Ho ho ho, er der stadig julestemning derude? Skal der slås mave?? Hvad med en omgang juleånd?! God, gammeldaws christmas spirit i form af… juleånden, dvs. The Spirit i en række julehistorier fra nittenhundrede rødkål.
Spirit – I denne søde Juletid, er en lille samling julefortællinger af Will Eisner. Fra 1945 til 1950 tegnede og fortalte legendariske Eisner nogle korte historier, hvert år op til jul, løseligt sat i hans kendte Spirit univers. Han, og andre bifigurer, optræder dog kun sporadisk. det er julen og dens ånd, som på forskellige vis er omdrejningspunkt.
Samling udkom, som Spirit 13 i album format via Bogfabrikken i 1989. Jeg har erhvervet mig den på det antikvariske marked, da jeg var på udkig efter noget “julet”. Sidste år kiggede jeg på Disney Juleklassiker nr. 1, den var der ikke meget ånd i. Lad os se om det går bedre med Eisners bud.
Først lidt forhistorie, som er delvist sakset fra noget jeg tidligere har skrevet. Det var i forbindelse med et skriveri om Seriemagasinet nr. 187, hvor Spirit også optrådte. Julen er traditioner og genudsendelser, så hvorfor ikke låne fra sig selv…
Ånden af The Spirit
The Spirit blev skabt i 1940, men med kraftig indflydelse af 30erne spændings/pulp-helte. Seriens skaber, legendariske Will Eisner, begyndte at arbejde på den og udtænke karakteren i løbet af 1939. Hvor avisredaktører præsenterede ham idéen om, en fortløbende tegneserie-serie i deres aviser.
Lad os bare adressere den store, fede elefant i rummet. The Spirit er ikke bare af sin tid, den er dybt forankret i den. Jeg er ofte fortaler for “husk konteksten”. Og “alt er præget af sin samtid”, eller “vær påpasselig med en moderne læsning af ældre materiale”. Ligesom jeg bestemt ikke er tilhænger af censur, specielt woke eller en frelst social justice warrior.
Men, The Spirit balancerer i dén grad på grænsen mellem, at være “af sin tid”, “ret problematisk” og “straight up racist”. Der er, naturligvis tale om fremstillingen af The Spirits sidekick Ebony White. Navnet er én ting for denne afro-amerikanske medhjælper. Noget andet er, at han er en form for male servant for en meget hvid helt. Måden han er tegnet på, er noget helt, helt andet.
Der er ingen vej udenom det: Eisner har tegnet manden, så han ligner en lille, karikeret abe.
Spirit af sin tid
Èn ting er, at det måske stadig gik an i 1940, hvor arven efter uheldige ting som gamle minstrel shows stadig spøgede i populærkulturen. Men, denne historie er fra start-50erne, hvor andre vinde stille og roligt må være begyndt at blæse? Spoler vi så frem til 1975, hvor Seriemagasinet bringer historien, så begynder det for alvor, at virke mildt sagt gammeldags.
I 2022 kan det virke upassende, måske endda chokerende og anstødeligt. Her er det, naturligvis også nødvendigt, at kigge på hensigten. Ønskede Eisner, at fremstille et ubehageligt magtforhold mellem hvide og sorte, og gøre grin med en hel befolkningsgruppe med Ebony Whites karikerede fremtoning? Sikkert ikke, men jeg vil skyde på, at mange moderne øjne slet ikke vil se figuren, som værende et lille menneske. Line Baun ville ikke…
Selve The Spirit figuren er også af sin tid. Ikke en helt med Superkræfter, men en Batman lignende detektiv med en hemmelig identitet og gode opklaringsevner. Bag den lille Zorro-maske gemmer sig Denny Colt, crimefighter. Klædt i nydeligt jakkesæt, handsker og fedora hat.
Der er altså tale om en karakter, der kombinere pulp-helten med en privat detektiv arketype. Omgivet af hårdkogte forbrydere, femme fatales og storbyens fristelser.
Julehygge – Eisner style
Så slemt står det dog ikke til i Spirit – I denne søde Juletid, hvor han træder i baggrunden og lader andre, ukendte karakterer indtage spotlyset. Han dukker faktisk kun selv op i en rude eller to, hvor en historie rundes af. Han har juleferie, eller et eller andet, for helvede!
Men, tonen i denne samling små julehistorier er ikke lutter lune klejner og søde sager. For nok er budskaberne varme, og appellerer til det gode i os mennesker, i julens sande ånd, men Eisner skyr sig ikke fra, at vise HVORFOR, der er brug for den slags. Verden er, her i skyggerne efter Anden Verdenskrig et koldt, forarmet og også kynisk sted.
