Anmeldelse: God Country

by | Jan 11, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Magi og moderne mytologi mødes i gudernes rige

Det er et eller andet sted, en ganske ulige kamp vores hovedpersoner er ude i, i denne afsluttede mini-serie fra Donny Cates. God Country er udsendt i 6 hæfter begyndende i 2017 og udsendt samlet i en tradepaperback i 2019.

På det ene plan er det en fortælling om en gammel mand, der er ved at miste sig selv og forbindelsen til virkeligheden og hvorledes det påvirker hans nærmest familie. På et andet bliver det en metafysisk kamp mod en intergalaktisk overmagt, der via kraften i et magisk sværd forsøger at bevare magten, og redde sin hjemverden.

Donny Cates, der blandt andet har skrevet Redneck og måske er mest kendt for sit arbejde på Marvel titler som Doctor Strange, Venom, Absolute Carnage og nu Thor, har i samarbejde med tegner Geoff Shaw skabt noget ganske unikt og gribende med God Country. Lige dele nede-på-jorden fortælling om hvad det gør ved et menneske, og de nærmeste, når hjernen og forstanden begynder at svigte og en fantasy fortælling med store sværd og store guder fra det ydre rum.

Alzheimers har ændret Emmet på hans gamle dage. Det går ud over omgivelserne.

Med magisk sværd skal alderdom og Alzheimers bekæmpes

Historien trækker på en række troper, klichéer om man vil, og mytologiske heltefortællinger, og er på den led ikke nyskabende. Men, blandingen med det menneskelige drama gør det alligevel til sin egen, særprægede størrelse med en ret personlig stemme.

Det er klichéer, arketyper og sådan set ikke en leg med dem, som i eksempelvis Black Hammer, men en sammenblanding, der fortælles uden glimt i øjet og hvor emnerne skal tages for pålydende. Det er med til, at give historien noget ballast, tyngde og pondus, hvor det nemt kunne være blevet lidt fjollet.

Jeg indrømmer gerne, at da jeg så pitchet var jeg lidt betænkelig ved at kaste mig over God Country. En aldrende texaner, Emmet Quinlan, der er ramt af Alzheimers, og hans nærmeste familie, sønnen Roy og hans kone Janey og datteren Dee, fanges i en tornado på Emmets farm. Ud af tornadoen dukker et stort, fantasy-lignende sværd, der tilsyneladende har sin egen vilje og stemme.

Sværdet, Valofax, manifesterer sig og “helbreder” Emmet, der i hvert fald pludselig virker helt klar i hovedet. Valofax kan tale, okay, sværdet vælger selv hvem der skal kunne bære det, altså hvem der er værdig. Det er smedet af guden Attum, det lyder lidt som autumn (efterår) og han er ikke en særlig flink fyr. Han har to sønner, en god og en ond (selvfølgelig) som han sender ud for at få fat i Valofax i nævnte rækkefølge, inden deres planet går under.

Emmet er ikke sådan lige tilbøjelig til, at opgive sin genvundne mentale og fysiske klarhed, sætter sig op mig Attum og dennes sønner. Det resulterer i, at den knap så flinke af gudens afkom kidnapper Emmets barnebarn og fører hende til deres verdens udgave af helvede. Hvilket, naturligvis medfører at Emmet med hans knap så heltemodige og voldsparate søn på slæb mod ud på en redningsaktion – to hell, and back! Måske…

Men så finder han et magisk sværd!

Menneskelighed og nærvær i fantasifulde rammer

Jeg er ikke den største fantasy-fan, i hvert fald ikke hvad overdimensionselle våben, magi og den slags angår, det er bare ikke lige det der har min største interesse. Og da der så dukker nogle gudelignende skikkelser fra det ydre rum op, så begynder det at lugte lidt af noget kosmisk Marvel/DC/Kirby knock-off. Men, anmeldelserne har været virkelig stærke ude på det store internet, så jeg gav God Country en chance. Både fordi jeg savnede “noget lidt anderledes” at læse, som også var en afsluttet historie, der ikke bare fortsætter i det uendelige.

Og jeg fortrød ikke mit valg. Accepterer man præmissen og er villig til, at sluge genkendeligheden i dele af de elementer der udgør fortællingen i God Country, så gemmer der sig en både medrivende, overraskende rørende og ikke mindst menneskelig fortælling om alderdom, at sige farvel og give slip. Accept. Om fædre og sønner, hvad man henholdsvis giver videre og arver. Om at huske og blive husket, hvad er man og ens liv, hvis man ikke kan huske det og livets nådesløse gang, der ikke stopper for nogen eller noget – ikke engang et stort, magisk sværd, når alt kommer til alt.

