Bro, det her er virkelig, godt bro! Eller skidt, den er faktisk helt gal. Utallige gang, faktisk. Så gal, at den konstant uheldige og udsatte Clint Barton jævnligt ligner et stykke omvandrende bankekød og selv gør opmærksom på, at “this looks bad”.
Om han så er forfulgt af mystiske, maskebærende morderiske kvinder, holder en flok monotone, “bro”-russere (de siger virkelig tit “bro”, bro) stangen, eller tager kampen op mod en orkan og stormflod. Det er ikke nemt, at være Hawkeye, endnu værre at være Clint. Der egentlig bare prøver, at gøre det rigtige, står op for retfærdighed og prøver, at tackle at være en superhelt uden superkræfter.
Ham den lidt latterlige Avenger, som ingen rigtig regner for noget.
Tegneserie pletskud fra og om skarp duo!
Hawkeye af Matt Fraction er en serie på 22 hæfter, der oprindeligt udkom i perioden 2012 til 2015. Med tegninger af David Aja (og senere Annie Wu), samt farvelægning af Matt Hollingsworth (og en række andre “hjælpere” i løbet af serien).
Der er tale om en afsluttet historie, ikke et reboot eller en selvstændig historie, som sådan. Hawkeye lever i en verden, hvor Avengers kolleger også findes (og sporadisk) dukker op, ligesom hans forhistorie synes intakt. Men, serien eksisterer i sin egen lille lomme, i det større Marvel-univers. Og er decideret fremragende.
Hawkeye handler i bund og grund om, at lige meget hvor mange gange du bliver slået i gulvet, så handler det om, hvordan og hvor ofte du rejser dig igen. Clint Barton får så mange tæsk i løbet af Matt Fractions 22 velfortalte hæfter, at det nærmest bliver komisk og en in-joke. Men, han bliver ved med, at komme på benene og sige “har I mere?”.
Uheldig helt i frit fald
Han bøvler med selv- og mindreværdskomplekser, ansvaret for en bygning (som han har købt for sine sweet sweet avengers money) og dens indbyggere. En broget, men også sympatisk flok, hvor især den joviale Grills (der konsekvent kalder Barton “Hawkguy”) er et højdepunkt, og får en central rolle i første del af historien.
En bums af en bror, et ungt, kvindeligt sidekick og en hund, har også vigtige roller i Bartons historie. Hvor han også udfordres af et eskalerende alkoholproblem, de gale bro-russians (eller er de polske?), skyldfølelse, utilstrækkelighed og en forbløffende evne til, at bringe sig selv i de mest tåbelige situationer man kan forestille sig.
Kan det gå galt, så gør det, det for Barton. Men, han prøver. Sådan da. Der er også et eller andet fatalistisk og “selvopfyldende profeti” over hans adfærd. Som om han inderst inde gerne VIL fejle. Helst med dødelig udgang, så han kan blive fri. Fri af smerten, som man et stykke inde i serien får afsløret, selvfølgelig, stammer helt tilbage fra en traumatisk barndom.
Det er helt klassisk, og det er ikke her Matt Fractions historie hæver sig over gennemsnittet. Der er også, helt naturligt, op og nedture, hvad spændingen angår de 22 hæfter igennem. Ikke alle sideplots og udflugter er lige fængende. Men helt overordnet er Hawkeye præget af et fantastisk tempo, fortællelyst og ikke mindst bare forbandet velskrevet.
Velskrevet, flot tegnet og farvelagt
Især dialogen, den lever, vibrerer og rammer plet hos Fraction. Det er “hverdagssprog”, ret kulørt og “sejt/hipt”, men ikke på en belastende eller anstrengende måde. Og så er det morsomt. Som i: virkelig sjovt! Og knivskarpt. Selv en på papiret endimensionel joke som bro-russernes evindelige “bro”, forbliver underholdende hele vejen igennem. Fraction er ikke bange for, at tæve en død hest. Og så lige jogge lidt mere på den.
Det samme gælder volden. Hawkeye er ikke bloddryppende splatter, eller super gritty, som sådan. Men, den er i glimt alligevel ekstremt voldelig, blodig og rå. Hvilket står i kontrast til David Ajas enkle, bløde og “fugtige” artwork. Men, tag ikke fejl. Dette umiddelbart lidt uskyldigt udseende “vandfarve” look bliver ekstremt udtryksfuldt, voldsomt og brutalt, når serien pludseligt eksploderer i korte, intense glimt.
Sammen med Hollingworths fantatiske farvelægning giver det Hawkeye et ret unikt visuelt udtryk, som må have skilt sig temmelig radikalt ud i 2012? Det kan på overflade minde lidt om Jessica Jones, der udkom årtiet før, men det her er endnu mere enkelt og “cartoony”. Men, for pokker hvor det fungerer, når man lige kommer sig over den indledende skepsis og tilvænningsperiode.
Teknisk er Hawkeye en fryd for øjet på alle fronter. En serie, som jeg blev helt glad af at kigge på og havde svært ved, at slippe. Bogstaveligt. Måden den er bygget op på, tegningerne, dynamikken, fortælleteknikken, panel og sidelayout, gør at man stryger igennem den. Og æder hæfte efter hæfte, velvidende at man slipper op efter nummer 22.
