Indtil videre har vi det ham ankomme til Jorden, sammen med hans livsledsagerske, hvor de to Tharaganske politifolk poserer som Jord-polit med en hemmelig identitet, som ansatte på Midtowns Mueeum. I første del forhindrede de deres hjemplanets fornskiftende skurk, Byth i at hugge en motorvejstunnel. Anden del omhandlede deres opklaring af sagen om Skyggetyven. Wacky silver age shenanigans. I tredje del var Guldsmederytterne på rov, og så løb Falken ind i borebjørne og spejlugler!

Både karaktererne, deres gakkede oplevelser og adfærd, samt serien generelt er pulpy superhelte eskapisme af den klassiske slags. Compressed sotrytelling, hvor meget klemmes ind i de forholdsvis korte og kompakte fortællinger, der afvikles i rasende tempo uden de store mellemregninger. Bedaget, muligvis, men afviklet af skaberne, forfatter Gardner Fox og tegner Joe Kubert, på en smittende, legesyg og elementært underholdende vis.

Videnskabelig uredelighed på museet!

Vi er straks i gang og spørgsmålene hober sig op fra start, mens Carter studerer en gammel genstand. Hvor hurtigt får man resultatet af en kulstof 14 prøve og kan drage konklusioner om, at en undersøgt genstand må stamme fra rummet? Og poserede Falken ikke kun som museumsinspektør, siden hvornår har han forstand på datering af museumsgenstande? Han er, så vidt jeg husker, politimand på hjemplaneten? Nuvel, han undersøger et gammelt skjold og konkluderer, at det er ikke-jordisk.

Og han har ret i sin formodning. Faktisk er det blot en kopi af originalen fra museet han undersøger, originalen befinder sig stadig på museet. Alligevel begynder kopien af det 12.000 år gamle skjold pludselig, at gløde imens Carter Hall er i gang med hans (formodentlig) halv-suspekte videnskabelige undersøgelser. Det kan kun betyde én ting: nogen er ved, at at stjæle originalen netop i dette øjeblik!

3 mystiske skikkelser med dyrehoveder er på rov!

Taksonomi-rapporter og ophævelse af tyngdekraften

Og så går det hurtigt, eller hurtigere!! Falken iler mod museet, ryger i håndgemæng med tyveknægtene, en kamp som han i første omgang taber. Men, ikke uden at han når at få fat i “en stump klæde, en smule støv og nogle knuste blade” fra den ene skurks lomme… Vi afventer taksonomi rapporten. I mens, i de hjemlige gemakker, oplever hustru Shiera en midlertidig ophævelse af tyngdekraften, da hun står der hvor en god kone hører hjemme: i køkkenet.

Hændelsen rammer hele jorden i 10 sekunder, og “videnskabsfolk udtaler”, at Jorden er rykket ud af sin bane og bevæger sig mod solen!? Ville det ikke betyde naturkatastrofer og generel dommedagsscenarie?? Snarrådige Carter er igen hurtigt til, at drage konklusioner. Det hele har noget med den stjålne skive/skjoldet at gøre.

Taksonomi-rapporten er heldigvis klar. Støvet stammer fra den gamle trans-jordanske by Petra. Hurtig omklædning, bevæbnet med meget specifikke våben, en morgenstjerne og en stridsøkse, drager Falken og Falkepigen mod det forhistoriske Mellemøsten.

De inkompetente mænd der flyttede jorden

Her venter de 3 mærkværdige størrelser med dyreansigterne. De er i gang med en ekspositionsdumping, hvor vi får deres mål og motiv forklaret, som afslutning på første del af Mændene Der Flyttede Jorden. Ændringen af Jordens bane bringer vor planet tilbage på sin gamle plads i solsystemet. Det vil tø vores dyrehoveders gamle hjemby, Lansinar op efter at have været nedfrosset i 12.000 år. Efter en komet ændrede Jordens akse og bane omkring solen.

De 3 har, indtil nu opholdt sig i et såkaldt dvalekammer og ventet på, at skjoldet ville dukke op. Det skal de, tilsyneladende bruge til, at drive en såkaldt “kredsløbscyklotron”. Den vil indenfor et døgn bringe orden i solsystemet – og Jorden tilbage på sin oprindelige plads. Videnskaben, og forklaringen af den, er lidt hastig og hullet her, må jeg sige.

