Anmeldelse: Fatale vol. 2

by | Feb 10, 2022 | Anmeldelser | 0 comments

Hvad satan foregår der egentlig her?! Fatale vol. 2: Djævelens Gerninger dykker dybere ned i mytologien, der blev etableret i første del, Døden Jager Mig. Og udvider samtidig historien om den mystiske kvinde Josephine, der tilsyneladende ikke ældes. Og efterlader sig en voksende bunke af knuste hjerter og døde kroppe, mens en mystisk kult jager hende og spreder skræk og rædsel i Hollywood.

Det er klassisk Ed Brubaker og Sean Phillips neo-crime/noir, med en slagside mod Lovecraft okkultisme. Samt glimt af Hollywoods grimme side med referencer til genrens klassikere. I Djævelens Gerninger mærker man tydelig inspiration fra alt fra Manson-mordene til film som Sunset Boulevard, The Maltese Falcon, The Big Sleep og lignende noir-klassikere.

Hvor Døden Jager Mig introducerede og etablerede Josephine indirekte, gennem nogle af de mænd hun omgav sig med, så zoomer anden del mere ind. Vi kommer nærmere på vores femme fatale, men egentlig ikke meget nærmere nogle svar på, hvorfor hun ikke ældes og hvad der egentlig foregår.

For Djævelens Gerninger er, om noget en ret forvirrende fortælling med skiftende fortæller og perspektiv. Og en historie, hvor Brubaker holder kortene tæt til kroppen. Når han ikke lige smider dem i en kæmpe bunke, roder rundt i dem og lader en gribe ud efter tilfældige i stakken og se om man kan få et stik ud af det.

Spotlys på Hollywoods skyggeside

Vi ved fra Døden Jager Mig, at Josephine i hvert fald har været aktiv siden Anden Verdenskrig, hvis ikke tidligere. Hun er viklet ind i hemmelige operationer, har masser af lig i lasten, også bogstaveligt. Mandfolk har det med, at falde hårdt for hende og… falde hårdere af samme grund.

I første del var det noget med en forfatter, hans manuskript og en yngre journalist, der efter denne forfatters dødsfald forsøgte, at optrevle misseren og komme i besiddelse af dette manuskript. Det bragte ham på sporet af, og også i kontakt med Josephine, i slut-60ernes Hollywood. Hvor en morderisk kult med, tilsyneladende overnaturlige kræfter også huserede og efterlod sig et tykt blodspor.

De opererer mere på sidelinjen, og i det skjulte i vol. 2, hvor også store dele af persongalleriet, ud over Josephine er blevet skiftet ud. Mens hun bevæger sig som en skygge gennem tiden og i periferien af Tinzeltown glitz og glamour. En falleret og delvist afdanket skuespiller, Miles kommer i besiddelse af en kontroversiel og i Hollywood kredse eftertragtet snuff-film af en art.

Den film forsøger han, at afsætte den til højest bydende eller bruge den som en adgangsbillet tilbage til det store lærred. Imens han også involverer sig med Josephine, prøver at holde styr på gamle venner, der flirter faretruende med undergang, Samtidig forsøger han også, at infiltrere kulten. En kult, der omvendt også er i hælene på Josephine pga. hendes formodede udødelighed. Eller hvad det nu er?!

Forvirrende fortælling og drilsk struktur

På grund af, at Brubaker lader fortællerrollen og perspektivet skifte ofte, tit fra side til side, så man får historien fortalt fra mange vinkler. Hvilket er medvirkende til, at det være svært at bevare overblikket. Samtidig er det som om, at plottet egentlig ikke bevæger sig ret meget ud af stedet, i forhold til mængden af sider Fatales fortælling strækker sig over.

Det resulterer i en historie, hvor det både kan være vanskeligt, at danne sig en følelse af hvor vi skal hen – og ikke mindst mister man lidt tidsfornemmelsen. Hvilket sikkert er med fuldt overlæg fra Brubakers side. Både for, at lege med fortælleteknik, strukturen og give læserne lidt den samme snurrende og svimlende fornemmelse, som vores karakterer også oplever.

På den led er manøvren vellykket og virkningsfuld, men det gør det ikke nemmere at læse. Eller holde styr på, hvad der op og ned i Fatale. Indledningsvis var jeg forvirret og en smule frustreret, indtil jeg gennemskuede (tror jeg), hvad pointen var rent fortælleteknisk og bare begyndte, at acceptere præmissen og opgav at tro, at jeg skulle forstå det hele.

Fatale vol. 2 læses klart bedst med en indstilling om, at “brikkerne skal nok falde på plads/det giver nok mening til sidst” og “I’m in it for the ride”.

Lad dig forføre

Hvis man læser Fatale for plottet og den konkrete handling, så går man måske også lige så galt i byen, som de fleste af seriens karakterer – bare man ikke kommer lige så galt afsted! Det ville være ubehageligt…

Nej, man får, i min optik meget mere ud af fortællingen ved, at prøve på, at læse den, som dens galt afmarcherede og mere eller mindre anløbne figurers oplever begivenhederne. Prøve på, at føle mystikken og den ulmende uhygge. Lade sig forføre af byens blændende lys med kendis fester og depraverede orgier. Lade sig suge ind i den mørke underside af det overfladiske liv. Kaste fornuften overbord, lade sig forføre, komme på afveje og intetanende slå ind på en sti, der med sikkerhed ender fatalt.

