Spoiler-advarsel: Det følgende indeholder større og mindre spoilers for serien og identiteten af første bogs skurk.
Det Hemmelighedsfulde Selskab! Vi skal have en vaskeægte klassiker, der umiddelbart virker som obligatorisk pensum. Men, er Allan Moore tegneserieklassikers kanon-status fortjent og holder den stadig over 20 år efter den oprindeligt udkom?
Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet, i en alternativ udgave af virkeligheden, hvor store, kulturelle og litterære figurer og myter er meget virkelige. Verdensfreden er truet, ikke blot af den industrielle revolution og et boom i nye opfindelser, men også nogle lyssky skurke, der opererer i skyggerne. Her trækkes der i tråde med dobbeltspil, hemmelighedsfuldhed og konspirationer.
En gruppe mere eller mindre anløbne “helte” samles i et selskab, i hendes majestæts hemmelige tjeneste. Men, har MI5 og deres bagmænd rent mel i posen, eller ligger der skjulte motiver bag gruppens samling og funktion?
Ekstraordinær broget udgivelseshistorie
Serien, der består af i alt 3 “volumes” og en grafisk novelle, havde en lidt rodet og ujævn udgivelseshistorie. Det skyldes ikke mindst Moores konflikt med DC Comics, der ejede WildStorm, grundet deres strid om rettigheder og royalties til en anden Moore DC-klassiker: Watchmen. Det gjorde, at der i løbet af serien blev skiftet forlag.
Denne vol. 1 bestod oprindeligt af en 6 numre lang mini-serie, senere kom endnu 2×6 hæfter til, samlet som vol.2. Efterfulgt af den grafiske novelle Black Dossier, inden Nemo-trilogien og en volume 3 (oprindeligt 3 grafiske noveller) og vol. 4 (6 numre) Top Shelf og Knockabout Comics udkom på forlagene.
Sideløbende blev der også produceret en filmversion, der (åbenbart) var så ringe og frygtelig en oplevelse, at filmens stjerne, Sean Connery, efterfølgende gik på frivillig pension. DHS’ historik og eftermæle er altså en lidt broget størrelse, og har også medført, at serien måske har fået et lidt blakket ry – i hvert fald efter den første “bogs” succes.
Den er også almindeligt anerkendt, som værende den bedste del af serien. Og nu har jeg endelig fået den læst! Ja, endnu et skammeligt hul i min dannelse er blevet lappet. Så mangler vi bare, at jeg tager mig sammen og får læst Watchmen… har DHS giver mig blod på tanden til endelig, at kaste mig over den og den truende skuffelse det kunne være ovenpå opbyggede (urimelige?) forventninger?
Magien fortrænges af maskinerne
Da Allan Moore og tegner Kevin O’Neill sammen skabte Det Hemmelighedsfulde Selskab i 1999, stod vi foran et nyt årtusinde. Det smitter tydeligvis af på historien og Moores tankegang. DHS er tydeligt præget af den fornemmelse af kombineret optimisme og usikkerhed, der gennemstrømmede tiden omkring “millenium”.
Det afspejler på et dybere plan også Moores egne følelser og overbevisning. Jeg er ikke Moore-ekspert i nogen udstrækning, men finder ham interessant nok til, at have set og læst nok om manden til, at se han personlige aftryk i en serie som DHS. Det er ikke kun overgangen fra et årtusinde til et andet, der skaber opbrud.
Moore er også skeptisk overfor den industrielle revolution, og dens konsekvenser generelt. Nok gav den verden elektricitet, lys og ny viden, men den fortrængte også magien fra verden. Moore er selvproklameret “magiker”, men hos ham er magi ikke lig hokuspokus. Magi ER en form for videnskab, verdensanskuelse og dannelse. Det er kultur og ikke mindst sprog i alle dens afskygninger.
For Moore medførte oplysningstiden paradoksalt nok, at verden blev lidt mørkere. Og mindre oplyst. Maskiner tog over. Kul. Udbytning af jorden og jordens resurser. Større, mere brutale og teknologisk baserede krige. Tiltagende fremmedgørelse og umenneskelighed.
Jeg forstår bestemt ikke alt hvad Moore tænker, han kunne sikkert være blevet en glimrende filosof. Nogle vil måske påstå, at det er det han er. Men, selvom jeg ikke kan følge (eller er enig i) alle magiske Moores tanker, så fascinerer han og de mig. Her finder man også noget af DHS styrker, som også formår at overskygge de svagheder serien bestemt også har.
