I Ultimate Spider-Man starter det hele forfra for første gang. Brian Michael Bendis fik lov til, at genfortælle og pille lidt ved Spider-Mans oprindelse for, at modernisere den efterhånden 40 år gamle superhelt. Nu til dags er retcons og den slags måske velkendte, men tilbage omkring årtusindeskiftet var det stadig forholdsvis nyt.
Den første samling Ultimate Spider-Man på dansk, samler de første 5 hæfter i serien, som kommer ganske forrygende fra land. En frisk start for en aldrende figur, der dog lider en smule under, at visse elementer i fortællingen er lige lovlig 00er influerede. På den led kommer den eller moderne udgave af Spider-Man faktisk til, at fremstå en anelse dateret. Og rodfæstet i en bestemt tidsperiode.
Ultimate Spider-Mans udgivelseshistorik
Ultimate Spider-Man var en overraskende og gigantisk succes. I hvert fald i hjemlandet, hvor serien debutere i år 2000 og ud kom i 160 numre (efter lidt pauser og aflivninger hist og her) over de næste 11 år. Den kreative duo bestående af forfatter Bendis og tegner Mark Bagley (der stoppede efter 111 numre) formåede, at give nyt liv til den klassisk helt og hans figurgalleri.
Også på dansk må titlen have været en ganske hæderlig sællert, om end dens udgivelseshistorik kan virke en kende forvirrende. Og måske også have været lidt svær at følge? Ultimate Spider-Man nåede ikke, at udkomme komplet på dansk. Op gennem nullerne udkom i alt omkring 70 hæfter på dansk.
Det er dog med, at holde tungen lige i munden. Serien udkom under mindst 3 forskellige titler. Først under Mega Marvel banneret (Ultimate Spider-Man 1+2), så under Giga (USM 3+4). Dernæst som Ultimate Spider-Man 5-7, så Giga igen (USM 8-14) og ENDELIG Ultimate Spider-Man nr. 15. Jeeez, og jeg som har tidligere rost Interpresse for, at de fik nogenlunde styr på logikken i danske Marvel udgivelser.
MIN Edderkop skal IKKE starte forfra!
Personligt stod jeg lidt af på konceptet vedrørende Ultimate Spider-Man og det med, at genfortælle/nytolke en gammel historie. Det var ikke et helt ukendt fænomen for 20 år siden. Dog langt fra så normalt og nærmest forventet, som det er i dag. Nu til dags har jeg heller ikke noget imod, at der bliver pillet ved arvesølvet – eller, at sølvtøjet bare bliver shinet op.
Dengang stejlede jeg. Og det var faktisk noget af det, der fik mig til helt, at droppe tegneserier (primært Marvel på det tidspunkt), efter jeg havde forsøgt at snige mig tilbage i klubhuset efter en længere pause fra midten af 90erne. Jeg forstod vist ikke helt hverken grunden eller omfanget. Men, havde bare læst et eller andet sted på det stadig jomfruelige internet, at Spider-Man skulle til, at begynde forfra?!
Jeg fik, åbenbart ikke med, at det kun var i Ultimate Spider-Man. Tanken om, at 40 års historie og den kontinuitet jeg kendte, og forbandt med Edderkoppen (det hed han jo rigtigt, ik?!) ville blive “slettet”, fornærmede mig nærmest på et personligt plan. MIN Edderkoppen var blevet bidt af en radioaktiv edderkop i 1962. Og havde oplevet 40 års eventyr, men kun ældet omkring 10. Og sådan var det!
Havde jeg læst USM ville jeg nok have slappet lidt mere af i ringmusklen. I dag synes jeg, at det giver fuldstændig mening, at reboote en serie eller figur i større eller mindre grad. Så nye læsere kan stige på og historien og figurerne ikke bliver tynget af årtiers vægt. Måske ikke så ofte, som det nogle gange sker med utallige genstarter. Sådan cirka hvert 10. år ville det ikke skade at trykke reset.
Spider-Mans oprindelse i XL-Bendis format
For Ultimate Spider-Man ER ganske forfriskende halv-gammel vin på nye, lidt smartere pantflasker. Historien vil jo være de fleste bekendt. Det er sådan set bare Bendis, som på en eller anden vis får den oprindelige første 11 sider korte Spider-Man historie til at fylde 180 (“internettet” siger og tæller de første 7 hæfter som en “arc”).
Ja, det Stan Lee og Steve Ditko kun skulle bruge et lille dusin sider på, at formidle og vise får Bendis og Bagley bredt ud over 7 hele hæfter. Peter Parker, der bliver bidt, opdagelsen af kræfterne, Onkel Bens død og skyldkomplekset. Det hele er der, men tingene strækkes og foldes markant mere ud, der fyldes på, fedes op og lægges til.
Og ja, noget af det kan godt føles en kende overfortalt, Bendis er IKKE en mand af få ord. Jeg har dog læst andre serier af manden, hvor det er tager endnu mere overhånd. Her er der stadig en friskhed, godt tempo og en smittende fortælleglæde over sagerne, så det er svært ikke at blive revet med. Også af den “snappy” og “naturalistiske” dialog, som af og til også kan være Bendis’ hæmsko.
