Den en-øjede gådeløser

Daisy McDonough, seriens hovedperson, og kæresten overfaldes i første scene. Han “forsvinder”, noget overnaturligt antydes – og der er ingen spor af ham efterfølgende. Daisy opereres, får sit falske øje og får besøg af hendes gamle veninde Pari. Derefter skal Daisy til psykolog, inden hun ser syner af en rød kvindeskikkelse. Det var første hæfte.

Så vidt så godt. Det fungerer sådan set udmærket, som en lille appetitvækker. Så er det dog som om, at Huan bremser fremdriften i plottet unødigt meget op og kun smider små lunser ud i hvert hæfte. Der ofte lidt ender samme sted: den røde moder.

Daisy begynder, at modtage nogle underlige breve/pakker og opgaver hun skal løse. “Puzzels” ala gamle trææsker, der skal løses. Hvem er afsenderen, hvorfor og hvad får Daisy ud af, at løse opgaverne?

Nå ja, Daisy er spildesigner, altså gammeldags “tænkespil”, så hun er lidt på hjemmebane her. Meget heldigt. Det afsløres, hvem den hemmelige opgavestiller er, men ikke hvad han egentlige motiv er. Det har, naturligvis forbindelse til den titulære Red Mother.

Kort, men dyr fornøjelse

Der er, sandsynligvis en bagvedliggende mytologi og en større verden. Men, at sige at den kun antydes svagt ville næsten være en overdrivelse.

Jeg har intet imod en slow burn, at kort holdes lidt tæt ved kroppen og, at serier skal have lov til at vokse. Det her er dog lige, at stramme den så meget, at jeg føler mig lidt snydt. Tegneserier er jo ikke ligefrem billige, så 25 minutters underholdning for 149 kr. er ikke ligefrem value for money.

Her ikke rigtig noget tankevækkende, eller noget at tænke over – for man får ikke noget, at digte videre på. Daisy ser en mystisk skikkelse, og hvad så? Hvor skal jeg interessere mig, eller engagere mig i det her? Eller bare i Daisy, hendes skæbne, eller historiens fremtidige udvikling?

Svaret kan jeg ikke rigtig finde på disse 112 sider.

Hvad er der på spil?

Manglende plot, eller manglende fremdrift er ikke, nødvendigvis et problem. Hvis, der blot er nogle interessante karakterer at dykke ned i. Eller, at det centrale mysterie er spændende nok til, at man har det fint med, at lade det simre.

Der er bare ikke rigtig nogen af delene til stede her. Daisy er en underligt flad og overfladisk figur, som umiddelbart ikke ejer meget mere dybde end “god til gåder”. Og “mangler et øje”. Det sidste er ikke et personlighedstræk… Ligeledes fremstår hun underligt afsondret fra hendes oplevelser.

Måske er hun traumatiseret, besøgene hos psykologen kunne tyde på det. Men, savner hun reelt kæresten Luke? Savner hun sit øje? Hvad driver hende? Har hun et mål eller noget motivation ud over, at andre og ydre omstændigheder skubber hende igennem seriens plot? Har hun en tidligere forbindelse til den røde skikkelse, eller er der tale om tilfældighedernes spil?

Er den røde skikkelse en egentlig trussel, eller blot et “syn”? Det lader ikke rigtig til, at skikkelsen gør andet end, at dukke op og male by og omgivelser lidt rød?

Personlighed savnes

Der er tilmed en tyk duft af noget lidt for velkendt over den røde skikkelse. Har man læst Jeff Lemires (meget, meget bedre!) Gideon Falls, så er der et eller andet, som bimle og bamler i bevidstheden. Bare uden uhygge eller nogen nævneværdig atmosfære og stemning. Lidt et problem for en horror-serie.

Ikke nok med, at farverne rød og sort går igen. Og, at det visuelle udtryk i The Red Mother i disse scener kan minde om tilsvarende i Gideon Falls, som så bare tager den endnu længere ud. Nej, selv designet af vores “skurk”, et smilende kranie-lignende omrids på en skygge-agtig dæmon krop er som taget ud af netop Gideon Falls.

Har man ikke læst den, så skurrer det vel knap så meget. Personligt fik jeg fornemmelsen af uopfindsom og fortyndet genudsendelse. I det hele taget er Danny Luckerts streg og farvelægningen ikke videre ophidsende. Bevares, det er ikke decideret grimt, det hele ser bare lidt standardiseret og upersonligt ud.

