Hvad passer næsten bedre til Marvelklubben end Marvelheltene? Eller, Marvel Superheltene med focus (fokus med c!) på Edderkoppen, som dette blad ret beset (og noget misvisende) hedder. Der er dog tale om det første nummer i den række af udgivelser, der i alt sneg sig op på 19 blade, under den mere mundrette titel Marvelheltene.
Som Marvel-Morten selv forklarer i hans sludderboks, så har Interpresse været nødt til, at skære ned i mængden af Marvel-udgivelser. Dette nye blad, der er planlagt til, at udkomme 3-4 gange årligt, er et “plaster på såret”.
Vi skriver nu 1986, Marvelhelte som De Fantastiske 4, Alliancen og Hulk holdt liv i denne titel frem til 1989. Det første nummer her er i sort/hvid, som man kender det fra Klassikerne-bladene fra denne periode, mens resten udkom i farver.
Alliancen nr. #226 og #227 (uddrag), samt Spider-Man Annual nr. 16 blev “hakket i småstykker”, som Marvel-Morten formulerer det, da de “tilberedte denne ret”.
Klippe, klistre og lidt falsk varebetegnelse
Det forklarer, muligvis også at de 68 sider stedvis fremstår lidt sammenklistrede. Normalt var den danske Marvel-redaktion ret gode til, at klippe og klistre blade sammen, så man nærmest ikke opdagede, at der blev hoppet lidt rundt.
Superheltene Nr. 1 føles ikke usammenhængende, men man kan måske godt fornemme, at der er undladt lidt hist og her og at det er flere blade der er sat sammen. Der er, modsat mange andre af Interpresse bladene ikke mange kapitler eller overskrifter i løbet af de 68 sider. Så historien kører lidt ud i én smøre, selvom det består af materiale fra 3 blade. Det er måske manglende på naturlige pauser der gør, at historien føles lidt “choppy” hist og her?
At Edderkoppen omtales som værende i “focus” er en sandhed med modifikationer, og skal nok ses lidt som et salgstrick. Han er, i bedste fald, andenviolin og bi-figur. Det er Kaptajn Marvel, som er omdrejningspunktet og den egentlige hovedperson. Ikke den første Kaptajn Marvel i Marvel-regi, for han er stendød. Nej, der er tale om Monica Rambeau. Den var, muligvis lidt svær at sælge, og for lige, at give en ny helt “the rub”, så hægter man hende på en af Marvels mest populære og mest kendte figurer.
Og så er der jo Alliancen, som er under omstrukturering med en række nye medlemmer, der også lige skal have lidt opmærksomhed. En mere korrekt undertitel havde nok været “Det Nye Alliancen”, men Edderkoppen solgte nok bedre. Er det mon forresten den kære Marvel-Morten, der ikke kunne dy sig, og har tilføjet den knap så objektive kommentar på forsiden: “Selv de bedste kan begå fejl… Alliancen redder Ronald Reagan!”?
Kaotisk og kondenseret start
Det er dog hverken Monica Rambeau eller Edderkoppen, som er i spotlyset på de første sider. En kort på prolog på et par sider introducerer os nemlig til et af det rekonstruerede Alliancens nye medlemmer, Falkeøje (Hawkeye). På 4 sider når han, at blive udsat for et attentatforsøg, være med i en biljagt, stødte lidt sammen med Hun-Hulken (Jade) og ankomme til Alliancens hovedkvarter!
Nederst på sidste side af prologen introduceres Alliancen som: Kaptajn Amerika, Thor, Hvepsen, Stålmanden, Jade, Falkeøje og et endnu ukendt syvende medlem. Men hvem? Og hvad er grunden til, at Alliancens medlemstal inden Jade og Falkeøje var reduceret til 4? Det er vist baggrundshistorie, som vi ikke behøver bekymre os om, nu ser vi fremad!
