God Loves, Man Kills, eller Gud Elsker, Mennesket Dræber på dansk, er en grafisk novelle udgivet af Marvel i 1982. Oprindeligt udsendt som Marvel Graphic Novel #5, skrevet af navnkundige Chris Claremont, tegnet af Brent Anderson.
Historien, der var blandt en af inspirationskilderne til X-Men 2 filmen fra 2003, blev oprindeligt set som enkeltstående og ikke-kanon. Den status har skiftet lidt i årenes løb. Almindeligvis anses det, at handlingen foregå mellem de amerikanske Uncanny X-Men #167 og #168 blade.
Eftersom den her indgår i Pensum, så er det en historie jeg ikke tidligere havde læst. Jeg var dog bekendt med den bombastiske og fascinerende titel, og de større linjer i fortællingen. Til denne anmeldelse har jeg læst God Loves, Man Kills i en special anniversary extended edition på Marvel Unlimited.
Efterfølgende har jeg dog anskaffet den på dansk, for den meget rimelige sum af 25 kr., på det antikvariske marked. Den danske version blev udsendt i ægte albumformat af Interpresse, i 1986, til den nette sum af 65 kr. påtrykt et “for voksne”.
Dat racist!
God Loves, Man Kills er da også en af de tidlige, mere “voksne” Marvel-historier, som jeg har læst. Jeg har tidligere været omkring Claremonts X-Men forløb, da jeg kiggede på Days of Future Past i Marvelklubben, bragt på dansk i Projekt X nr. 10/85.
Den historie daterer sig et par år før God Loves, Man Kills og kommer, trods dens klassiker status, ikke helt op på siden af den. God Loves, Man Kills føles mindre “high concept”; mere menneskelig (pardon the pun) og vedkommende, og stadig sært aktuel.
Jeg ved ikke om det er HER, at X-Men i Claremont hænder for alvor bliver et symbol på “forfølgelse” og hvordan samfundet ser på, og behandler individer der skiller sig ud. Men, frygten for det, der er “anderledes” gennemstrømmer den. Der her handler, tydeligvis om racisme.
Fra anslaget, hvor to afroamerikanske børn myrdes i en mørk park, til skylden der rettes mod Magneto og mutanter generelt. Anført af en fanatisk prædikant, William Stryker, som i Guds navn vil rense Jorden for de urene og vederstyggelige mutanter.
Morderisk præst prædiker had og frygt
I God Loves, Man Kills bliver de religiøse temaer ikke pakket ind. Den kendte prædikant William Stryker (det navn ringer nok en klokke for X-Men filmfans) står bag mordene, og retter det religiøse skyts mod hvad han anser, som en forbrydelse mod naturen og dens orden: mutanterne.
Ansporet af en personlig tragedie, hvor hans kone fødte en muteret søn. I et anfald af vrede og skam dræbte han dem begge. Den skam, skyld og vrede han bærer rundt på, skal nu gå ud over samtlige mutanter (de anderledes!) på planeten. I et form for personligt, afsporet korstog. Professor X og hans mutanter bliver omdrejningspunkter for præstens mission.
I første omgang forsøger Stryker, at vende folkestemningen (og de politiske vinde) til sin fordel ved, at mød professoren i en tv-debat. Senere, da Stryker og hans metoder bliver tiltagende rabiate, kidnapper han professoren og kobler ham op til en Cerebro-lignende maskine. Planen er, at bruge Professor X’s telepatiske kræfter til, ved tankens kraft, at dræbe samtlige mutanter på Jorden.
Masseudryddelse af de vantro, god, gammeldags kristen tradition!
Sideløbende har de resterende medlemmer af Projekt X slået sig sammen med Magneto, der her for alvor træder i karakter, som en skikkelse med motiver, der befinder sig i en gråzone. Projekt X ønsker ikke, at skade Stryker, blot at redde professoren og finde en måde at vende folkestemningen på. Magneto er knap så optimistisk og blåøjet.