Det er ikke Disneyhygge, som Eisner fremmaner og ønsker, at stopfodre sine læsere med. I stedet er der tale om nogle enten ret barske, eller moralsk anstødelige fortællinger, der netop opfordrer til bedre moral ved, at udstille manglen på den.
Og så er der også plads til, at det hele kan være lige lovlig fjollet.
Tror du stadig på Julemanden?
Vi kommer nemlig lidt sløvt fra start med historien om H.J. Winklenod, mangemillionær og ejer af et stormagasin, hvis barnetro på Julemanden brister. En voksen mand, som bare inderligt ønsker, at tro på Julemanden, lige gyldigt hvad omgivelserne måtte synes om det.
Desillusioneret efter, at en af hans ansatte fortæller ham, at Julemanden ikke findes, forsvinder Winklenod i den kolde vinternat. Og bliver fundet, stivfrossen i en isblok af nogle småkriminelle typer, der driver svindlerforretningen A/S Julemanden. Samtidig skriver forbryderen Bugsey et brev til Julemanden, hvor han lover bod og bedring, hvis han benådes og slipper ud af fængslet.
Det hele ender, efter 5-6 hurtigt fortalte sider med, at Spirit, forklædt som Julemanden, redder Winklenod. Der kvitterer ved, at donere nogle penge til hans “kidnappere”, så de ikke behøver svindle denne jul. Bugsey benådes, og Spirit kan holde Jul med ro i sindet, da han modtager et takkende julebrev fra selveste… Julemanden?
OK, der sker virkelig meget på de her få sider. Jeg kan se “ånden”, som Eisner leder efter og forsøger, at formidle. Men, det bliver for mig virkelig forhastet og egentlig også rodet fortalt. Det går alt for hurtigt. Hjertet er dog på rette sted.
3 vise mænd og 1 deprimeret Santa
Formen bliver, heldigvis justeret fra dette lidt avistribe-lignende format og til noget mere “frit”. I hvert fald sker der noget i næste historie, hvor både religion og storpolitiske strømninger bliver meget mere tydelige. Her blandes Bible-historien om De 3 Vise Mænd sammen med samtidens begyndende koldkrigstendenser.
Fortællingen, der er indrammet af højtidelige bibelske toner, men sat i Central City, bliver en slags politisk allegori på verdenssituationen. Den går, meget kort fortalt, ud på, at en vigtig ambassadør forsvinder, meget lig første historie, er han faldet i kløerne på en lokal forbryder. Denne gang verdens farligste forbryder, men alligevel…
Nå, men der sker igen virkelig meget, på meget kort tid, i denne også ret ordrige historie. Som også involverer Inspektør Dolan, Spirit og hans slæng, nogle frække lømler, der kaster snebolde i nakken på alle de møder og en deprimeret Julemand. Han er nedslået over, at både børn og voksne ikke ønsker sig andet end krudt, kugler og atombomber. Så han strejker.
Det hele bliver, selvfølgelig løst inden sidste tegneserierude nederst på syvende side. Der er reelt kun tale om en 5-siders historie, plus rammefortællingen med De 3 Vise Mænd, så formen presses virkelig til det yderste her. Men, budskaberne er klare, og nu større og mere konkret i skala: børn imiterer voksnes adfærd, i dette tilfælde via krigslegetøj. Det er dog ikke hos legetøjsfabrikanterne, at ansvaret i sidste ende ligger, det er hos “grådige voksne”.
Er der grund til smil?
Nu er Eisner varm, og holder varmen indtil 1946, hvor han leverer den af historierne, som nok er flottest tegnet. Eller, i hvert fald mest stemningsfuld og atmosfærisk. Alt er jo smag og behag, personligt er jeg ikke så vild med den gammeldags “cartoony” stil, som er meget fremtrædende i de 2 første historier. Jeg anerkender, selvfølgelig at Eisner var med til, at danne skole, definere en genre og stil, og alt det der…
NUVEL, 1946 historien, som nærmest er en slags illustreret Juleeventyr med store, én-siders opslag og historien i tekstform, i bokse indsat øverst på siderne, er altså virkelig flot. Derudover suppleres der med fyldige talebobler, på hver af de 7 store billeder, der udgør denne fortælling.
Her er Eisner virkelig på jagt efter selve “julemiraklet”, julen ER jo miraklernes tid. Men, er den det også for lille, fattige og forældreløse Smil, der mistede sin mor og far, da han var 7 og nu lever alene på gaden af, hvad han lige kan rapse?