Og det gør vi så med et skift til hvad der må være begyndelsen af Spider-Man Annual nr. 16. I hvert fald får vi eneste overskrift i bladet, under et lille Edderkoppen logo, “Hvem er den dame?”. Og en introduktion af de kreative kræfter, som har stået for indholdet. Det er lidt af en A-kæde bestående af forfatter Roger Stern med tegninger af John Romita Jr. rentegnet af farmand John Romita Sr., oversættelsen har Tore Bahson stået for.
Stalker-koppen og rebelske Rambeau
Efter denne lille indledning skifter fokus til Edderkoppen, som tøffer rundt i en lufthavn da hans Edderkoppesans pludselig slår ud. En mystisk kvinde trigger skidtet, men det skyldes nok ikke (kun) liderlighed hos Parker? Han følger efter kvinden, ikke for at stalke hende, naturligvis!
Hurtigt ender hun i problemer med nogle tyveknægte, som hun dog selv får has med og samtidig slår hun Edderkoppen ud med en voldsom energiudladning, da han forsøger at blande sig. Fingrene væk, Parker. Edderkopppens tilstedeværelse virker her lidt, som en undskyldning for, at give en ny superhelt en stærk introduktion ved, at koble hende med en af de mest kendte. Men, hvem ER denne kvinde og hvorfor og hvordan?
Heldigvis følger der et praktisk flashback, hvor Frk. Rambeau tænker tilbage på nylige begivenheder, der har bragt hende hertil. Hun er vist lidt en renegade, i hvert fald er hun faldet i unåde hos hendes overordnede i militæret. Hun opsøges derefter af en vis Professor LeCleur, en gammel ven/krigskammerat af hendes bedstefar. Han har opfunde en dims, der gør at han kan udvinde energi fra andre dimensioner.
Sådan en opfindelse er ikke kun drønsmart, hvis den virker, men den må, selvfølgelig helst ikke falde i de forkerte hænder! Beklageligvis har LeCleur modtager finansiering fra en anløben General fra en suspekt (opdigtet) Mellemamerikansk slyngelstat. Og han har sparket LeCleur ud og overtaget kontrollen med apparatet, strategisk placeret på en hemmelig boreplatform i Den Mexikanske Golf. Fordi: tegneserier!
Den tikkende energibombe!
Det korte af det halv-lange, Rambeau og Professor Gammelfar sniger sig ombord på platformen, hvor Rambeau flirter lidt med den skumle General Ramirez. Der viges ikke tilbage for diverse klicheer og stereotyper her. Flirten er kortvarig, og under et håndgemæng med Ramirez og håndlangere udløses energistøvsugeren og Rambeau kommer i kontakt med energi fra en anden dimension!
Eller i professor-termer: “din krop blev transsubstantieret af dimensionsinterfacet!”. klart nok.
Perspektivet skifter igen til Edderkoppen, for en kort bemærkning, som i “nutiden”, er i hælene på Rambeau/den ukendte kvinde. Faren, som Edderkoppenssans fornemmer er, at Rambeau på en måde er blevet ladet op med for meget energi. Den overskydende energi i hendes krop gør hende til en omvandrende, tikkende bombe med kraft som en mindre atombombe.
Rambeau fornemmer selv, at hun ikke kan styre og kontrollere de nye kræfter og opsøger i første omgang Baxter Bygningen og De Fantastiske 4. Det er dog kun Ben Grim der er hjemme, og i gang med at rydde op efter en eller anden hændelse. Mens Reed Richards og Sue Storm er på ferie på “Marthas Gård”, ifølge oversættelsen. Føles mig ret overbevist om, at der er tale om Martha’s Vineyard, som er en ø og ikke en gård…
Den dame må drænes…
I stedet for henvises hun til Alliancen, som måske er bedre egnet til at hjælpe hende som sagerne står. I disse pre-internet dage forvandler Rambeau sig straks til ren energi og rejser gennem telefonnettet til Alliancens hovedkvarter.
Hun ryger ikke i en firewall, men overbelaster i stedet for systemerne i Alliancens computer, rister Stålmanden som lige sad og spillede Tetris, giver butler Jarvis et ordentligt chok og udløser alle mulige alarmer. Sikke en redelighed! Stålmanden tager det dog relativt pænt, da han kommer på benene igen og får gang i dragtens kredsløb. Åh, Edderkoppen har også, endelig indhentet damen og begivenhederne.
