Efter Jonah Hex kommer… HEX. En Cowboy på en kværn!
Hex har (tilsyneladende) mistet sit fornavn, og hukommelsen efter at være sendt fra det vilde vesten ud i den fjerne fremtid. Verden ligger i ruiner efter en atomkrig, en gal videnskabsmand forsøger at regere over de overlevende. Mens et forbrydersyndikat også vil have en del af kagen.
Kan Hex stille noget op med en seksløber og en motorcykel?
Fra western til sci-fi
Sidst jeg var omkring Jonah Hex, hæv jeg nr. 65 nedfra reolen, et blad hvor han var midt i flere forviklinger i det vilde vesten. Jonah Hex optrådte for første gang i slutningen af 1971, i en række én-sides reklamer for westernserien All-Star Western, i diverse DC-titler. Han fik sin første historie, i samme blad, et par måneder senere og optrådte derefter som hovedkarakteren i bladet de næste par år.
I 1977 fik Hex sit eget blad skrevet og tegnet af figurens skabere Michael Fleisher og Tony DeZuniga. Et blad, der udkom i 92 udgaver inden det lukkede i 1985. Siden har Hex af to omgange haft sin egen titel, samt er dukket op i spredte titler og som “gæst” på tværs af DC universet. Blandt andet er han tilsyneladende blevet tidsrejsende og har været oppe imod Batman.
Den tidsrejsende Hex vi her har med at gøre fik kun 18 numre i eget blad, i hælene på DCs Crisis of Infinite Earths. De udkom i perioden 1985 til 1987, på dansk nåede der dog kun at udkomme 4 numre i løbet af 1986.
Post-apokalyptisk miskmask af lånte idéer
Så den historie der påbegyndes her, hvor Jonah Hex teleporteres fra 1875 til 2050 af videnskabsmanden Borstens maskine, bliver altså langtfra afrundet. Jeg ejer også (foreløbigt?) kun dette ene blad, så jeg har intet begreb om hvor serien ender. Jeg har dog kunnet læse mig til, at serien fik en ret positiv modtagelse i hjemlandet.
Altså af dem der rent faktisk købte det. For det var åbenbart ikke den store salgssucces. Det giver både fin mening, og kan virke lidt overraskende.
Fin mening, da serien virker lidt som et miskmask af idéer man har lånt fra andre post-apocalyptiske serier. Her virker eksempelvis Mad Max som en oplagt reference. Det er altså set før. Omvendt, så var post-apokalyptiske scenarier som dette ret udbredte i popkulturen i første halvdel af 80erne, så der burde vel have været et publikum?
Måske var timingen bare lidt skæv, eller bagmændene var for sent ude? Eller også er det fordi, at det hele godt kan virke lidt halv-bagt. Halv-bagte idéer, som tilmed ER set før.
Jonah Hex besøger Westworld
Der er naturligvis en del, som skal sættes op og etableres i dette første hæfte. Det kan også være en af grundene til, at det hele fremstår som en anelse forhastet, små-rodet og underfortalt. Noget kommende numre sikkert skulle rette op på, og uddybe så fortællingen bliver mere klar.
Bladet starter med at Hex vågner op i en saloon, det virker som vante omgivelser. Hurtigt bliver det dog klart, at han er omgivet af robotter i cowboytøj. Det lugter så meget af Westworld, at det næsten føles som en direkte kopi. Hex aner ikke hvad der foregår, eller hvor han er, men tager det egentlig forbløffende roligt.
Han kæmper sig ud af laboratoriet, eller hvad det nu er, får fat i en seksløber i noget der ligner et museum af en art og smugler sig ud under en skraldebil. Inden bliver der også tid til lidt hurtig eksposition leveret af en art bibliotekar. Der sker altså rigtig meget bare i løbet af de første 12 sider.
Fra cowboy til roadwarrior
Ude i det fri går der ikke længe inden han støder på en kvinde (Stiletta) i nød, det har den slags det jo med at ende i, ikke sandt? Hun er taget til fange i ødemarken af nogle Judge Dreed udseende vagt/soldat-typer. Heldigvis er hun ikke komplet hjælpeløs, og får vristet sig fri og uddelt nogle håndmadder med hjælp fra Hex.
Og så er det, at der for alvor går Mad Max og roadwarriors i den ude i atom-ødemarken. Hex slæbes med tilbage til hendes lejr, hvilket selvfølgelig skaber noget intern fnidder og jaloux. Ham (Falk), som synes at han er hendes fyr, og ikke stoler på fremmede, får ondt i røven.
