Hvad gør man, hvis man pludselig vågner op et ukendt sted. Uden, at kunne huske hvem man er, eller hvor man kom fra? Omgivet af ukendte skikkelser, der forsikrer en om, at alt er godt. Men, du kan fornemme, at et eller andet er galt? Nå ja, og så er du forresten en hund.
Stray Dogs af forfatter Tony Fleech og tegner Trish Forstner (My Little Pony!), er en af de mest roste tegneserier fra Image Comics i nyere tid. Både anmeldere og læsere, har taget ekstremt godt i mod de første 5 hæfter i serien (der fungerer som en lille lukket fortælling). Og rost den for både dens hjertevarme fortælling om venskab, horrorelementerne og de overraskelser vores hunde møder på deres vej.
Desværre er jeg ret uforstående overfor det hele. Medmindre du aldrig har set en horrorfilm/thriller, eller bare læst en krimi af en art, så er der absolut INTET overraskende ved Stray Dogs. Plottet er dybt forudsigeligt, og budskabet om venskab og samarbejde, så fortærsket at selv Disney/Pixar ville tænke, “ahhhr, den går vist ikke igen”.
Fy, slem hund!
Jeg skal gøre det nogenlunde kort, ellers kommer jeg, bogstaveligt til at afsløre/gengive plottet for samtlige 5 hæfter.
Skræmte Sophie, en lille nuttet hund, vågner op i uvante omgivelser, omgivet af ukendte hunde. De nye venner tager godt imod hende, Sophie kan mærke, at et eller andet er galt. Selvom hun, som alle andre hunde lider af manglende korttidshukommelse. Kan hun virkelig stole på hendes nye ejer? Hvor kom hun fra og hvordan og hvorfor endte hun her?
Hundene lever et, tilsyneladende nogenlunde frit og nemt liv. Herren kommer med mad, og nye hunde. Reglerne er få: bliv bag hegnet, vejen er farlig og bliv væk fra skuret i baghaven. Brydes reglerne, ryger man i stafboksen, eller måske det, der er værre? Hmm, hvad foregår der egentlig i skuret. Og hvor tager herren hen om dagen for, at skaffe nye venner?
Sophie hjemsøges af glimt fra fortiden, og får med hjælp af hundenes anfører Rusty færten af noget urovækkende ved deres herrers gøren og laden. De andre, mere eller mindre nyttige hunde hjælper til, så godt de kan, med opklaringsarbejdet. Minus alderspræsidenten, den bund loyale Earl, der til det sidste står ved sin herrers side.
Indtil en række gruopvækkende opdagelser tvinger Earl til, at se realiteterne i øjnene. Det er ikke hundene, som er de slemme.
Silence of the stray dogs
OK, uden at afslører alt for meget, så er det her Ondskabens Øjne møder 101 Dalmatinere med en sjat Misery.
Plottet er, bevares, velkonstrueret og glat eksekveret, men også fordi, at det følger en skabelon slavisk. Plottet/mysteriet afdækkes helt efter genrens A B C, og så er det vist meningen, at man skal klappe, bare fordi det er hunde?! De indbyggede twists og afsløringer følger en velkendt spændingskurve, så det mest overraskende nærmest er, at der ikke er nogen reelle overraskelser.
Fra start sad jeg og tænkte “nå, x er nok en y og gør z”. Jeps. “Nå, nu gør hund C nok sådan, så Sophie og Rusty kan…”. Jeps. “Nå, nu skal vi se hvad skuret gemmer, så sker der nok…”. Jeps jeps. Det bliver hurtigt MEGET forudsigeligt og småkedeligt.
Når overordnede handling så tilmed læner sig op af nævnte forlæg, så bliver det helt trivielt. Man ved, hvad der kommer til, at ske fordi man bogstaveligt talt hat set det før! Hvis det ikke var fordi, at der var tale om hunde, så ville det være en copycat fortælling.
Hund og hund imellem
Det ville muligvis være til, at leve med en skabelonfortælling, der virker lidt for velkendt, hvis der så var nogle interessante karakterer. Også her halter Stray Dogs på mindst et af sine ben.
Sophie er nuttet, men bange og skal finde hendes indre mod. Rusty er den modige, lidt tvivlende, der skal lære at samarbejde. Gamle Earl skal lære, at loyalitet kan gøre blind og forhindre, at man gør det rigtige. De andre hunde har mest et enkelt personlighedstræk, som kan aktiveres når de skal bruges i plottet. De arme kræ er rene plotredskaber.
Den mystiske herrer ejer heller ikke mere personlighed end, at det kan stå på et hundetegn. Her er ingen forklaring på motiver, dybde eller andet, som kunne skabe nogle nuancer i fortællingen. Det ender i ren Disney overflade, hvor en sammenbragt flok, skal lære at arbejde sammen mod en fjende, der bare er “ond”. Forskellen er, at hundene i eksempelvis Oliver og Co ejer mere personlighed end denne flok.
Deres tidligere ejere ses kun i spredte flashbacks, hvilket der naturligvis også er en pointe i, i det at hundene har problemer med, at huske dem. Dog sidder man med en fornemmelse af, at der forpasses en mulighed for, at bringe en endnu større følelse af smerte og tab ind i serien.
De blev kørt ud på gården
Det er nemlig det, at man fornemmer at Tony Fleecs gerne vil med Stray Dogs. Bruge hundene og synsvinklen til, at belyse og formidle smerte, tab og sorg på en lidt anderledes måde. Og tanken og præmissen er god!