I skrivende stund ville jeg ikke kunne genkalde figurernes udseende, eller særlige træk. Ej heller nogle sider, eller bare ruder, som skiller sig ud og brænder sig fast. Ikke engang de glimt, hvor serien forlader “vores” virkelighed og slår over i det overnaturlige. Det hele er bare lidt en tegneseriepølse, der virker spyttet ud på transportbåndet.

Fast food tegneserie

Det er en forbandet skam, for faldt jo egentlig for præmissen her. Ligesom coveret til opsamlingen pirrer fantasien, i hvert fald nok til, at jeg tog maddingen. Desværre, så er der heller ikke meget andet på krogen end en lille bid.

The Red Mother er ikke i nærheden af, at være mættende, eller bare smage tilfredsstillende. Og krogen er slet ikke stærk nok til, at man hænger på, eller på nogen måde forsøger at sluge den. Der findes ganske enkelt alt for meget andet, der er langt mere indbydende og stimulerende på markedet til, at The Red Mother kan være med.

Jeg vil ikke skyde Jeremy Huan og Danny Luckert i skoene, at de er dovne eller, at de er direkte talentløse – det har jeg intet belæg for. Men, de imponerer godt nok ikke med The Red Mother. I stedet for formår de, at spilde et lovende pitch med et så lille plask, at der nærmest ikke kommer nogle ringe i vandet.

The Red Mother er det modsatte af, at være en øjenåbner, eller et festmåltid. Det er en tegnet powernap, eller en fast food bøvs. Og nu er jeg ved, at gentage den samme lille pointe i samme grad, som denne serie mangler points på kontoen…

Plus:

– Øhmmm, pitch/præmis lyder ganske lovende?
– Flot forside
– Tja, hvis det tæller, så er der rosende ord, at finde om serien andet steds

Minus:

– Tyndt/manglende plot
– Savner fremdrift, kød og kalorier
– Uinteressant og løst defineret persongalleri
– Et vagt og sparsomt optegnet mysterie
– Visuelt ret kedelig og standardiseret
– Savner kreativitet og overraskelser hele vejen rundt
– Alt for hurtigt læst i forhold til prisen

Konklusion:

Det kort af det lange, og det spørgsmål, som presser sig mest på efter en lille halv time i selskab med The Red Mother er: hvorfor skal jeg læse videre? Det giver serien ikke noget svar på. Så, ingen grund til, at smide penge efter den her. Læs Gideon Falls i stedet for!

The post Anmeldelse: The Red Mother vol. 1 appeared first on Kathoom.

Hypet monster med vokseværk

Der er altså, på stort set alle punkter, tale om en helt tidstypisk “skrevet til trade paperback”-formatet serie. Det gælder mængden af samlet materiale, formatet, fortællestuktur, opbygning og plotafvikling. Det er, måske også det Something Is Killing The Children lider mest under? Krogen skal i læserne, men der må i sidste ende ikke ske FOR meget, så serien kan strækkes ud.

Det bliver lidt et problem, når man viser sit monster næsten fra start…

En mulig forklaring kan være, at serien oprindeligt var tænkt som en 5-numre lang limited series, men pga. “overvældende opbakning fra forhandlere og fans” blev serien forfremmet til “fortløbende”. Vel at mærke INDEN den udkom, så er det mon sandt, eller et tilfælde af smart markedsføring? Hypemaskinen har i hvert fald kørt for fulde omdrejninger, både inden og efter serien begyndte at udkomme.

Something Is Killing The Children har, over en bred kam, modtaget mange roser og glimrende anmeldelser. Både fra medier og fans, rundt omkring på nettet. Men, der er også, hvis man graver lidt, spredte røster, som er noget mere lunkne. Helt generelt er det dog en serie med rigtig god buzz.

Er det så fortjent? Lad os dykke lidt mere ned i handlingen, inden jeg fælder en dom.

Børn, badasses og blæksprutter

Archer’s Peak, en række børn fra det lille lokalsamfund forsvinder og dukker op som svært lemlæstede lig. Noget uhyggeligt er tydeligvis på spil. Sheriffen er i vildrede, og byens borgere skræmt fra vid og sans. Børnene forsøger, at fortsætte med at opfører sig som børn. En gruppe er samlet til en hyggeaften, hvor drengen James fortæller en gyserhistorie om et monster.

Gruppen overfaldes af et monster i skoven, og efter nogle urovækkende scener er Jason den eneste overlevende. Og han troede ikke engang på monstre, det gjorde ingen af dem. Eller gjorde de? Er monsteret en manifestation af børns frygt i en form for kollektiv bevidsthed?

