Velkommen til Astro City, den by i verden med den største befolkningstæthed af supermennesker! Virkelige superhelte, der på selvopofrende vis hjælper de svage og udsatte, mennesker i nød og selve planeten Jorden, fordi det er det rigtige at gøre.
Om de så er oppe imod andre supermennesker, ligefrem superskurke, naturkatastrofer, mystiske kræfter eller en invasion fra rumvæsner. Disse helte stiller sig imellem dig og faren uden, at blinke og tænke på dem selv (sådan da). Men hvad når de kommer hjem? Når de har fri? Har superhelte fri?
Hvad tænker superhelte på, både når de er på arbejde og har fri? Hvad drømmer de om, inderst inde, når det har et frit øjeblik? HAR de overhovedet et frit øjeblik, eller er de fanget og forpligtet ud over rimelige grænser af deres “gave”?
Velkommen til morgendagens storby
Astro City blev skabt af forfatter Kurt Busiek, tegnet af Brent Anderson med forsider illustreret af Alex Ross, som en fortløbende serie i 1995. Først hos Image Comics, der udsendte de første 6 hæfter i serien, herefter bliver udgivelseshistorikken lidt mere broget.
Homage Comics, der hørte under Images sublabel WildStorm tog over, og de blev senere opkøbt af DC comics, der overtog udgivelsesrettighederne til Astro City. Senere endnu overgik serien til WildStorm Signature Series frem til 2010, inden DCs Vertigo-label tog over i 2013. I mellem tiden udviklede serien sig fra hæfte-formatet til, at udkomme som en række mini-serier, “special hæfter” og grafiske noveller.
Alt det opsummerer jeg for, at sige at Astro City har levet en omskiftelig tilværelse de seneste kvarte århundrede. Officielt lukkede serien i 2018 og tæller i alt omkring 100 numre, hvis man regner det hele med. I skrivende stund er der en genoplivning på vej, hvor serien er vendt hjem til udgangspunktet: Image Comics.
Det har derfor nok ikke været helt nemt, at følge serien og dens lidt ujævne udgivelsesfrekvens og form for læsere i dens samtid. Jeg var på “ferie” fra tegneserier i stort set hele den periode Astro City i første omgang udkom. Det er en af de serier, som jeg har hørt godt om siden jeg krøb i den stramme læsetrikot igen, men har haft svært ved at opdrive.
Serien har været out of print i diverse opsamlingsformater, eller næsten umulig at komme i nærheden af for rimelige penge på det brugte marked. Men, nu lader det til, at skaberne/ejerne har fået styr på, og fundet et nyt hjem til rettighederne, og viola, nye opsamlinger rammer markedet.
Manden der drømte om at flyve
Astro City Metrobook vol. 1 dækker 19 “kapitler”, eller hæfter, hvad man nu vil kalde det, med historier fra Astro City. Der lægges ud i enkelt-hæfte formatet, inden serien skifter over til mini-serie formen, for så igen af vende tilbage til enkeltstående hæfter mod slut i opsamlingen.
Den første historie vi får er også en af seriens bedste. Og sætter på perfekt vis tonen, og viser hvad Astro City kan og er for en størrelse. Det her er ikke en helt almindelig superhelteserie. Eller jo, det er det OGSÅ, men en af både den gamle klassiske skole og en mere moderne og tænksomme slags.
Vi følger Samaritan, Astro Citys bud på en Superman. Han er dog ikke fra en fremme klode, men fra en fjern fremtid. Sendt tilbage til 1985 (samme år som Watchmen foregår i, sjovt nok…) for, at bremse en begivenhed, som ville ødelægge planeten. Det lykkes, men nu er han fanget i vores tid, i Astro City, hvor han har viet sit liv til, at bruge hans erhvervede superkræfter på, at redde så mange som muligt. Helst alle…
Den tilsyneladende umulige opgave forsøger han, at udføre mens han balancerer sit påtagede civile job, som korrekturlæser på Astro Citys største avis. Privatliv er der ikke meget tid til. Han har, rent bogstaveligt talt, stort set ikke et frit sekund. Men, hvis han havde, så har han bare ét ønske… Han vil gerne flyve.
Det er en fugle, det er et fly, nej det er den barmhjertige samaritaner!
Men, Samaritan KAN jo flyve? Ja, men ikke frit. Han måler hvert eneste sekund, som han tilbringer i luften, vi ser det i den indre monolog, der guider os igennem første kapitel af Astro City. Alt der timet på sekundet. Og alt er gode gerninger og i “embedes medføre”.
Samaritaneren er den eneste, som ikke nyder godt af hans kræfter, kan man sige. Han sætter Verden og alle dens indbygger før sig selv, han føler sig forpligtet til det. Det er hans kald, og hans forbandelse, det opsluger ham og digterer hele hans liv. Vi følger ham blot et døgn, hvor han ræser rundt og redder hele verden, mens han passer sit arbejde på sidelinjen.