Fældet af folket
Vi får også et subplot med senator Robert Kelly (filmbingo forsætter), der skjuler at han har mutantkræfter, og ser det had mod “hans slags”, der er ved at blusse op. Det hele kulminerer til en tv-transmitteret gudstjeneste fra et fyldt Madison Square Garden, hvor samtlige historiens spillere og brikker er rykket i position til det endelige opgør.
Projekt X forsøger, at befri Professoren og standse massemordet, Magneto har ambitioner om, at stoppe Stryker med alle midler (for rullende kameraer). Senator Kelly følger bekymret med fra tilskuerrækkerne, mens Stryker går i selvsving hatemongor-mode fra talerstolen. Men, under det afsluttende postyr bliver det en helt anden spiller, der træder ind på brættet og sætter en stopper for Strykers vanvid.
Da Stryker, nu komplet opslugt af sit vanvid, forsøger at dræbe Projekt X-medlemmet Shadowcat, skydes han i brystet af en unavngiven, ukendt politimand. Politimanden er indtil det punkt kun set i en lille, hurtig og tilsyneladende tilfældig scene op til gudstjenesten, hvor han udtrykte bekymring: “den præst skræmmer mig”.
“Guds mand” fældet af en mand af folket. Det er da næsten poetisk, ik’? Ekstremister taler ikke for alle, og her træder en “average Joe” i karakter og sætter en (midlertidig) stopper for det. Men, kampen er ikke slut, beklageligvis slutter den nok aldrig…
40 år gammel, stadig alt for aktuel
Budskaberne og temaerne i God Loves, Man Kills er, hvis man skulle være i tvivl, desværre stadig skræmmende relevante. For mig er den ikke anti-religion, eller imod kristendom. Den er anti-fanatisme og forfølgelse, og pro-menneskelighed, sameksistens og forståelse.
Det er evigtgyldige emner, som vi alle burde kunne blive enige- og forenes om. Men, her næsten 40 år senere, føles God Loves, Man Kills stadig foruroligende nødvendig og udstiller, hvor lidt vi egentlig har lært i de mellemliggende år. Det er stadig de samme mekanismer, som fungerer og dominerer.
Om det er Trump i nutiden eller TV-prædikanter i 80erne, eller alt imellem. Og før og sikkert også efter. Frygt sælger, frygt fungerer og kan du trykke på de knapper i mennesker, så kan du få “folket” med på hvilket som helst korstog. Korstog, som ofte udspringer er personlig sorg, frygt og vrede, som skal rettes mod andre.
Alt for ofte i forvejen marginaliserede, eller på anden vis udsatte grupper og personer.
Er Claremont lige så firkantet som Stryker?
I God Loves, Man Kills er tv og kameraer også Gud. Det kan virker som et fortærsket budskab nu, men husk denne historie er fra 1982, hvor tv-prædikanter for alvor begyndte at vinde indpas i USA.
Strykers ord og fanatisme kan virke lige lovlig udpenslet, på kanten af det karikerede. Men, firkantet og overdrevet, eller ej, fra Claremonts ordrige hænder, det er pointer, som ikke bliver mindre sande af, at blive hamret igennem. Det her handler også om radikalisering, tegneserien bruger på den måde nogle af de samme midler og mekanismer, som de fanatikere den udstiller.
Subtilt er det, muligvis ikke, men God Loves, Man Kills er potente sager. Hvor en del af diskussion den tager op, også karaktererne imellem, er om målet retfærdiggør midlerne, og omvendt. Det er nu klassiske temaer i og for X-Men, og i bund og grund grundkonflikten mellem Professor X og Magneto.
På mange måder, har begge parter jo ret, det er bare midlerne, som adskiller dem. God Loves, Man Kills virker som X-Men og deres konflikter kogt ned til sin essens. Noget, som er flydt over i X-Men i andre, fremtidige serier og medier.