Folk taler “normalt talesprog”. Hvilket hos Bendis betyder mange gentagelser og et sprog, som kan lyde som om, at det kommer lidt ud af en film eller tv-serie. I dette tilfælde stedvis en high school komedie eller 00er ungdomsfilm. Det kan godt føles en lille smule bedaget og “af sin tid”.
Det er bare sååå 00er
I det hele taget lader det til, at Bendis var ret kraftigt inspireret af film og tv fra tidsperioden. Ikke kun i måden, som Peter Parker og hans unge, hippe high school venner snakker på. Men, også i hele seriens visuelle stil, måden karaktererne ser ud på og går klædt til selve omgivelserne.
Det er også med til, at datere serien og gør, at den ikke virker helt så tidløs, som andre perioder af Spider-Mans tegneseriehistorik. Når du ser de her figurer og alt fra deres hår til tøjstil, slang og meget tidsspecifikke popkulturelle referencer, så er man ikke i tvivl om, at man befinder sig omkring år 2000. Måske ikke et problem for alle? Visse læsere vil huske perioden fra deres eget liv. Mens nyere læsere, som falder over serien nu, nok vil studse lidt over visse detaljer her.
Og det stopper ikke her. Bendis inddrager også ting som internettet (Peter kommer til, at stå for driften Daily Bugles nye, fancy hjemmeside), mobiltelefoner og andet, som var oppe i tiden, dengang. Ligesom popkulturelle referencer kan være “farlige”, så risikerer man også, at gøre en serie lidt outdatet allerede i det øjeblik den udkommer ved, at inddrage for meget ny teknologi fra vores virkelige verden.
Så er det næsten bedre bare, at være vag eller finde på et eller andet futuristisk mumbo jumbo. Peter bliver eksempelvis ikke længere bidt af en radioaktiv edderkop, men en der er blevet genmanipuleret. Radioaktivitet og frygt for atomkraft var oppe i tiden i 60erne, gensplejsning, kloning osv. var det omkring årtusindeskiftet. Så det er en ændring/opdatering, der giver fin mening.
Peace out, Parker
Biddet sker stadig i Norman Osbornes laboratorium under en skoleudflugt. Dog er det nu noget mere high tech og et, om muligt, endnu mere lyssky og afstumpet foretagende. Osborne er ikke bleg for, at rydde folk af vejen på den gode, gamle Goodfellas vis, eller købe dem til stilhed. Ligesom hans flok af videnskabsmænd er en samling mere eller mindre velvillige og samvittighedsløse får i hvide kitler.
En tydelig kontrast etableres mellem de onde, kolde og kyniske kapitalister og Peters hjemlige liv med lidt foryngede Tante May og hippie-hippe Onkel Ben. Woodstock udgaven med lang hestehale og det hele. Nok har de gråt hår, men de er ikke de der efterkrigstids 50/60er forstadsfossiler, som man kendte dem fra den oprindelige Spider-Man. Det er også fint, dog er det svært ikke, at trække lidt på smilebåndet over hippie-Ben og hans fede fritz.
Også personlighedsmæssigt har figurerne fået en let overhaling, May og Ben er lidt kort sagt blevet mere ungdommelige og frisindede. De har forståelse for Peter og hans teenage-opførsel, sådan som de nu tolker de forandringer hans personlighed gennemgår. De er rummelige, men også bekymrede, ikke mindst da han får problemer med, at håndtere hans nyfundne kræfter og ikke kan styre dem overfor irriterende typer på skolen.
Genfortælling med nogle justeringer
High school settingen er et helt kapitel for sig, og bruges meget til, at vise og spejle Peters outsider status. Først som den ranglede, fysiske undermåler og nørd, og sidenhen når han omvendt bliver et fysisk pragteksemplar. Det bringer ham ind i varmen hos den gruppe af “jocks”, der tidligere gjorde en dyd ud af at have ham som prügelknabe.
Det er dog heller ikke helt problemfrit, og åbner op for nye udfordringer. Kræfterne er ikke kun en gave, de kan også komme til, at overskygge skolearbejdet og det job han scorer hos Oscorp. Hr. Norman vil gerne have Parker tæt på, så han kan studere effekten af biddet på det forsøgsobjekt han ser Peter som. Inden han afprøver sagerne på sig selv, hvilket, naturligvis får katastrofale følger og fører til skabelsen af The Green Goblin.
Harry Osborne er her både lidt en allieret og ven til Peter, men det er ikke helt sort/hvidt. I bund og grund bruger Harry Peters boglige egenskaber til egen vindings skyld, men han forsøger indledningsvis også at skærme Peter lidt mod de værste mobberier. Inden der går misundelse i forholdet, da Norman begynder at interessere sig lidt for meget for Peter.
På sidelinjen har vi en karakter som Kong, en lidt mindrebemidlet fyr, der klarer sig pga. hans fysik. Han går fra, at være en modstander til en underlig form for støtte indirekte til Peter Parker. Han kender bare ikke hele billedet, idet han udvikler sig til, at blive Spider-Mans største fanboy og cheerleader.