Ellers vrisne Hex siger ja til at give en hånd med, når der skal skaffes vandforsyninger. De fæle “Høstfolk”, den lokale forbryderflok (i et i forvejen ret lovløst samfund) ligger på lur et sted derude. Det ender naturligvis i noget værre rod.
Falk prøver at ondulere Hex, da de ender på tomandshånd i et radioaktivt regnvejr. Det ender mildt sagt ikke pænt for Falk. Der er kun en bunke afsyrede knogler tilbage, når Hex drøner videre på sin nye kværn og mod andet kapitel i bladet.
Vietnam soldater og forræderiske robotter
Og straks bliver det lidt mere wacky med flere tidsrejse shenanigans. Denne gang en patrulje soldater fra Vietnamkrigen inklusive deres kamphelikopter.
Hex er trods sit tvivlsomme udseende og generelt knotne personlighed ret hurtig til at få nye venner. Der er 3 overlevende soldater efter styret, og den sammenbragte flok kastes straks ud i en omgang teambuilding, da de angribes af nogle af Borstens tropper i nogle rullende maskiner. Den klarer Hex med sin seksløber.
I mens har Borsten en vigtig, hemmelig mission til hans overraskende hjælper: Stilletta! Sneaky bitch! Det aner Hex og de 3 soldater intet om, de har travlt med at tømme et militærlager for våben uden at blive spist af nogle robot-hunde. Senere sætter de kurs mod Borstens hovedkvarter, hvor Stilletta hjælper dem ind.
De går naturligvis lige i en fælde, hvor 2 af soldaterne bliver ristet og mister livet. Den tredje, Harris, mistænker Stilletta for at være dobbeltagent og skyder hende. Det viser sig, at “hun” ikke er Stilletta, men en robot. Eller var Stilletta en robot? Følg med i næste nummer, hvor vi ser om det lykkes Hex at slippe væk. Harris efterlades i fangenskab.
Stoisk Hex i handlingsmæssig hakkemaskine
Hex mangler ikke action og underholdning, og grundpræmissen er ganske appellerende. Det halter måske bare lidt med udførelsen, som ikke altid er lige elegant. Det går lige vel hurtigt, og mange mellemregninger undlades i hvert fald indledningsvist.
Det er muligt, at disse huller i plot og baggrundsfortællingen fyldes ud løbende. Som læser er man bare tvunget til at acceptere vilkårene, og følge med på turen. Den kan også virke en anelse episodisk, serien har ret travlt med at bevæge sig fra scene til scene. Der er ganske enkelt meget, som skal etableres og afvikles.
I sidste ende går det lidt ud over fornemmelsen af, at det er en virkelig verden vi befinder os i. Jeg har altid fundet blandingen af noget gammelt, som det vilde vesten, og noget futuristisk ret fascinerende. Det er bare alt for sjældent, at det fungerer optimalt.
Også her halter det altså en smule. Der er en oplagt mulighed for, at Hex kan være en klassisk fish out of water. Men enten reagerer han ikke rigtig på alt han kastes ud i, eller også klarer han det i stiv arm og skrap seksløber. Der mangler ligesom noget konsekvens for ham, karakterudvikling eller bare et eller andet der gør, at han ikke virker som at han er fuldkommen upåvirket af at befinde sig 75 år væk fra sin egen tid.
Det lugter af B-film
Det sagt, så er det effektivt fortalt af serieskaber Michael Fleisher, og periodevis flot tegnet af Mark Texeira. Der er nogle sekvenser, der lider lidt under at de ser lidt “bare” og flade ud, uden mange detaljer. Men andre steder ser det virkelig fedt ud, hvor det sort/hvide tryk også kommer helt til sin ret.
Selvom serien er underholdende fortalt i ord og billeder, så kommer jeg dog ikke helt ud over den overordnede følelse af, at Hex låner for meget. Det er næsten indbegrebet af et små-dovent Hollywood elevatorpitch: Hvad med Westworld møder Mad Max? Der er i dette første nummer for få originale idéer, og de der er til stede, virker forhastede og ikke nok udviklet.
Den gennemgående fornemmelse af at det hele er lidt B-films agtigt, sleazy og trashet hjælper dog med at trække det hele op. Hvilket også er med til, at jeg ikke vil udelukke at kunne finde på at købe de resterende numre til reolen. Hvis man lige trænger til et hurtigt, lidt “billigt” sci-fi western fiks, så sender jeg en lille anbefaling efter serien.
