Dave Lizewski er en helt almindelig, gennemsnits nørdet teenager. Han drømmer om, at blive superhelt og tager sagerne i egen hånd. Iklædt en stram, grøn våddragt begynder han, at opsøge og bekæmpe kriminalitet, på ægte selvtægtsmanér. Og bliver næsten slået til lirekassemand under hans første forsøg på, at lege helt.
Det slår ham dog ikke ud, tværtimod. Efter adskillige operationer og hård genoptræning, er han tilbage i den stramme dragt. Nu med en metalplade i hovedet, der gør at han kan tage en gedigen omgang slag. Men, det er modet og han besættelse af at blive en ægte superhelt, som er hans største styrke.
Kick-Ass handler om dedikation. Dedikation og dumdristighed, og en dekonstruktion og metaleg med superheltegenren. I Kick-Ass’ verden er der ingen, som har superkræfter, men folk opfører sig sådan. Ofte med fatale og brutalt ægte konsekvenser for dem selv og omverden. Den handler om, at lyve for sig selv og virkelighedsflugt. Om flygtig berømmelse i en moderne tid, og dens afsmittende effekt.
Den handler om, at navigere og finde sig til rette i verden. Men, det samtidig en særdeles underholdende og ekstremt voldelig tegneserie. En der på samme tid hylder og kritiserer mediet.
Ind i Millarverset
Serien blev skabt og skrevet af Mark Millar og tegnet af John Romita Jr, og i første omgang udsendt via Marvels kortlivede creator owned sublabel Icon. Senere overgik publiceringsrettighederne til Image Comics, der nu har kontrollen over de i alt 29 hæfter, der udkom i perioden 2008-14.
Skotske Millar startede med, at arbejde sig op på titler som 3000AD og Judge Dredd, inden han brød igennem i USA. Her har han arbejdet på et hav af kendte titler for både DC og Marvel, og står blandt meget andet bag Superman: Red Son og Civil War mini-serien. Hans fingeraftryk, og ofte ret brutale stil kan også ses på serier som Ultimates og Old Man Logan.
Sideløbende har han først via Image og senere på egen hånd med hans “Millarverse”, som han har tjent boksen på via en aftale med Netflix, skabt tegneserier, tv-serier og film i stride strømme. Titler som Wanted, Jupiters Legacy, Kingsmen og altså Kick-Ass. Sidstnævnte er måske stadig hans største succes, eller hans mest kendte kreation, og mest vellykkede projekt på tværs af medier.
Kick-Ass blev til en ret succesfuld og rost filmatisering i 2010, mens en opfølger fra 2014 fik en noget mere lunken modtagelse. Det sendte Kick-Ass i gulvet som film, men titlen og figurerne lever stadig i tegneseriemediet. Det skyldes ikke mindst den uhyre populære Hit-Girl spin-off serie, der nu nærmest er mere kendt og populær end Kick-Ass selv.
Undermåler med mindreværdskompleks
På den led spejler virkelighed og fiktion sig på en måde. For Hit-Girl er i tegneserien også, umiddelbart sejere og the real deal i forhold til slapsvansen og imitatoren, Lizewski. Hun er kompetent, veltrænet og fuldstændig kompromisløs. Han er stædig, overmodig og små-kikset. Men, ingen af dem er “rigtige” superhelte, for den slags findes ikke i denne verden.
Lizewski indleder sin superheltekarriere fordi han keder sig og føler sig mindreværdig. En typisk kikset teenager, der ikke kan styre de hormonelle drifter og har behov for, at imponere sig selv og omverden. Inklusive hans nørdede outsider venner og klassens smukke, uopnåelige drømmepige. Der tydeligvis ikke har øje for andre end sig selv, og ikke er værd at samle på.
Men, det har unge ulykkelige Dave på mange måder heller ikke. De har i hvert fald det tilfælles, at de er drevet af et behov for berømmelse og anerkendelse. I Kick-Ass mangler de fleste figurer noget i deres liv, noget som kan fylde tomheden og hullet. Hos Dave grunder det hele muligvis i, at han har mistet sin mor og lever sammen med en godmodig far, der forsøger at få det hele til at hænge sammen.
Han har aften/natarbejde, hvilket giver Dave den perfekte mulighed for, at trække i hans nyerhvervede giftgrønne våddragt. Og fylde hullet ud med, at lege de svages beskytter og retfærdighedens forkæmper.
Se Mig SoMe-generationen
Han må dog sande, at virkeligheden er langt mere hård, konsekvent og dødsens alvorlig i forhold til de maskerede helte han kender fra tegneserierne. Snart efter, at Dave er lappet sammen efter den indledende omgang bøllebank, er han rodet ind i de “ægte” heltes liv, lokale gangstere og en slipstrøm af copycat-helte, der forplumrer billedet.
