81 album er det blevet til med Lucky Luke, siden figuren debuterede i 1949. Her skal vi genbesøge et af de tidlige album, Grønskollingen, der var nummer 3 i rækken på dansk. Albummet i denne version udkom via Dargaud (Interpresse) i 1975. Mens den oprindelige version er copyrightet i 1968.
Lucky Luke er udsendt af forskellige forlag på dansk gennem årene, Interpresse var først ude startende i 1971. De udsendte numrene 1-55, Carlsen udgav derefter to album, Egmont Serieforlaget overtog fra 58 til 74. Siden nummer 75 har forlaget Cobolt udsendt serien på dansk.
En ensom cowboy bliver født
De nyeste album er hverken skrevet eller tegnet af den oprindelige skaber Morris, der døde i 2001. Morris skabte serien helt tilbage i 1946, som en avis/magasin stribe og stod selv det hele, indtil han fik Goscinny med som forfatter i 1955. Det er nok det makkerskab, som Lucky Luke er mest kendt for og som gav karakteren og serien sit helt store gennembrud.
Denne magiske duo, og Luke’s gyldne periode varede indtil Goscinnys død i 1977. Flere forskellige forfattere blev brugt på serien efterfølgende, og efter Morris’ egen død overtog franske Achdé som tegner med skiftende forfattere.
Jeg har selv kun læst Lucky Luke album af Morris og Goscinny, så jeg skal ikke kunne udtale mig om kvaliteten efterfølgende. Det kan dog ikke være helt ringe, hvis serien kan overleve sin oprindelige skaber og tilsyneladende fortsætte ud i det uendelige? Lucky Luke må være den anden mest succesfulde europæiske tegneserie efter Tintin, som jeg kiggede på sidste gang i pensum.
Tilbage til 80erne igen igen
Som jeg forklarede, da jeg skrev om Tintin og Det Hemmelige Våben, så var også Lucky Luke en ret stor del af min tidlige barndom.
“Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan jeg først blev eksponeret for figurerne og de mange eventyr. Dog er jeg ret sikker på, at det er sket i forbindelse med min første dagplejemor. Så vi befinder os et sted i første halvdel af 80erne, måske endda før jeg kunne læse, men bare kiggede på billeder.
Hun var et skønt menneske, og jeg skylder hende meget. Hos hende måtte man se VHS-film med Bud Spencer og Terence Hill, dubbet på tysk, strejfe rundt i den nærliggende skov, hvad var det værste der kunne ske? Spille spil, rode, slappe af, passe sig selv, lege med hende, og læse bunker af aflagte tegneserier fra hendes egne børn”.
Det var sakset fra artiklen om Tintin, men forhistorien om mit forhold til Lucky Luke er identisk. Men, som det også gjorde sig gældende i virkeligheden, så var Lucky Luke nok “den evige toer” til Tintin. Det skal dog ikke tage noget fra serien, der er glimrende i sin egen ret.
En kærlig fortolkning af Det Vilde Vesten
Lucky Luke og hans univers er overordnet mere “tegneserieagtig” end Tintin, men udspringer fra en forestilling om hvordan virkeligheden kunne have set ud. Eller en del af den, nemlig Det Vilde Vesten. Som den del af den amerikanske historie blev fremstillet i blandt andet Westerns mange år senere.
Det der gør Lucky Luke og serien ganske unik er altså, at den er en fortolkning/omskrivning/fantasi om en konkret historisk periode. Noget meget amerikansk, set gennem europæiske briller. Samtidig med, at den også er en parodi/kærlig homage til westernfilm-genren, der i sig selv var en fiktionel version/romantisering af Det Vilde Vesten.
Lucky Luke, persongalleriet og verdenen, er baseret på genretroper, klicheer, stereotyper og arketyper fra filmens verden. Skulle man blive i filmsproget, så kunne en film pendant være Mel Brooks komedieklassiker Blazing Saddles, der er en spoof på westerngenren. Humoren i Lucky Luke er bare mindre grovkornet, karikeret og den 4. væg brydes ikke.
I stedet behandles Luke’s Vilde Vesten som et rigtigt sted, som man kan tage for pålydende. Et tegneserieunivers, hvor visse dyr kan tale/tænke/opføre sig menneskeligt og hvor virkeligheden og dens regler er relativt elastiske og fleksible.
Nye tider for fiktive gamle dage
Jeg elskede også westerns da jeg var ganske lille, det var en af de få genrer, hvor jeg delte interesse med min far. Utallige film er blevet set fra hans skød, mens John Wayne, eller en anden firkantet helt plaffede skurke og onde indianere ned. Det var en anden tid!