Fed historie med lidt for meget på sidebenene
Historien er præget af, og et produkt af sin tid, det skader måske ikke dens relevans tematisk og gennemslagskraften, men man kommer ikke helt udenom, at den stedvis kan virke lige gammeldags.
Claremonts hang til lange talestrømme og tung eksposition viser også sit lidt anstrengte ansigt. Når præsten taler, så virker det underbyggende for pointen, han er virkelig en besat prædikant, der bruger Guds ord til vildledte dundertaler. Andre steder virker det lidt mere, som om Claremont går en smule i selvsving og lader karakterer plapre løs.
Der er også, i løbet af de knap 80 sider, et par sub-plots og scener, som sagtens kunne være skåret fra, eller i hvert fald trimmet ned. Blandt andet virker en udflugt i Farerummet, til en rask omgang kamptræning, overflødig og som fyldstof. Til gengæld er Claremont god til, at give de kvindelige figurer plads og tid til, at udfolde sig på forskellig vis. Ikke mindst en af hans favoritter, Kitty Pryde, der også har en helt central rolle i Days of Future Past.
Nu har jeg ikke HELT styr på tidslinjen, og alt Claremont X-Men, men det virker også som om, at Cyclops indtager en mere og mere vigtig rolle. Og stille og roligt er kørt i stilling som de facto leder og mulig arvtager, når Professoren er afledt/kidnappet/på ferie/formodet død.
Udvidet udgave virker overflødig
Den extenced cut-udgave jeg læste indeholder også et længere interview med Claremont og tegner Anderson, som fint bonus materiale. Til gengæld er der en wrap-around/rammefortælling, sat i nutiden, hvor Kitty Pryde besøger en pige, Kate. Hun stammer fra en af de nyere X-Men Historier, X-Men Black: Magneto fra 2018.
Det fungerer slet ikke for mig, hverken konceptuelt eller visuelt. Tegnestilen er meget moderne og “digitalt” udseende, det skurer voldsomt i forhold til Andersons mere falmede, bløde og rustikke stil, der fik siderne til at ligne malerier på lærred. Det kuriøse er, at det også er Anderson, som står for de tilføjede scener, så en del må ligge i farvelægningen og teknikken bag.
Dermed bliver extended cut også et eksempel på et sammenstød mellem gammelt og nyt, gammeldags håndværk og mere moderne teknologi. Der er fordele og ulemper ved begge del, men sat op mod hinanden, som her, så gør tilføjelserne med skade end gavn.
Claremonts personlige prædikestol
Dog ikke nok til, at det ødelægger selve God Loves, Man Kills, man kan nemt se bort fra udvidelserne i begge ender af bogen. Så kan man med rette diskutere, hvorfor de overhovedet skulle være der, men det er nok et forsøg på, at pifte en klassiker op og have en undskyldning for, at relancere bogen og måske klemme en skilling mere ud af den.
Unødvendigt, læs den oprindelige udgave, den holder stadig. Både digitalt, som her, og i den endnu mere falmede, trykte udgave på dansk. Der altså kan anskaffes ganske billigt. God Loves, Man Kills står stadig stærkt 40 år efter den udkom første gang, og er, “desværre” stadig aktuel.
Budskaberne er stadig stærke og vedkommende, så lever man med, at metoderne Claremont bruger ikke ligefrem pakker dem ind. Det bombastiske og de store armbevægelser, er dog med til, at understrege budskaberne, og passer til hele fortællings tone. Så lever man med, at det ikke ligefrem er subtilt eller nuanceret.
God Loves, Man Kills er Claremonts egen, personlige dundertale og prædiken fra den talerstol han havde til rådighed.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
God Loves, Man Kills er ikke perfekt, og tidens tand har også mærket den lidt. Om man er til Claremont, hans ordrige stil og de her lidt firkantede budskaber vil være en smagssag. Alt i alt mener jeg dog, at det er en uomgængelig tegneserieklassiker og kanon-værdig.
