Hatten, pisken, Harrison Ford, John Williams’ musik, en barnlig begejstring og smittende fornemmelse for eventyr. Indiana Jones er en af de mest ikoniske og elskede filmfigurer nogensinde, men han har også ført et liv i andre medier.
Et mere stille liv, bevares, men figuren har optrådt både i tv, computerspil og tegneserier. Det sidste, er det vi kigger på en lille bid af, i denne udgave af Fra Reolen. I start 90erne udsendte Semic Interpresse en kort overgang Dark Horse tegneserien baseret på tv-serien Cronicles of Young Indiana Jones. Serien kørte også på TV2, men trods opbakningen fra TV blev det kun til 6 numre på dansk.
Det dækkede dog alt hvad Dark Horse udgav i den serie. På amerikansk blev det kun til 12 numre i 1992, året efter kom de så på dansk. Inden havde Indiana Jones optrådt sporadisk i forskellige serier, de første fra Marvel baseret på filmene. Senere overtog Dark Horse rettighederne og udsendte nogle blade med udgangspunkt i Fate of Atlantis computerspillet, og altså Unge Indy på Eventyr.
Jagten på den oprindelige stemning
Mest kendt er Indiana Jones, naturligvis fra de tre oprindelige film, der blev udsendt i løbet af 80erne. Den sene efterfølger, og den kommende, længe “ventede” 5er skulle efter nyeste plan komme i 2023. Begge dele sorterer vist under “be careful what you wish for”. Men, lad os ikke tage sorgerne på forskud. Og, jeg glædede mig egentlig heller ikke til nummer 4.
Jeg syntes allerede i 2008, at Harrison Ford var for gammel til rollen og tiden, måske også var løbet fra Indiana Jones i den oprindelige inkarnation. Man kan bare ikke genskabe den følelse af gammeldags eventyr og fortryllende forundring, som gennemstrømmede 80er filmene. Lidt ligesom med Star Wars. Nogle ting har bare deres tid, og det er helt OK.
For vi har jo stadig de oprindelige film, som jeg har elsket, dyrket og slidt op på VHS. Jeg er, og var, fan af dem alle, også den mørkere, mere ujævne, men urimeligt udskældte 2er, Templets Forbandelse. Det Sidste Korstog, den mere gakkede 3er, er stadig forrygende underholdning og holdes oppe af den fremragende kemi mellem Ford og Sean Connery, som far og søn.
Men, Jagten På Den Forsvundne Skat er stadig min favorit. Det går over stok og sten, fra legendarisk scene til legendarisk scene. Den har en følelse af noget episodisk over sig, som de gamle martinée eventyr serials den er inspireret af, men fungerer også som helhed. Det er en af den slags film, som jeg altid kan se og bliver hængende ved, hvis jeg lige zapper forbi den.
Er der et behov for Indy’s forhistorie?
Derfor burde Cronicles of Young Indiana Jones muligvis også have været noget for mig. Jeg har dog kun svage og vage erindringer om serien, der ikke var en jeg dyrkede. Der var bare et eller andet forkert ved den? Måske det første eksempel på, at det der fungerer ved Indiana Jones, for mig, er så etableret, perfekt udført og indkapslet i den originale trilogi, at jeg ikke behøver andet.
Eller ikke accepterer andet, skulle jeg måske sige? Selvfølge vil man gerne have mere, og idéen er heller ikke helt tosset. At følge Indiana Jones som ung, på hans dannelsesrejse og friske eventyr virker oplagt. Men, ligesom med mange andre ikoniske figurer, der på en måde ankommer og bliver introduceret helt formet og fuldendte, så føler jeg egentlig ikke noget behov for, at kende forhistorien.
Forhistorien, oprindelsen og hvad der kom inden tilhører på en måde min egen fantasi. Det er noget, som også gør sig gældende for en anden ikonisk Harrison Ford figur, pudsigt nok. Jeg behøver heller ikke vide noget om Han Solos oprindelse, hvordan han mødte Chewbacca, fik sin pistol eller se The Kessel Run. Det kan aldrig leve op til de forestillinger man måtte have haft, eller også giver det oplysninger, som er komplet overflødige.
Det ødelægger mystikken ved sådanne figurer. En mystik, som måske er noget af det aller mest vigtige ved denne slags helte!?
Gamle Doktor Jones’ historietime
Derfor var jeg også skeptisk overfor en tegneserieudgave af en TV-serie, som jeg i forvejen følte var en kende overflødig. Hvis ikke lidt billig, spekulativ og kreativt tynd. Jeg ejer kun dette ene blad i serien fra 1993, nummer 4, som indeholder historien fra det amerikanske nr. 7 og 8 i samme serie.
