Sort Fredag og en tung tegneserie
Black Friday! Nej nej, ikke nu. Men, min Black Friday 2020 “lur på priser” gave til mig selv, var Warren Ellis og John Cassadays Planetary Omnibus. Samtlige 27 hæfter af serien, samlet i en over 800 sider lang moppedreng. Og faktisk min første omnibus nogensinde.
Ja, da jeg startede med at læse tegneserier i 80erne, da var opsamlinger og omnibusser ikke-eksisterende. Så det er også et format, som jeg lige har skullet se an. Hvad er nu det for noget, samle tegneserier i en bog på tykkelse med en gammeldags telefonbog? En telefonbog, det var også noget vi havde i 80erne…
Nuvel, prisen var rigtig, Jeg slog til – efter at have haft serien i kikkerten i noget tid. Man skal ikke lavet meget research, det er de finere ord for “at google” for, at finde mange rosende ord og artikler om Planetary. Men, hvad er Planetary så?
Ustabil udgivelseshistorie og problematisk forfatter
Planetary er en 27 numre lang serie af forfatter Warren Ellis, kendt fra titler som Transmetropolitan, Red, The Authority, Injection og et hav af Marvel titler. Som Moon Knight, Captain Marvel, Thunderbolts, X-Men og Iron Man. Han har også skrevet manuskripter til computerspil og til tv-serier.
De senere år er hans ry blevet lidt blakket pga. nogle sager om, at han har ført en lang række fans/beundrer/kvinder bag lyset, og haft flere forhold kørende på samme tid. Han er ikke anklaget for noget ulovligt, men etisk og moralsk har han muligvis båret sig noget “uheldigt” af. I disse tider, er det dog noget, der bør nævnes og frem i lyset – selvom det i dette tilfælde kan virke sager af en mere privat karakter. Indtil videre!
Serien blev udsendt i perioden 1999 til 2009. I den periode på 10 år udkom der altså kun i alt 27 numre, som udgør det materiale, der er samlet i denne omnibus. Det skyldes delvist, at tegner John Cassaday fik alvorlige helbredsproblemer og samtidig også havde travlt med andre projekter. Hvilket medførte, at serien var sat på pause i 2001-03 og ellers udkom noget uregelmæssigt.
Så var man fast læser og fan dengang, formoder jeg, at det har været lidt en tålmodighedstest, at følge Planetary? Det problem havde jeg så heldigvis ikke. Snørklet og fragmenteret narrativ, kompleks fortælling, hop i tid og sted, samt nogle ret avancerede koncepter. Planetary må have været udfordrende, at holde styr på, når der gik så lang tid mellem bladene udkom?
Videnskab, scifi, superhelte og litteratur
Warren Ellis er kendt for high concept fortællinger, om avanceret teknologi og videnskabsteorier. “Opgradering” af den menneskelige race og lignende, samt en god portion folklore. Planetary er ingen undtagelse.
Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, det ville være for omfangsrig, at opsummere 27 hæfter minutiøst. Og måske også være en lidt ligegyldig øvelse. Handlingen ER vigtig i Planetary, men endnu vigtigere synes selve koncepterne og tankeeksperimenterne, at være for Ellis. Samt, at lege og kombinere det med, at meditere over selve superheltegenren, tegneserie- og litterær historie.
På den led minder det mig om en anden berømt britisk forfatter: Alan Moore. Planetary og dens hovedpersoner er originale kreationer, udgivet under DCs Wildstorm sub-label. Men, det er en verden, hvor andre DC helte tydeligvis også eksisterer og refereres.
Sideløbende med, at andre litterære personager, som Sherlock Holmes også optræder. Der er et væld af referencer til og parafraser over alt fra Doc Savage, Hulk, Wonder Woman, Superman, Green Lantern til Godzilla og Tarzan. Og meget, meget andet. Det er lidt forsimplet sagt en form for undersøgelse af, og ”optrævling”/gendigtning af superhelte og pulp-fortælllingernes rødder og oprindelse.
På mange måder, virker det som om Ellis både ønsker, at fortælle en original superheltehistorie, og sidestille det med, og skrive historien ind i, det 20 århundredes populærkultur. Hos Ellis, er superhelte en moderne pendant til klassisk folklore. Det er League of Extraordinary Gentlemen møder Indiana Jones lignende arkæologi, tilsat lidt X-Files, sat i en “videnskabeligt baseret” superhelte ramme. En undersøgelse af ”det ukendte”, det som stadig ligger udenfor menneskelighedens fatteevne og horisont.
Multivers tegneserie med mange stilarter
I Planetary kommer det blandt andet til udtryk ved, at de 27 hæfter er vidt forskellige i stil, selvom de fortæller en sammenhængende historie. Et hæfte kan være en monster jagt på en mystisk japansk ø, et andet dykker ind i tanker om et multivers. Dele af fortællingen kan minde om klassisk Golden Age Comic, andre dele minder om en homage til eksempelvis De Fantastiske 4. Du har rendyrket action med eksplosioner og vilde skuddueller, hæftet efter kan være en samtale med nævnte Sherlock Holmes. Samtidig er det også en konspirationsthriller, og på en måde også rendyrket pulp-underholdnig. Klogt og kulørt!
John Cassadys ret realistiske artwork skifter i stil sammen med fortællingen på ganske imponerende vis. Karaktererne skifter ikke udseende, men omgivelser og tonen i tegningerne ændrer sig. Det fungerer på både som en hyldest til en konkret periode, eller stilart. Hvilket er med til, at give Planetary universet en fornemmelse af, at det eksisterer og opererer i mange forskellige verdener.
