Anmeldelse: That Texas Blood

by | Mar 12, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Coen møder Brubaker, Texas style

Mænd af få ord. Blikke, der siger mere end de ville kunne udtrykke med ord. Fortidens spøgelser bliver til nutidens rædsler. Det er tørt i Texas. Når sandet ikke lige er sølet til i blod. Blod, som løber i vores hovedpersoners åre. Det binder dem sammen. De kan ikke undslippe det.

That Texas Blood er en nyere Image Comics serie skabt af Chris Condon, på baggrund af nogle ufærdige filmmanuskripter og brudstykker fra noveller. Sammen er de blevet en pulp/crime/drama tegneserie på foreløbigt 4 numre, samlet i denne trade paperback. Serien fungerer, som en lukket og afrundet historie, men man kunne sagtens forestille sig, at den blev en slags antologiserie.

Korte historier, sat i samme “univers”, ala True Detective, som man et eller andet sted godt kunne hive ind som reference. Man fornemmer et åndeligt slægtskab. Men, i endnu højere grad er, der noget Coen brødrene over That Texas Blood. Stemningen, billederne, den pludselig vold. Stilheden og tempoet fra eksempelvis No Country For Old Men, dukker op på nethinden, når man læser That Texas Blood.

Men også “moralen”, hvis man kan tale om en sådan. Konsekvenserne af ens valg. Valg baseret på følelser, drift og instinkter, fremfor reel viden og fornuft. Den slags går sjældent godt i en Coen-film, hvor straffen for den mindste dumhed synes, at være helt ude af proportioner.

Kan man stole på minder?

Sådan er det også i That Texas Blood, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Men, det er tanker, som ofte er baseret på fortidens traumer. Vrede. Minder. Men, som der siges et sted, så kan man ikke stole på minder. De er farvede. Forvrænget af tiden, synsvinkel og tolkning. De er utroværdige og afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden.

Den ene af vores to hovedpersoner, Randall Terrill, kan heller ikke stole på minderne. Han har sluppet fortiden og forsøgt at rense sit Texas blod ud af årene. Sammen med trangen til alkohol. Nu bosat i LA, som en form for håbefuld/mislykket forfatter. Køn kæreste, og tilsyneladende nogenlunde styr på tilværelsen. Indtil telefonen ringer. Hans fremmedgjorte bror, er fundet skudt i ørkenen uden for brødrenes hjemby.

I den fiktive texanske soveby Ambrose County, er vi allerede blevet introduceret til vores anden hovedperson. Den aldrende sherif Joe Bob. En vind bidt, slidt men ikke helt opslidt, mand af få, men velvalgte ord. Faktisk er hans yndlingsord nok “well”, efterfulgt af stilhed. Starten, midten og slutningen af hans indspark i mange samtaler.

På arbejdspladsen, i den lokale diner, hjemme ved middagsbordet eller i sengen, sammen med hans godmodige og trofaste kone. En kone, der er på medlyd på politiradioen, når han er på patrulje. Der er hjertelig prikken til hinanden, de to i mellem. En kone, som beder ham sørge for, at hente den “casserole dish”, de skal bruge til fejringen af hans 70 års fødselsdag.

Den kasserolle ender med, at få en større rolle i en af første del af historiens mest barokt morsomme optrin. Coen ånden lever i That Texas Blood.

That Texas Blood har puls og lever

Heldigvis er serien også helt sin egen. Nok er der ekkoer af Coen, Ed Brubaker crime/pulp og andre velkendte troper og mere eller mindre tydelige inspirationskilder. Jeg kunne se Sam Elliot spille Joe Bob i en filmatisering. Så velkendt er universet, eller så nemt er serien af visualisere for sig.

Den er nemlig levende. Det vibrerer. Ikke kun det du kan se på siderne, men den her verden føles rent faktisk levende. Som om du får et lille udsnit af noget større. Her spiller det flotte artwork også ind. Og bidrager samtidig til følelsen af det velkendte.

Det er nemlig ikke tilfældigt. That Texas Blood er tegnet, farvelagt og tekstet af Jacob Phillips. Søn af Sean Phillips, som man kender som fast samarbejdspartner/tegner for netop Ed Brubakers crime/noir/pulp fortællinger.

Sønnikes stil minder om farmands, æblet falder ikke langt fra stammen. Men, langt nok til, at den stadig virker selvstændig og ikke bliver en kopi. Slægtskabet er man dog ikke i tvivl om. That Texas Blood summer af stilfærdig, men også anspændt og sprængfarlig, atmosfære. Og Phillips fortjener at dele æren for dette, for sit fornemme bidrag.