Smil lever i et ruineret (bogstaveligt) land i efterdønningerne af Krigen, hvor han en mørk nat støder på en udhungret, forhutlet Santa Claus. Han deler sit sidste brød med den sultne Julemand, der kvitterer med, at få ham på et fly til et sandt eventyrland: Amerika, nærmere bestemt et julepyntet Central City. Hvor Smil overvældes af dette lands overflod og lykke, mens krigens skygger stadig falder tungt over andre dele af verden.
Blandede julegodter
Hvor historien om Smil, og den tilhørende morale om, at leve i et Slaraffenland (i forhold til mange andre i efterkrigstiden), er stor i udsyn og rent visuelt, så skrues der lidt ned igen i albummets tre sidste historier. Stilen bliver også lidt mere Eisner “cartoony”, og jeg er reelt lidt i tvivl om kronologien her.
Der nævnes ingen årstal, men historierne ligner mere de første, tidlige historier rent visuelt. Nuvel, i den ene får vi en klassisk fortælling om en fængslet forbryder, der bliver Julemand for en aften. Og, naturligvis lærer noget om julens sande ånd i den forbindelse.
Den næste, som er ganske flot, stemningsfuld og “varm” at kigge på, rigtig “julet om man vil, er en typisk forvekslings-fortælling. Julemanden får hukommelsestab, ender hos nogle små-kriminelle typer, der ender med at hjælpe ham med, at dele gaver ud. Desværre arresteres Julemanden, nu lurvede klæder, da han er på vej ned i en skorsten med en stor sæk. Han beklager slutligt, hvis nogen blev snydt for gaver i år, og lover at forsøge at gøre det godt igen næste jul.
Albummets sidste historier handler om en rig pige, der er så rig, at hun aldrig har prøvet af få en julegave. For, hun har alt. Hun skriver et brev til julemanden, i meget juridiske termer. Da det ikke kaster gaver af sig, sætter hun privatdetektiver på sagen, i et forsøg på, at lægge pres på den elendige fusker af en julemand! Mon HUN ikke også ender med, at lære noget til sidst?
Eisners hellige ånd
Moralerne er ikke pakket ind hos Eisner, og man kan med rette kalde julebudskaberne for klichéer. Men, det synes også, at være hensigten. Eisner ønsker, at minde læserne om, hvad der julens ånd/spirit. Noget, han mener folk måske har glemt i den moderne verden anno 1940erne.
Hvad ville han så ikke tænke i dag? Ja, man kan godt trække lidt på smilebåndet over, hvor uskyldigt og/eller naivt noget af det her kan virke i vores tid. Men, hvis man tro på, at Julen har, eller nærmere har haft, en særlig ånd. Eller handler om mere eller andet om mad, familie og kommercielle interesser (og fred være med det!), så er der noget eviggyldigt over Eisners klichéer og budskaber.
Det kan jo også lyde ganske gammeldags og “helligt”, sådan en omgang moraliserende prædikener? Jo, men igen, det virker som om, at det kommer fra et oprigtigt sted. Og, Eisners generelle opfordring til, at kigge ud over egen næsetip, udvise storsind eller medmenneskelighed, får forhåbentlig aldrig af mode?
Men, der gemmer sig også en dybereliggende spydighed, eller bare en lyst til, at prikke lidt til omgivelserne hos Eisner. Lige så vel, som at forbrydere godt kan have et hjerte, så kan børn godt være nogle små lømler, hvis ikke sataner her. Og selv civiliserede samfund, som det amerikanske, kan også være et sted, hvor man sætter Julemanden bag tremmer.
I denne søde Juletid…
Hvad kan man næsten sige om Will Eisner, som ikke allerede er analyseret fra ende til anden? Han er jo, indiskutabelt en legende og foregangsmand på mange punkter. I disse julehistorier får man smagsprøver på lidt af det hele.
Den gammeldags (dengang banebrydende) tegneserieforfatter og tegner, og hans distinkte stil og streg. En ting han perfektionerede med sit arbejde på Spirit. Men, også et nybrud, især i historien om Smil, hvor han bryder med den gængse opbygning, fortælleteknik og det visuelle udtryk.
Samtidig fornemmer man, at Eisner havde noget på hjertet, der går ud over, at være jovial hyggespreder op til Jul. Julens ånd er mange ting for Eisner, men hovedsageligt virker det, som en tid til eftertanke. Om, at huske medmenneskeligheden, være taknemmelig og huske, at vi (stadig) lever i en privilegeret del af verden – en, som langt fra er perfekt. Der er også mangler, mangler som truer med, at overskygge Julens sande ånd.
Endelig viser I denne søde Juletid, at alle har potentialet til, at bære Julens ånd i hjertet. Især skurke, kolde kapitalister, de grådige og småkriminelle udskud. Se det, er et sandt juleeventyr…