I en senere historie følger vi ham på en date, hvor han er blevet forsøgt sat op sammen med en anden helt. Den feministiske Astro City vidunderkvinde Winged Victory. Det går ikke helt glat. Samaritan er ikke kun ædel og dydig, han er måske også lidt gammeldags, og ikke helt så progressiv, som han selv tror- selvom han stammer fra fremtiden.
Det er dog en anden historie, ligesom dem, hvor han optræder i baggrunden eller blot refereres. Helte og andre karakterer i Astro City glider ud og ind af fokus, frem i forgrunden og tilbage i baggrunden. Som en art mosaik, eller et kalejdoskop. En myretue i konstant bevægelse.
Historien om Samaritaneren er fortløbende, ligesom alt i Astro City får du et lille indblik. Lidt baggrund, en fornemmelse af karakteren og et øjebliksbillede. Og her en sært, rørende lille lukket fortælling, som formår at formidle en af seriens største forcer: “sense of wonder”.
Skyld, synd og storbyens skyggesider
Den mini-serie, der fylder mest og udgør midterdelen af denne opsamling omhandler The Confessor. En mystisk, mørk og hemmelighedsfuld skikkelse, der holder til i byens katedral og, sjovt nok, ikke så gerne vil ud i sollyset.
Historien om den skyldbetyngede Confessor fortælles dog ikke fra hans vinkel, men en ung knægt, der er flyttet til byen. Tynget af smerten over faderens død og manglende anerkendelse, mens han levede et liv, som knægten selv anså som en ren fiasko. I princippet er han altså en forældreløs, en der ryger under Confessorens beskyttende kappe og gennem træning udvikler sig til, at blive selvtægtsmanden og nattens hævners sidekick.
Hmm, det lyder da underligt bekendt? Astro City er både en sprudlende fortælling om supermennesker, det der driver dem og det der ligger bagved og en hyldest til mediets klassiske arketyper og helte.
Men, der er flere lag og dybder her. Astro City tager sig tid til, at dvæle og dykke ned i lagene. Til, at grave nuancer frem og belyse dem. Confessoren ER en helt, i hvert fald i hans egne øjne, men en der er frygtet i Astro City. Og ikke kun af de skurke, han i sin egen form for bodsgang gør kål på. Men, hvad er det for en skyld Confessoren selv bærer rundt på?
Og hvorfor ønsker han ikke, at bruge sine (ret overnaturlige?!) kræfter til, at opspore og brems den seriemorder, som er løs i Shadow Hills. En morder, der lemlæster sine unge ofre og har skabt frygt og uro i den i forvejen lidt udsatte og knap så velansete del af Astro City.
Forbandede superhelte
Vi har fået et lille indblik i livet i skyggen af bjerget, der troner over Astro City som en truende silhuet tidligere i forløbet. Gennem en kvinde, som blot forsøgte, at passe sit job i byen, den pænere del af byen og ikke lade sig tynge af, at stamme fra og i Shadow Hills.
Hvad er det egentlig for et sted? Hvad foregår der i skyggerne? Og hvem er den skræmmende The Hanged Man, som med løkke om halsen og med tildækket ansigt, svæver- og vogter over Shadow Hills. Bydelens tavse og ildevarslende beskytter. Folk, som ikke bor i området, ser lidt ned på dens indbyggere og suspekte, muligvis overnaturlige “kræfter”.
Hans sande natur og funktion afsløres kun gradvist. Vi får et lille indblik i livet I og omkring Shadow Hills og områdets miljø gennem nævnte kvinde. Hun får muligheden for, at rykke til byen, stige rent social, men arven fra Shadow Hills, og hendes baggrund gør, at hun slutteligt opgiver jobbet i byen og tager et, mindre glamourøst lokalt. Fanget og bundet til stedet hun kommer fra.
Det er et eksempel på den balance Busiek lykkes med, at tilføje den store, forgrenede fortælling om Astro City. Dagligdagen, som den leves og opleves af rigtige mennesker, der lever i en fantastisk verden omgivet af superhelte og deres vilde eventyr. De starter, som en naturlig del af livet og respekterede og beundrede. Men, som Astro City skrider frem kommer der grus i maskineriet.
En anden handlingstråd omhandler en hemmelig trussel fra rummet, hvor fjendtlige rumvæsner infiltrerer det politiske system. Og er lige ved, at lykkes med, at få superheltene sat ud af spillet gennem lovgivning og en snedig smedekampagne.
De gode, gamle dage har fået en ansigtsløftning
Hvis det lyder meget velkendt, så er det ikke tilfældigt. Fra Busieks ord, over Andersons ret klassiske superheltestreg til Alex Ross filmiske og maleriske covers, Astro City låner sig op af helt klassiske tegneseriefortællinger. Sat i en retro-futurisk setting, som kunne ligne en opdateret udgave af noget fra 50erne.
Busiek og Ross havde allerede flirtet med stilen i den nu kanoniserede og ikoniske Marvels, en grafisk novelle, der genfortalte Marvel universets historie i kort form. Ligesom Anderson eksempelvis var tegner på Chris Claremonts lige så klassiske Gud Elsker, Mennesket Dræber Projekt X udgivelse.
