“I am a symbol. Oh, you all-powerful fools, open your eyes. I represent all. I embody humanity as its masters have made it”.
Citatet stammer fra franske Victor Hugos klassiske roman, The Man Who Laughs, fra 1869. I romanen følger vi den noble Gwynplaine, der på den engelske konges ordre blev mishandlet som barn, så hans ansigt er fastlåst i et permanent smil. Deraf navnet.
Navnet er også noget nær det eneste Batman: The Man Who Laughs af Ed Brubaker, tegnet af Doug Mahnke, har tilfælles med den berømte roman. En filmudgave instrueret af Paul Leni, med Conrad Veidt i hovedrollen, blev udsendt i 1928. Veidts udseende og rolle krediteres ofte, som at være en af inspirationskilderne til den oprindelige Jokers design.
Så, der er er en forbindelse, i hvert fald i oprindelsen og på et overfladisk plan. Jeg har ikke læst romanen, blot skimmet en synopsis da jeg lavede lidt research på The Man Who Laughs. Men, umiddelbart virker det som om, at titlen på Brubakers “grafiske novelle”, udsendt af DC i 2005, blot er valgt, som en løs reference til Jokerens oprindelse. Og fordi den lyder ret sej. Det må jeg give bagmændene, Jeg synes det er en fed titel.
Jokeren: År Et
Uofficielt foregår den i tiden efter Batman: Year One, der genfortalte Batman (og Jim Gordons) oprindelse. Nu var det så blevet Jokerens tur til, at få en “ny” oprindelse. I kraft af, at selve historien, den første i denne paperback, der også indeholder Brubakers 2003 Batman historie Made Of Wood, er en genfortælling af Jokerens oprindelseshistorie, virker titlen passende. Et vip med hatten til karakterens inspirationskilde.
Made of Wood, der er føjet til efter The Man Who Laughs, vi får altså den ældste af Brubakers historier her til sidst, har intet med Jokeren at gøre. Den virker faktisk som om, at den er føjet til fordi “hovedhistorien” med sine under 70 sider var for kort til, at kunne retfærdiggøre en paperback-udgivelse.
Nå ja, og så er Made of Wood en langt bedre historie, men det tager vi efter hovedretten, der egentlig bare er en lidt ligegyldig dessert. Kort og godt: Jeg er normalt ret stor fan af Ed Brubaker, hans evner som forfatter, “plotter” og stil.
De overfladiske grin
Jeg var ikke fan af specielt meget i The Man Who Laughs, der fremstår underligt overfladisk, forudsigelig og, på en eller anden måde, lidt ufærdig, eller i hvert fald underfortalt? Blev Brubaker pålagt nogle bånd fra DC, redaktionelle retningslinjer og pladsbegrænsning?
I hvert fald virker historien kort og har ikke særligt meget kød på sig. Det behøver ikke være et problem, jeg har læst kortere “grafiske noveller”, med endnu mindre, eller kondenseret, plot. Men, så har der som regel været andet, at sætte tænderne i, som kunne mætte. Artwork, et interessant koncept, stemningen, hvad ved jeg. The Man Who Laughs har… ikke rigtig nogen af delene?
Man mistænker næsten DC for, at have bestilt en tynd kop te, som man så, uden problemer, kunne skylle ud i vasken, hvis man senere fortrød denne Joker oprindelse, eller ville lave (endnu en) retcon. Og, ta-dah, så vidt jeg har forstået det, så anses denne historie heller ikke længere for officiel “kanon” af DC.
Hvad forskel det så end gør, historien findes jo, det kan man jo se, men “tæller” altså ikke i det officielle regnskab.
Hvorfor så seriøst grim?
Noget af det kan skyldes personlig smag, især om man synes om en bestemt tegnestil, farvelægning og visuelle valg. The Man Who Laughs er, i min optik, ret grim.
Der er et eller andet her, som skurer og generer mine øjne. Om det er noget så teknisk, som trykningen/indscanningen, papiret eller lignende kan ikke udelukkes. Men, det er som om det både ser lidt for “blankt” og “digitalt” ud og samtidig lidt “grynet”, eller decideret “ufærdigt”.
Mahnkes stil og pennestrøg kan man diskuterer, jeg er ikke specielt stor fan af det her Joker-design, men det kunne jeg sige om mange af dem. Til gengæld ser hans Batman ret badass ud, mens Jim Gordon, for min smag, har mistet lige lovlig meget af sine ansigtstræk. Mahnke gør dog et solidt arbejde med, at portrættere volden og dens ofre.
Det er det rent æstetiske, som man kan leve med, hvis resten bare spiller. Det er ikke fordi, at Brubaker ikke kan skrive. Slet ikke. Han er, som nævnt, en af mine favoritter. Og hans her lidt afkortede dialogstil og fortælleteknik, giver historien et skær af, at man følger en nyhedsudsendelse. Eller krimiføljeton i en avis.
Her er han på hjemmebane, og stilen passer også ret godt til Batman og dennes detektiv-baggrund. Som også får en ret fremtrædende rolle her, når han forsøger at optrævle sagen om denne grotesk udseende, konstant grinende mand, der annoncerer en række giftmord. På forhånd, inden han udfører dem, tilsyneladende hele tiden et skridt eller to foran.
Et simpelt plot
Helt grundlæggende er selve plottet et ret enkelt “race against time” opklaringsarbejde, som sideløbende fungerer som lige så enkelt oprindelseshistorie for Jokeren.
Det er her The Man Who Laughs og Brubaker halter lidt efter. Der er ganske enkelt ikke meget, eller nok, plot. Og det, der er, er ret snorlige og en kende forudsigeligt. Selvom Brubaker er godt til at skrive stramt og dosere, så virker det her alligevel underligt tyndbenet.