Derfor giver det, for mig heller ikke meget mening, at beskrive plottet meget mere detaljeret end det, jeg allerede har ridset op. Djævelens Gerninger er på mange måder, som at prøve på at lægge et puslespil, hvor de enkelte brikker kontrolleres af forskellige personer. Som enten ikke vil eller kan samarbejde, eller ved at andre lægger samme puslespil. Eller, for den sags skyld, at der overhovedet ER et puslespil.

Farlig femme fatale eller uskyldigt offer?

Som hovedperson er Josephin stadig lidt udefineret og utydelig. Femme Fatale og fatamorgana, omdrejningspunkt og passager i hendes egen fortælling. Det helt central spørgsmål for mig er: er hun offer eller årsag? Heltinde eller “skurk”?

Hun er, tydeligvis et farligt bekendtskab. Og besidder en dragende kraft, som har det med, at lokke hendes omgivelser i fordærv, når de indfanges af hendes, åbenbart magnetiske tiltrækningskraft. Det virker, indtil videre ikke som om, at det er bevidste handlinger, eller noget der lægger ondsindede motiver bag.

Det gør hende dog hverken uskyldig eller det modsatte. Hun er dog også, og her kan noirgenrens indbyggede begrænsninger og klichéer spille ind, virke som et plotdevice. Og ikke så meget, som en ægte person af kød og blod. Det afspejler ikke nødvendigvis Brubakers skriverier, men mere formen og stilen. Det gør dog, at selvom hun i bund og grund er en tragisk figur, så kan det være lidt svært decideret at føle noget for hende.

Hvilket også gør sig gældende for de mænd, som hun (uvilligt eller ej) får lokket i fordærv. De fleste af dem er mere end villige, selv når de fornemmer farerne, beder selv om det. Eller har så mange karakterbrister, at man ikke fatter meget sympati for dem.

Stillestående plot føles som en genudsendelse

Det er i sidste ende også bogens svaghed, og selvom jeg er fan af Brubaker og hans stil og metoder, så får han ikke et ubetinget frikort. Hvis man ikke fanges af stemningen, og er villige til, at “lege med”, så sker der for lidt i Fatale vol. 2. Josephine er en meget passiv og “blank” hovedperson, grænsende til det overfladiske og overflødige.

Hun har umiddelbart ikke meget indvirkning på et i forvejen stillestående plot. Som tilmed i bogens anden halvdel lugter lidt af genudsendelse af ting vi allerede berørte i den første bog. Dermed føles Fatale vol. 2, selvom handlingen rykkes frem i tid, som en noget stillestående oplevelse. Man skal virkelig sætte pris på præmissen og blive fanget og engageret af stemningen for, at føle at man får noget ud af historien i denne omgang.

Fatale er og bliver lidt et problembarn blandt de Brubaker titler jeg har læst. Jeg er fan af manden, han skriver glimrende, men Fatale føles meget velkendt hvad stilen, skriftlig såvel som visuelt. Kun den Lovecraft’ske horror dimension giver lidt ny smag i den velkendt Brubaker/Phillips crimenoir-ret.

I dette tilfælde er det dog kun krydderi, eller garniture. Selve hovedretten er mere sizzle end steak, stil og form over reelt indhold. Om man finder det mættende nok, må man nok selv smage sig frem til.

Plus:

– Brubaker og Phillips kender og kan deres kram
– Noir og crime med et horrortwist er ikke nogen dårlig idé
– Fatale har stadig, i sin kerne potentiale og en interessant præmis

Minus:

– Brubaker og Phillips kan måske deres noir/crime-kram FOR godt af og til
– Horrordelen føles i lange stræk “bare”, som en gimmick og add on
– Potentialet mangler, at blive helt indfriet
– En hovedperson, der er passager i hendes egen historie
– Hollywood 70er settingen og portrætteringen af det overfladiske/dekadente liv føles efterhånden som en kliché
– Stemning over plot er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men der sker virkelig ikke meget plotmæssigt

Konklusion:

Har man læst Fatale vol. 1 føles historie og plot nok ekstra tyndt, og lidt som en gentagelse, i hvert fald i sidste ende. Josephine er stadig lidt af et mysterie, og et der måske er ved at blive strakt lidt tyndt. Spørgsmålet er, om historien kan bære det i længden?

Djævelens Gerninger er ikke nogen dårlig bog, og man får mere af det samme, i en ny ramme. En ramme, der dog også er en kliché, denne gang en glamourøs Hollywood en. Ligesom Hollywoods glimmerverden, er Fatale i sidste ende også lidt en overfladisk oplevelse. Det bliver en meget forsigtig anbefaling, et lån af serien på biblioteket er nok det bedste valg.