Det er i hvert fald hvad jeg har kunnet Google mig frem til, og stykke sammen ud fra forsiden og referat af indholdet af de amerikanske blade. Som regel går der jo 2 amerikanske blade på et dansk 52 siders hæfte. Dog lader det til, at der trods en meget løs rammefortælling, ikke er nogen kontinuerlig fortælling bladene igennem.
Rammefortællingen, i hvert fald i dette blad, er en aldrende Indiana Jones, der i “nutiden” ser tilbage på sit liv. I dette tilfælde er han på hospitalet, fordi “gammel”, hvor han, lidt uopfordret begynder at rable løs om fortiden overfor en fremmed mandsperson. En han lige syntes trængte til en moralsk opstrammer og fortælling, der tilfældigvis havde en morale og et budskab der passer til situationen…
Mosefund med moral
Der er opstået en pludselig krise på hospitalet, der er akut mangel på en blodtype AB-doner. Vores ukendte, lidt utiltalende makker har denne blodtype, men føler ikke lige for at dele med den nødlidende. Gamle Indy mosler sig ind fra sidelinjen, og begynder at mindes og genfortælle en historie fra dengang han var udstationeret i Afrika under Første Verdenskrig.
Jeg er lidt usikker på tidslinjen her, og det er måske heller ikke så vigtigt. Men, hvis “nutiden” er start-90erne, så ville denne Indiana Jones være over 90 år gammel, da han i følge kanon er født i 1899. Man forstår måske godt, at vores modvillige blod-deler virker lidt paf over, at sådan et mosefund uden nogen kontekst begynder, at ævle løs om Afrika i 1917.
Hvad er pointen, din senil-konfuse bessefar?! Aha, jamen der ER skam en pointe! Indy har tænkt sig, at lære den unge knøs, OK, denne 40 årigt udsende Average Joe, en lektie om livet. Gennem kraften af et eventyr, hvor Unge Indiana lærte en tilsvarende lektie! I Afrika redder Indy og hans soldater et indfødt, forældreløst barn, der ender med at vokse op og blive landets første præsident. Alle liv har værdi, også det barn der nu mangler en bloddoner på hospitalet i nutiden.
Det er temmelig skabelonpræget historiefortælling og setup fra forfatter Dan Berry, men det er en formel der fungerer. Det er dog også med til, at give bladet et “TV-serie episode” præg, som det nok er en smagssag om man synes om. Her er det temmelig tydeligt, at historierne er baseret på to afsnit af TV-serien kaldet “German East Africa, december 1916” og “Congo, January 1917”.
McGuffins, menneskeliv og krigens meningsløshed
Vi befinder os altså i det tysk kontrollerede østlige Afrika, i sidste del af Første Verdenskrig. Et område plaget af krig og sygdom. Især det sidste er omdrejningspunktet i første historie, der følger Indy og en gruppe soldater på en håbløs mission på tværs af det krigshærgede område, på en wild goose chase efter en våbenforsendelse.
Denne jagt efter våben viser sig i sidste ende, at være komplet overflødig spild af tid, kræfter og menneskeliv. Missionen, og våbensendingen fungerer, som andre “objekter” i Indiana Jones fortællinger, som en slags McGuffin. Den egentlige “mission”, er en hvor Indiana Jones skal lære en anden vigtig lektie, eller morale. Her er det krigens meningsløshed og værdien af menneskeliv.
Soldaterne bukker under som fluer for sygdomme, og det bliver hurtigt en kamp om overlevelse, mens de stadig forsøger at fuldføre deres i sidste ende formåls- og meningsløse våbenjagt. Våben, som i et større perspektiv jo også skal bruges til, at slå mennesker ihjel. Det er en regulær dødsspiral.
I deres færd passerer de et tysk militærhospital, en lokation, som bliver omdrejningspunktet i anden del af historien. Her går der næsten lidt Forrest Gump i den, i det at Indy løber ind i en historisk figur, der får en central rolle i fortællingen. Og bliver bladets egentlige hovedperson og en vigtig brik, og stor del af det samlede budskab.
Indiana Gump bumper ind i Albert Schweizer
På dette hospital, hvor en syg og afkræftet Indy lander, finder vi nemlig selveste Albert Schweizer. Den berømte tænker, fysiker og humanist, der bliver modvægten til og fornuftens stemme til krigens rædsler og meningsløshed. Indy finder her en forbundsfælle og medmenneskelighed hos, hvad der ellers ville være en fjende i fjendeland.