Rio Bravo, bro!
Uden en god historie, eller flere, ville fornøjelsen, selvfølgelig i sidste ende blive lidt overfladisk. Heldigvis leverer Fraction og Hawkeye også på det punkt.
Ud over nogle afstikkere, mest i starten og når historien skifter synsvinkel til Bartons “elev” (men egentlige overmand/kvinde) Kate Bishop, er fortællingen ret simpel. Barton skal forsvare sin bygning mod de ihærdige russere, der vil have fat i både hus og det pengeskab, som befinder sig på en af de øverste etager.
Kan det virkelig strækkes ud over så mange hæfter? Sagtens! Og historien kan bære det. Det er i bund og grund plottet fra Rio Bravo, eller en Assault on Precinct 13 (eller en Kurasawa film). Serien bærer sine referencer helt uden på coveret. I så høj grad, at den afsluttende “arc”, hvor vi får det endelige opgør mellem Barton og hans lejere/venner og den østeuropæiske joggingtøjs-bromafia, hedder Rio Bravo.
Det ville sikkert ikke fungerer, hvis det ikke var skide godt plottet og skrevet. Mest af alt fungerer det dog af den simple grund, at man holder med og hepper på Barton. Helten uden superkræfter, hvis evne eneste evne synes at være, at bringe sig selv i problemer og tage dårlige beslutninger.
He get’s knocked down, but he get’s up again
Hvorfor holder man med sådan en klovn? Fordi han er underligt relaterbar. Man kan ganske enkelt ikke lade være med, at holde lidt af fjolset og fatte sympati for ham. Og, selvom han ikke har direkte superevner, så kan han altså holde til så mange klø, at man mistænker ham for, at være usårlig.
Hvis det ikke var fordi, at Clint Barton bløder, svulmer op, bliver skudt og stukket, spytter, hoster, harker og SPOILER, ender med at miste hørelsen. Ja, han får så mange tæsk, at han bliver døv.
Det bruger Fraction og Aja til, at tage et af hæfterne i en ny, overraskende retning. En stor del af det foregår på tegnsprog, uden ord, eller kun med brudstykker af, i taleboblerne. Og fandeme om det ikke også fungerer, fordi de er så dygtige til, at fortælle historier.
Et andet hæfte foregår fra Hawkeyes hunds synsvinkel, et af højdepunkterne i hele serien. Gang på gang overraskes man af, at det kreative hold kaster en skruebold, eller smider en gakket idé ind. Påfund som i mindre dygtige hænder ville ende helt galt.
Langt ude i L.A.
En større afstikker er, når Fraction på ganske modig vis, vender blikket væk fra Hawkeye og mod… Hawkeye. Som sidekick Kate kækt kalder sig selv. Hun flytter midt i serien til L.A. og tager på egne eventyr og serien følger med. Først i et helt hæfte dedikeret til hende, senere i krydsklip med Bartons historie i Brooklyn.
Det fungerer, igen overraskende godt. Bishop er nemlig også en karakter, der er både spændende og elskelig. Dog af andre grunde end Barton. Hun er ung, lidt blåøjet, har ben i næsen, gå-på-mod, eventyrlyst, er handlekraftig, impulsiv og har ligesom læremesteren, hjertet på rette sted. Og det får hende konstant i problemer, helt ligesom den ældre Hawkeye.
Igen er figuren godt skrevet og man hepper på opkomlingen. En figur, som med nogle af hendes arketypiske “ungdommelig kæk kvinde” sagtens kunne være blevet irriterende og øretæveindbydende. Men, Fraction finder igen balancen og gør figuren relaterbar. Og et perfekt match/sidestykke og på nogle punkter modpol til Barton.
Dele af hendes eventyr i L.A. bliver lige lovligt langt ude, det er noget med genoplivning/vampyr-evner og en skurk, der lever af at holde Hollywood og kendiser unge derigennem. Og så har det en forbindelse til Kates egen fortid, naturligvis. Ikke seriens stærkeste sub-plot, men figurer galleriet, den tonen og alle de andre kvaliteter gør, at man sluger den.
Giv mig mere Hawkguy
Det hele ender dog med, at kulminere i Hawkeyes bygning i Brooklyn, hans fæstning. Hvor han, sammen med de folk han har hjulpet på sin vej, foretager deres last stand.
Er det realistik? Nej, selvom Hawkeye-serien har noget ”street level” stemning og setting over sig, så er det i høj grad også tegneserie. Men, tegneserie med hvad der føles, som et ægte hjerte. Hvor man sympati for figurer, især den menneskelig crash test dummy, Clint Barton.
Jeg fræsede gennem serien på Marvel Unlimited, men det bliver helt sikkert en af de serier, som jeg skal have anskaffet mig fysisk. Og så skal den læses igen.
Plus
- Velfortalt og velskrevet
- Stærk dialog
- Relaterbare og elskelige karakterer
- Morsom
- Distinkt og flot visuel stil
- Har hjerte og ”sjæl”
- Løfter en b-level helt
Minus
- Lidt for outlandish sub-plot i L.A.
Konklusion
Forrygende tegneserie-underholdning, som man ikke bør snyde sig selv for. Størst mulige anbefaling herfra!
