DigiQuickie: Daredevil vol. 1, Know Fear af Chip Zdarsky

by | Dec 8, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Nyt tiltag og et forsøg på, at klemme noget materiale hurtigere ud: Quickietal!? Vent, nej… DigiQuickie! Hvor jeg vil prøve på, at skrive nogle lidt kortere, mindre detaljerede og udmarvende anmeldelser/anbefalinger. Jeg kan godt blive lidt lang i spyttet her på siden, og produktionshastigheden af materiale (jeg bruger for meget tid på den her hobby, OK?). Så, det er også en øvelse, der er for min egen skyld.

Jeg vil fokusere på nogle hæfter/serier, som jeg læser digitalt, hvor jeg får smagt på en del forskelligt. Så det her skal også være en slags smagsprøver, fremfor grundige gennemgange. Dem kan I finde i fine mængde andetsteds her på siden.

Derfor vil der heller ikke være den sædvanligt mængde baggrundsstof og introduktion. Vi kaster os mere direkte ud i det, og jeg tilstræber, at skære mere ind til benet. Og, forhåbentlig inspirerer til, at man tjekker en serie ud og selv sætter sig ind i den eventuelle nødvendige kontekst.

Første DigiQuickie kiggede på Jason Aarons‘ Unworthy Thor mini-serie.

Dommensdag for Dæmonen

Renselse, eller det endelige fald fra Hells Kitchen tinder ned i et personligt helvede? Chip Zdarsky tager Matt Mudock og hans røde altererego længere ud end tidligere, efter han i kampens hede ved et uheld dræber en mand.

Det sender ham ud i en nedadgående spiral med ordensmagten i hælene, men hans egen skyldfølelse og tvivl, som en endnu større modstander. Over 6 hæfter følger vi Murdocks tur gennem skærsilden, hvor han konfronteres både med gamle dæmoner, sit katolske ophav og stærke, ydrer “fjender”.

Fjender, der her hovedsageligt repræsenterer det samfund, som Daredevil, både som helt og privatpersonen og advokaten Murdock har svoret at forsvare. Nu er det ham selv, der står overfor rettergang og dommens dag. På mange måder, er det velkendte tematikker for karaktererne og Daredevil-serien, som forfatter Chips Zdarsky bringer i spil.

I dette tilfælde, hans stadig kørende serier, der begyndte i 2019, føles gentagelsen dog frisk og har nok gennemslagskraft til, at man gerne følger Daredevil ind i helvede én gang til.

Konsekvensen af ens handlinger

Zdarsky overtog serien efter Charles Soule, hvor Daredevil var blevet ramt af en bil. Nu gennemgår han fysisk terapi og genoptræning. En rystet helt, der pga. af hans skader, fysiske og mentale, optræder ukarakteristisk sjusket. Det medfører, at han i forsøget på at standse et røveri, fejlbedømmer sine kræfter og en af tyvene dør af sine skader.

En velkendt tegneserietrope bringes her i spil: selvtægtsfolk, der bruger vold som middel til, at “gøre godt” og standse vold. Det fungerer både på et metaforisk plan, men også et mere konkret, hvor tegneseriemediets (og dens forgreninger til andre medier) nogle gange svælgen i grafisk, spektakulær vold udstilles.

Her bliver en lille, lidt tilfældig scene, som kunne være affejet hurtigt, til et dybere dyk ned i Matt Murdock og tegneseriehelte generelts psyke. Know Fear handler det om, at konfrontere Murdock med hvad han har gjort, komme over ens med det og tage konsekvensen.

Spejling og skyggesider

Det sender ham ud på en rejse, der både involverer flere fysiske konfrontationer med den retskafne betjent North, sjælesøgning privat og vha. kirken og endog en hurtig volds sving-om med gode, gamle Punisher. En figur, der på mange måder spejler Daredevil, men også er en mere ekstrem skyggeside af ham.

Man kunne sige, at Punisher her repræsenterer, hvad Daredevil i yderste potens kunne ende som, hvis han giver helt slip. Presset kommer dog også fra andre, mere level headed sider, blandt andet superheltekollega Spider-Man. Han dukker op som samvittighed og fornuftens stremme.

Han opfordrer en tiltagende irrationelt opførende Daredevil, der nægter at stoppe op, smide masken og acceptere sin skyld til, at “do the right thing. Renounce this violence. Cast out the devil”. Nemt nok, at sige når man er defineret ved, at være en djævel, ikke sandt? Jeg mener, det er i hans navn!

The show MUST go on…

Hvordan det hele ender vil jeg ikke afsløre her, den fornøjelse skal man selv have. Men, eftersom Zdarsky er nået op på foreløbig 36 hæfter (serien er vist netop gået på pause?), så finder han nok en eller anden vej.

Der er både overraskelser og betrædes velkendte stier hos Zdarsky, en kombination der må være forventelig på en stor titel, som Daredevil. Du kan pille ved nogle ting, justere og lege med serien, men i sidste ende er og bliver den fortløbende. The show must and will go on. Det handler om, at gøre det interessant, underholdende og troværdigt nok til, at man bliver hængende og køber ind på præmissen.

Man ved jo godt, at Superhelte næppe bare stopper, det ligger indbygget i forretningsmodellen. Selv “døden” har det med ikke, at stoppe en serie. Så en bette omgang skyld og mulig retsforfølgelse sætter næppe en stopper for en Daredevil. Zdarsky lykkes udmærket med, at behandle Daredevils tvivl og skyld til, at man selv tvivler nok til, at der er en velfungerende spændingskurve.

Vellykket, moderne tegneserier, der mangler lidt ridser

Rent teknisk er det en ret tidstypisk, moderne tegneserie, der gør sig godt i digitalt format. Der er skiftende tegnere på Know Fear, med den “afveksling” og variation det nu giver i artwork og visuelt udtryk. Jeg er ikke ubetinget fan af det hele, nogle af de tidlige fremstillinger af Murdock er stilmæssigt ikke lige mig. Han ser på en måde lidt for “pretty boy” (selvom han er forslået) eller ung ud?

Her kunne jeg godt have brugt en mere plaget og hærget stil. Han får, trods alt nogle gemene prygl, og uddeler dem også selv. Kampscenerne er generelt dynamiske, voldsomme, men på en lidt cartoony vis, og konstrueret så de flyder godt og er nemme at følge i en Marvel App.

Der er dog den velkendte “smag og behag” vinkel ved disse moderne, digitale tegneserier. De knivskarpe farver, lidt blanke og high def udseende billeder bliver af og til lidt for kulørte at kigge på. Det er lige før, at det hele fremstår FOR skarpt og tydeligt. Man kan godt savne et mere gnidret, slidt og falmet udseende fra et gammelt Born Again hæfte, når man læser en serie som Know Fear.

Og Daredevil kender jo til frygt. Og genfødsler, nu vi var ved Born Again. Know Fear er ikke nogen ny Born Again. Men, den er et hæderligt bud på en serie, som forsøger at sætte spørgsmålstegn ved superhelte og konsekvenserne af deres handlinger. Får den en til, at læse videre i Zdarskys serie?

Eh, måske.