Det stille, simrende drama

Jeg strøg igennem de 4 hæfter og ønskede, at serien bare var lidt længere. Det var simpelthen en fornøjelse, at opholde sig i dette univers. Ikke så meget pga. af selve plottet. Det er såmænd ganske godt i sig selv, men ret “klassisk”.

Det er “bare” en tragikomisk skæbnefortælling, en typisk slowburner “who done it”/opklaringskrimi/pulp på landet møder familiedrama. Det er ikke originalitet, som That Texas Blood vinder på. Det er alt det usagte, stemningen, pauserne, menneskerne og pulsen.

Nogle af de stærkeste scener, er samtalescener. De kan være ordrige, som en scene mellem to mænd omkring et lejrbål, hvor den ene fortæller en lang historie om en hjort. De kan være nærmest ordløse, som når Joe Bob og konen sidder ved køkkenbordet. Her siges der utroligt meget via udveksling af blikke og stilheden – det, der ikke behøver siges.

Her lever og ånder That Texas Blood. Og bygger perfekt op til de eksplosioner af blodig vold, som også er en del af historien. Det sprøjter med kaskader af det der Texas blod i That Texas Blood. Og selvom du som regel ved, hvornår det kommer, så er det stadig pokkers effektivt. Fordi, der via roen og åndehullerne er bygget perfekt op til disse øjeblikke.

Hvad er det, der lagres i blodet?

Du ved, at Randalls skæbne er beseglet, i det øjeblik han sætter sine ben i hjembyen igen. Der er ikke nogen måde for ham, at undslippe på. Det er i hans blod. Det kan lyde meget fatalistisk, og som om han ikke har nogen frie valg. Jeg tror ikke på skæbnen, som begreb eller at noget er forudbestemt. Det er heller ikke på den led det fremstilles i That Texas Blood.

Randalls “skæbne” er beseglet pga. hans opvækst, det han har lært/ikke lært. Tillært adfærd og handlemønstre. Det, er det der er de reelle “minder” og det han har “i sit blod”. Og det er det, der gør, at han ikke kan undslippe. Det er det, der former hans “skæbne”.

Hvad der konkret er sket mellem de to Terrill-brødre, og under deres opvækst, nævnes ikke. Det er ikke pointen. Du ved, at der har været et brud. De var begge ude på et skråplan, den ene prøvede at rette op ved, at forlade byen. Den anden blev, handlede med narko, skyldte penge og blev skudt.

Her er That Texas Blood hård kost og nådesløs. Men, universet er ikke nihilistisk, kynisk og afstumpet. Her er varme. Personer, der forsøger at gøre det rigtige. Jo, her er også skurke og dumme svin, som man finder i mange af denne slags “krimihistorier”. Kernen er dog hjertevarme og kærlighed.

Joes kærlighed til konen, og omvendt, og hans stilfærdige liv, der forstyrres af ophobningen af lig. Men, også kærligheden mellem Randall og hans døde bror. Det er den, der i sidste ende er med til, at hive Randall tilbage til Ambrose County. Det er den, der gør at han ønsker hævn over broderens morder. Men, det er også kimen til undergang, hvis man lader sig forblænde. Eller ikke har lært andet.

Det ligger i blodet…

Klassisk, velfungerende og gribende historiefortælling

Intensiteten i fortællingen stiger langsomt, men uundgåeligt. Randalls deroute eskalerer gradvist. I mens Joe Bob optrævler en mordsag, der måske ikke er helt så ligetil, som første antaget. Med kyndig assistance fra hans nye, kvindelige kollega. Men, når de, at finde den rigtige morder inden Randall stirrer sig blind på sine egne konklusioner og følger sin hævntørst?

Condon forstår sig på pacing, disponering og er ikke mindst forbandet velskrivende. Det er logisk opbygget og når sin uundgåelige konklusion. Det hele føles “fortjent” og ikke forceret eller konstrueret. Det gør That Texas Blood til en nydelse, at læse.

Er du fan af Brubaker og Pappa Philips,så vil du sikkert også sætte pris på That Texas Blood. Du skal ikke læse den her for, at få en tegneserie, der sætter nye standarder for mediet. Eller byder på en dybt original historie.

Det her er klassisk historiefortælling, et velfungerende plot, godt skrive- og tegnehåndværk. Der er ikke noget hokus pukus, overraskende gimmicks eller andet pynt. That Texas Blood er rå, ind til benet og i sin enkle og rene form, ganske gribende.

Plus:

– Alt er godt ved That Texas Blood

Minus:

– Hmmm… ikke en videre original historie?

Konklusion:

Kortere plus/minus end normalt! Jeg vil heller ikke trække konklusionen ud: hvis du synes, at det her lyder som noget for dig, så ER That Texas Blood noget for dig. Så skynd dig ud og køb den, hvis den ikke stadig er udsolgt. 89 kr., det er en mere end rimelig pris.