Ny uge, ny Marvel-serie på Disney+
MINDRE SPOILERS ADVARSEL.
Så skal vi allerede til den igen! Kun et par uger efter, at sidste afsnit af WandaVision rullede over skærmen på Disney+, er næste skud på Marvel-stammen klar. The Falcon and The Winter Soldier, der handler om… Falcon og Winter Soldier!
Den virker (endnu i hver fald) ikke så kompleks, som WandaVision, der så viste sig egentlig at være ret lige til. Dømt ud fra første afsnit, er den i hvert tilfælde ikke lige så overlæsset med referencer, easter eggs, henvisning, antydninger og “mystik”. Det er en actionserie og karakterportræt, eller portrætter, der er jo to.
I udseende, tone, indhold og handlingsforløb ligger den i naturlig forlængelse af filmene fra MCU. Derfor virker det også logisk, at serien egentlig var tænkt som første skud på Disney/Marvel streaming-stammen. Men, corona det ene og det andet ændrede åbenbart de planer.
Det kan vise sig både, at være en fordel og en lille ulempe. Fordelen er, at WandaVision formåede, at blive et hit og genere noget ugentlig buzz pga. seriens udformning og brud med den efterhånden lidt velkendte stil fra de fleste MCU-film. Ulempen, at The Falcon and The Winter Soldier ikke kommer til, at kunne skabe samme niveau af omtale og internetspekulation.
Serien er nemlig, indtil videre, ret konventionel. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, eller et kritikpunkt, men vi er klar i velkendt territorium. En udløber/forlængelse af Avengers, hvor action/thrillerspænding er mere fremtrædende.
Luftens Helte og flag-smadrende skurke
Vi befinder os cirka et halvt år efter, at halvdelen af verdens befolkning vendte tilbage i Avengers Endgame, da Thanos blev stoppet. De havde jo været “forsvundet” i en 5 årig periode mellem Infinity War og Endgame.
Kort fortalt, så går første afsnit ud på, at nye “terror”-organisationer truer verdens ordenen. Den første, LAF, repræsenteret af blandt andet Georges Batroc, som man seneste så i Captain America: The Winter Soldier filmen, ønsker det anarki, der herskede i 5 års perioden tilbage.
Den anden, kaldet Flagsmashers, er en mere undergrundsagtig skyggeorganisation, som ønsker “en verden uden landegrænser”. Det er åbenbart en dårlig ting, hvis man er typen, som værner om landegrænser?
De er omdrejningspunkt for afsnittets to actionscener. Den første en adskillige minutter lang og ganske imponerende luftkamp. Her flyver Falcon på halsbrækkende vis rundt mellem helikoptere og folk i “flyverdragter”, i et forsøg på, at redde en eller anden dude, som terroristerne forsøger at kidnappe.
Det er klassisk 90er “hop ud af et fly og slås i luften” action, men det er hæsblæsende, tempofyldt og visuelt imponerende. Her kan man i hvert fald se noget af det 150 millioner store budget. Minus en enkelt helikoptereksplosion, der så lidt discount digital ud.
Actionscene nummer to, er et gadeslagsmål, hvor agent Joaquin Torres (Danny Ramirez), Falcons militær-supportguy, forsøger, at standse Flagsmashers i, at røve en bank i Schweiz. Den er kort, kaotisk og intens og fungerer egentlig mest som en introduktion til en maskebærende Flagsmasher big baddie, der lader til at have suget af Captain Americas supersoldat serum. Han whooper i hvert fald Torres godt og grundig.
Måske trænger de bare begge til en krammer?
Ind imellem følger vi nemlig henholdsvis Anthony Mackies Falcon/Sam Wilson og Sebastian Stans Winter Soldier/Bucky Barnes, indtil videre hver for sig.
Wilson kæmper med ansvaret, som Captain America lagde på hans skuldre i slutningen af Endgame, da han overdrog ham sit ikoniske skjold. Han føler sig vist ikke værdig til, at bære det og overdrager det til et museum under en patriotisk og sentimental ceremoni. Og så daffer han ellers til Louisiana for, at besøge og hjælpe sin søster.
Hun har, i perioden hvor Falcon var “død”, forsøgt at holde skruen i vandet. Familiens forfaldne hus og skrantende fiskerbåd skal sælges, Wilson modsætter sig og har en økonomisk redningsplan. Den afvises dog i banken, der er under pres fordi, nå ja, halvdelen af deres kunder pludselig dukkede op igen efter 5 år. Meeeen, Wilson er ikke en der giver op.
Her er konflikten nær og af familiær karakter, søsteren er træt af at kæmpe med et tilsyneladende dødsdømt projekt og vil bare sælge biksen. Wilson bokser nok med skyldfølelse over, at have svigtet familien ved, at være… død. Og så har han et eller andet, at bevise pga. hans “ny Captain America” præstationsangst.
Samtidig, i storbyen, hjemsøges Bucky stadig af mareridt og skyldfølelse over hans ugerninger, som den hjernevaskede, russiske dræbermaskine The Winter Soldier.
Han går til psykolog om dagen, hænger ud med ældre asiatiske mænd om aftenen. Nej, ikke på den måde. Der er en grund, men det er spoiler-territorium. Og flirter med en meget frisk og lige-på ung dame på et lokalt spisested. Fritiden spicer han op med, at forsøge at gå bodsgang, han har en liste med navne. Ligesom i My Name Is Earl?
Alt i alt har Bucky det bare top nederen, og han har ikke været på date siden 1943 og er efterhånden 106 år gammel. Det hele er lidt noget rod, og ret deprimerende.
Rigtige, tyngede mænd vågner op på en madras på gulvet. PTSD much? 
