Da jeg læste første bind i Ed Brubaker og Sean Philips Criminal serie var jeg først virkelig fanget efter en anden gennemlæsning. Hvor de små, fine detaljer og møjsommelige nuancer åbenbarede sig for mig. Brubakers veltilrettelagte Crime noir fortælling om “kujonen” Leo og hans uundgåelige fald, skulle simpelthen simre og de tårnhøje forventninger afstemmes med den egentlig ret lavmælte og “lille” historie.
Anderledes forholder det sig med bind 2, Lawless, opkaldt efter seriens hovedpersons efternavn, et navn der blev refereret i Coward. Den fængede og ramte mig fra start til slut, gennem de 5 stramt og ekstremt effektivt fortalte hæfter, der udgør den oprindelige mini-serie. Jeg vil anbefale Lawless i trade format, er du som mig, så sluger du hele baduljen på en times tid.
Er Brubaker og Philips blevet bedre i tiden mellem Coward og Lawless, eller har de bare for alvor fundet formen i deres frugtbare samarbejde? Har de bare bedre materiale og en stærkere historie på hånden? Eller skyldes det min nu fintunede forventningsafstemning? Nok lidt af det hele…
Stram og ren noir-fortælling
Criminal begyndte sin kriminelle løbebane og lettere anløbne udgivelseshistorik hos Marvel. Og deres fejlslagne forsøg på et creator owned sub-label i form af Icon. Den gik ikke, men Brubaker og Phillips fik deres 2005 titel med derfra og fandt slutteligt et mere fast hjem til den hos Image, der som bekendt har haft mere held med deres såkaldte creator owned udgivelsesmodel.
Coward og Lawless blev efterfulgt af endnu 2 mini-serie under Criminal paraplyen, inden serien gik i hi. Blot for at genopstå et par år senere, og siden er serien fortsat med sporadiske udgivelser hos Image. Der er altså stadig liv i Criminal, og dens løst forbundne univers af store og små kriminelle fisk, farlige fremme fatales, triste familieskæbner, hårdkogte anti-helte og hvad der nu ellers hører til i en klassisk pulp/noir fortælling.
Hvorfor er netop Criminal blevet så populær og i stand til, at fastholde et dedikeret publikum? Af alle Brubaker og Philips serier, mange lige så roste, en del mere “ambitiøse” og mindre “konservative”, hvorfor lige Criminal? Måske fordi de føles så “rene”. Her er nærmest intet overflødigt plot-fedt, plottet er letforståelig uden at være for tyndt og karaktererne tydeligt tegnet op, fortalt og deres motiver klare og forståelige.
Det hele er så velsmurt- og fortalt hele vejen rundt, at Brubaker nærmest blot bygger ovenpå et urokkeligt fundament. Skidtet fungerer ganske enkelt, fordi det ER konstrueret af genernes byggeklodser. Fidusen og kunsten er, at det ikke ender i stiv stiløvelse eller kedelig kliché. Brubaker mestrer den øvelse og det trick i Lawless.
Kold hævne og brandvarm femme fatale
Tracy Lawless stikker af fra militærfængsel, da han langt om længe informeres om lillebror Rickys mord. Han har allerede været død i et år, men Tracy er isoleret fra omverdenen efter en episode, som resulterede i 3 amerikanske soldaters død i Irak. Det var, åbenbart mere ildeset end dengang i Bosnien, hvor Tracys tilstedeværelse medførte civile tab på mindst 23…
Hurtigt får Tracy sig en ny identitet og falske papirer, som han anskaffer sig med hjælp fra en gammel fusker-kontakt. Pengene der skal til, har han fra et rask lille kup/røveri mod en lokal, lille fisk, da han kom tilbage til “byen”. Med sin nye identitet, “Sam”, opsporer han Rickys gamle crew på den lyssky beværtning Undertow for, at få nogle svar. Han mistænker hurtigt, at der har været noget internt fnidder og at Ricky blev myrdet af en fra holdet.
Tracy overvåger gruppen og får efterhånden (og med lidt frisk vold og bortskaffelse af en konkurrent til rollen) tiltusket sig en chaufførtjans. Han vinder deres tillid, ikke mindst Rickys måske-ex Mallory. En temmelig vild og handlekraftig femme fatale, der bruger sex til at koble af efter gruppens aktiviteter. Gruppen og Sam får gruppens gamle planlægger/defacto leder, en aldrende schemer ved navn Simon, ud af kasjotten. Han har planerne til det kup gruppen og Ricky aldrig fik udført, inden sidstnævnte måtte bide i en kugle.
