5 YouTube-kanaler om tegneserier

by | Feb 9, 2021 | Artikler | 0 comments

Det kom fra YouTube…

Der er nok at dykke ned i, hvis man falder i et YouTube-hul på udgik efter videoer, som på den ene eller anden måde handler om tegneserier. Her er et lille dyk ned i hullet og nogle anbefalinger til, hvad Tuben har at byde på.

Det kan være ganske uoverskueligt, hvis man bare indtaster “comics”, eller lignende i sit YouTube søgefelt, som jeg gjorde, da jeg søgte noget inspiration og baggrundsviden i forsommeren sidste år. Vi kender det nok alle sammen, jeg er tidligere faldet i lignende huller i min søgen efter film eller musik. Inden man ved af det har man brugt et par timer på, at klikke sig længere og længere ned i et uendeligt video-hul.

Der er mange om buddet, og rigtig mange af dem har både godt indhold og overraskende fin produktionsværdi på deres videoer. Her vil jeg kigge på lidt forskellige, som på hver deres måde dækker tegneserier. Fælles for alle er, at de ikke bare har en enkelt, eller få tilfældige videoer oppe. Men, har et eller andet koncept de bruger til en hel programserie, dagligt eller ugentligt.

Near Mint Condition

Vil man have et hurtigt overblik over, hvad der udkommer fra de større forlag i USA, samt de største af de uafhængige, så er Near Mint Condition et godt bud.

De har både hele programmer dedikeret til en enkelt udgivelse, livestreams hvor de diskuterer et emne, programmer hvor de ser på kommende udgivelser for den nærmeste fremtid. Og dyk ned i de trade paperback, omnibus-udgivelser eller hvad der nu udsendes af opsamlinger.

De har også mere serie-specifikke programmer, hvor de anbefaler “den rigtige” rækkefølge, at læse en bestemt serie i. Eller gennemgår “out of print” udgivelser, som det er værd at lede efter, samt diverse top 10 lister.

Fælles er, at deres viden og overblik virker ganske imponerende og samlingen af tegneserier ret voldsom, de har vist nogle gode forbindelser. Svagheden er, at det er meget overfladisk og at de ofte ikke tager særligt meget stilling til kvaliteten af det de gennemgår.

Det er ikke en kanal, som dyrker detaljerne og analyserer tegneserierne, det er nærmest rent overblik og fugleperspektiv. På den måde, er det bedst egnet som inspiration, en hurtig smagsprøve og et generelt overblik. Videoerne varer alt fra 5 til 30 minutter, men ofte holder sig omkring de 10.

Og så har en af værterne en tendens til, at kalde seerne for “Minties”… det vil jeg helst ikke kaldes.

Et af de nyeste eksempler på noget af det Near Mint Condition gør. Det er nærmest ren reklame, men det giver et hurtigt overblik over nyt på det amerikanske marked.

Matt Draper

Ønsker man et lidt mere detaljeret, men stadig relativt hurtigt overblik, så kan man give Matt Drapers kanal et skud. Han laver videoer, der i snit varer omkring de 15 minutter, hvor han ofte dykker ned i et bestemt “run” på en serie. Det kunne eksempelvis være Grant Morrisons Batman, Secret Wars historien fra 2015, Gerry Conways Spider-Man eller Annihilation, om den kosmiske del af Marvels tilbagekomst i 00erne.

Han får generelt presset ret meget information ind på den håndterbare spilletid, har ret høj produktionsværdi på sine videoer, der også dykker ind i tegneserierne og viser sider og paneler, i mens Draper snakker løs. Har du brug for hurtig information og er træt af at læse dig til det hele, eller har ikke lige tid til at dykke ned i tingene, så er Draper et godt supplement.

