Vi er tilbage i Texas, hvor den aldrende politibetjent Joe Bob, som vi mødte i første That Texas Blood, plages om minderne fra en gammel sag. I 1981 myrdede en mystisk kult en ung dreng og bortførte hans søster. Den sag, og kulten, hjemsøger stadig Joe Bob.
Han mærker stadig dens indflydelse på byen, som om den har infiltreret og inficeret dens blodbane. Er byen blevet ond, har den altid været ond, eller bragte kulten ondskaben til byen?
Anden udgave af That Texas Blood handler ikke om opklaringen af en sag, som ellers var omdrejningspunktet i første bog. Men, ligesom bog 1 handler That Texas Blood stadig om minder. Hvordan de formes, hvordan de ændrer sig og hvordan de spiller ind. Og om man kan stole på dem?
Karakterne i højsædet fremfor plottet
That Texas Blood er en form for fortløbende mini-serier, hvor lokationen lader til, at være Ambrose County, Texas. Med Joe Bob, som en tilbagevendende karakter og fortællestemme. Serien er skabt af Chris Condon og tegner Jacob Phillips, søn af Ed Brubakers faste makker, Sean Phillips.
Første samling af That Texas Blood dækkede 5 hæfter, denne vol. 2 de næste 5 i serien/mini-serierne. På den led er det typisk trade-format, men mini-serie formen gør, at der er tale om lukkede fortællinger i samme univers, hvor handlingen ikke lader til, at overlappe. De kan altså sagtens læses hver for sig.
Jeg ville dog anbefale, at man sluger hele That Texas Blood fra start, så man får nuancerne i Joe Bob og seriens verden med. Der er i lige så høj grad (hvis ikke mere) tale om et karakterstudie/drama, som en plotdreven fortælling. I første bog fik vi et lille indblik i Joe Bobs stille, tilbagetrukne dagligdagsliv i den lille Texas flække. Samtidig med, at han i adstadigt tempo opklarede et hævndrab og brødre-tragedie.
Det nære var i højsædet. Et lille samfund bliver rystet af en blodig og brutal sag. Livet gik stadig sin langsomme gang, men Joe Bob blev mindet om, den ondskab, som kan ligge lige under overfladen.
Stille Bobs stille landliv
Her kan Joe Bob virke, som et kuriøst valg som protagonist. Han kan på overfladen fremstå, som en ret stillestående og “kedelig” karakter.
Joe Bob er stille, mut, ordknap og umiddelbart en ret inaktiv figur, hvis yndlingsord kunne være “well…”. Hvis han var jyde (ligesom mig), i stedet for texaner, ville han være “så dæææ”-typen. En observatør, der på hans egen godmodige og rolige vis holder sig på sidelinjen og venter med, at kommenterer på begivenheder, eller handle indtil sagerne er tænkt igennem.
Det ville dog være en fejl, at undervurderer den pensionsmoden lovmand. Eller forveksle tænksomhed, velovervejede ord og langsomme reflekser og reaktioner med manglede handlekraft. Eller, at manden er uengageret, hvis ikke dum. Ikke helt ulig lignende karakterer hos Coen-brødrene og deres film, som Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) i No Country For Old Men og Marge (Francis McDormand) i Fargo.
I det hele taget hviler, der en Coen-følelse over That Texas Blood. Både i figurgalleriet, karakteristikken af dem og den verden, som de bevæger sig rundt i. Der er noget ved den stille og slumrende stemning, som brydes af eksplosive, korte udbrud, der dufter af Coen. Og nøjsomme og tilbagetrukne liv, der rystes af udefrakommende (ofte voldsomme) fredsforstyrrer.
That Texas Blood og Joe Bob, rejser dog spørgsmålet: var “forstyrrelsen” (i dette tilfælde et diffust begreb som “ondskab”) altid til stede?
Tilbage til 80erne
I bog nummer to vækkes ondskaben i Ambrose, Texas blodet af et 40 år gammelt minde. Joe Bob har aldrig helt kunne slippe en mord/kidnapningssag fra 1981. Han taler, på opfordring fra konen med den lokale præst, men det bringer blot flere glimt af den grumme sag frem i erindringen.
Indtil han decideret, i et kort øjeblik, ser syner af kultlederen udenfor sit hus, hvor han sidder og grubler over den forbudte natlige smøg, han har sneget sig ud for at snuppe. Skjult for konen, naturligvis. Indenfor dykker han ned i sagsakterne, mens vi præsenteres for det første flashback til 1981. Det er sådan set hele handlingen i første hæfte.
Senere mødes han med en yngre, kvindelig kollega på den lokale diner for at snakke. Igennem deres samtale, ridses hele sagen og handlingsforløbet i 1981 op over en kop kaffe eller to. Flashbacks afbrydes af kortere dialogscener mellem de to betjente, fra hver deres generation. Den aldrende hvide lovhåndhæver og “gunslinger”, og den unge, afro-amerikanske kvindelige kollega og “lærling”.
Og det er er så formen og hele handlingen resten af bogen! Hvad, sker der virkelig ikke mere?! Sidder de bare og snakker?! Jeps. Og det er ganske fremragende, fængende og særdeles effektivt fortalt af Condon og Phillips.