Falkenes ankomst er de dog også parat på. De er nemlig, tilfældigvis gearet til luftkamp og har tre fine jager/superfly stående klar, da de nysgerrige fjerkræ ankommer. Godt de to henholdsvis månestjernen og stridsøksen med til Mellemøsten, de skal nok vise sig overraskende handy i en luftduel! Korrekt!! Faktisk viser de manuelt betjente våben sig, at være så effektive mod superfly, at dyretosserne ikke har en JORDISK chance og relativt nemt sættes ud af spillet.

Ærgerlig regnefejl forpurrer storslået plan

Men er det for sent? En klokke ringer, den signalerer, at vi har nået point of no return. Der er gået et døgn og Jorden er tilbage i sin gamle bane, bad guys win!! Ikke så hurtigt, Falken trykker på stopknappen på kredsløbscyklotronen og forklarer, at Lansinar lurendrejerne har begået en regnefejl. Deres maskines indbyggede ur er indstillet til den dags- og årslængde, som de kendte dengang Jorden lå tættere på solen… Der er kun gået 18 timer, ikke 24…

Saved by the bell, Jorden vender, åbenbart tilbage til den bane omkring solen sådan helt af sig selv og Falkepigen får lov til, at få det sidste ord: “Det var enden på endnu et spændende eventyr på Jorden. Hvad mon der venter os næste gang… enten her på Jorden eller på Thanagar?”.

Følg med næste gang når… nå, nej vent, det var slutningen på Falkens eventyr i SuperSolo nr. 23. Og på danske generelt. Noget af en cliffhanger, hva?

En falk af sin sølvalder tid

For, der kom aldrig mere, i hvert fald ikke i en dansk kontekst. Vil man have de gamle historier på originalsproget, så må man nok på jagt. Falken har oplevet jævnlige “genoplivninger”, og medvirket i diverse DC-Crises, men ellers levet en ret stille tilværelse i periferien og under radaren.

Det forstår man måske også godt, især når man læser disse korte historier fra slut-50erne og start 60erne. De er af deres tid og fra en anden tid. Det kan, måske virker overraskende, at det ikke kan mærkes på tempoet, som er hæsblæsende højt. Ret informationstunge plots og fortællinger, der kan virke ret store i deres skala, afvikles på helt ned til 6-8 sider. Det er komprimeret historiefortælling i sin rene, klassiske tegneserieform.

Her er ikke tid og plads til meget fyld, eller mellemregninger, hvilket også gør, at mange ting bare må tages for pålydende. Uddybende forklaringer er der ikke mange af, og når de optræder er det ofte over et par sider med informations- og ekspositionsdumping i stor stil. Tit fortalt via et flashback, hvor en karakter pludselig tænker højt for sig selv, eller en form for alvidende fortæller, som ellers ikke optræder, ridser baggrundsstof op.

Det er den gode, gamle måde at gøre tingene på, og kan virke både bedaget og fremmed, hvis man er vant til nutidens tegneserier. Hvor det i høj grad gøres brug af decompressed storytelling og historier skrives og konstrueres med trade paperbacks for øje. Derfor kan der også være noget helt befriende og let-tilgængeligt, over ældre materiale som Falken Mission til Jorden.

Hurtige “hovsa”-fortællinger

Der skal sluges nogle kameler på vejen, og accepteres en høj grad af “tilfældigheder” og “det skete bare, fordi: tegneserier”. Det kan kræve lidt tilvænning, og ikke alle vil kunne komme overens med den form for afvikling af plots, historiestruktur, skrivestil og måden en verden som Falkens præsenteres på.

Der er fordele og ulemper, også selvom jeg overordnet finder SuperSolo nr. 23 ganske underholdende og fornøjelig. På den ene side får man på relativt kort tid og plads introduceret, etableret og opbygget en stor verden, tilhørende mytologi og figurgalleri. Men, måske lidt paradoksalt, så kan det trods tempo , mængden af world building og handlingstråde/afrundede historie virke meget “småt”. Der er ikke meget dybde, hverken i karaktertegningerne eller den verden de lever i.