Det gør sig også gældende for Lucky Luke. Det ER en tegneserie og parodi, som spiller på de i ældre westerns indbyggede stereotyper/racistiske fremstillinger af indfødte amerikanere. Men det ændrer ikke på, at fremstillingen af disse, og andre etniske grupper osv. stadig kan virke noget gammeldags med mere eller mindre woke/politiske korrekte 2023 briller. Dem bærer jeg dog så nødigt, når jeg skal kigge på kultur af ældre dato. I hvert fald kun som en påmindelse om, at vi kan og skal lære af fortiden, ikke slette den.
Derfor har jeg det også lidt ambivalent ved, at Lucky Luke gik fra at være ryger til at tygge på et strå. På den ene side er det en mindre detaljer, som ikke ændrer det store eller bringer mit pis i kog – hverken for eller i mod.
Jeg forstår, og er enig i, at rygning nok ikke hører hjemme i en serie til børn og unge nu til dags. Omvendt har jeg aldrig set det som en reklame for, eller fået lyst til, at ryge når jeg ser nogen gøre det i fiktion. Problemet er for mig i dette tilfælde, at det passede til den tid og den karakter, som Morris fremstillede. En ikke-ryger cowboy i en serie, som også fungerer som en parodi på gamle westerns? Det virker urealistisk!
Mere end bare stereotyper
Dermed ikke sagt, at Morris og Goscinny fremstiller Vesten og deres karakterer med onde hensigter. De er stereotyper, som den indfødte amerikanske (herefter indianer, for det er sådan han fremstilles i albummet) medhjælper i Grønskollingen. Han ser ud og opfører sig, som man forestiller sig “den slags” ville i en tegneserie-western.
Han er dog ikke fjendtlig eller barbarisk, tværtimod er han en af historiens sympatiske figurer. Men ejer også karaktertræk som bundløs loyal, underdanig i forhold til blegansigter og lidt karikeret “primitiv” i sit sprog. Han er tydeligvis et sidekick/hjælper, og magtbalancemæssigt underlagt den hvide mand.
Men skurkene her er også hvide/småsnuskede etnisk lidt udefinerbare typer. Typisk for westerngenren kan man godt være lidt i tvivl om, om disse anløbne salonbisser, lurvede tyveknægte og revolvermænd er uvaskede hvide mænd, eller etnisk lidt hældende mod de sydlandske.
Luke er dog kridhvid, og det er omdrejningspunktet i Grønskollingen også. Til med ærkebritisk og en stereotyp i sin egen ret. Men med et lidt overraskende twist.
Grønskolling med ben i næsen
Den titulære Grønskolling er nemlig den aristokratisk udseende Waldo (Wally) Badmington fra jolly old England. Med det navn og den baggrund skulle man jo tro, at han var et forkælet, snobbet, utiltalende svinerigt røvhul. Han ER mange af de ting, men helt grundlæggende er han overraskende sympatisk, retskaffen og fair.
Han ankommer et par sider inde i albummet, da hans slægtning, den lokalt bosatte Paddy, dør. Waldo er hans nærmeste nulevende slægtning og arver hans gård. Lige for næsen af skurkagtigt Jack Ready, der havde sat næsen op efter at få fingre i den ejendom.
De første sider er blevet brugt på at introducere konceptet grønskolling. En nedsættende betegnelse for nyankommne i byerne, i Det Vilde Vesten. Her ser vi den hårdnakkede varme velkomst de fik for, at de kunne kende deres plads, eller blive jaget videre til næste by.
Vi møder herefter Luke, der skåler for Paddy og hans minde i Salonen. Og lover byens sagfører, at han nok skal passe på Waldo. Samt sørge for, at Jack Ready ikke får held til at slippe af med Waldo på den ene eller anden vis. Da Waldo ankommer til byen, med hans trofaste butler, viser det sig dog hurtigt, at han umiddelbart sagtens kan tage vare på sig selv.
Hvor ligger sympatien egentlig?
Waldo er tilsyneladende god til alt, han kaster sig over, eller som kastes efter ham. Og en næsten lige så skarp skytte som Lucky Luke selv. Slås kan han også, og han uddeler uden problemer præcise næveslag fra klassisk boksestilling, hvis det er påkrævet.
Samtidig er han, som nævnt, trods overlegen attitude og snobbet udseende ikke en skidt fyr. Han er velopdragen, har gode manerer og behandler folk omkring ham respektfuldt og “korrekt”. Det bryder måske lidt med den forventede stereotype fremstilling af en aristokratisk brite, som man havde regnet med at se. Omvendt, og jeg ved ikke om det er tilsigtet, og i hvilken grad, så kommer det også lidt til at udstille det meste af Det Vilde Vesten og dens indbyggere som Waldo møder.
De fremstår i Grønskollingen som de egentlige primitive og barbariske, regulære mindrebemidlede bonderøve. Dermed kommer jeg ved nærmere eftertanke også oprigtigt i tvivl om, hvor Goscinnys sympati ligger. Naturligvis er Luke vores helt, og strejfer pletfri gennem historien. Ligesom butleren og indianeren står uskadt tilbage, førstnævnte har ligefrem historiens største udvikling.
