Anmeldelse: Moonshine vol. 1

by | Sep 5, 2021 | Anmeldelser | 0 comments

Hjemmebrændt sydstats hooch, New York mafia og varulve mødes i Moonshine, af Brain Azzarello og Eduardo Rizzo.

Vi befinder os i Virginia, i Appalacherne under forbudstiden, en storbysmart gangster har fået til opgave, at lave en leveringsaftale med en lokal hjemmebrygger. Tingene løber dog hurtigt af sporet i en voldelig og blodig retning, inden Moonshine drejer i en overnaturlig retning.

Serien, der er udsendt via Image Comics, begyndte i 2017 og består (foreløbigt) af 28 hæfter, samlet i 4 trade paperbacks. Her tager vi et kig på vol. 1, der dækker de første 5 hæfter i serien.

Storbygangster på udebane i vildnisset

Mafiabossen Joe Masseira har fået nys om, at en vis Hiram Holt brygger en kraftig og berømt/berygtet moonshine langt ude på landet. Masseira sender en af sine håndlangere, Joe Pirlo på udflugt langt ude på landet og oppe i bjergene for, at slå en handel af.

Prilo kommer dog skævt ind på den snu og stenhårde Holt, der ikke umiddelbart er varm på tanken om, at gøre forretning med mafiaen. Selvom Holt er forbeholden overfor, at indlade sig med storbysnuderne, han er sikkert snu nok til at fornemme en mulig hostile takeover, viser han Pirlo “faciliteterne”.

I den øde bjerghytte hvor den magiske moonshine brygges, er der dog foregået en mindre massakre. Døde, lemlæstede medarbejdere, er synet der møder Holt og Pirlo. Holt er undvigende og vag omkring, hvad han tror er sket. På vejen tilbage til sit hotel i den lokale by punkterer Holt, og farer vild i skovene

Her løber Pirlo ind i nogle lokale, fattige farvede, der både virker lidt skræmmende og mystiske, men ikke decideret fjendtlige. De har gang i en form for lummervarm dansefest og lejerbåls-banjo. Pirlo fristes ved synet af et svedigt fruentimmer, der stirrer intenst på ham. Han beder om en drink.

Dead Darkie in the Woods!

Og vågner blackout-fortumlet op i sin bil, parkeret i nærheden af hotellet?! Med en åben, tømt krukke moonshine på automobilens gulv, mudder på skoene, klæderne i uorden og blod på tøjet? Da han forsøger, at samle stumperne af sig selv på hotellet, opsøges han af den lokale ordensmagt. En af “de farvede” er fundet dræbt ude skoven (“I got a dead darkie in the woods”).

Selvom en del kunne pege imod Pirlo, eller i hvert fald fungere, som en form for indirekte forbindelse mellem ham og liget, lader politimanden ham af krogen. Foreløbig. Godt at være hvid! Chefen fra New York ringer og vil høre om Pirlos fremskridt i Holt-sagen, og om han skal sende flere folk. Prilo forsøger, at affeje ham.

Kort efter opsøges han af to yngre medlemmer af den store Holt-familie, der høfligt tvinger ham til, at tage med. De bringer ham til Tempest, et kvindeligt medlem af familien. Tempest har, sammen med hendes brødre (fra forskellige mødre, muligvis kusiner og hinandens tanter) planer om, at gå bag Hirams ryg og selv slå en moonshine-baggårdshandel af med Pirlo og mafiaen.

Ah ja, store ambitioner og storbydrømme. Tempest er en blond, dreven og farlig femme fatale med skjulte motiver. På vej tilbage gennem skovene med den ene bror (redneck #2) bag rattet påkøre de træ, efter noget har ramt. Redneck #2 tumler ud i mørket, noget lurer i skyggerne. For øjnene af Pirlo bider et stort, behåret væsen halvdelen af knoppen af redneck #2.

Hvad er det egentlig Azzarello vil?

Det var lige en hurtig opsummering af de to første hæfter, og springbrættet for historien og diverse plots i Moonshine. Der sættes en hel del op, og en hel del der kun antydes vagt, så vi har en del dinglende plottråde. Tråde der på en eller anden måde skal væves sammen til, et forhåbentlig velfungerende hele.

Det bliver dog lidt for hurtigt en smule uoverskueligt i Moonshine, hvor Azzarello har mange bolde i luften, trods det på papiret relativt simple setup. Storby vs landet, mafia vs rednecks, smuglersprut og noget med varulve. Men, for mig er det som, at Azzarello aldrig helt får styr på, hvad det egentlig er for en historie han vil fortælle.

Der er masser af plot og narrative retninger fortællingen kan tages i, alligevel er det, efter en masse setup, som at historien aldrig for alvor kommer i gang. I hvert fald ikke på en glat og velfortalt vis. Der går hurtigt intriger på kryds og tværs i den, internt i mafia og Holt-familien, og de to grupperinger imellem. Det mudres til af den afro amerikanske vinkel og hele det overnaturlige element med mulige varulve, der er løs i skovene.

Retningsløs ud i kugleregnen

De mange intriger og forviklinger munder ud i, hvad der i vol. 1 sidste halvdel virker som en uendelige række konfrontationer, skyderier og voldsorgier. Der alle sådan set er “dejligt” blodige, og flot tegnet, men fortællemæssigt bliver det hurtigt en kende ensformigt.

Her er det som om, at Moonshine lidt taber retning, eller taber sin grundfortælling i kugleregn og sylespidse varulve tænder. Samtidig er det mangfoldige figurgalleri underligt fladt. Kulørt og kuriøst, ja, men det er ikke tilfældigt at jeg kaldet den ene Redneck #2. Det kunne også have været Storbygangster #5.