Et generelt problem i moderne YouTube-videoer er, at værterne ofte snakker lidt hurtigt. Det er åbenbart en ting Youtubere gør. De jabber afsted og skal nå, at sige så meget som muligt på 15 minutter. I stedet for, at trække vejret og lade videoerne varer 10 minutter mere. Det er nok det, de unge vil have?! Draper holder til gengæld et fint tempo og forhaster ikke noget, trods den begrænsede tid. Hans stemme har dog en lidt særegen kadence, hvilket måske ikke vil falde i alles smag.

En beslægtet kanal er Owen Likes Comics, som gør lidt af det samme. Og gør det godt. Så denne Owen er et fint supplement, eller alternativ, hvis man ikke lige er til Drapers stemme.

Matt Draper kigger ofte på en bestemt forfatters “run” på en titel. Fokus er på de større superhelte.

Professor Thorgi

Thorgi dækker både film og tegneserier. Førstnævnte med en hang til det kulørte, mens tegneserierne kommer fra et bredt spektrum. Thorgi selv, eller Aaron som han hedder, fylder en del og er selv meget på skærmen. Så man skal kunne rumme hans person og stil, ligesom man måske lige skal vænne sig til hans… stemme? Ja, han har altså en lidt speciel klang, som lige krævede lidt tilvænning. Ligesom hans humor, der er meget sarkastisk og ironisk, 90er kunne man sige, måske ikke er for alle.

Det sagt, så virker han som en vidende og skæg, lidt små-skæv, fætter, en ægte nørd med stort N og blandt andet har erfaring fra at arbejde i en tegneserieforretning. Han er prototypen på en skinny comic book guy. Den slags man kunne rende ind i, i en butik og det er også sådan han møder seerne på denne kanal – som om man træder ind i Professorens biks eller klasseværelse, “nu skal i bare høre”. Det er meget personligt, han har sine kæpheste, som han hyppigt slår ned på og på ægte geek-rage manér slår ned på. Men, altid med et glimt i øjet og aldrig på en sensationsjagende måde, hvor det virker som om han bare vil skabe overskrifter.

Det er lige dele faktuelt og holdningsbaseret. Kan man lide hans facon og udlægning, så får man her et mere personligt bud på en tegneserie-kanal, hvor der er nok af spændende materiale at dykke ned i. Om professoren så kaster sig over, at diskutere den nyeste cross-over event, endnu et reboot, eller kigger tilbage på markante begivenheder indenfor tegnserier.

Frekvensen af videoer har været lidt lav de seneste måneder (computerproblemer!) og inden var han inde i en periode, hvor han meget snakkede om film. Men arkivet bugner med tegneserie relateret materiale, så der er nok at dykke ned i.

Professoren har bestemt sin egen stil. Den kan kræve lidt tilvænning, men efterhånden er jeg sgu’ begyndt, at holde lidt af den underlige fætter.

Cartoonist Kayfabe

De to værter, Jim Rugg og Ed Piskor, begge med base i Pittsburg, er tegneserieskabere i deres egen ret og kæmpe store fans af mediet. Begge dele skinner igennem, når de med grundighed, viden, stor entusiasme og begejstring dykker ned i specifikke tegneseriehæfter, eller en kunstner. Konceptet er enkelt, et blad kommer på bordet og så ser man de herrers hænder bladre igennem hæftet, imens de har en samtale om bladet, kunstnerne og deres egen forhold til det. That’s it.

De brænder især for undergrunden, outlaw comics og det mere skæve, men er heller ikke blege for, at tage Jack Kirby, eller andre klassiske kunstnere op. Især, hvis de falder over en særlig udgivelse, sjove formater eller sjældenheder. Derudover har de et særligt fokus på 90ernes tegneserie-boom og crash. Her er masser af viden, at suge til sig, når de to herrer bladre og snakker løs i deres videoer, der kan vare alt fra et kvarter til flere timer.