På rov i litteraturhistorien
Om man køber ind på konceptet, eller føler at det er en kende fortænkt, vil nok være ret subjektivt. Plotmæssigt følger vi to forskellige spor, et “nutidsspor”, i 1899 hvor gruppen er samlet og den konflikt der bragte dem sammen spidser til. Og så gruppens oprindelseshistorie op igennem det foregående årti.
Præmissen, og det springende punkt er, at gruppen består af levendegjorte, litterære personligheder: Mina Murray, hovedperson i Dracula, Kaptajn Nemo, Allan Quatermain, Dr. Jekyll (og Mr. Hyde) og Den Usynlige Mand. De eksisterer i en high concept verden, hvor flere af de elementer man kender fra deres, og mange, mange andres litterære værker er en del af verden. Fra Sherlock Holmes, over James Bond til Jules Verne.
Der er referencer overalt, både de åbenlyse og let-afkodelige, og ting skjult i baggrunden, på skilte eller mere obskure hentydninger. Et helt studie i sig selv, hvis man skulle være til den slags. Jeg synes ikke, at det blev forstyrrende. Historien er stadig i fokus og kernen, men hvis andre synes det kammer over er det forståeligt.
Ligesom, hvis man skulle mene, at det hele er lidt for højpandet, litterært, fantastisk eller bare fjollet. Man skal bestemt købe ind på det her, ellers må man nok bare erkende, at DHS som udgangspunkt ikke er noget for en. Hvilket er helt fair. Konceptet tiltaler mig, ikke mindst efter at have læst den beslægtede Planetary af Warren Ellis. Der pudsigt nok rummer nogle af de samme koncepter, og er nogenlunde tidssvarende med DHS?
opium, pirater, voldtægtsmænd og bedstefar Bond
Lederen af MI5, Champion Bond (James Bonds bedstefar) rekrutterer den forsmåede, fraskilte Mani Murray, der er ude på, at genrejse æren efter en skamfuld skilsmisse. Hun sendes ud på en mission for, at hverve de øvrige medlemmer til den gruppe, der i følge Bond skal tilbageskaffe et mystisk stof, som kan ophæve tyngdekraften.
Stoffet skal bruges til den første rejse til månen, men er nu faldet i hænderne på en “orientalsk” skurk, selveste Fu Manchu. Han kontrollerer opiumshandlen i London, og har onde hensigter med stoffet.
Gruppen hun samler består af de nævnte, mere eller mindre anløbne karakterer, der alle har nogle seriøse brister. Quartermain er desillusioneret og afhængig af opium, Nemo er pirat, Dr. Jekyll har den kendte personlighedsspaltning og den usynlige mand, Hawley Griffen er blandt andet voldtægtsforbryder! Noget af en flok… De første hæfter går med, at rejse kloden rundt og samle medlemmer, samtidig med, at der løses hvad der svarer til en række sidemissioner.
Her kommer vi eksempelvis på en kostskole, der blot er et skalkeskjul for en prostitusionsring/SM-Klub. Eller tilrøgede opiumshuler, der også er torturkældre. Det er lige dele globetrotter eventyr, af en gamle skole, og et dyk ned i den viktorianske tids underverden og skyggesider.
Moores problematiske anti-helte
Sideløbende åbenbarer nutidsplottet sig mere og mere, med sine egne flashbacks til Bonds fortid og egentlige motiv. Der involverer alt fra politisk dobbeltspil, knap så ædle motiver og en endnu en række kendte, litterære figurer, som Sherlock Holmes og hans udvidede “familie”. Det knytter sig direkte til den sene afsløring af seriens egentlige skurk: M.
Ikke James Bonds M, men gode, gamle Moriarty, der har gemt sig in plain sight serien igennem. Hvor han har manipuleret med begivenhederne, DHS og den britiske regering. What a dick! Men, det er jo ikke fordi, at vores “helte” ikke har skeletter i og udenfor skabet. Minus Murray, hvis eneste åbenlyse synd er, at hun er blevet skilt.
Her kan man, måske med rette, rette lidt kritik mod Moore. Figurerne, som vi langsomt lærer at kende, er tydeligvis skrevet som en art anti-helte. Figurer vi i sidste ende, trods deres åbenlyse fejl og mangler, kan hepper på. Men, Griffen er og bliver voldtægtsforbryder! I det hele taget er der visse problematiske elementer ved hele fremstillingen af kvinder og voldtægt (flere tilfælde optræder) i DHS.
Man kan argumenterer for, at det ligger i tråd med, at de fleste er baseret på litterære forlæg. Og, at det afspejler den viktorianske tid og dens kvindesyn, som Moore har sat historien i. Det “undskylder”, eller forklarer, måske også de etniske stereotyper, som optræder i DHS. Især fremstillingen af asiatiske karakterer og kultur, er mildt sagt gammeldags og uddaterede. Selv for 1999, hvor serien er skrevet.