Peter og MJ mere ligeværdige
Og så har vi, selvfølgelig Mary Jane. Det emotionelle anker og omdrejningspunkter i Peters kærlighedsliv, eller, sådan plejede det i hvert fald at være. Gwen Stacy lurer på sidelinjen, og får en markant mere fremtrædende rolle lidt senere i serien. Men her er det MJ, der er er pigen i Peters liv.
Hun er dog heller ikke helt som vi husker og kender hende. Her er hun mere en bogorm og intellektuelt ligeværdig til Peter, og mindst lige så interesseret i ham, som han i hende – det fatter den tungnemme teenager bare ikke helt. Det er tydeligt, at det er en af hovedpunkterne i denne første Bendis “arc”. MJ og Peter skal bringes tættere på hinanden inden, der kan kastes lidt plot-mæssig grus i maskineriet.
Jeg kan faktisk godt lide ligevægten i forholdet her. Det er ikke længere den lidt kiksede nørd, der falder for den uopnåelige, egentlig lidt overfladiske model skønhed. Sådan føltes det i hvert fald, at deres forhold og MJ karakteren i lange stræk blev fremstillet og lidt objektificeret i serien op igennem 80erne og især 90erne.
Bevares, set med 2022 øjne er Bendis måske ikke ligefrem ultra feminist og hvad har vi, men set i den rette kontekst, så slipper han ret godt fra det punkt i serien. Også når Gwen for alvor kommer på banen, får vi en kvindelig karakter, som har lidt mere at byde på end, at være rent plot device, et objekt for Parkers fascination eller en damesel in distress.
Bendis og Bagleys ord og tegninger
I det hele taget er en af Bendis styrker, trods den lidt “midaldrende hvid dude skriver hip dialog til de unge” fornemmelse, at karaktererne overordnet føles “ægte”. Han bruger til tider mange ord i dialogerne, ja og kunne stedvis været nået hurtigere frem til pointen. Men, det giver omvendt serien og samtalescenerne noget liv.
Han er ikke bange for, at dvæle lidt og lade en samtale hvile og dvæle. Når den ikke lige, starter in medies res eller fremstår, som fragmenterede små udsnit, der zappes rundt imellem. Det er kort sagt ret afvekslende og dynamisk, så man aldrig bliver helt træt af den ene eller anden form.
Det giver også en god kontrast til Bagley og hans actionscener. Jeg skulle lige vænne mig til det “tidstypiske” moderne look og figurernes udseende, men når der kommer smæk på, så er der altså godt gang i den hos Bagley fra starten. Hans Peter Parker og Spider-Man er, som nævnt, ranglet og mere “afpillet” end man måske var vant til. Men, det passer til hans teenager-alder og følelsen af, at det altså ikke er en fuldvoksen helt vi har med at gøre.
Samtidig giver det Spider-Man en snert af noget mere smidigt og atletisk, at hans lemmer er tyndere og selve kroppen ikke et bjerg af svulmende muskler. Han er jo en edderkop, ikke en næsehornsbille.
Omvendt har jeg aldrig, og bliver det nok heller ikke, været særligt stor fan af nogen nyere bud på The Green Goblins fremtoning. Bevares, hans klassiske dragt er måske lidt fjollet og fastelavnsagtig, men jeg foretrækker den frem for, at Norman Osborne ligner, eller rent faktisk bliver en stor, grøn dæmon.
Bendis oppustede Spider-Man oprindelse holder
Jeg har indtil videre læst (og delvist genlæst nu) omkring halvdelen af alt Ultimate Spider-Man, som nåede at udkomme på dansk. I første omgang kørte jeg, måske en lille smule træt i serien efterhånden som den skred frem, men jeg agter da at følge den til dørs på et tidspunkt.
Dog irriterer det mig en smule, at vide at jeg nok aldrig får hele serien i en dansk udgave. Så kan man jo forsøge, at anskaffe sig USM på original sproget, men det kan også hurtigt blive en lidt bekostelig og omstændelig affære. Det virker, som om at serien i diverse opsamlingsformater veksler mellem at være udsolgt eller out of print. Heller ikke på dansk er det helt billig at samle serien, især de sidste hæfter ligger lige i den tunge ende af, hvad jeg normalt vil punge ud.
Omvendt fik serien rent faktisk lov til, at få en slutning og Bendis holdt ud sammen og fik den bragt i mål. Det er heller ikke altid, at man får lov til, at opleve en serie få en planlagt og nogenlunde logisk afslutning, slet ikke en der har kørt så længe. Til med en serie, som viste sig, sammen med andre Ultimates titler, at blive så vigtig og indflydelsesrig for Marvel universet på tværs af medier.
Og om noget, så er dette første bind af USM lidt af en appetitvækker, som giver smag på mere. Jovist, 11 siders kompakt og nær-perfekt Lee og Ditko tegneseriefortælling pustes voldsomt op. Men, ballonen brister ikke for Bendis. I hvert fald ikke her. Så kan man altid diskuterer, om han var medvirkende til, at måden at puste balloner op på har taget overhånd.
