Fra Reolen er denne gang en lidt speciel størrelse, der er nemlig tale om et helt tilfældigt blad, som var en del af en tilbudspakke. Et såkaldt “reklame tilbud” fra Interpresse, der samlede 4 hæfter i ét til den nette sum af 24.95. Limet sammen i ryggen med en gift-grøn forside og sort tekst. Tillokkende!
Her fik man den eklektiske samling af Supersolo nr. 18: Superman mod Hævnpatrujen, Jonah Hex nr. 65, samt Basserne nr. 260 og 259, i nævnte rækkefølge. Rester fra lageret? Hvem ved, her hiver vi Jonah Hex ud og ser hvad et helt tilfældigt nummer har at byde på.
Jonah Hex optrådte for første gang i slutningen af 1971, i en række én-sides reklamer for western serien All-Star Western, i diverse DC-titler. Han fik sin første historie, i samme blad, et par måneder senere og optrådte herefter som hovedkarakteren i bladet de næste par år.
I 1977 fik Hex sit eget blad, skrevet og tegnet af figurens skabere Michael Fleisher og Tony DeZuniga. Et blad, der udkom i 92 udgaver inden det lukkede i 1985. Siden har Hex af to omgange haft sin egen titel, samt er dukket op i spredte titler og som “gæst” på tværs af DC universet. Blandt andet er han, tilsyneladende blevet tidsrejsende og har været oppe i mod Batman.
Det Vilde Vesten anno 1984
I dette nummer 65 skal vi dog tilbage til rødderne, hvor Jonah Hex er en hårdkogt, ar-fjæset dusørjæger/antihelt i Det Vilde Vesten. I en kaotisk tid i den amerikanske historie, i slipstrømmen af borgerkrigen, hvor lovløsheden for alvor herskede.
Bladet er (i følge det med småt) oprindeligt udsendt i slutningen af 1984. Næste nummer udkommer d. 24 december, står der endda. Glædelig jul! I følge det praktiske research redskab superhelteserier.dk så består bladet af Jonah Hex #84: Carnival of Doom. Samt én side med Lædersok, Kom og Få en Svingom af Guy Vidal og Clavé og Tomahawk #138 (Hawk, 1972).
De øvrige serier vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Tomahawk historien er en julehistorie, og ret sær. Kom og Få en Svingom ret stemningsfuld og stedvis flot tegnet, men jeg fattede ikke helt, om det var del af en fortsat fortælling, eller bare et lille, kort afsluttet afsnit?
Carnival of Doom! er faktisk tidssvarende, eftersom nummeret også udkom i USA, i 1984. Det var ikke selvskrevet i de danske tegneserieudgivelser, hvor eksempelvis Marvel sagtens kunne være flere år efter de amerikanske blade.
Hårdkogt cowboy fanget i kærlighedstrekant og dødens karneval
Vi er naturligvis lidt in medias res her, da vi hopper direkte ind i nummer 65. Så, der er en masse forhistorie, referencer og henvisninger til tidligere numre, som jeg ikke har noget begreb om. Men, man er dog alligevel i stand til, at følge hovedhistorien, som løber over ét hæft, og nogenlunde forstå de fortløbende sideplots.
Jonah Hex har mistet sine pistoler og er ude for at shoppe nyt. Den kære våbenhandler har en Smith & Wesson til salg (tæller det som product placement?), som dog har et defekt sigte. Det fikser Hex ved, at hakke det af. Sådan ruller en badass.
Biksen forsøges røvet af en uheldig duo, der ikke havde regnet med Hex. De dør. Og deres skader beskrives temmelig udpenslet af våbenhandleren, af en eller anden grund. Lidt senere modtager han et telegram, han er inviteret til et karneval i New Orleans.
Privatfester og flødeboller
I mellemtiden udspiller der sig lidt soap-drama hos en Mei Ling, hendes fyr Jeremiah og sønnen Jason. Det antydes, at Mei Ling og Hex har haft en ting kørende, men at Jeremiah har hapset damen.
Hex ankommer i New Orleans, hos en unavngiven rigmand, manden bag invitationen. Han ønsker, at hyre Hex som personlig bodyguard for hans smukke datter, og dennes forlovede, flødebollen Clifford. Som ikke er videre imponeret af denne skummelt udseende sjuft, Hex. Man fornemme allerede, at der er intriger og muligt melodrama i luften.
Efterfølgende får vi en scene, der udspiller sig flere tusind kilometer borte, hvor en kvinde, Emmylou, holdes fanget af en gemen skurke trio. En sidehistorie, som er en af de fortløbende.
Efter DET er vi tilbage i New Orleans med en kort, 5 paneler lang scene, hvor rigmandens tjenestepige, Elsa, har gang i noget lusk. Hun opsøger en vis Mr. St. Pierre, som hun bibringer nogle åbenbart vitale oplysning, man må formode han har efterspurgt? “I aften… ved 10-tiden ved et privat party i 33 Rue Madeleine”. Hun tipper dem også om, at det forlovede par er i følgeskab af en Mr. Hex.
Mere kaos, mere karneval!