Det er ikke rigtig nuanceret eller rummer meget detaljerigdom, alt er stort set holdt i arketyper, eller hurtige hovsa-fortællinger. Fortællinger, som man på ægte serial manér ved skal afvikles efter et bestemt mønster. En hurtig cliffhanger, hvis historien har flere dele, eller en forhastet afrunding. Som enten har en lille morale, en let fordøjelig “joke” eller sætter næste plot op.

Mission til Jorden afsluttet

Fordybelse er ikke det man skal tage med Falken på Mission til Jorden for at opleve. Nej, man skal tage turen, hvis man er træt af moderne tegneserier og måden de fortælles på. Hvis man er nysgerrig efter, hvordan man ofte portrætterede superhelte i de gode, gamle dage. Og hvis man har brug for noget let-fordøjelig, ofte ret opfindsom eller skør eskapisme.

Mission til Jorden toppede aldrig den forrygende indledning med en formskifter, der i drage-form forsøgte, at stjæle en motorvejstunnel. Den er sgu også svær at toppe. Det var pip!

The post Fra Reolen: Falken, Mission til Jorden del 4 appeared first on Kathoom.

Tvivlsomt forbrydergeni på møntrov

I første kapitel kæmpede Falken og Falkepigen mod en formskiftende forbryder, der stammede fra samme planet som vores helte-duo. De afværgede hans spektakulære forsøg på, i drageskikkelse, at hugge Midway Citys nye motorvejstunnel. Det var… skørt! I dette kapitel er de oppe imod SKYGGETYVEN!!

En lumsk, langfingret type, der hærger Midway med en række tyverier, hvor han i skyggeform undviger ordensmagten. Eller hærger og hærger, politiet og Falke-parret er temmelig hurtige til, at udnævne denne småkriminelle skyggetyv til at være en eller anden form for forbrydergeni. Og samfundsfjende nummer et.

The Carters har dog travlt, de er samtidig med skyggetyvens første, og eneste forbrydelse (i hvert fald som vi ser), blevet kaldt hjem til Thanagar. Inden bevæbner de sig dog med armbrøst og kamera (fordi!), konfererer med deres ven Kommissær Emmett og drager på jagt efter Skyggetyven.

Betjene er blevet instrueret i, at affyre en lysraket, hvis de spotter Skyggen. Og det gør de i raketfart. Han er brudt ind i et hus, der rummer “den eneste komplette samling af amerikanske mønter”, informerer Falken os om. Det ved han bare, fordi… FORDI! Stjæle en møntsamling, hvor grusomt! Hvilket monster!

Skyggetyvens ekstravagante oprindelseshistorie

Skyggen lader sig ikke indfange, påvirkes tilsyneladende ikke af armbrøstens pile (dammit), men Falkepigen når da, at tage et billede af ham. Hvilket, overraskende nok, bliver meget vigtigt senere. Inden skal vi dog have en af de mere wacky oprindelseshistorier, jeg har læst i en tegneserie.

Skyggen begynder, at tænke højt for sig selv (og os), da han er tilbage i sit hemmelige skjul… en campingvogn. Praktisk. Hvad hemmelige, onde baser angår, da ligger det her et sted i midten af skalaen.

OK, hans forhistorie kort, den fylder en ret stor del af dette korte kapitel: Han var i fængsel, drømte om, at være en skygge, så han kunne snige sig ud. Han begynder, at læse om skygger, “Både fakta og legender”. Ethvert velassorteret fængsel bibliotek med respekt for sig selv har den slags bøger, naturligvis. Åh, og en “tryllekunsterbog”! Klart nok.

Han bakser lidt rundt med noget tvivlsom videnskab og teknologi. Intet virker, indtil han, ud af det blå, kontaktes af et væsen fra en anden dimension. Ja, selvfølgelig. Væsnet har brug for hjælp, han er løbet tør for brændstof til sin strålepistol. Der skal bruges til at fjerne nogle klipper, som har fanget hans rumskib. Det er noget rod.

