Jeg tror på Gotham. Jeg tror på Batman. Jeg tror på Harvey Dent. The Long Halloween er både et gangsterdrama, en mordgåde og en oprindelseshistorie for Two-Face. Men, måske er det mest af alt en fortælling om Gothams gradvise forfald, i løbet af det år den løber over?
Serien af forfatter Jeph Loeb og tegner Tim Sale blev oprindeligt udsendt i 13 månedlige hæfter, i 1996-97 og senere genudgivet i forskellige opsamlinger og udgaver. Kontinuerligt og tematisk er den slags efterfølger til Frank Millers Batman: Year One. Her så vi Jim Gordons ankomst til Gotham, en by allerede plaget af kriminalitet og korruption. Og Bruce Waynes langsomme forvandling fra rodløs, ung rigmand til forhærdet selvtægtsmand.
De tråde samles op, og fortsættes, i baggrunden og understrømmen af The Long Halloween, der på overfladen handler om optrævlingen af en række mord begået på mærkedage i løbet af et år. Hvem er morderne, som af trioen Gordon, Dent og Batman døbes “Holiday”? Og hvordan har det en forbindelse til byens ukronede forbryderkonge, Carmine Falcone og hans konflikter med familie af både den nære og kriminelle slags?
Men, mest af alt handler den om forfald. En bys forfald og menneskelig forfald. Og forbryderes opstigning og udvikling fra “simple” gangstertyper til superskurke.
èt gangster bryllup og en masse begravelser
Halloween. Bryllupsfest hos Carmine Falcone, hans datter skal giftes med Johnny Viti. Lykken er kort, da Johnny myrdes. Det er startskuddet til et år, hvor der en gang om måned, på en mærkedag, begås et mord, der tilsyneladende er knyttet til Falcone.
Er nogen ude efter ham? Står han selv bag, i et forsøg på at eliminere “venner” og fjender? Er det hele en afledning til, at kaste mistanken TILBAGE på Falcone? Det er den korte udgave af setuppet og præmissen i The Long Halloween. Hurtigt bliver det dog en lidt indviklet og mudret sag med masser af afledning, gætværk, sidespor og blindgyder.
Holidays oprindelse og tilstedeværelse skyldes ikke kun én ting. På en måde er både Falcone og Dent med til, at skabe og ER Holiday, på et tematisk og metaforisk plan. Holiday er lige så meget et koncept, som en virkelig person. Batman er også med til, at eskalere processen, mens Jim Gordon fungerer som seriens moralske kompas.
Omgivet af mord og en gåde, som virker uløselig, bliver karaktererne tiltagende paranoide og begynder, at tvivle på, hvem der er venner og fjender. I mens myrder Holiday videre, i en række sort/hvid scener, stemningsfuldt tegnet og effektivt fortalt af Tim Sale.
Hvis artwork overordnet nok ikke vil falde i alles smag. Der er noget med figurtegningerne, små, kantede ansigter og forstørrede kroppe, som kan virke lidt mærkværdige at kigge på. Eksempelvis er jeg ikke vild med hans Joker-design, der bliver lige lovlig karikeret og grotesk til min smag. Sammen med de syrlige, urovækkende farver, giver det dog The Long Halloween en helt særlig stemning.
De tre (flager)Musketerer
De tre efterforskere (med Catwoman på sidelinjen/i skyggerne, som en art hjælper for Batman, hvad er hun egentlig ude på?) skal finde fælles fodslag. Serien viser, hvordan de hver især påvirkes, privat og professionelt.
Jim Gordon, Batman og Harvey Dent har tre sideløbende “spor” i fortællingen, der krydser, spejler og splitter. De er alle villige til, at gå op til stregen, i deres forsøg på at afsløre og uskadeliggøre Holiday, men ikke træde over den. “Regler kan bøjes, men vi kan ikke bryde dem”, siger Jim Gordon tidligt i historien. Det lykkes i forskellig grad for de tre hovedpersoner…
Gordon og Barbara venter et barn, men Jim har travlt og forsømmer familien. Dent og konen overvejer, at stifte familie, men Holiday-sagen bliver en besættelse, som i sidste ende leder til personlig korruption og forfald. Og endelig skabelsen af Two-Face.
Og så er der Batman, hvis metoder og tilgang indirekte medfører, at Gothams kriminelle underverden ændrer sig. Fra gammeldags, Godfather-lignende gangstermetoder, en film der visuelt og plotmæssigt refereres kraftigt, til opstigningen af en ny form for skurke. Superskurkene. Batman er med til, at skabe sine egne værste fjender og det det Gotham vi kender i dag.