Som man kan fornemme, så er der tale om tæt og hurtig historiefortælling med en episodisk følelse. Det fremstår næsten, som et levn fra avisstribe/serials tiden, eller 50er tv-westerns/matinée-film. Men, det gør også, at man stryger igennem hæftet i hastigt tempo.
Vi springer til “flere timer senere”, New Orleans, aftentid. Festen er i gang og en snobbet douche i selskabet håner Hex, der viser sig fra sin galante side. Han smider en drink i hovedet på ham, tyrer ham gennem lokalet ind i et bord og skyder lyskronerne ned over det meste af det resterende selskab.
Hexs’ festligheder medfører, åbenbart at festen er slut (og adskillige gæster formodentlig invalideret?). Han og de forlovede går på gaden og overfaldes af en flok i skeletkostumer, der vælter ud af mørket, guns blazing og går målrettet efter rigmandsdatteren. Clifford stikker af under påskud af, at ville hente hjælp, Hex uskadeliggøres med et skud i skulderen.
Mut macho mand redder dagen
Senere, Hex og rigmandsdatteren er bundet i vinkælderen i et hus. Hun har bildt deres overfaldsmænd ind, at Hex er hendes forlovede, så han blev skånet. Og begynder fluks, at lægge an på ham?! Måske er hun traumatiseret, eller kan bare ikke modstå Hexs’ mutte, tough guy magnetisme??
Ovenpå hører St. Pierre og følge et skrig. De finder rigmandsdatteren, ikke længere bagbundet. Det er en fælde! Hex viser sine mad skills, og uskadeliggør to skurke med vinflasker, mens St. Pierre trækker en revolver. Han skydes af rigmandsdatteren, der falder dreamy dreamy Hex om halsen.
Tilbage i rigmandens hus konkluderer Hex, der åbenbart også er synsk, at tjenestepigen er blevet bestukket. Feje Clifford smides på porten, rigmanden ærgrer sig over, at der ikke kommer til, at være et bryllup. Hex og datteren forlader huset arm i arm, mens hun henkastet bemærker, at der nok kommer til, at være et bryllup. Clifford er ikke inviteret.
Hex foretrækker ikke en mine. Slut.
Vild Vest pulp og romance
Det lyder næsten, som en form for macho lægeroman fra et ugeblad, ikke? Der er i hver fald noget pulpet knaldroman over Jonah Hex. Som helt har han egentlig ikke meget personlighed. I hvert fald ikke i denne historie.
Handlekraftig, “skyd først stil ingen spørgsmål typen”, generelt en mand af få ord. Næsten dyrisk, eller primal. En arketype på den stille western “helt”, som man også kender fra tidlige Eastwood-film. Det er en kliché, men den fungerer. Og den fungerer i en ramme og form for fortælling, som denne.
Hvorfor rigmandsdatteren, tilsyneladende ud af det blå, falder for Hex og anser ham, som perfekt ægtemandspotentiale fremgår overhovedet ikke. Medmindre hun er psykisk ustabil (LØB, HEX), så virker det som en “alle unge piger drømmer om, at blive gift med en stærk mand” trope. Måske var det bare den voldsomme kontrast til kyllingen Clifford?
De andre kvinder i hæftet her har det, åbenbart også med, at være enten svigagtige (tjenestepigen), eller fanget på den ene eller anden vis. Dog skød rigmandsdatteren (havde hun overhovedet et navn?!) St. Pierre (der ikke havde anden personlighed end “skurk”), så lidt kunne et af de kvindfolk da udrette.
Hvad var egentlig St. Pierres plan? Afpresning? Formodentlig, det bliver aldrig helt tydeligt. Men, den slags må man bare tage med og accepterer i en pulp-western, som denne her. Man kan i hvert fald ikke klandre hæftet for ikke, at være begivenhedsrigt.
God, gammeldags solid underholdning
Det kan virke underligt sådan at dumpe ind i en historie, der tydeligvis har flere længere plots kørende, men det fungerer nu ganske upåklageligt i Jonah Hex. Måske også fordi, at serien stammer fra en tid, hvor man regnede med, at det netop kunne være tilfældet for en del læsere.
Hovedhistorien er egentlig en afsluttet, lille fortælling, men sætter formodentlig endnu en tråd op til den større fortælling: hvad skal der ske med Hex og den giftesyge rigmandsdatter. Dermed bygges der ovenpå fortællingen på ægte serial vis, ikke ulig metoden man kender fra eksempelvis soap-serier.
Historien må og skal fortsætte, teoretisk set i det “uendelige”. Det giver, naturligvis en samlet følelse, der er noget ufuldstændig. På den anden side, er det også en del af “krogen”. Læserne skal fanges, så de kommer tilbage. Og det gamle trick virker, fordi det appellerer til nysgerrigheden og trangen i en til, at man bare må have næste afsnit med.
Jonah Hex er ikke som sådan stor og dyb kunst. Den skriver sig ind i en klassisk tradition af pulp-historier med en antihelt, omgivet af sort/hvide skurke og “farlige” damer, eller fruentimmer der skal reddes. Men, det er solid, kulørt underholdning.
Og, jeg kunne da sagtens være fristet til, at opsnuse andre hæfter i serien. Så, man kan sige, at jeg bed på krogen?