Måske lider det under, at der på en måde skrives ind i en etableret ramme og en form for kontinuitet. Så der er grænser for, hvor meget luft der er og friheder der kan tages. Det giver en en plotmæssig struktur og et indhold, der ret kort kan opsummeres til:
Joker har en plan, Jokers baggrund er lidt mystisk og afsløres (måske), Joker leger med Batman. Batman får overtaget, overvejer at gøre det af med Jokeren, undlader slutteligt. Jokeren spærres inde. Og så er vi klar til, at han kan undslippe og starte forfra. Slut.
Forklarer for meget OG for lidt?
Samtidig med, at plottet føles en kende uengagerende og overfladisk, med en slutning der nærmest giver sig selv og er set før, så er der noget med fremstillingen af persongalleriet, som føles ude af balance.
Ikke mindst hovedpersonen selv, Jokeren. Men, også hele fremstillingen af Gothams politikorps, som nogle lidt inkompetente og ineffektive “fjolser” skurrer en smule. Eller Jim Gordons udvikling fra Year One, hvor han stadig havde noget tro på menneskeheden til her, kontinuitetsmæssig omkring et år senere, at virke noget udbrændt og livstræt.
Det her skulle være Jokerens oprindelse, men når den korte bog er færdig, er man ikke blevet meget klogere på ham som person, eller karakter. Jamen, det ville ødelægge figurens mystik og forklare for meget! OK, fair nok, hvorfor så overhovedet lave en oprindelseshistorie?
Så The Man Who Laughs ender på en lidt underlig måde med både, at forklare for meget, eller forklare noget, der ikke kræve en forklaring – og forklare for lidt.
Made of Wood
Jeg vil ikke bruge så meget plads på Made Of Wood, inden længden af det her stikker helt af. Den er et supplement til The Man Who Laughs, trods alt. Men, jeg synes, som nævnt indledningsvist, at den overskygger “hovedhistorien” på adskillige punkter og virkelig for alvor viser, hvad Brubaker var i stand til med Batman.
Stilistisk og hvad den dunkle, stedvis nærmest selvsmagende sortsynet atmosfære angår, føles den måske lidt som et produkt af sin tid: en post-9/11 start-00er tid med forvirring og desperation. Et verdenssyn Made of Wood måske kan anklages for, at svælge en lille smule i. Kan man acceptere det, så synes jeg her man får en mere velfungerende historie og et bedre plot end i The Man Who Laughs.
Kort fortalt handler Made of Wood om, at et lig dukker op for foden af en statue af Gothams første, store helt. Alan Scott, Golden Age udgaven af Green Lantern.
Liget bærer påskriften “Made of Wood” (træ er som bekendt Green Lanterns svaghed, because comics), hvilket peger tilbage på en håndfuld uopklarede mord begået i 40erne. Mord, som det stadig nager nutidens Scott, at han aldrig fik opklaret og nu føles det, som om historien gentager sig.
Jim Gordon og Batman slår sig sammen med Scott, i håb om både, at opklare de gamle mord og få sat punktum for de sager, samt at stoppe en ny bølge fra en mulig copycat. Den oprindelige morder formodes død, både pga. tiden der er gået og i kraft af, at mordene tilsyneladende ophørte fra den ene dag til den anden.
Når enden er…
Made of Wood er dermed en opklarings/krimihistorie, som foregår i både i et nutidsspor og i fortiden, hvor sammenhængen og hvad der egentlig skete, optrævles af vores helte-trio.
Plottet er elementært velfungerende, finder en tilpas balance mellem, at have nok på sidebenene og samtidig ikke være FOR kompliceret i forhold til pladsen der er til rådighed. Brubaker føles som om, at han er i sit rette element her og ikke, som i The Man Who Laughs, hæmmet af visse restriktioner.
Skal man kritisere Made of Wood for noget, ud over at den som nævnt, tematisk såvel som visuelt, har et 00er feel og look, så er det, at slutningen måske føles lidt… hmm.. jeg vil ikke sige forudsigelig, men så da… måske lidt som en kliché?
Men, det er nu ikke i en grad, hvor man føler sig snydt som læser, eller at det ikke lever op til opbygningen Den er… fin! Turen derhen: endnu bedre.
Den forkerte historie løber med æren
Dermed bliver det, for mig, den anden, mindre kendte historie, der løber med opmærksomheden her. The Man Who Laughs har opnået klasssiker-status, det ved jeg ikke helt om den egentlig fortjener. Det er muligvis Joker-effekten, der er hovedårsagen her.
Om Made of Wood fortjener, at blive ophøjet til klassiker i stedet for, er jeg heller ikke helt sikker på. Det er en bundsolid og medrivende fortælling, og en der har givet mig lyst til, at læse flere Batman-historier i samme stil, hvor detektivarbejdet er mere i centrum. Men, en tidløs klassiker? Mjah, mere end The Man Who Laughs i hvert tilfælde…
Men, det løb er kørt, The Man Who Laughs vil nok til evig tid, fortjent eller ej, løbe med hovedparten af opmærksomheden og Made of Wood leve en skyggetilværelse, som ”den anden historie” i opsamlingen. Det er synd, læs den, eller læs den igen, hvis du har The Man Who Laughs stående. Det er den bedre historie af de to.
Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Hmm, nej. The Man Who Laughs er overvurderet, Made of Wood uretfærdigt overset, men i sidste ende er det ”bare” en god historie. Ikke en jeg ville kalde obligatorisk pensum, eller en der hører til i en tegneserie-kanon.