“Fortæl mig om dit forhold til din mor…”.
Forrest Falk og den triste emo-soldat
Det er sådan set DET. Vi er jo også kun i første afsnit, karakterer, konflikter og plot skal lige sættes op og etableres. På den led fungerer afsnittet fint, og spilletiden på 50 minutter virker passende.
De to hoved/titelkarakterer har endnu ikke delt skærmen, men vi skal nok få buddy cop dynamik, som handlingen skrider frem. Indtil videre har deres indre konflikt dog visse fællestræk. Den ene bøvler med skyld og fortiden, den anden med… dårlig samvittighed og selvværdskomplekser. Same same, but different, fælles for dem er, at de skal give slip og “overkomme”.
Mon ikke de ender med, at kunne hjælpe hinanden?
Actionscenerne er, som nævnt overordnet flotte og ganske dynamiske, men ikke videre overraskende eller originale. Det er set før. De mere karakter fokuserede dele af plottet føles en anelse stereotype, forudsigelige og også lige en smule “soapede” i tone og stil. Bucky til psykolog og på date? Wilson på kant med sin søster? Yeah, OK, ikke videre sindsoprivende…
Især sidstnævnte, sat i det billedskønne og atmosfæriske Louisiana gav mig Forrest Gump-vibes. Jeg sad nærmest og håbede på, at Bubba ville dukke op og begynde, at snakke om familiens rejefiskerfirma. Men, The Wilsons fisker vist efter crab fish.
Det hele afhænger nok af, hvad man synes om de to hovedpersoner og skuespilspræstationer bag. Spændende karakterer og stærke præstationer kan hæve et lidt konventionelt plot. Her har jeg nok de største problemer med The Falcon and The Winter Soldier.
Jeg synes ganske enkelt ikke, at figurerne er specielt interessant og ikke spillet “godt nok” til, at hive dem op.
Pænt kedelig piphans med stækkede vinger
Mackie er, tilsyneladende ret populær og rost rundt omkring. Han er ikke dårlig, han har noget timing og en god repliklevering, men jeg er ikke blæst bagover. Men Falcon, som figur, er bare en kedelig fugl. Jeg har aldrig fundet Falcon specielt interessant, han er, for mig, et sidekick.
Og, med al respekt og forbehold for, at vi befinder os i et “fjollet” superhelteunivers: det er en grundlæggende småfjollet og halv-lam helt. Han har ingen superkræfter, han har en dragt med vinger. That’s it. “Æhhh?!”.
Man forsøger så, at give karakteren noget dybde og personlighed her, via hans Captain America-kompleks og familiekonflikten. Men, helt ærligt, jeg synes hverken han fortjener, at blive en form for Captain America, og jeg er ligeglad med den fiskerbåd.
Vinter Soldat med potentiale
Stan er ikke nogen stor skuespiller, som sådan, men han er hæderlig i rollen. Den er så heller ikke så krævende her i første afsnit, hvor han mest bare skal se forpint/trist/mut/tilknappet ud. Eller som om han går rundt med konstant forstoppelse. De få komiske øjeblikke figuren får, rammer han dog overraskende godt.
Men, karakteren har potentiale til mere, hvis Marvel og serien endelig formår, at komme ud af den helt forventelige og uoriginale fremstilling af “soldat med kvaler over hvad de har været tvunget til, at gøre/hjælp, jeg har stadig delvis hukommelsestab” tropen. Der skal mere til, vi skal ud over disse punkter.
Ellers bliver det en helt forudsigelig “vej til frelse” fortælling, der ender i den forventede tilgivelse og accept af sig selv. Der er antydninger af, at der kommer mere kød på og vi kan komme lidt dybere ind i serien, som jeg ikke kan snakke om uden, at spoile for meget. Men, spørgsmålet er, om Marvel/skaberne tør og vil, eller om The Falcon and The Winter Soldier “ikke er den slags serie”.
Fin action, små-tamt drama
Det er den overskrift jeg kunne smække på The Falcon and The Winter Soldier efter første afsnit. Vil den mere end underholde, og prikke lidt i overfladen, på den fra filmene velkendte Marvel-manér? Det er måske for tidligt, at sige, men mit bud er: nej.
I glimt fornemmer man, at serien også gerne vil sige noget om eksempelvis race, og om ikoner og symbolers magt og betydning. Om den tør/kan/vil grave dybere i det, hvilket kunne være ganske interessant, må tiden vise. Men, igen er jeg ”bange” for, at den kun tør antyde.
Det her er en forlængelse af, eller et supplement til, Avengers-grenen af MCU-stammen. Kan du lide disse to figurer, så får du her lidt mere baggrund og noget flot, at kigge på. Ønsker du noget radikalt anderledes, eller er ikke fan af karaktererne, så tvivler jeg stærkt på, at 6 afsnit af det her vil gøre en forskel.
Plus
– Flotte actionscener
– Godt tempo og driftsikkert plot
– Griber trådene fra Avengers og efterdønningerne
– Nem at gå til og let-fordøjelig
Minus
– Mere af det samme, som man kender fra MCU
– Vil den mere end underholde?
– Velkendte temaer
– Virker en kende konventionel, især i kølvandet på WandaVision
– Hovedpersonerne er, indtil videre, ikke de mest ophidsende som karakterer
Konklusion
Jeg tænker, at jeg følger serien til dørs, jeg kedede mig ikke, som sådan, dertil er håndværket for godt og velsmurt. Men, medmindre der sker noget overraskende, eller banebrydende, så er der vist ikke kød nok på til, at jeg gider lave anmeldelser af hvert afsnit.