Som tak for hjælpen, suser rumvæsnet tilbage til sit laboratorium for, at hente et “dimensiometer”. Det sender ved aktivering hans krop over i en anden dimension, mens hans skygge stadig befinder sig i vores. Og han kan styrer den uopdaget derfra. Det var den korte udgave, den lange fylder 4 sider…

Nødopkald fra en anden dimension

Det er dog ikke uden konsekvenser sådan, at bryde og lege med andre dimensioner og fremmed teknologi! Rumvæsnet kontakter igen Carl Sands, som skyggens borgerlige navn viser sig at være. Han vil have Dimensiometeret tilbage, brug af det i vores verden kan udløse EN NY ISTID!!!

Nonsens mener Carl, og smækker røret på til den inter-dimensionelle linje. Han er da ligeglade, han vil bare rapse og rage til sig og “stjæle alt orker”. “Jeg vil bruge det igen og igen… uanset konsekvenserne”. Pluspoint på grådighedsskalen. Klogt i forhold til konsekvenserne? Måske ikke helt.

Men, bare rolig, inden det kan gå sig galt, at den griske Skygge udløser ekstrem kulde, hungersnød og menneskehedens undergang, bliver det der billede Falkepige skød en redningsplanke. Ikke at hun regner det ud, hun er køn, men ikke lige så klog som Falken, jo.

Næh, Falken nærstuderer Skyggens profil, sammenligner det med et billede af den undvegne fange Carl Sands, i en avis som tilfældigvis lå og flød i nærheden? Anyway, Skyggen er Carl, det er helt tydeligt! Og hvis det ikke var nok held i sprøjten, så spotter en af Falkens hjælpere, en musvit, Carl der står og laver te for åbent vindue i hans campingvogn.

Anti-gravitation og flyvende campingvogne

Falkene må på vingerne i en fart. Denne gang bruger de deres “anti-gravitetsbælter”, som de sætter på fuld styrke og løfter stakkels Carls campingvogn op i luften. Hey, forsigtig, mand stod lige med varm te!?!

Carl lader sig dog ikke kue. Han regner med, at kan skygge sig ud igen, da han fornemmer, at campingvognen atter er på sikker grund efter han lader som om, at han har kapituleret. MEN; HAHA, Falken er snedigere end dette forbrydergeni og har dumpet campingvognen på kanten af en klippe.

Carl dratter ud i ingenting, men er heldigvis så langt oppe, eller falder så langsomt, at han når at overgive sig og afleverer Dimensiometeret. Dimmeren skades under luft-til-luft overdragelsen og så er den historie faktisk slut? Vi får lige 2 afsluttende paneler, hvor Falkene runder af og rumvæsnet fra den anden dimension ånder lettet op:

“Pyha. Det var tæt på. Hvis det var lykkes Falkepigen at aktivere Dimensiometeret én gang til… ville hun have udløst en ny istid på Jorden og det ville have betydet enden på alt liv!”. Jøsses, kvinder og Dimensiometere!!!

Falken er herlig, uforpligtende eskapisme

Skyggetyven fra Midway City er ikke helt lige så morsom, ej heller vanvittig, som det første kapitel i SuperSolo nr. 23. Men, det kan altså et eller andet det her. Det er klassisk “serial”-format, og “compressed Storytelling”, hvor det går over stok og sten, mens man bombarderes med informationer og baggrund.

Det er ikke det sammen som, at mellemregningerne går op, eller overhovedet er tilstede, eller alt giver mening. Sådan er det bare, plottet er komprimeret og i konstant, fremadrettet bevægelse. Det flyder som skidt fra en spædekalv fra forfatter Gardner Fox, der har en fin, dynamisk fortællesans. Altmodisch, ja, men stilen og formen fungerer i denne form for tegneserie.

Tegner Joe Kubert har, måske ikke helt så meget, at sætte tænderne (eller fingrene i) her, som i det udknaldede første kapitel. Hans tidstypiske streg er dog stadig ret flot for noget, der nok er produceret og publiceret efter det gamle tegneserieprincip: hurtigt og billigt. Og sådan er det her også tænkt som produkt.

Hurtig, nem og letfordøjelig underholdning, som ikke skal være tankevækkende eller bliver hængende i baghovedet efterfølgende.

The post Fra Reolen: Falken, Mission til Jorden, del 2 appeared first on Kathoom.