En YouTube video af en af Daves overmodige, men utrættelige kampe for retfærdighed giver ham pludselig og hurtig berømmelse. Men, det er ikke nok. Han opretter en MySpace-side (det var en ting i 00erne, Google det), hvor man kan hyre ham til, at udføre heltegerninger. Han bliver en internetsensation, men begynder også at tiltrække sig uønsket opmærksomhed på flere fronter.
Andre nyslåede “helte” dukker op og begynder, at kæmpe med ham om opmærksomheden. I Daves egen optik er han jo den ægte varer, og gør det ikke for de 15 minutters berømmelse (hvilket er en sandhed med modifikationer). Særligt én konkurrent, Red Mist, går Dave på nerverne. I sidste ende finder de dog fælles fodslag og danner et makkerskab. Noget modvilligt, og mest for egen vindings skyld. Og det viser sig, at det i sidste ende blot skaber endnu flere problemer…
Sideløbende er den særdeles kompetente og koldblodige Hit-Girl og hendes træner og far, Big Daddy, kommet på banen. De er ude efter mafiaen, i et hævntogt for Hit-Girls moder, der i følge Big Daddy blev dræbt under foranledning af crime boss John Genovese. It’s pay back time, og ifølge Hit-Girl kan Kick-Ass og Red Mist bruges til formålet, som en del af en slags superhelte gruppe.
Millar Vs nørdekultur
Og her må vi hellere dreje blikket væk fra plottet for, der følger en række udviklinger og afsløringer i resten af numrene. Ting, som ville være ærgerligt, at afsløre og ødelægge for evt. nye læsere, også selvom man måske kan gætte de største twists her af vejen.
I stedet for vil jeg fokusere på indholdet og hvad Millar egentlig prøver at sige. Det første, og største spørgsmål der rejste sig for mig var: kan Millar i bund og grund lide superhelte, læserne og fankultur? Jeg har tidligere kaldt ham en dårlig forfatter, noget jeg ikke er ene om. Med et nihilistisk eller kynisk syn på verden og superhelte. Det er også tilstede, i hvert fald mellem linjerne.
Dave er en ægte nørd og dyrker nørdkulturen. Men, hos Millar udstilles han grundliggende som en selvoptaget, patetisk, ynkelig og utiltalende. Han hånes af omgivelserne, har nogle lige så håbløse venner og drømmer om den uopnåelige skoleskønhed- som OGSå er hæslig. For at indynde sig og komme tæt på hende, spiller han med, da hun tror han er homoseksuel og dermed “ingen trussel”. Lad mig gentage: HAN SPILLER BØSSE I ET DESPERAT HÅB OM AT SCORE FISSE! Ikke min formulering, forresten. Millar har et meget sofistikeret sprog…
Hvor latterlig og taber agtig kan man være?! Der er ikke mange forsonende træk hos Dave, der til med er en utaknemmelig møgunge og dårlig søn. Hvad er Millars budskab egentlig med sådan en hovedperson? At vi hepper på de forkerte? At nørder er THE WORST og deres fandyrkelse af helte og tegneserier spild af tid? Foragter Millar ligefrem tegneserier og alt der hører til, eller i hvert fald det, det har udviklet sig til?
Where is the love?
Jamen, er det ikke bare satire, metaleg og en bredere kritik af jagtens på overfladisk berømmelse og lignende? Det indeholder Kick-Ass også. Men, jeg fornemmer alligevel et underliggende had og foragt fra Millar.
Det er som han nyder, at tildele disse karakterer nogle voldsomme klø, se dem lide og bløde. Det kan også være for, at understrege alvoren og konsekvenserne ved, at leve i en drømmeverden og jagte overfladisk berømmelse. På den front var Millar næsten på forkant med MySpace vinklen, det er kun eskaleret med YouTubere, Instagram influencere og SoMe platformes indflydelse og udbredelse.
Måske forsøger Millar via Kick-Ass, at tvinge læserne til, at vende blikket indad. Kigge på dem selv og de “helte” de dyrker. Det er bestemt ikke irrelevant eller uinteressant, men det er samtidig lidt vanskeligt, når det føles som om det sker med hån og foragt. Man gider måske ikke helt belæres, hvis man indleder med at blive kaldt en idiot for, at kunne lide det man nu engang kan lide…
Det kan også skyldes, at Millar bare ikke er en specielt, lad os sige elegant og subtil forfatter. “Dårlig” er nok for groft, for jeg synes egentlig han skriver ganske godt. I hvert fald i den stil han lægger for dagen her.
Grotesk underholdende 00er tidsbillede
For Kick-Ass ER underholdende læsning. Skræller man alle lag af, skubber forbehold og spørgsmål lidt til side, så er disse første hæfter grotesk fornøjelig læsning. Selvom sproget kan være vulgært, og en del udtryk og betegnelser af deres tid og ikke ville gå i 2022, så rammer det en troværdig tone. Var man et ungt menneske op gennem 00erne, vil man kunne nikke genkendende til sprogbrug, miljøskildring og den ret realistiske verden Kick-Ass eksisterer i.