Ready set go!
Det hele kulminerer med at Jack Ready udtænker en snedig plan for at få ram på Waldo, og scorer farmen til sig selv. Han faker sin egen død og får det til, at se ud som om at den engelske gentleman er gerningsmanden.
For at bevise hans uskyld ridder Luke og Waldo ud for at opspore Ready, mens hans håndlangere er i hælene på dem. Altså en dobbelt menneskejagt. Det hele ender med, at Waldo og Luke ender i kachotten og kommer for retten. Juryen afgøre sagen på rekordtid, uden betænkning siger de “onsdag”. Altså at hængningen skal foretages onsdag.
Lucky Luke har ikke tænkt sig at vente og har en mistanke om, hvad der foregår, for han er jo snu som en ræv. Han flygter ved at hoppe gennem vinduet og lander på trofaste Jolly Jumper og tager flugten. Om natten opsøger han bartenderen fra salonen, som han har mistanke om står i ledtog med Ready. Jack Readys private flaske, som kun han må drikke af, har afsløret de to kumpaner. Der er svundet i flasken, siden Jack Ready blev meldt forsvundet og myrdet.
Og vores cowboy har naturligvis ret. Luke tvinger bartenderen til at føre ham til Jack, der gemmer sig i en gammel hytte. Efter de vender tilbage til byen udfordrer Waldo Jack til en duel, som ægte gentlemen. Den vinder han selvfølgelig, men vælger at skåne Jacks liv. For at vise, at han nu er fuldt integreret, slutter albummet med at Waldo er med til at give nye grønskollinger en varm velkomst til byen.
Broget figurgalleri og bad ass butler
Det her virker som en af de tidlige Lucky Luke historier på flere punkter. Der er mest tale om småting, og lidt med tonen, men formularen er endnu ikke helt på plads. En masse af elementerne, man kender, er til stede, men endnu ikke fuldt udviklet. Som den karakteristiske humor, sjove sight gags og underlige bifigurer.
Her møder vi blandt andet en sagfører, der bruger dagen på at passe og muge ud efter heste, som er så inkompetent at Luke betaler ham 5 dollars for at holde sig langt væk fra retssagen. Der er også den stereotypiske indianer, som følger med farmen. Magtforholdet er lidt gammeldags fremstillet, hvor den indfødte er underlagt den hvide aristokrat. MEN, godt nok er han en karikatur på mange punkter, men han er IKKE inkompetent, eller primitiv. Han fremstilles faktisk som en af de mere kompetente figurer i albummet. Og alle figurerne er jo karikaturer, så der forskelsbehandles sådan set ikke.
Ligesom Waldos lettere snobbede butler Jasper, der som nævnt har albummets største udvikling. Han starter som loyal tjener, hvis han ud over loyalitet er en ganske kløgtig medarbejder. Og ender med at forlade Waldo for selv at søge lykken i Det Vilde Vesten. Så er der Waldo selv, han har ikke den store udvikling. Som sagt er han ikke den typiske rigmandskliché. Han er tydeligvis dannet og har gode manér, men han er ikke bange for at få beskidte hænder. Og viser sig faktisk at være god til ALT han kaster sig ud i. Og ender med at integrere sig fuldt ud i det lille, landlige samfund.
Lucky Luke holder sig stadig i sadlen
Dermed ender Lucky Luke også med at blive kørt lidt ud på et sidespor, især i albummets første halvdel. Her optræder han mest på sidelinjen, som en form for observatør, og vores øjne. Inden der er brug for en helt og han træder i karakter.
Det er nok også noget af det, der gør at jeg følte historien og dens struktur virkede lidt atypisk. Det er Waldo, som er den egentlige hovedperson, men albummets titel relaterer jo sådan set også. Jeg kan ikke huske detaljer fra mange af de Lucky Luke album jeg læste for 35 år siden, eller mere? Måske var det en del af strukturen oftere end jeg kan mindes, at Lucky Luke figuren benyttes på den måde?
Albummet er generelt ganske fornøjelig læsning. Waldo er måske ikke den mest spændende protagonist, men det er egentlig meget vellykket, at der leges lidt med ens forventninger, hvad en hvid, britisk rigmand angår. Han er jo egentlig en fish out of water, men viser sig at være omstillingsparat og svømme som en fisk i vandet.
Der er masser af sjove små detaljer at more sig over. Skilte, navne og lignende, der popper op og er med til at give serien sit humoristiske metalag. Det hjælper, hvis man har en kærlighed og kendskab til klassiske westerns. Det er måske også det der har gjort, at Lucky Luke aldrig blev helt så populær som eksempelvis Tintin?
