Så skal vi endnu engang følge Edderkoppen og Peter Parker på en række klassiske eventyr. Det er (igen) noget bøvl at være netsvinger og Parker, der henholdsvis kæmper med Doctor Octopus, den offentlige mening om vores helt og stress i privatlivet.
Her kommer Gwen Stacy ud for en personlig tragedie, som medfører at hun hjælper den skurkagtige politiker Sam Bullit med at få has på Edderkoppen. Altså en helt almindelig uge i Parkers liv.
Vi skal tilbage til dengang Stan Lee stadig svang pennen, mens Gil Kane og John Romita brugte deres pen til at give serien sit nu ikoniske udseende.
Sommerferiebonus fra slut-80erne
Edderkoppen klassiker nr. 4 fulgte (naturligt nok) op på de første 3 klassikere. De stammer dog fra en lidt anden tid, nemlig den tidlige periode, da Interpresse overtog Marvel-udgivelserne på dansk midt i 80erne. Af de første tre klassikere har jeg allerede kigget på nr. 2, hvor man fik en ældre historie i sort/hvid med Edderkoppen og Den Sorte Enke.
De sidste tre klassikere udkom på en lidt anden vis, henover sommeren 1989, som en form for feriebonus. Alle bladene var nu 68 sider i farver, og bragte en sammenhængende, eller i hvert fald fortløbende historie fra de månedlige amerikanske hæfter. Materialet blev oprindeligt udsendt i 1970.
Bagest i de 3 klassikere er der desuden en kort 5-6 siders Steve Ditko tegnet historie, fra de tidligste Edderkoppen dage. Hvor man kan læse om det første møde mellem Peter Parker og Gwen Stacy. Altså med en velkendt form for den tids danske redaktion: kontekst og baggrundsmateriale.
Død blæksprutter slår fra sig
Doctor Octopus er død! Eller, formodet død! OK, hans lig er ikke blevet fundet efter hans seneste fejlslagne plan, men altså, pressen er sikker på at blæksprutten er blevet til fiskefoder. Peter Parker, den snarrådige rad, er nu ikke så sikker.
Og guddødme om han ikke får ret!! Allerede få sider inde i historien, hvor Edderkoppen på karakteristisk fremstillet og ikonisk Gil Kane vis svinger rundt og tænker højt for sig selv, dukker Doc Ock op. Og han er ikke mere død, end at han straks sætter sin næste plan i søen, der med garanti vil gå bedre end den forrige.
Nu skal en EN GANG FOR ALLE have kvast det irriterende skadedyr af en edderkop. Som ellers har nok at bekymre sig om, Parker er blevet punket af Robbie Robertsons søn for at dukke op til en eller anden hippiedemonstration. Og Jonah J. Jameson, tro det eller ej, har også set sig sur på vores vægkravler!
Pludselig får Edderkoppen dog andet at tænke på, da Doctor Octopus er ved at rive en stor skorsten ned og dermed bringe civile liv i fare. Og så går over halvdelen af bladet faktisk med et helt igennem forrygende og ikonisk (det ord igen) slagsmål mellem de to kamphaner. Som ender på den forventede cliffhanger, hvor Edderkoppen er blevet høvlet ud fra et hustag.
Kaptajn Stacys død
Meeeeen, han klarede det sgu’ ved at nå at svinge sig ind gennem et vindue. Pyha, godt man ikke skulle vente en måned på den fortsættelse, men kun næste kapitel i dette blad. Forfulgt at Octopus’ mekaniske arme (hvor lange KAN de egentlig blive?) lykkes det til sidst Edderkoppen, at narre dem ved at sidde helt stille. Og få smidt en sporingsdimmer på dem.
Kampen har dog tæret på kræfterne, og da Peter ankommer hjemme hos Gwen kollapser han. Gwens far, Kaptajn Stacy, er sikker på, at det nok bare er influenza og at Peter bare skal have noget hvile. Peter kommer sig dog på rekordtid, hvilket overrasker kaptajnen noget.
Efter at være kommet til hægterne smutter Peter hjem, og går i gang med at fremstille en ganske særlig netvæske. En der kan forvirre mekaniske arme! Og så går jagten ind på sprutten ved at svinge rundt og lede efter signalet fra sporingsdimsen. Ock HAR dog regnet den ud og lokker Edderkoppen i baghold… og så ryger de i totterne på hinanden IGEN. Denne gang får slagsmålet på byens hustage og toppe dog fatale følger.
Nogle murbrokker er tæt på at ramme en lille dreng, men i sidste øjeblik kaster Kaptajn Stacy sig i vejen. Mens Ock er beskæftiget med at slås med sine arme, der har vendt sig imod ham, bringer Edderkoppen en hårdt kvæstet Stacy op på en bygning. Her udånder kaptajnen, efter at han har bedt Peter om at passe på Gwen.
KNUS EDDERKOPPEN!
Kaptajn Stacy kendte altså Edderkoppens hemmelige identitet. Hvilket bringer os til 3 kapitel, der starter med begravelsen. En fortvivlet Gwen skyder skylden på Edderkoppen, ligesom folkestemningen også svinger den vej. Edderkoppen blev set slæbe Kaptajn Stacy fra ulykkesstedet, så det ser ikke for godt ud.