Den lange skurkeparade
Vi møder et væld af mere eller mindre kendte skurke i den forbindelse. Og endda nogle som man uden, at fornærme deres position på skurkeskalaen, kunne kalde perifere eller obskure. Som den eller noget fjollede Calendar Man, datofikseret bad guy, der egentlig blev fremstillet som lidt af en joke. Her er han dog, sikkert inspireret af den dengang relativt nye Silence of the Lambs, en mere udspekuleret, kapabel og alliancemæssigt tvetydig Hannibal Lector lignende skikkelse.
The Riddler derimod, fremstilles som lidt af en klovn, og ikke i stil med den (også her) psykotiske Joker. Eller, klovn er måske for hårdt. Ynkelig er måske mere passende? Riddler virker, som en lidt ussel, neurotisk, små-uduelig plattenslager, der gerne vil spille en rolle og bevise sit værd. Han flopper fælt. Ligesom Scarecrow, der visuelt ser ret fed ud, men onduleres i hvad der svarer til en håndevending og et par præcise knytnæver fra flagermusemanden.
Batman er dog lige ved, at falde for Poison Ivy’s snedige tricks, kvindelist og, nå ja, “gift”. Så, hun snyder måske egentlig lidt der? Hun virker, i det store hele, som mange af de andre skurke, som en midlertidig distraktion, og ikke uoverkommelige forhindringer for Batman. Men, de spiller alle en rolle i den forstand, at hans tilstedeværelse og handlinger er med til at forme dem.
Og Solomon Grundy, der på horroragtig vis huserer i byens kloaksystem. Han fremstilles som en simple, misforstået og grotesk vanskabning, der mest af alt har fortjent vores sympati og medlidenhed. Han opsøges både af Batman og Harvey Dent (som næsten Two-Face) i løbet af The Long Halloween. Hver med deres egne motiver for, at aflægge Grundy en visit i hans noget fugtige “kælderlejlighed”.
Alt sammen har dog ikke egentlig betydning for, og indvirkning på plottet med Holiday Killer.
Det var i hvert fald ikke butleren der gjorde det
Hvis man altså fokuserer på sagen og opklaringen, hvilket lader til, at være noget Loeb gerne vil lokke læserne til. Det er også, på en måde, en afledningsmanøvre. Så det serien virkelig handler om, kan snige sig ind på en, i samme tempo, som det sniger sig ind på de intetanende, involverede karakterer.
Mordgåden er i bund og grund et plotdevice, selve historien er en tragedie.
Er mordene og sagen dermed ikke væsentlig? Jo, bestemt, det er den sag der driver de forskellige karakterer ud i deres beslutningen og forvandling. Det er bare, i sidste ende, ikke SÅ afgørende “hvem gjorde det?”.
En opmærksom læser får nok også ret hurtig en kraftig mistanke, selvom Loeb prøver, at sløre og aflede med diverse plotmæssige greb. Og slutteligt også en række “twists”, som man lige skal tygge på om overhovedet giver logisk mening?!
Men, er det vigtigt?
Hvem narrer hvem?
Det er, måske at give Loeb som plotter og fortæller et fripas, men jeg føler vitterlig ikke, at det er så væsentligt og det serien egentlig handler om. Plottet giver rent logisk måske ikke helt mening, hvis man tænker for meget over det. Men, TEMATISK går det op og binder en sløjfe på fortællingen, karaktererne og den udviklingsrejse Loeb sender dem ud på.
Om man vil købe ind på den tilgang, må være op til den enkelte. Jeg sad også og fulgte brødkrummerne, ledte efter spor og noterede mig, når historien gav mig nogen. Velvidende, eller i hvert fald med en mistanke i baghovedet om, at Loeb var ude på at narre mig.
Igen er jeg dog villig til, at give ham lidt snor ud fra “målet helliger midlet” devisen. Det er red herrings og afledningsmanøvrer, der både er til for, at strække plottet og skabe noget spænding. Man kan så, med rette argumenterer for, at efter en helt forrygende start, så går historien og mysteriet lidt i tomgang i seriens midterste del. Især hæfter omkring Mors- og fars dag virker lidt som fyld og sidespor.
Læser du The Long Halloween for mordgåden og opklaringsarbejdet, så vil slutningen nok skuffe, eller forvirre. Jeg måtte selv læse de sidste sider tre gange, inden jeg “gav lidt op” og tænkte, “jeg læser historien forkert”.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Hmm, både og! Som Batman-historie er den klart en klassiker, og ganske fortjent. Den har noget ikonisk over sig, og man kan tydeligt se dens afsmitning på Batman på tværs af medier. Christopher Nolan har sikkert læst og ladet sig inspirere af den. Som mysterie, krimifortælling og tegneserie har den nogle huller hist og her. Så det må blive et… “ja, den er kanon værdig”, med visse forbehold.
