Batman er tilbage, THE Batman! En yngre, uerfaren, tynget EMO-Batman i Matt Reeves nyeste filmatisering af Den Kappeklædte Hævner med Robert Pattinson i hovedrollen. Filmen var en ret stor succes i biograferne og har allerede ramt streamingtjenesten HBO Max.
Filmen er blevet sammenlignet med David Fincher film som Seven og Zodiac i sin noir/crime stil , samt dunkle, lettere nihilistiske tone. Ligesom den i sit fundament rummer svage ekkoer af Frank Millers tegneserieklassiker Batman: Year One, samt Jeph Loebs’ The Long Halloween.
Men, er den publikumssuccesen og de mange anmelderroser værd?
Hjemme i (bat)biografen
Jeg ville egentlig gerne have set The Batman i biografen. Af en eller anden grund er det en af de få tegneseriefigurer, hvis biograffilm det i vid udstrækning er lykkes mig, at se på det store lærred. Fra Burtons 1989 klassiker, over de tiltagende fjollede efterfølgere til Nolans trilogi. Scott Snyders DC-film tæller vi ikke med her, det er Superman eller ensemble film.
The Batman blev den første Batman “solofilm”, som jeg ikke fik nosset mig sammen til, at se i biografen. Jeg fik simpelthen ikke afsat de knap 3 timer filmen varer til, at få den fulde biografoplevelse. Og da det blev annonceret, at filmen allerede ville ramme HBO Max i april måned, blev det ganske enkelt for fristende, at vente og snuppe filmen i hjemmebiografen.
Hvor man har den luksus, at man kan snuppe 3 timer over i mindre bidder efter for godt befindende. Naturligvis ikke “optimalt”, og den “rigtige” måde, at konsumere og fordøje en stor anlagt biograffilm på. Ligesom, jeg stadig har det lidt uldent ved på den måde, at være med til langsomt at kvæle biograferne. Jeg gjorde det samme med Dune…
Det er altså med disse forbehold in mente, at jeg her kaster mig ud i nogle tanker, store som små om The Batman. Det her ikke en grundig analyse og anmeldelse, som sådan. Det er strøtanker, godt og skidt og en “vejledende” anbefaling af om den er de 3 timer værd.
Kort svar: Ja.
Længere svar: Men.
Gæk og løjer i Gotham
Plottet går kort fortalt ud på, at vi følger en yngre Bruce Wayne/THE Batman og hans jagt på en mystisk seriemorder. En seriemorder, der er begyndte at rydde op i den rotterede han anser Gotham som. Metoden er, indledningsvis på temmelig bestialsk vis, at myrde fremtrædende embedsmænd, som byens borgmester og dele af retssystemet.
Samtidig efterlades spor og gåder på ofrene, adresseret til The Batman. Afsenderen er The Riddler. Vores hemmelig maskeklædte skurk, der også optræder i en række videoer på internettet, er altså både ude efter byen og Batmanden.
Byens kriminelle underverden involveres også, hvor lokale mafiafolk, som Carmine Falcone og hans højrehånd/mulige konkurrent om troen, Oswald Cobblepot aka The Penguin dukker op. Det hele, byens embedsstab og ledere, og de lyssky kriminelle elementer, er på en eller anden måde forbundet. Hele byen er, i følge The Riddler, korrupt og rotterne skal udryddes. Drain the swamp, baby!
Men, der er, selvfølgelig også et mere personligt motiv for vores moderne, forskruede “mand af folket”, The Riddler. Et motiv, som har direkte forbindelse til The Batman/Bruce Wayne og hans fortid/fædrene ophav.
Nå ja, og så er der også et helt subplot med Selina Kyle/Catwoman og hendes personlige hævntogt mod Falcone!
Unødvendig action mod slut
Der er kort sagt nok plottråde og handling til, at fylde den 3 timer lange spilletid ud. I hvert fald på papiret. Og jeg kedede mig da heller ikke, selvom filmen er lang. Den føles egentlig ikke lang, i hvert fald ikke de første 2 ½ time. Dog er det som om, at filmen har et 4. akt, efter filmen egentlig godt kunne være sluttet.
Mange af trådene, og pointer, er sådan set rundet ganske tilfredsstillende af. I hvert fald tilfredsstillende NOK på en måde, hvor man sidder tilbage med en lidt (god) utilpas følelse i kroppen. SPOILER, selvfølgelig bliver The Riddler fanget, men han “vinder” også på en eller anden måde, lidt ala John Doe i Seven. Det, at blive fanget er sådan set en del af planen osv., og spiller ind i nogle større pointer.