Det er egentlig ikke en spoiler. Fra God Country går i gang, med en slags alvidende fortællestemme, der forklarer at denne historie fandt sted for mange år siden og har været fortalt i generationer, ved man at man har med en moderne myte at gøre. Det medfører vel nærmest pr. automatik, at ingen af personerne længere er i live, ellers kan de ikke blive til historie/myte? At fortællestemmen “lyder” lidt Ala Sam Elliots The Stranger i The Big Lebowski, bidrager kun til den humoristiske tone, der også gemmer sig et eller andet sted i God Country. Godt begravet under dramaet.

Rammefortællingen, og hvem fortælleren er bliver aldrig nærmere forklaret og er heller ikke så vigtigt. Det ligger sig helt i tråd med følelsen af myte/eventyr, hvor persongalleriet også kun er løst tegnet op og egentlig lidt underfortalte arketyper. Det er en del af hele præmissen, som man må accepterer eller lade være, ligesom når man læser et gammelt eventyr, hvor karaktererne også ofte er skabeloner, hvis motiver og handlinger kun er løst defineret og forklaret.

Guderne i God Country er lidt nogle dumme svin. I hvert fald de fleste af dem.

Når man bygger noget nyt af noget gammelt

God Country er mere end summen af dens enkeltdele og vokser til noget større, som de 6 hæfter skrider frem. Den har en begyndelse, en midte og en slutning med en genkendelig spændingsbue og “rejse”, som den slags også skal have. Star Wars var heller ikke decideret original, hvis man kiggede på enkeltdelene, der var lånt fra øst og vest og stjålet med arme og ben, men MÅDEN det blev sat sammen og præsenteret på skabte noget “nyt”, fængslende og fascinerende. God Country er “ny” og velfungerende på samme måde. Den er stedvis, især mod slut, også sentimental, men ikke så det kammer over. Og sentimental er ikke nødvendigvis det samme som, at der er en lykkelig slutning. Men, der er en slutning.

Donny Cates fine brug af fortællemæssige byggeklodser bakkes op af Geoff Shaws stemnings- og virkningsfulde artwork. Det er måske ikke min foretrukne tegnestil, det bliver stedvis lidt glat og “fantastisk”. Det dufter en lille smule af et RPG computerspil møder Marvels Asgaard. Men, personlig smag tilsidesat, så synes jeg stadig det er virkelig flot og ikke mindst passer rigtig godt til historien. Og så er det utroligt “fotogent” visse steder, hvor enkelte paneler og helsider nærmest hopper op fra siderne og skriger efter at blive blæst op i stort format og hængt på ens væg.

Det balancerer mellem det intime og nære og opblæst galaktiske. Samtidig har Jason Wordie fundet en farvepalette, der på udtryksfuld vis underbygger og virkelig får det til at skinne, når det er nødvendigt. Den får med hele den kulørte pensel, så at sige. Men er holdt i nogle nuancer, der også giver det hele et lidt overnaturligt og mytologiske skær, om man så befinder sig i det øde, landlige Texas, ude blandt stjernerne eller nede i helvede.

Er det hele så bare en stor metafor for Emmets indre rejse ind i et personligt helvede, hvor det handler om erkendelse for at blive fri? Tja, det er muligt, man kan også bare tage det hele for pålydende og læse det som en myte om et stort, snakkende sværd!

BIG ASS SWORD

Plus:

– Gribende, menneskeligt drama trods den “fantastiske” præmis
– Tankevækkende og nærværende
– Moderne mytefortælling, der dygtigt bruger “genrens” troper
– Velskrevet og godt pacet
– God balance mellem, at være forståelig og lidt mystisk
– Flot og fantasifuldt artwork og en meget gennemført visuel stil
– Fungerer både som kapitelopdelt og samlet, afsluttet fortælling
– Tåler flere gennemlæsning, så “value for money”

Minus:

– “smag og behag”

Konklusion: Som man kan se, så falder de negative punkter jeg kan finde ved God Country, i min optik, under “smag og behag”. Rent fortællemæssig, teknisk og på indholdssiden leverer Donny Cates og samarbejdspartnerne en fængende, ganske rørende og flot udført, afsluttet fortælling, der taler til både hjerne og hjerte.

Det er måske ikke nyskabende og originalt, hvis man skiller den ad i enkeltdele, men det er myter sjældent… Jeg har læst God Country to gange siden sidste sommer og glæder mig til en tredje gennemlæsning. Det må tælle som en stor anbefaling herfra.