Det er ikke kun brænde på Jamesons bål, men også den forbryderiske politiker Sam Bullit, der øjner en chance. Han stiller op til valget til den magtfulde stilling som offentlig anklager, og vil bruge et hetz mod en forbryder som Edderkoppen til at sikre sig sejren. Da Gwen melder sig under fanerne, og ønsker at bidrage til Bullits forehavende så godt hun kan, er hans lykke tilsyneladende gjort.
Bullit og Jameson slår pjalterne sammen i en opportunistisk smædekampagne, selvom gode kræfter som Robbie stritter imod. KNUS EDDERKOPPEN, lyder sloganet. Kort og catchy. Til formålet skal Bullit bruge en vis Peter Parker, der menes at være ret tæt med Edderkoppen. Nogle goons overfalder Peter på gaden, som må spille sagesløs så de ikke fatter mistanke om hans sande natur.
De lader slapsvansen ligge på gaden, som en tydelig besked til han “ven” Edderkoppen. Som straks hopper i dragten, tager forfølgelsen af håndlangerne op, indhenter dem og får en tilfredsstillende revanche. Tilfreds svinger Edderkoppen hjem, men der venter endnu en overraskelse. I lejligheden venter Bullit og Gwen. Hvad NU?!
Klassisk månedlig Marvel metode
Og NU er der rent faktisk tale om “læs videre i næste nummer”. Det er så en af ulemperne, hvis man kan kalde det det ved at blade som dette består af månedlige hæfter. Der er gennemgående plottråde, der måske måske ikke afrundes. Samtidig skal hæftet også holde hjulene i gang med mindre fortællinger.
Derfor kan Edderkoppen Klassiker nr. 4 (og de nævnte efterfølgende blade i serien) også fremstå lidt fragmenterede. Også selvom materialet består af fortløbende hæfter. Her starter vi i løb med en Doctor Octopus historie, der vikler sig ind i Parkers forhold til Gwen og Kaptajn Stacy. Det plot glider videre over i handlingstråden vedrørende Sam Bullit.
Grunden til at man ikke bliver hægtet af er både Marvel-Metoden, der ganske enkelt er strømlinet til at nye læsere kan hoppe på et hvilket som helst sted. Og at formlen og de tilhørende handlingsforløb bliver så effektivt fortalt.
Det gælder både for Stan Lees tekster, der nok kan være ordrige og lange i spyttet, men dermed også meget forklarende. Og de tilhørende tegninger. Den kombination er med til at man med nogenlunde rette kan kalde bladene for klassiske.
Klassisk konfrontation og lidt generisk politikerplot
Sidesporet med Sam Bullit godt kan virke en kende generisk. Jeg mener, det er en stereotypisk, noget karikeret og én-dimensionel skurk/politiker. Med onde, endnu mere stereotype håndlangere og det hele. Ligesom hans plan er, nå ja, helt klassisk “skyd skylden på Edderkoppen”.
Hans udseende og væremåde kan også virke som om den er modelleret lidt efter eksempelvis Richard Nixon. Han var USAs præsident på det tidspunkt, og havde allerede ry for at være lidt anløben. Og svede på upassende tidspunkter, som Sam Bullit også gør. Det skulle vise sig, at Tricky Dick rent faktisk var lidt af en skurk.
Til gengæld er konfrontationen, navnlig den første, med Doctor Octopus helt klassisk og bladets højdepunkt. Selve plottet er nærmest ikke-eksisterende her, det handler om action og den fysiske kamp mellem de to. Og de er fremragende tegnet. Mange af billederne har brændt sig ind i min hukommelse, fordi de er så dynamiske og godt fortalt af tegnerne.
På det personlige plan er Kaptajn Stacys død en skelsættende begivenhed for Peter Parker (og Edderkoppen). Han lægges både for had, og bokser med opfattelsen af, om han er nytte- eller skadedyr. På det personlige plan er der et ekko af Onkel Bens død, og den medfølgende skyld, da Edderkoppen/Peter i hvert fald indirekte er medskyldig pga. hans kamp med Octopus.
Perfekt ferielæsning til bagsædet
For mange vil det her nok være klassisk Edderkoppen, også på dansk – også for mig. Det er blandt de danske Marvel blade jeg har læst flest gange. Jeg mindes, at jeg fik bladene (eller i hvert fald dem der var udkommet) på én gang. Min mor havde købt og gemt dem, indtil vi skulle på sommerferie, så der var noget at pacificere purken med.
Derfor forbinder jeg også disse blade med en specifik sommer og en ferie til Norge. På bagsædet af en bil, først fra Sønderjylland til Frederikshavn (før der var motorvej det meste af vejen). Dernæst en lang færgetur og så en uge i sommerhus med lange udflugter i bil.
De blade blev læst igen og igen og så en gang mere. Bedste ferie ever! Jeg husker nærmest billederne i disse blade bedre end feriebillederne… og jeg har naturligvis også kigget på dem oftere. Det giver en ubrydelig personlig forbindelse, som nok også er med til at højne indtrykket af selve materialet.
Ikke fordi materialet ikke er godt. I hvert fald er de nævnte højdepunkter blevet ganske ikoniske. Og med rette. Edderkoppen Klassiker nr. 4 må gerne pryde sig med den titel.