Der er for mange ens udseende, personlighedsløse karakterer. Og vores hovedperson, Lou Pirlo, er desværre også lidt en af dem. Han er kort og godt kedelig. Der forsøges, at give ham lidt emotionel ballast og dybde med en baghistorie om en druknet søster, der dukker på i nogle drømmesyn. Eller når han får sig skovkoger. Men, det virker, selv efter 5 hæfter underligt påklistret og fungerer endnu ikke helt gnidningsfrit med den øvrige fortælling.

Tempest HAR noget personlighed, men hun er også en tyk kliché. Den stærke, handlekraftige og udspekulerede femme fatal. Det skal, muligvis forestille, at slå et slag for ligestillingen og alt det der, men det virker som den slags ligestilling, der er udtænkt i en lidt kassetænkende mandehjerne.

Enkelt, men udtryksfuldt og atmosfærisk artwork

Jeg berørte kort Eduardo Rizzos artwork, det er ham og hans arbejde man skal kaste sig over Moonshine for. Hvor jeg synes Azzarellos pen enten løber tør for blæk, eller han har problemer med, at styre den, så er Rizzos hånd usvigeligt sikker.

Nuvel, jeg er ikke nødvendigvis kæmpestor fan af Rizzos streg og stil, det er ikke 100 % min smag. Men, jeg er ikke blind, så rent objektivt er Moonshine flot og stemningsfuldt tegnet. Rizzos streg er enkelt, let “cartoony”/karikeret og uden mange, gnidrede detaljer. Alligevel er den meget udtryksfuld og atmosfærisk.

Han hjælpes også godt af farvelægningen af Christian Rossi, der virkelig yder en forbilledlig indsats her. Han får bragt skygger og dybe ind i Rizzos billeder, og masser af stemning med en relativt begrænset farvepalette per side/scene. Hver “scene” er ofte holdt i en enkelt tone/farve, som gullige dags billeder, blålige til natten, grøn til skoven eller en lidt off blanding af rød/lilla når det bliver mere overnaturligt.

Sammen får Rizzo og Rossi virkelig Moonshine til, at skinne, pardon the pun. Skal man kritisere noget, som ikke grunder i personlig smag (jeg er eksempelvis ikke vild med Rizzos karikerede figurtegninger/ansigter), så er det, at den enkle streg og farvelægningen måske bliver en smule ensformig, som hæfterne skrider frem.

Bar røv i måneskin

Indtil dette punkt er Moonshine altså lidt en 50/50 oplevelse for mig, der hvor den muligvis vipper lidt i retning af et negativt, samlet indtryk er nogle af de mere overordnede linjer. Azzarello kan skrive, men her bliver det, som nævnt flere gang, lidt rodet, eller i hvert fald uforløst.

Men, der hvor jeg for alvor har problemer med ham og Moonshine er, at det hele virker lidt for velkendt. Som en ikke videre elegant blanding af gangsterromantik, noir, sydstatshorror og tykke genreklichéer og udkogt konventionssuppe.

Der er ikke mange originale idéer her, i stedet virker det som et miskmask af ting Azzarello lige har syntes var seje. Her mangler både filter, overblik og retning. Og en mere ren tone serien igennem. Moonshine vil gerne lidt være det hele, og ender med ikke rigtig at være nogen af delene.

Moonshine smager ikke af mere

Og så er der nogle troper i fortællingen, klichéer/genrekonventioner eller ej, som virker underligt bedagede – i bedste fald. Som “den magiske indfødte” kontra den hvide mand.

Det er muligt, at Azzarello lige netop forsøger, at kommentere på et problem eller fastlåste tankemønstre i fremstillingen af visse befolkningsgrupper. Her “de farvede” og, som tidligere nævnt, kvinder og kvindesynet. Men, det er som om, at budskabet enten ikke træder helt tydeligt frem, drukner i blod og indvolde, eller bare fremstår som et halv-hjertet forsøg.

Hjertet ER formodentlig på rette sted hos Azzarello, men som med meget andet i Moonshine, så drukner det hele lidt i den grumsede mængde. Moonshine er ikke decideret mislykket, den indfrier bare ikke præmissens potentiale i løbet af disse første 5 hæfter.

Der er ikke rigtig noget her, hverken i fortællingen eller ens forhold til figurerne og deres skæbne, der gør at jeg har lyst til, læse videre. Og når du ikke formår, at gøre en pulpet fortælling med rå gangstere, skræmmende rednecks, farlige damer og varulve elementært spændende og fængende, så har man på et eller andet punkt fejlet.

Plus:

– Interessant præmis
– Gangstere og rednecks!
– Rizzos streg og Rossis farvelægning
– 30er stemningen, fra looket til sproget
– Prisen. Første opsamling koster, som mange Vol. 1s fra Image, kun 89. kr.

Minus:

– For mange idéer, der ikke skaber et velfungerende hele
– Klichéerne og genrekonventionerne står i kø, eller falder faktisk over hinanden
– Uklar “tone” og budskaber, som kvindesynet og “den magiske indfødte”
– Kedelige og stereotyper figurer
– Mindre end summen af dens enkeltdele

Konklusion:

Jeg blev ikke fanget, selvom der sker en masse og Moonshine på papiret virker lovende. Den er flot, hvis du er til Rizzo. Vil du have sydstatsstemning og vold, så læs Jason Aarons Southern Bastards i stedet for.