Det er som om, at filmstudiet, producenter eller lignende har grebet ind og sagt, “hey, vi mangler da en stor og vild afsluttende actionscene”?! Og pålagt Reeves, at smække en på mod slut. Det føles unødvendigt, og kommer egentlig til, at overdøve Riddler-rejsen og pointerne forbundet med den karakter en smule.
En skam, for i lange stræk har The Batman, som film virkelig fat i et eller andet der fungerer. Og ikke mindst viser os en Batman på det store lærred, som ikke rigtig har været udforsket tilstrækkeligt tidligere: Batman som detektiv.
Sikken en kattepine!
The Batman er klart stærkest, når figuren læner sig op af hans oprindelige version, som en dygtig detektiv på opklaringsarbejde. Men, Reeves og filmen vil, helt naturligt måske, gerne være mere end det. Det er her, hvor det tonalt og fortællemæssigt begynder, at skurre en smule.
Splitter man filmen ad, så er der ikke rigtig nogle af enkeltdelene, som kommer helt i mål – eller kan bære læsset selv. Detektiv Batman, på jagt i den mørke underverden og som følger Riddlers kagekrummer, er god. Men, Catwoman delen kommer og spænder lidt ben.
Hun fungerer også, som denne noirs “femme fatale”, med flere twists og kradsemærker i bagagen. Den slags skal “en god noir” jo have, men jeg har egentlig ikke videre brug for den slags kvindelige fristelser for unge Bruce. Meh-i-auw.
Jeg vil ikke sige, at man bare kunne have skåret hende ud, som sådan. Hun er stadig relevant for plottet, men så alligevel… måske kunne man have skrevet sig ud af den kattepine med et par justeringer og gemt hende til film nummer to?
Komplicerede planer baseret på held og tilfældigheder
Og det bringer et andet problem på banen. Selvom jeg ikke var tynget af spilletiden, så føles The Batman lidt som to film i en. Mindst. Og for sig selv, så føles Riddler-plottet, når man fjerner det, som afleder rundt om, desværre mere tyndt end det forsøger, at give sig ud for.
Det centrale mysterie og jagten dufter ikke kun af Seven, men af en Seven-klon. Gav man Batman og Riddler andre navne, så kunne det minde om en 90er knockoff B-film, der udkom i kølvandet på en mere kendt Hollywoodsucces. Og så er der et eller andet med hans snedige plan, som er et af den slags filmplots, der kun fungerer hvis ALT flasker sig. Hvis omgivelser og folk ikke reagerer og opfører sig NØJAGTIG, som planerne foreskriver, hvad så?
Det er som om, at en del anmeldere og fans er blevet forført, eller stillede sig tilfredse med, tanken om en Batman film, der var lidt mere end “bare” en “superheltefilm”. Se, det er OGSÅ noir, og der er grumme mord, så det her er en RIGTIG thriller! Eh, jo, tja… men en lidt halv-tynd en, når man piller lidt i overfladen. Det skal man lade være med, især med Riddlers komplicerede mord. Da er det bedst bare, at læne sig tilbage og acceptere præmissen, fordi “film”.
Dermed ikke sagt, at The Batman er en tilnærmelsesvis dårlig film, overhovedet. Den er bare ikke helt det, som mange ophøjer den til. Det er en GOD og konceptuelt interessant Batman-film. Den er bare ikke MERE end det.
God Batman, dårlig Bruce
Generelt er skuespillet og castingen også ret stærk, og hvad man kunne have håbet på. Hvis man endnu ikke har fået spoilet hele rollelisten og hvem der spiller hvem, så vil jeg forsøge, at danse lidt elegant om den varme grød og kun fremhæve de mest nødvendige.
Robert Pattinson er en rigtig god og overbevisende Batman, men for mig en mindre god Bruce Wayne. Faktisk var jeg flere gange ved, at blive hylet helt ud af filmen, når han smed masken. Jeg synes, at Pattinson har udviklet sig til, at være en ganske glimrende skuespiller. Der er i hvert fald langt fra film, som The Lighthouse til Twillight. Men, hans Emo-Goth/sad sack Bruce Wayne kunne jeg slet ikke med.