Jeg er ikke usentimental eller helt afstumpet, og har en svaghed for dyr, især hunde. Det grunder sikkert i noget fra barndommen, vi havde mange hunde og kan stadig genkalde følelsen af, at skulle sige farvel til en hund. Faktisk vil jeg gå så vidt, som at sige, at det er hårdere for mig end, at sige farvel til mennesker. Også nær familie. Det vil nogle sikkert (med rette) påstå var guf for en psykolog.
Det jeg prøver, at sige med det her er, at Stray Dogs både brude appellerer til, og ramme mig på et meget svagt punkt. Den rører mig, desværre og underligt nok ikke en hujende skid. Selvom Fleecs prøver på, at knuse ens hjerte og går hårdt efter, at presse læserne over smertetærsklen. Han skal dog have ros for, at gøre det i tilpas doseret grad.
Stray Dogs er ikke rørstrømsk, eller følelsesporno, faktisk er den ret nøgternt fortalt på det punkt. Det er kun i korte, tilstræbt hjerteskærende glimt, at hundenes savn og mindet om deres tidligere ejere dukker op. Det bliver, måske også en del af problemet?
Hvis ingen kan huske det, gør det så ondt?
I et forsøg på, at bruge hundenes afsavn til et eller andet, og anspore dem til handling, tillægges de en del menneskelige motiver og evner. Det er vel et kompromis man man leve med, og i bund og grund ikke et problem.
Dog “irriterer” det mig en smule, at det synes som at “reglerne” for hvad hunde kan i dette univers (igen) er tilpasset plottets afvikling. Manglende kortidshukommelse og loyalitet er fine benspænd, ligesom der er spredte, gode og “sjove” observationer om hundes normale adfærd. Men, samtidig kan hundene “snakke” sammen, og kommunikere i langt mere kompliceret grad rent “sprogligt” end naturen ellers tillader.
Det er lidt, at snyde på vægten, og naturligvis gjort fordi det er langt det nemmeste, så vi kan få handlingen til, at skride fremad. Men, vil man se et lidt mere “realistisk”, og langt mere kreativt, både fortællemæssigt og visuelt, bud på hvordan en hund kan/kunne navigere i verden og opfører sig i en tegneserie så tjek Matt Fraction og David Aja Hawkeye ud.
Den eneste nogenlunde virkningsfulde kontrast mellem det søde hundeliv og virkelighedens grufulde realiteter får man i Trish Forstners nuttede streg. Hun har, som nævnt, tegnet My Little Pony for IDW, og den pussenuttede stil overføres til hundene. Men, rædslerne lurer, den kan ses i Sophies øjne og rystende krop. I skyggen fra herren, og i de scener hvor hans sande natur kommer frem i lyset.
Her er der et glimt af en brutalitet, som får hundenes uskyldsrene verden til, at krakelere. Bare en skam, at historien så ikke er mere interessant.
Som at købe hunden i sækken
Og det er nok det springende punkt for, hvad du vil synes om Stray Dogs. Andre læsere vil grangiveligt blive ramt lige i hjertekulen, og muligvis være ligeglade, eller kunne leve med, at plottet er fladt som en tallerken hundetis. Og tyndere.
Jeg sad tilbage med en tom fornemmelse, en der kan opsummeres til: “har jeg betalt 150 kr. for DET her!?”. Det er sgu’ lidt pebret for under 45 minutters, meget letfordøjelig og forudsigelig underholdning. Blev serien solgt til det billigste i Image Comics prisgrupper, de velkendte 89 kr. som mange nye serier lanceres under, ville jeg nok give Stray Dogs en lille anbefaling til de nysgerrige.
Men, der er seriøst ikke nok kød på det her ben til, at retfærdiggøre prisen i min optik. Den eneste grund til, at jeg ikke har glemt handlingen allerede er, at den var så dybt forudsigelig og formularisk. Der skal altså mere til end “bare”, at pakke en lidt halv-mørk fortælling ind i nuser hund forklædning. Ærgerligt, at ambitionsniveauet ikke var højere.
Og så er der lige det med budskabet. For hvad er det egentlig Fleecs forsøger, men i sidste ende kommer til, at sige med de traumer, som vores hundevenner udsættes for?
De vil aldrig kunne huske, at det er sket!!! Det gør det enten endnu mere tragisk, eller underligt konsekvensløs. I hvert fald for de lykkeligt uvidende hunde. Hvad siger det egentlig om smerte og traumer? At det er bedst, at glemme eller at alle ville få det bedre af det?! Bare man var hund, så ville livet da være dejligt ukompliceret…
Plus:
– Veldrejet og glat eksekveret plot
– På papiret en sjov præmis
– Flot, visuel stil, der giver lidt kontraster
– Øhhh, nem og hurtig at læse?
Minus:
– Dybt forudsigelig på alle punkter
– Manglende value for money
– Ingen genlæsningsværdi
– Underligt, mangelfuldt eller forvirrende budskab?
Konklusion:
Jeg har virkelig svært ved, at anbefale den her ud fra min personlige oplevelse. Serien er, lidt uforståeligt for mig, rost til skyerne og tydeligvis ramt nogle læsere lige i hjertet. Det må man anerkende, mens jeg føler, at jeg ville få mere ud af at lufte hunden end læse Stray Dogs.
