Så er der endnu engang møde i Marvelklubben, denne gang har vi læst Marvelheltene nr. 12. Et helt tilfældigt nummer, hævet ned fra hylden. Eller, det vil sige, jeg valgte det er forsynet med en af de, i min optik, grimmeste forsider på et Interpresse Marvelblad fra perioden.
Noget af et udvælgelseskriterie, ikke sandt? Jeg synes også, at det kunne være “sjovt”, genlæse et blad, som jeg af flere årsager ikke har blandt mine favoritter fra slut-80erne. Omvendt, så er det et af de blade, som jeg husker ret tydeligt fra samlingen. Og straks kunne genkende, da det dukkede op i de famøse flyttekasser. “Nååårh, ja… det der”…
Marvelheltene nr. 12 udkom via Interpresse i 1988 med materiale henter i de amerikanske numre: Fantastic Four #269 Skyfall og #270 Planet-Fall, fra 1984. Skrevet, tegnet og rentegnet af John Byrne, farvelagt af Glynis Wein.
Smag på forskellige Marvelhelte
Vi befinder os altså i John Byrne-perioden på De Fantastiske 4, og perioden hvor Tingen var ude og Hun-Hulken var inde, som nyt medlem af gruppen. Jeg var ikke den store John Byrne-fan, da jeg var barn. Hvorfor? Det ved jeg ikke, børn er dumme, ikke sandt? Nej, det var, og er til dels, bare ikke lige min stil.
Alligevel er den så karakteristisk og genkendelig, at jeg forbinder den nært med tidlig Marvel. Tidlig Marvel i den forstand, at hans streg var gennemgående på tværs af mange af de titler, man havde adgang til dengang. Projekt X, Superman og altså, som her, De Fantastiske 4.
Marvelheltene udkom i alt i 19 hæfter, inden bladet lukkede end, eller blev til endnu en Hulk-relancering? Hulk optrådte nemlig mere og mere i bladet, efter en god række numre med John Byrnes De Fantastiske 4. Og en lille smule ældre Alliancen i bladets begyndelse.
Da var det kortvarigt sort/hvid, inden det skiftede til det velkendte “48 sider i farver” + Marvelklubben og figurbiografier, som man kender fra perioden. En periode, der nok var min “peak” tegneserieperiode.
De knap så Fantastiske Fire?
Marvelheltene var dog, trods alt ikke den titel jeg bare absolut MÅTTE eje alle eksemplarer af. Om det var Byrne, eller mere De Fantastiske 4, som jeg aldrig har været voldsomt begejstret for, ved jeg ikke.
Der var bare et eller andet ved den gruppe, deres kræfter og historierne, som ikke tiltalte en sund og rask knægt, der nok bare mere var en Edderkoppen-dreng? Tingen var mærkelig, Sue var en pige (YRK), Johnny Storm fin nok og Reed Richards… ørk… han kunne strække sig og se bizar ud? Lamt!
Og historier, som denne, hvor man også får “fornøjelsen” af Hun-Hulken (flere piger, YRK) og Wyatt Wingfoot (generisk klædt superhelt i 80er jeans og ensfarvet, stram t-shirt #27) hjalp bestemt ikke på sagerne.
Senere har jeg samlet lidt flere af Marvelheltene-hæfterne op og fået læst/genlæst Byrnes De Fantastiske 4 ud i ét. Det har givet lidt mere perspektiv, og man bliver jo mere vis med alderen, eller noget. Så nu kan jeg godt se, at Byrne, både som tegner og forfatter har nogle indiskutable kvaliteter. Marvelheltene nr. 12 er dog, stadig noget af en stinker.
Galactus klonen angriber!
Det er, kort fortalt, og der er ikke meget kød på historien i forvejen, et plot der involverer en form for “Galactus light”. Eller måske er det Ultra Light? I hvert fald er historiens skurk, Terminus, en stor fætter, som ligner en gigantisk kålorm klemt inde i en samurai-mechsuit, der æder/udsuger/dræner/dræber planter.
Han har endda en herold/forkynder/slave af en art, der ligner en forvokset Area 51/50er sci-fi alien. Som “skifter side”/forsøger at underminere chefen/har en samvittighed over, at bossen rejser rundt og suger energi ud af planeter. Så ja, Byrne har været på rov i De Fantastiske 4s klassiske fortid. Hyldest, tyveri eller nedslående uopfindsomt?
Terminus ankomst varsles med en stor laserstråle, der ustoppeligt skærer igennem landskabet (og velklædte Wingfoots hellige jord. Det er 80erne, indianerstereotyper var stadig kosher). Helte er forvirrede, almindelig panik spreder sig. Terminus ankommer, midt i ingenting ude i ørkenen, heldigvis så der ikke er nogen civile ofre, trods alt.
