkelt nummer. Her slipper man også fint ud af “Indiana Jones som gammel” problematikken ved at lave en rammefortælling, hvor bladenes historier er en aldrende Indy, der mindes fortidens eventyr.
Men det har også en begrænset levetid. For, igen, hvem er målgruppen? Folk med et tilhørsforhold til filmene og karakteren, folk i min alder. Og vi er bare ikke en interessant eller stor nok demografi for udgivere eller film- og tv-producenter. De skal have fat i de unge, hvor flertallet ikke aner hvem Indiana Jones er.
Af samme grund, som man nok ikke kan lave noget med Jens Lyn og lignende figurer, og hvorfor en film som John Carter og utallige nyere Tarzan-film. Således forholder det sig også med Indiana Jones, han er et produkt af sin og en anden tid og hører til der. Og tåler egentlig ikke at man forsøger at malke koen yderligere. Lad det ligge.