Så måske er det også et portræt af en tidsperiode? En der ikke hører en fjern fortid til, men på flere punkter kan virke sådan. Man kan se begyndelsen på tendenser, som er meget mere udprægede i dag. Andre ting virker voldsomt bedagede og passe i forhold til, at der er gået under 15 år siden serien debuterede.
Om ikke andet, er det også lidt befriende at læse noget, som er så ufiltreret og efter 2022 tidsånd og standard, politisk ukorrekt. Ikke kun volden og sproget, men hele stemningen og serien DNA. Når alt kommer til alt, er det børn der slår ihjel. Kick-Ass og Hit-Girl er begge komplet afsporede voldspsykopater og hyldes som helte. Folk bliver halshugget, spiddet og får deres kønsorganer blæst af. Af børn.
Dave taler, som den liderlige teenager han er, og opfører sig behovsorienteret. Der bandes, svovles og bruges kulørt hverdagssprog hele vejen rundt. Det kan godt være, at Millar ikke er subtil og burde holde lidt igen på mange punkter. Men, Kick-Ass er på det punkt gennemført, og fungerer, fordi den går planken ud. Og ikke undskylder det mindste for det.
Det giver serien sin helt egen stemning og energi. En der smitter og er svær ikke at holde lidt af. Selvom jeg har mine forbehold overfor dele af indholdet og hvad budskaberne egentlig er. På den anden side giver det noget, at tænke over og diskutere, om det så lige var Millars intention eller ej.
Romita Jr på toppen?
Noget andet der virkelig fungerer og er med til, at løfte serien er John Romita Jr og hans tegninger og panel layout. Jeg har tidligere været lidt lunken, hvis ikke kritisk, overfor Romita Jr i andre serier jeg har anmeldt. Han er en i hvert fald en omskiftelig herrer.
I hans tidlige arbejde på eksempelvis Projekt X, var stilen meget mere klassisk Marvel, præget af 80er æstetik. Det ændrede sig med årene, som om han altid er lidt påvirket af skiftende strømninger og tiden. Alsidighed, letpåvirkelig, søgende eller et forsøg på at passe ind? Hans 00er ting på Spider-Man startede i min optik ganske rædderlig, men udviklede sig og blev med tiden rigtig godt
Her er han på toppen. Det er ganske enkelt det flotteste, det mest gennemtænkte og veltilrettelagte jeg har set ham tegne og bidrage med. Han er helt klart, fra figurdesign, til opbygning af sider og de enkelte paneler, til udformning og selve udseendet af verdenen, en ligeværdig bidragyder. Den stemme og stemning Millar giver Kick-Ass bliver gjort levende og uddybet af Romita streg.
Deres samarbejde er det, der i sidste ende hæver Kick-Ass fra tidstypisk superheltesatire. Og op på et niveau, der gør at den ikke føles mere dateret end, at den sagtens kan læses i dag. Uden, at have mistet det meste af dens gennemslagskraft.
Kick-ass: flækket midtover!
Til slut vil jeg lige runde af med, at nævne at jeg har læst den danske udgave. Forlaget Fahrenheit nåede, at udsende denne første opsamling, samt et bind to, inden hypen omkring titlen døde ud og sikkert ikke kunne svare sig rent økonomisk.
Den danske oversættelse er generelt god og rammer den rette tone og jargon. Der er visse ord og formuleringer, hvor man godt kunne forestille sig, at det lød lidt bedre, eller mere autentisk på originalsproget. Det hører dog til sjældenhederne, og helt overordnet til jeg hurtigt ikke over, at jeg sad og læste noget der var oversat. Hvilket næsten må være det største succeskriterie.
Bogen er udsendt i almindelig tegneserie format, softcover men også trykt på rigtig papir. Det klæder virkelig en serie som Kick-Ass, der nok ville blive for pæn og glat på mere blankt papir. Farverne er også godkendt, selvom de har en tendens til, at virke en anelse matte og mørke. Ikke noget større problem og det “mudret” aldrig til
Dog havde, i hvert fald min udgave, et kæmpe problem. Bogen faldt simpelthen fra hinanden under læsningen!? Da jeg nåede præcis halvvejs, gav det et højt “krak”, ryggen flækkede i limningen og jeg sad med to lige store dele og et omslag i hænderne. Det er sgu ikke helt godt nok. Godt nok var bogen på tilbud til meget indbydende 69 kr., men lim og ryg må da gerne lige holde til mere end en halv gennemlæsning. Ja, jeg havde bøjet og “blødgjort” bogen inden jeg gik i gang, og nej, ikke på voldsom vis, som kunne forårsage skaden…
Måske er der noget symbolsk i, at Kick-Ass gik i stykker, i en læser og tegneseriefans hænder? Måske Millar ville fryde sig?