Samtidig er Sam kommet ud på endnu dybere vand. Pengene han brugte til hans falske ID viser sig, at være falske og forresten tilhøre en lokal gangster type. Han sender nogle goons ud for, at finde Sam og finde ud af hvem han virkelig er. Sideløbende er han, modvilligt faldet for Mallory, og hun for ham, selvom han mistænker hende for, at være direkte involveret i Rickys død. Det store kup nærmer sig, tingene spidser til og eskalerer, når Sams sande identitet, mål og motivation bliver mere og mere klar for alle omkring ham…
Sort og hvidt i gråzonen
Lawless handler om hævn. Om retfærdighed. Den handler om rigtigt og forkert i en verden, som er én stor gråzone, hvis ikke ligefrem et sted hvor intet er rigtigt. Et sted, hvor retfærdighed er i the eye of the beholder. Noget at stræbe efter, som i bund og grund er uopnåeligt. Men, den handler også om, at være utilpasset. Ikke at passe ind i verden…
Familie er et andet tema, der fylder en del i Lawless. Tracys forhold til Ricky er hele hans drivkraft. Eller, skulle man sige skyldfølelse. Ikke kun over, at han ikke var der til, at redde Ricky fra hans tragiske skæbne. Nej, at han ikke var der gennem deres forudsigeligt hårde og fucked up opvækst. Så Ricky, måske havde haft en chance, og var slået ind på en bedre vej gennem livet. Ricky og Tracy Lawless respektive skæbner var, naturligvis beseglet den dag de blev født med Lawless navnet.
Deres far var en brutal, nådes- og skrupelløs kriminel, der ud over de sædvanlige fysiske og psykiske vold, slæbte en meget ung Tracy med ud på “job”. Den ældste søn kunne bruges som flugtchauffør, samtidig med at han lærte familiebranchen at kende. Lillebror Ricky blev parkeret hjemme, som oppasser for en forskruet, sengeliggende junkie-mor. Igennem serien realiserer Tracy, at det burde have været omvendt. De blev begge ødelagt af de roller de fik tildelt. Og havde måske haft bedre odds, hvis den mere hårdkogte Ricky var taget med farmand og den mere psykisk stærke og følsomme (bag overflade og ydre) storebror havde taget sig af moderen.
Virkeligheden er nok, at brødrene var ødelagt uanset hvad. Og deres indbyrdes forhold lige så. Begge føler vrede, skyld, fortrydelse og stor kærlighed til hinanden og hvordan livet artede sig. Det må og skal hævnes.
Brubaker og Philips på hjemmebane
På mange punkter er Lawless en helt klassisk hævnfortælling, sat i en genkendelig, moderne og nutidig pulp/noir/crime-verden. Det er det man nu nok ville kalde Brubaker og Philips på hjemmebane. Men, en de i serier som denne selv var med til at kridte op.
Jeg har set, at en del foretrækker første del af serien, Coward fremfor Lawless, men jeg har det som nævnt omvendt. Selvom jeg også har lært, at sætte pris på Coward. Det er nok en smagssag, men jeg tror det er fordi, at Lawless er langsommere om, at udfolde sit, indrømmet lidt klichéprægede (ikke nødvendigvis en dårlig ting i denne forbindelse!) og i bund og grund lille plot. Karaktererne ER arketyper, men de er også nuancerede og komplekse på samme tid. Der er dybde under den velkendte overflade.
Lawless emmer af stemning, stor cadeau til Sean Phillips forrygende, maleriske stil og streg, han ER virkelig en ligeværdig medspiller på serien. Der er en indgroet følelse af smerte, håbløshed og vrede i Lawless. En higen efter den uopnåelige retfærdighed, der skal gøre Lawless brødrenes shitty liv og skæbne tålelig i en eller anden udstrækning. De er blevet forrådt og forrået af livet og de elendige kort de fik tildelt. Men forsøger efter bedste (forfejlede) evne, at få en vinder hånd ud af det.
Fundamentet er lagt
Serien emmer også af liv og verdenen føles, trods den begrænsede ramme levet i. Man fornemmer, at det her er en lille del, et indblik i, en meget større verden. Det føles ægte, selvom det er pulp. Det skyldes ikke mindst Brubaker og Phillips sans for de små detaljer i skriverierne og det visuelle udtryk. Og, at disse karakterer fremstår som genkendelige, underligt relaterbare, fejlbarlige mennesker af kød og blod.
Hvis Coward lagde fundamentet, så bygger Lawless ovenpå i forbilledlig grad. Som nævnt foretrækker en del Coward fremfor Lawless, det er og bliver en smagssag. Hvis jeg genlæste begge kan det sagtens tænkes, at jeg selv ændrer mening. Det er ikke enten eller, de er forskellige og supplerer hinanden.
Om ikke andet giver Lawless blod på tanden til, at dykke yderligere ned i Criminal serien og udforske universet. Jeg har jo, heldigvis også en del numre til gode.