Derudover er de fleste af de kulørte helte i Astro City parfraser eller stærkt inspireret af velkendte figurer. Både som arketyper og helt konkret. Man fornemmer en stor kærlighed til de klassiske superhelte, deres historier og betydning I tegneseriehistorien. Samtidig, i en tidsmæssig kontekst, var Astro City en modreaktion- og vægt til de “ekstreme 90ere”.
Hos både DC, og ikke mindst Marvel, blev det større, vildere og pænt meget dummere op gennem 90erne. Kombineret med et tegneserieboom, og en eksplosion i det spekulative marked, der endte med branchens kollaps og en truende Marvel konkurs, må Astro City have virket som et frisk pust. Og et pust fra fortiden. En art nulstilling. Og en genopfriskning af hukommelsen, en tilbagevenden til klassiske dyder.
Med et moderne twist uden, at der går metalag eller “glimt i øjet i den”. På den led er Astro City ret gammeldags, men på en befriende ærlig måde. Superheltene behandles med respekt og hjertevarme.
Det bedste fra Astro City
Som afrunding vil jeg lige fremhæve nogle personlige favoritter. Det hele er godt, selvom jeg ikke var helt så emotionelt ramt af mini-serien om The Confessor, især i forhold til hvor meget den fylder i opsamlingen. Historien er dog vigtig, og får bundet nogle af de tråde, der er smidt ud elegant sammen.
Det er dog de mere selvstændige fortællinger, som ramte mig mest. Ud over den nævnte første historie om Samaritan, så er der en vellykket fortælling fra en skurks perspektiv. Den aldrende Junkhead bliver fyret fra sit civile job, fordi han er blevet for gammel og dermed ikke længere kan bruges. Han bruger sin erfaring til, at bygge dragt og gadgets af skrald og begynder at røve banker.
Han bruger altså, bogstaveligt, ting som er blevet kasseret og smidt på lossepladsen til, at vinde over “systemet”. Efter et vellykket millionrøveri og en periode, hvor han nyder det søde liv begynder han dog af kede sig. Han vender tilbage til gerningsstedet, vil røve det påny, men hans egentlige plan er, at blive fanget og afsløret. Det er et ret fint portræt af en skurk, hvad der driver sådan en og en underliggende psykologi.
En helt almindelig pige
Ligeledes er der en historie om den 10 årige, der er medlem af Astro Citys pedant til De Fantastiske Fire, The First Family (en af flere superheltegrupper man støder på). Hun har levet et afsondret og beskytte liv, væk fra andre børn, skolegang og en normal dagligdag. Men, længes efter, at have kontakt med jævnaldrende og en mere normal tilværelse og ender med, at stikke af og opsøge drømmen.
Hun får fusket sig ind på en skole med en dækhistorie og fatter særlig interesse for en gruppe børns leg med en hinkerude. Et helt fremmed koncept for hende, der ellers kun har beskæftiget sig med videnskab og andre “fornuftige” ting. Hun bruger meget tid på, at knække koden, forstå legen og forsøg på, at slå skolens skarpeste hinkerudemester.
Det er en ret enkelt, lige ud af landevejen og i sidste ende også forudsigelig historie. Men, det er noget af det Astro City gør utroligt godt. Fordi det er så velfortalt og gennemtænkt, og måden det leveres på, så gør det ikke noget, at mange af historierne i bund og grund er ret enkle og forudsigelige.
Tidløs hyldest til tegneseriemediet
Faktisk bliver det næsten en fordel. Der er en tilfredsstillelse over, at læse noget, som pga. godt håndværk kan slippe afsted med, at gøre noget så totalt gammeldags, som bare at fortælle en logisk opbygget og veleksekveret historie. Ingen billige tricks, eller hokuspokus. Det giver Astro City en følelse af, at være løsrevet fra sin samtid. Der er noget tidsløst og evigt gyldigt over det.
Det giver serien en slidstyrke, som er med til at gøre den til en absolut klassiker. Historisk placerer den sig som lidt af et fyrtårn mellem det der kom inden, som Watchmen og peger frem mod nyere serier, som eksempelvis Black Hammer, der har lidt af de samme dyder. Samtidig er der nærmest utømmelige muligheder i dette univers og Astro City, som kulisse og legeplads at boltre sig på.
Fantastiske, episke superhelte slag, mere gritty street level fortællinger, andre dimensioner, aliens, tidsrejer, you name it. Meget antydes blot, eller nævnes i en bisætning, noget bliver taget op senere, andet ligger og venter som en potentiel tråd, der kan samles op og spindes videre på.
Astro City lever og ånder kort sagt, på alle tænkelige måder og man ved aldrig helt, hvad der venter omkring det næste hjørne. Jeg vil give serien min varmeste anbefalinger, og ser selv frem til, at læse videre i Metrobook 2, som er sat til at udkomme i løbet af sommeren.