Vores helte arbejder sammen og uskadeliggør faren ved, at Reed bruger en eller anden dims han har opfundet tidligere i bladet til, at banke Terminus IGENNEM Jorden “som en teltpløk”. Der en dør på klem, så Terminus, den nye, store fare på et tidspunkt kan vende tilbage, når han har fået gravet sig ud af Jordens kerne…
Back to basics eller halv-bleg kopi?
For min skyld behøver han ikke skynde sig, og så vidt jeg ved, så var det også det første og sidste man så til Terminus på dansk? I de amerikanske blade vendte han, naturligvis tilbage. Som en irriterende muldvarp, der popper op i græsplænen, kan jeg forestille mig.
Der er ingen vej uden om, historien her virker både tynd og meget uopfindsom. Både plottet og Terminus som karakter. Galactus’ mægtige skygge hviler TUNGT over begge dele, i en uoverkommelig grad. Der er intet originalt her, ud over Reeds dimmer, som han tilfældigvis opfinder til lejligheden. Det er både halv-dovent fundet på og uinspireret historieskrivning, Byrne.
En stor del af Byrnes motiv, og eftermæle på De Fantastiske 4 var, at han forsøgte at genskabe fortiden. At bring titlen og figurerne “back to basics”, så at sige, mens han også opdaterede visse elementer, som Ben Grimm/Tingen. Og introducerede nye tiltag, som eksempelvis Hun-Hulkens medlemskab af gruppen/”familien”.
Nuvel, Terminus-historien tjekker jo i bund og grund mange af de kasser. Vi får noget familie-relateret, blandt andet med Sue og Franklin. Lidt “nyt” i form af Hun-Hulk og Wingfoot og så en gentagelse, af nogle klassiske historie “beats” med Terminus og Galactus. Det føles, desværre bare sååå uopfindsomt og fladt.
Der er forskel på en vellykket genfortælling og et tyndt opkog.
Marvelheltene er en uappetitlig øjebæ
Måske ville det hele have gjort sig lidt bedre, hvis ikke selve hæftet havde været virkelig grimt og sjusket? Det er ingen hemmelighed, at Interpresse udgivelserne, rent teknisk var af svingende kvalitet. Ikke hvad indhold eller det redaktionelle stof angår. Men, især farvelægning og tryk voldte af og til problemer.
Marvelheltene nr. 12 er en af de mere grelle eksempler. Hæftet er spækket med farvelægningsfejl, mest tydeligt på side 25, begyndelsen af anden del. Her er Johnny Storm og hans flirt Alica, åbenbart blevet rumvæsner? Deres hud er i hvert fald lyseblå.
Men, helt generelt er farverne uklare og trykket utroligt gnidret og grimt. Det giver hele bladet et udtværet, mat og meget trist udseende. Den slags er, naturligvis ude af hænderne på Marvel, den danske redaktion og Byrne og hans farvelægger. Det ændrer dog ikke på, at det skæmmer oplevelsen.
Selv forsiden, som i forvejen ikke er for køn af se på, virker underlig i sine rød/lilla toner og nuancer. Den ser direkte giftig og utiltalende ud, frem for ildevarslende, hvilket måske var det, der blev sigtet efter? Farvelægning/valg eller ej, det ændrer i dette tilfælde dog ikke på, at selve motivet med Terminus, Hun-Hulken, Wingfoot og Reed er utiltalende.
Den giver mig ikke lyst til, at læse bladet.
“mindeværdig” trods åbenlyse mangler
Og når man så har gjort det, læst bladet, så føler man, at man lidt har spildt sin tid. Byrnes over 6 år lange forløb på De Fantastiske 4, fra #232 til #295 (1981 til 1986) er hyldet og blevet kaldt en “second silver age” for titlen. Sikkert med rette. Denne historie, fra lidt over halvvejs gennem hans tid på bladet, er bare ikke en af dem.
Alligevel er der noget nostalgisk over bladet for mig. På godt, og i dette tilfælde mest ondt, så er det også en del af min tegneseriehistorie og bringer minder frem. En fornemmelse. Dufte og billeder står ret stærkt, selv når jeg sidder med et blad som dette, som jeg aldrig har brudt mig om.
Minder er noget sjovt noget. For dette blad og denne historie er ikke mindeværdig. Alligevel står netop dette blad så tydelige og stærkt frem i min erindring om, at være tegneseriefan i slut-80erne. Så… måske kan det et eller andet alligevel, når det kommer til stykket?