Det er nemlig tanken om et multivers, i Planetary beskrevet som “a theoretical snowflake existing in 196,833 dimensional space”, der er en af de fremherskende idéer og drivkræfter i serien. Planetary er en art superheltegruppe, som undersøger begivenheder på tværs af multiverset. De kortlægge Jordens “hemmelige historie” og holde snor i en gruppe kaldet The Four. Som har gjort det til en form for tidsfordriv, at lege med multiverset og dets muligheder. Af ren og skær kedsomhed? Måske.
Jagten på brikker til Planetary puslespillet
Planetary er kodenavnet for trioen af “helte” vi følger. Den hvide, over 100 år gamle og kun langsomt aldrende Elijah Snow, vores protagonist. Som i begyndelsen af historien lider af hukommelsestab, og kun langsomt får stykket sammen, hvad hans rolle i det hele egentlig er, hæfte for hæfte. Jakita Wagner, en yngre kvinde med superstyrke og hastighed. Og The Drummer, der lader til, at kunne gå i forbindelse med computere og manipulere digitale data.
De to sidstnævnte rekrutterer den noget vrisne og modvillige Snow til, at blive en del af Planetary, og så går den vilde skattejagt ellers Jorden rundt. Selvfølgelig viser det sig, at Snow er en meget større brik i spillet end først antaget. Fortællingen hopper i tid og sted fra hæfte til hæfte, men samtidig skrider hovedhistorien også frem. Indledningsvis virker Planetary ret fragmenteret, og fungerer på mange måder som en art “monster of the week”-episodiske fortælling.
Man får små brikker til det større puslespil, selvom det ikke altid gør det samlede billede mere tydeligt. Tværtimod, faktisk. Samtidig med at “ugens mysterie” løses. Som serien skrider frem, bliver det hovedhistorien mere og mere tydelig og tager over. Der har nok været et skifte i fortællestrukturen og fokus på, at nå frem til endemålet, efter serien var på pause, formoder jeg?
På den led fungerer Planetary både, som en fortælling man kan nyde hæfte for hæfte, hvor hver har sin egen særegne karakter, stil eller metalag. Og som en lang, indviklet episk fortælling, der strækker sig over flere århundrede og universer, som man kan prøve, at holde styr på.
Overvældende og “tung” læsning
Jeg kan ikke påstå, at jeg har fået alle detaljer, referencer, nuancer og plottråde med. Ofte sad jeg og prøvede på bare, at holde tungen lige i munden og fatte hvad der egentlig foregik. Men, aldrig så jeg blev frustreret, følte mig holdt for nar af Ellis, eller blev helt hægtet af.
Dertil er Planetary fortællingen og alt omkring universet simpelthen for fascinerende og fængende, hvis ikke fængslende. Jeg skulle styre mig for ikke bare, at pløje igennem de 27 numre. Så er det godt, at man ikke har uendelig tid og armkræfter til, at sidde og holde denne kleppert af en bog… Men, jeg forsøgte også, at begrænse min læsning til maksimalt 3-4 hæfter af gangen. Så historien kunne få lov til, at ånde og bundfælde sig.
Der er så mange højtragende tanker, koncepter, metalag og hjernevridende idéer i spil her, at det nemt kan virke overvældende. Samtidig er historien og måden den fortælles på, bare elementært spændende, så man vil have mere. NU. Også selvom man måske ikke lige fattede en brik af det man lige læste.
Cassaday (og farvelægger Laura Martin) fortjener (igen) en lige så stor del af rosen her. Planetary er svimlende flot og lidt af et visuelt sansebombardement. Det er muligt, at stilen, eller i hvert fald dele af den (den er jo som nævnt afvekslende og varieret fra hæfte til hæfte), ikke lige falder i ens personlige smag. Men, rent objektivt er det her ikke kun en fortællemæssig pragtpræstation og bedrift, den visuelle del er på omgangshøjde.
Kun fantasien sætter grænser i Planetary
Planetary er mange, mange ting på en og samme tid. Det er vanvittig ambitiøst og kan af og til også føles uoverskueligt, hvis ikke decideret uforståeligt. Bare ordet og begrebet “multivers”, kan kortslutte min stakkels hjerne.
En hæsblæsende og kompleks undersøgelse af, hvad det ville gøre ved “virkelighedens verden”, hvis superhelte/supermennesker eksisterede. Og en tankevækkende filosoferen over, hvad virkeligheden egentlig er og kan være. Hvor stor og lille vores verden, universet og viden måske er, men ikke mindst, hvor underlig og forunderligt.
Scoopet og udsynet er enormt og kan tage pusten fra en. Det er et blændende eksempel på, hvad tegneserier kan, når de er bedst og ikke bange for, at sprænge rammer og holde igen som andre medier ikke kommer i nærheden af. Fortællemæssigt og visuelt sætter kun fantasien grænser. Her er ingen begrænsninger pga. af tekniske eller budgetmæssige hensyn – alt kan i teorien lade sig gør med ord og tegninger.
Planetary er nok ikke en serie man bliver færdig med efter første gennemlæsning. Dertil er mængden af information, plot og referencer for stor og uoverskuelig. Jeg forstår godt, hvis man står af eller føler sig bombarderet af indtryk. Men, for mig var fortællingen stærk og velfortalt nok og idéerne så pirrende og stimulerende, at jeg var fanget.
Også når jeg ikke fattede en brik af det jeg så eller læste.
It’s a strange world… let’s keep it that way.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Alene ambitionsniveauet ville næsten være nok til, at kalde den kanon-værdig. Heldigvis lever både historie og udførelsen op til det. Skal man komme med et kritikpunkt, så kunne det være, at slutningen kan virke en lille smule flad. Men, kun i forhold til den storstilede opbygning. Ser allerede frem til, at læse denne tyksak igen.