Hvorvidt man vil “forsvare” DHS og Moore, og hvordan, konteksten ER vigtig, ligesom hensigten. Moore læner sig op af fremstillingen i litteraturhistorien. Samtidig forsøger Moore, at skrive sig selv, og DHS ind i den kontekst og frit lege med den. Om man synes det lykkes, er en gangbar forklaring og retfærdiggør nogle af de mere betænkelige elementer i DHS, må være på til den enkelte.
ekstraordinær eller små-kedelig?
Mit største problem med DHS er egentlig, og jeg hader at bruge ordet, at jeg synes den er lidt… kedelig?! Forstå mig ret, jeg kan sagtens se seriens kvaliteter, jeg elsker konceptet og præmissen og synes, som nævnt, at Moore som person er vanvittigt spændende og fascinerende.
Men, DHS er som fortælling, dets karakterer og afviklingen af historien, trods alle de mere eller mindre fantastiske påfund, hændelser og ambitionsniveau hvad litterære referencer angår, en lidt træg omgang. Det går langsomt med, at få det centrale plot og mysterie helt i gang. Karaktererne er noget tid om, at “finde sig selv”. Og Moore giver sig god tid (måske for god) til, at give dem mere personlighed end deres usympatiske sider.
Samtidig, alt det til trods, så virker det som om, at han i sidste ende næsten har for lidt tid og plads til, at folde sin fortælling ud. Og ender med, at ræse lidt for hastigt mod målstregen. Så afslutningen og alle afsløringerne lander lidt fladt og anti-klimatisk. Det er lidt paradoksalt, muligvis selvmodsigende.
Jeg er heller ikke ubetinget fan af Kevin O’Neill streg og stil, især når han tegner figurerne. De har et, i øjne, lidt detalje-fattig og “stift” “Dreamworks animation fra 90erne” look over sig. Baggrunde,, omgivelserne og de fantasifulde steampunk maskiner går det noget bedre med.
Sammen med de lige vel brun/gullige farver og en farvepaletten som generelt er flad i det, er DHS visuelt en lidt deprimerende omgang, at kigge på. Og her mener jeg ikke fordi, at 18-tals London er en generelt depri affære rent æstetisk og visuelt. Det er selve teknikken og skaberens valg, som ikke falder i min smag.
Konceptuelt interessant nørderi
Det sagt, så er konceptet og hele den verden Moore får etableret stærk nok til, at jeg blev hængende og bestemt ikke hadede oplevelsen. Måske spiller urimeligt høje forventninger også ind. Det er muligvis et tilfælde af, at selve idéen og tanken om DHS og dens koncept, er bedre end udførelsen og slutresultatet?
Der er stadig masser at komme efter og analysere på, ikke mindst hvis man er en litteraturnørd. Men, ligesom i de moderne Disney+ Marvel serier, der er tæppebombet og stopproppet med referencer, hentydninger og “påskeæg”, så når jeg også et naturligt mætningspunkt for den slags meta-lege i DHS.
Jo, det er da skægt, at figurerne er taget fra litterære værker, eller er efterkommere derfra. Og mængden af intertekstualitet og visuelle referencer er voldsomt imponerende, og må have taget utroligt lang tid at udtænke og arbejde ind i serien. Samtidig skal Moore og O’Neill have den ros, at de det meste af vejen ikke virker som om de blærer sig, gør det med blink øjet, eller føler sig klogere end læserne. Det meste virker naturligt, indarbejdet og som om det er en organisk del af dette univers.
Det ændrer bare ikke på, at min interesse for, at gå på jagt efter påskeæg, eller “benovelse” over endnu en mere eller mindre kendt karakter/leg med et navn, temmelig hurtigt fortager sig. For mig at se, har det ingen reel betydning, til den ene eller anden side, at Moriarty er DEN Moriarty eller ej. Så bliver det “bare” en “nå, hehe, det var da skægt…” oplevelse.
Hvilket også, slutteligt må være min endelige dom over Det Hemmelighedsfulde Selskab. “Nå, ja… fint”… jeg havde nok forventet lidt mere. Måske burde jeg læse flere litterære klassikere? Eller bare Watchmen… åh nej…
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Det Hemmelighedsfulde Selskab ryger ikke i min personlige tegneserier kanon, selvom jeg synes om dele af den. Dog er der ingen tvivl om, at mange nok vil finde den interessant på flere punkter. Og, at man med rette kan argumenterer til fordel for dens kanon-status.