Det forbandede Texas blod
Jeg vil ikke dykke videre ned i selve plottet og sagen fra 1981. Har man set/læst lignende fortællinger, så er det en ret lige-ud-af-landevejen historie om en mystisk kult og deres uhyggelige aktiviteter. Her er der ikke de store overraskelser eller plottwist, det er måden sagen bruges på i denne kontekst, som er pointen i That Texas Blood.
Det handler om en undersøgelse af ikke blot “minder” og deres magt, men ondskabens væsen og natur. For, at belyse det fra flere sider end Joe Bobs, introduceres vi for flere stemmer og øjne i historien. Den kvindelige kollega (og andre kolleger i fortiden), præsten (kortvarigt) og Joe Bobs trofaste, kloge og kærlige kone (som totalt har bukserne på i det forhold).
Men også den lidt mystiske privatdetektiv Harlan Eversaul, som dukkede op ud af det blå i 1981 og møvede sig ind sagen og begivenhederne. Eversaul… ever soul… der er også et religiøst eller i hvert fald spirituelt lag i That Texas Blood, helt naturligt når man undersøger et emne som “ondskab”. Joe Bob virker dog ikke som den religiøse, eller troende type. Det vil sige, han tror nok på det han kan se…
Hvad gør det ved folk, hvis det man ser er grusomt og umenneskeligt? Joe Bob har via alt han har set og oplevet i Ambrose gennem årene, ikke mistet troen på sine omgivelser og medmennesker. Men, han har set, og ved, at de kan ledes i fristelse af det onde. Som han med egne øjne har set findes – men ligger det i blodet, det forbandede Texas blod?
Klassisk, lille men velfungerende fortælling
Okay, jeg vil ikke strække den unødigt og trække i langdrag (for en gangs skyld) og gå lidt mere “Joe Bob” på That Texas Blood vol. 2. Det er i bund og grund en ret lille fortælling, som er hængt op på en helt enkelt præmis og fortællestruktur. Ganske klassisk og ligetil. En der fungerer.
Jeg er ret begejstret for denne serie, hvis det ikke fremgik tydeligt nok. Stemningen, atmosfæren, Joe Bob og den plads Condon giver mig til bare, at lade handlingen, emner og eventuelle budskaber ånde. Man stopfodres ikke med indtryk eller “mening”. De er ingredienser i den store gryde, men der masser af plads til, at man selv kan føje til, eller bare lade det hele simre.
Her skal også lyde en stor ros til Phillips Junior, æblet falder ikke langt fra stammen. Hans streg og stil kan minde en del om farmand Sean Phillips, ligesom farvelægningen også læner sig op af den pulpy noir-stil man kan finde i en Brubaker/Phillips serie. Her er det dog næsten endnu mere enkelt og nedskaleret hvad detaljer angår. Mere “rent”.
Phillips håndtere både de stillestående samtalescener og de spændingsmættede scener fra fortiden, hvor det i korte glimt eksploderer i action eller brutalitet, virkelig overbevisende. Selvom karaktererne er fremstillet uden mange træk, så er de udtryksfulde og man fornemmer “mennesket” bag. Der er hele tiden en synergi og sammensmeltning mellem tegninger, farver og Condons ord.
Simrende Texanske chili
That Texas Blood er langsomt kogende ret, som bør nydes i samme tempo. Smag på den, lad den bundfælde sig og vær ikke for grådig eller forvent en kæmpestor, ekstravagant all you can eat buffet.
Den central historie, mysteriet og sagen fra 1981 er ikke specielt stor eller nyskabende. Dens funktion er ikke, at bære bogen, eller være hovedret, hvis vi skal blive i madmetaforen. Condon er mere interesseret i karakterne, især Joe Bob og Harlan Eversaul, deres kvaler og måden fortællingen påvirker dem menneskeligt og psykologisk.
Og de forbandede minder, som sagen resulterer i og planter hos dem. Ligesom den sår det frø af ondskab, troen på ondskab som en reel ting og en undersøgelse af dens væsen. Kan mennesker, og endda steder, være onde? Findes et begreb, som ondskab, hvis ja, hvordan opstår den og manifesterer sig?
Mest af alt, er det der skal fange læseren, måske stemningen og atmosfæren. Her er Condon og Phillips ligevægtige og lige vigtige bidragydere og samarbejdspartnere. Det er også her That Texas Blood for alvor får krogen i mig, i anden omgang, ligesom i første. Der er et eller andet over det der Texas blood…
Plus:
– Stemningsfuld og atmosfærisk
– Effektiv slowburn
– Velskrevet og flot tegnet
– Joe Bob
– Tankevækkende uden at prædike eller komme med entydige “svar”
Minus:
– Er du plot-junkie, så sker der ikke meget
– Kult-plot er set før
Konklusion:
Well… That Texas Blood fortsætter med, at være en af de mere interessante nye titler på markedet. Condon og Phillips læner sig op af Brubaker og Phillips Senior, men er tydeligvis ved, at finde deres helt egen stemme. Tempoet sættes yderligere ned i forhold til første bind i serien, men her viser det sig, at være en fordel. Tålmodighed er påkrævet, men belønnes i min optik.