De får hurtigt etableret, at Schweitzer og konen ikke er fjendtlige, men kultiverede humanister, i ellers farlige og umenneskelige omgivelser. Det kultiverede illustreres blandt andet gennem klassisk musik, da Indy vækkes af toner af Johan Sebastian Bach. De engelske officerer, 5 overlevende inklusive Hr. Jones behandles godt og er ikke krigsfanger. Ligesom de lokale indfødte, behandles civiliseret og respektfuldt på hospitalet.
“Midt i krigens vanvid eksisterer dette åndehul af uselvisk menneskekærlighed”, tænker Indiana for sig selv. Schweitzer forklarer, at han leder hospitalet, fordi “det er nødvendigt”. En mand med Schweitzers talenter må “bruge dem til, at tjene menneskeheden”. Alle liv har betydning for Schweitzer, hvilket Indy bruger den næste tid på, at opleve ved selvsyn.
Schweitzer får lov til gennem taleboblerne, at tale mod blindt at adlyde ordre. Mod regeringer og nationer, der dræber i patriotismens navn. Og en opfordring til, at bruge fornuften og tænke selv. Men, så kommer de forbandede franske frøædere og ødelægger Schweitzers liberale love-in. Alle tyskere skal, og bliver, deporteret hjem til Der Kaiser. OG Indy får besked på, at eskortere og dernæst overdrage dem til Frankrig.
Overraskende eftertænksom og vedkommende tegneserie
Det der overraskede mig mest ved Indiana Jones tegneserien er, at der faktisk er ambitioner og hjerte i fortællingen. Det er ikke KUN et lidt udspekuleret tie-in produkt, som skal skrabe lidt ekstra skillinger sammen ved, at snylte på en formodet TV-succes. Det er det sikkert OGSÅ, men der er mere kød på historien end man skulle tro.
Man kan, ligesom filmene, faktisk lære lidt om historiske begivenheder og personligheder. Der er måske ikke meget velkendt Indy tju-bang action og eventyr over det, og jeg ved ikke helt om budskaberen og Schweitzers livsanskuelser har meget tilknytning, eller indvirkning på den Indiana Jones vi ellers kender. Men, som en form for indblik i en formativ periode i et ungt menneskes liv, og en kontrast til krig og død, er budskaberen og pointerne overraskende hjertevarme og vedkommende.
Det er også prisværdigt, og overraskende ambitiøst, at inkludere en historisk personlighed, som Albert Schweitzer i en amerikansk ungdomstegneserie. Jo, det virker lidt heldigt/tilfældigt, at Indy lige braser ind i ham midt ude i junglen, men det setup må man lige sluge. Ligesom Schweitzers “monologer” måske kan virke lidt hamfisted, det hele passer ligesom lidt for godt sammen.
Jeg accepterer det dog, især fordi jeg ikke havde regnet med, at få noget med antydningen af dybde og tankevækkende ud af dette hæfte.
Det sidste piskesmæld
Måske er tonen, måden det hele formidles og hænger sammen på en smule ujævnt formidlet og udført. Der er noget “håndværker” over historiefortællingen, som muligvis hænger sammen med Tv-forlægget. Og måden historier fortælles på i det medie, men det fungerer til husbehov.
Der hvor Indiana Jones halter mest er artwork og den visuelle del. Gordon Purcell er krediteret som tegner, hans stil er lettere “cartoony”, på den måde, hvor det kunne ligne en animeret serie fra 90erne. Det minder lidt om lignende tie-inns, som eksempelvis The Real Ghostbusters serien uden, at være helt så karikeret. Der er ikke mange detaljer, ligesom baggrunde og omgivelser er spartanske og lidt kedelige.
Det hjælper heller ikke, at farvelægningen ser lidt billig og mat ud. Her er Indiana Jones meget et produkt af sin tid, og har en snert af discount produkt følelse over sig. Det hele er bare lidt farveløst, uspektakulært og trist at kigge på.
I sidste ende spænder det dog ikke helt ben for mit overordnet positive indtryk. Det her var en artig overraskelse. Lidt redaktionelt stof havde ikke skadet, ligesom den amerikanske udgave, så vidt jeg kan se indeholder en 4 siders artikel og biografi om Albert Schweizer, skrevet af selveste Kurt Busiek. Det havde jeg da gerne set inkluderet.
Der skulle åbenbart spares et sted. Heldigvis ikke på ambitionsniveauet for noget, der nemt kunne være liret af som venstrehåndsarbejde. Det er ikke Indiana Jones, som jeg kender eller forventede ham, men for det den prøver på er det et ret vellykket hæfte.