Rambeau får udredt situationen, og Stålmanden udtænker en plan for, at dræne hende for den overskydende energi inden hun ryger i luften. Sammen med Edderkoppen og dennes stærke spind får han kapslet Rambeau og energien inde. Via hans egen dragt og strålehandskerne får han ledt energien ud af Rambeau og… jeg ved ikke… ud i verdensrummet eller noget? Forhåbentlig ramte de ikke nogen.
Edderkoppen undskylder sig selv, og drøner ud af historien, han skal hente Harry og Liz “ved bussen”. OKAY så! I mens dukker resten af det rekonstruerede Alliancen op og bliver enige om, at optage den nye Kaptajn Marvel som “elev” på prøve.
I mens præsidenten sov
Vi hopper “et par måneder”, hvilket nok signalerer, at vi også er skiftet til et nyt blad? Og den historie, som fylder de resterende par og tyve sider af de i alt 68, som udgør Marvel Superheltene nr. 1. Nu er S.K.J.O.L.D. under angreb og præsident Reagan ligeså!!
Nogle bodysnatcher lignende væsner overmander og overtager nogle S.K.J.O.L.D. vagter ved organisationens base. Og infiltrerer den nemt og hurtigt. Ombord på Præsidents helikopter, hvor Nick Fury (da han stadig var hvid og ikke lignede Samuel L. Jackson) sidder og feder den, sigter sikkerhedsvagterne pludselig på dem.
Sceneskift til Alliancens hovedkvarter, hvor der afholdes fællesmøde. Med gammeldags hammer til ordstyreren, mens heltene er placeret ved et stort bord. Stålmanden er dog ikke til stede, der snakkes om, at ingen har set ham i nogle uger. Heldigvis ringer han på fastnettelefonen, desværre for, at fortælle, at han må trække sig fra Alliancen. Han har “problemer”.
Det har nationen også, for i S.K.J.O.L.D. er nu overtaget af disse ukendte bodysnatchers, der er under kontrol af en indtil videre skjult fjende. Som nu også har kidnappet Fury og Reagan. Og der forlanges, på ægte Dr. Evil manér et løsesum på 1 MILLIARD DOLLARS I GULD!!! Reagan lider dog i første omgang ingen overlast, han sover nemlig fra det mest af postyret – den dovne laps…
God start for Marvel Superheltene
Vågner Reagan op til dåd? Afsløres den sande bagmand? Bliver Kaptajn Marvel mon fuldgyldigt medlem af Alliancen? Og er de færdige med, at optage nye medlemmer? Måske, ja, mon ikke og nej, der dukker skam en mere op! Men, det må man selv læse mere om i afslutningen af Marvel Superheltene nr. 1.
Og, jeg synes faktisk at bladet stadig er værd at læse. Jo jo, der mangler nogle af mellemregningerne hist og her. Både fordi bladet at klippet og klistret sammen af den danske redaktion, og måden historier blev fortalt på dengang. Men den metode gør også, at de fleste ville kunne følge med, selvom der er lidt huller.
Bladet er samtidig ret flot. Ikke kun fordi man er i særdeles kompetente hænder hos to generationer af Romita, deres Edderkoppen er jo ikonisk. Og far og søn er også gode til, at balancere og fremstille ret mange forskellige karakterer. I et blad som periodevis fremstår som en art mini-crossover event. Men også fordi det dansk blad er rigtig flot trykt i sort/hvid, på noget papir der virker tykkere og af lidt bedre kvalitet end normalt fra den tid.
Det hele kan, selvfølgelig virker som en lidt forceret måde, at introducere og legitimere en ny helt, som måske aldrig blev helt det store hit. Monica Rambeau/Kaptajn Marvel medvirkede dog også i Den Skjulte Strid kort tid efter, så hun er bestemt ikke helt uvæsentlig for tidsperioden. Men nu lidt glemt/muligvis undervurderet, jeg synes sgu’ egentlig hun var meget cool.