Konceptet er enkelt, men de to herrers viden og glæde er smittende og inspirerende. Og så er de bare sjove og hyggelige at lytte til, mens man kan suge viden til sig. Ikke mindst deres gennemgang af tegneseriemagasinet Wizard, fra første nummer og frem er værd at tjekke ud, men alt er godt her. Af og til tager de afstikkere og har eksempelvis købt en hel kasse med 25 cents tegneserier og så gennemgår de indholdet. Stenet og underligt tidsfordriv? Tja, måske, men det er lidt som at få lov til at gå på opdagelse på et loppemarked eller lignende. Imens man får serveret informationer om obskure tegneserier, man ellers aldrig nogensinde ville have hørt om.

Tilfældigt valgt eksempel, de har indtil videre gennemgået Wizard Magazine 1 til 40 (plus meget, meget andet). Et interessant kig tilbage på en tid i 90erne, hvor tegneserier solgte som aldrig før. Indtil boblen bristede og det hele kollapsede.

Comic Tropes

Det her er nok min absolutte favorit blandt de YouTube-kanaler, jeg er faldet over. Desværre er der også en lidt mørk skyggeside. Den umiddelbart hyggelige, elskelige, joviale og morsomme vært, Chris, slås jævnligt med depressioner, hvilket man ikke ville tro når man ser ham på skærmen. Derfor er hans output også periodevis begrænset og frekvensen ustabil. Depression har mange ansigter…

Når han er på, er han til gengæld det mest rare og meget, meget informative selskab man kan forestille sig. Konceptet går kort fortalt ud på, at Chris vælger en kunstner, forfatter, tegner, rentegner, tekster, redaktør, en periode eller hovedperson osv., og så kigger han på hvilke troper, klichéer, varemærker og kendetegn, der definerer denne. Og hvordan det skinner igennem i tegneserien, som han gennemgår. Chris virker som om han laver grundig research. Han er skarp, en god formidler, får pakket sine cirka 20 minutter lange videoer med information uden, at det virker overlæsset eller forjabbet.

Comic Tropes dækker alt fra de helt store forlag, som DC og Marvel, over de mindre til portrætter af de mennesker, der har skabt serierne og figurerne. Her er et tilfældigt eksempel, men der er virkelig meget at dykke ned i på kanalen.

Han er selv en habil tegner, kan man se i diverse livestreams, har været korrekturlæser på The Walking Dead og har også visse forbindelser i branchen. Der gør, at der også dukker nogle fine, eksklusive interviews op på siden med jævne mellemrum. Kanalen har gennemgået en løbende udvikling over de 4-5 år han har produceret videoer.

Det starter ret primitivt, inden han begyndte at få skiftende ”sets” og højere produktionsværdi. Han har haft perioder, hvor humoren fylder mere og mindre med små ”skits”. Ligesom han periodevis har kørt en slags drukspil, hvor han tog en slurk af diverse alkoholiske drikke, hver gang han faldt over en trope i det han gennemgår. Det har resulteret i, at han flere gange har fået en god buzz på i mens han filmer. Disse gimmicks får aldrig overtaget, og de virker også pakket lidt væk nu. Men humoren, lunet og varmen er, heldigvis intakt.

Black Hammer har jeg selv haft fat i her på siden. Læs den!

Han fremstår, som et utroligt rart og roligt gemyt, der ikke er bleg for at kaste noget herlig deadpan humor ind i videoerne og har givet mig mange idéer til tegneserier, som jeg skal have tjekket ud. Mest af alt er han bare skide godt selskab og fortjener mange flere visninger og opmærksomhed for hans stærke arbejde. Et godt sted at starte (men se det hele, der er omkring 240 videoer at “binge”!) kunne være en af hans gennemgange af en obskur Golden Age tegneserie.

Her har jeg afslutningsvis vedhæftet 3 eksempler på hans gennemgang af gamle, gakkede serier og figurer. Der er flere, at finde på kanalen og de er alle værd at tjekke ud.

Foto: Comic Tropes intro af Harry Partridge