Og hvor gammel skal det forestille, at Bruce Wayne er, i denne film?! Det fremgår ikke helt, men er han verdens næstældste teenager (efter Robert Smith fra The Cure), i hans tyvere eller er han over 30?! Hvis det er det sidste, så virker han endnu mere sørgelig. Tør makeuppen af, og tag dig sammen, Bruce!
Han støttes af Alfred, her i Andy Serkis tryghedsskabende og hjertevarme skikkelse. Serkis er god, men alt for lidt med. Og da han vikles ind i plottet, som en emotionel klods om benet til Bruce, virker det forceret og mangler den nødvendige tyngde. Fordi man ikke har set ham, og Bruces forhold nok til, at få en forbindelse til dem.
Uigenkendelig pingvin er lige ved, at stjæle hele filmen
Zoe Kravitz er liiiiidt irriterende for mig, som Catwoman, men det er nok en smagssag. Og har mere, at gøre med mine overordnede forbehold overfor hendes nødvendighed for filmen end Kravitz præstation. Hun er blandt andet oppe i mod John Turturro, som Carmine Falcone, der får lov til, at spille med skurkemusklerne som kold gangster.
Det bringer mig til et af filmens større scoops: The Penguin. Der her spilles af en fuldkommen uigenkendelig Colin Ferrell. Det er ikke en spoiler, han er med fra start, men hvis jeg ikke havde set han var krediteret som Penguin, så havde jeg aldrig gættet, at det var Ferrell bag den vellykkede sminke. Og han spiller både skide godt, ligesom figuren i sig selv er en fest. En gemen fest godt nok.
Jeffrey Wright, som Jim Gordon, er også med. OK, måske lidt kort, men det her er, modsat Batman: Year One, ikke en Jim Gordon historie.
Nå ja, og så var der ham der Riddler-fyren. Svær, at snakke om uden, at afsløre for meget. Skuespillerens identitet er sådan set ikke en kæmpe hemmelighed, jeg mener, den blev afsløret i pressematerialet. Og hans identitet I filmen forbliver i bund og grund “hemmelig” indtil masken falder, så det ville ikke spoile noget, at snakke om ham.
Alligevel synes jeg, at man skal have den fornøjelse for sig selv, hvis promotion endnu ikke har frarøvet en den. Lad mig bare sige, at han spiller Riddler… “delikat”. En syg, afsporet og mentalt forstyrret stodder, som man dog godt kan “forstå”. Principielt. Jeg hader, at han skal have en for mig fuldkommen overflødig “personlig forbindelse” til Wayne-familien. Men, når han bruger internettet, massehysteri, “frygt” og “sandheden” ala moderne fear mongers, så er han en spændende skurk.
En historie om Gotham City
Alt i alt er The Batman en ambitiøs superhelte/noir film, som kun kommer delvist i mål. Filmen er ikke usammenhængende, men et eller andet føles alligevel en smule ude af synk. Det er som om, at den bliver mindre en summen af enkeltdelene og muligvis ville haft godt af, at trimme visse delelementer.
Alligevel føles den altså ikke FOR lang. Den er lidt et paradoks på det punkt og jeg har svært ved helt, at sætte en finger på, hvad det er som gør, at den fremstår lidt ude af balance. Det er dejligt endelig, at se Batman som detektiv og på det punkt føles det, som en frisk Batman-film. Ærgerligt, at det ikke er en bedre Bruce Wayne-film.
Det sagt, så er der også visse budskaber, som virker en kende fortærsket. Der er noget med symbolikken i, at både Batman og Riddler “gemmer sig bag masker” og alt det der, der virker som tegneserie 101. Ligesom Riddlers endelige motivation, hvor det bliver personligt også fremstår som lidt for velkendte stier.
Et andet element, som jeg slet ikke har været inde på er, at man godt kan anse den reelle “hovedperson” for, at være byen Gotham. Ligesom man kender det med eksempelvis Los Angeles i klassiske noirfilm. Her er der virkelig noget potentiale for, at brede fortællingen og udsynet ud og komme lidt væk fra, at alt absolut skal handle om Batman og Wayne-familien. Det kan hurtigt komme til, at føles lidt for “lille” og udtømt.
Der er, naturligvis masser af muligheder for fremtidige film i denne “serie”, og de skal nok komme. Forhåbentlig fastholdes noir/crime tonen, det klæder karakteren og universet, og vi får kureret den syge patient Gotham City.