En mystisk fremmed ankommer til byen. Erica Slaughter. Ja, det hedder hun, hun har endda papir på det, selvom sheriffen påpeger, at det ikke er gyldig legitimation. Hun tilbyder sin hjælp, og garanterer sheriffen, at han snart vil modtage et opkald fra en ukendt person, der vil overbevise ham om, at lade Frk. Slaughter hjælpe og eliminere monsteret.

Erica har en følgesvend, en talende blæksprutte-hånddukke, der ligner en gammel, ussel handske. Og hun kan, modsat de fleste andre voksne se monstre og dermed bekæmpe dem. Samtidig er hun også bevæbnet med en solid portion sarkasme, knastør humor og generel badassery. Og nogle mærkelige, udspilede og usynkroniserede øjne. Noget hun har tilfælles med hendes lurvede sprutte-handske.

Motorsavsmonstermassakren…

Jason er opsat på, at hjælpe Erica, som modvilligt lader ham følge trop. Sideløbende fortælles en smule af hendes baggrundshistorie og en vag monster-mytologi etableres. De shopper motorsav, og andet isenkram.

Med en trillebør fyldt med “værktøj” ruller de ud i skoven, finder monsterets hule/rede og konfronterer bæstet, mens en af de lokale, der er ude på hævn for børnenes skyld blander sig i begivenhederne og er med til, at redde dagen. De finder en enkelt overlevende pige i hulen, blandt mishandlede børnelig og afrevne lemmer. Lækkert.

Slaughter slagter det “edderkoppen fra IT tv-serien møder Lovecraft mareridt” lignende monster, men opdager, at det her kun er begyndelsen. Noget, der vil slå endnu flere børn ihjel lurer, som en skjult fare, klar til at forlænge seriens forløb i kommende trade paperbacks. Fortsættelse følger…

Ja, Something Is Killing The Children ender simpelthen med en “to be continued”… var det hele blot opvarmning og forret til hovedretten? Er der en hovedret, eller er det hele bare et langt trug af trade-horrorhakkelse?

Døren holdes på klem

Ja, nej og måske. Det er mit, lidt undvigende svar. Man får en lille, lukket og afrundet fortælling, en horror/gore/gyser historie om Jason, som godt kunne være stoppet her. Men, ligesom eksempelvis Stranger Things, hvor vi i første sæson følger besatte Will’s skæbne, så er der bygget en “dør på klem” ind mod slut, som egentlig ikke var nødvendig.

Eller, måske ikke “på klem”, den står på vid gab, og det peger nok tilbage på, at serien oprindeligt var tænkt som en limited series. Tynion har formået, at skrive grundhistorien så åben og vagt defineret, at der er nok til, at den ville fungere, hvis der ikke kom mere. Og samtidig med rig mulighed for, at bygge ovenpå, udvide og forlænge, som den så ender med at gøre.

Det føles en kende “ufortjent”. I den forstand, at historien i bund og grund er meget enkelt, det er en “jagt og besejr monsteret” fortælling, helt klassisk. “Mysteriet” består udelukkende i de oplysninger Tynion med vilje tilbageholder, hvad Erica’s oprindelse og monster-mytologien angår. Ikke pga. godt skrivearbejde og historiefortælling, som sådan, men mere udspekuleret dosering.

Fundamentet er solidt, og især i de første hæfter er tempoet så godt, og karakterernes introduktioner så effektiv (og ganske vellykket), at man drøner igennem skidtet på ingen tid. Revner og sprækker begynder, at vise sig et par hæfter inde, når det begynder at skinne igennem, hvor tyndt plottet egentlig er. Og klichéer begynder, at hobe sig op.

Var det virkelig bare det?!

Jeg forstår ikke rigtig den hype og massive foromtale, som Something Is Killing The Children har modtaget. Det kan historien og Tynions skriverier slet ikke bære. “Var det virkelig bare det?”, er en overordnet fornemmelse, som man efterlades med. Og mistanken om, at det er der vi ender, melder sig alt for hurtigt, i takt med, at Tynion ruller fortællingen ud.

Karaktererne er tilpas interessante, definerede og velskrevet til, at man hænger på. Også når man kører lidt træt i Dell’Edera’s artwork. Egentlig er det “pænt” og ret stemningsfuldt, serien har klart sit eget look og emmer af uhyggelig og urovækkende atmosfære. Med fede linjer og en stil, som kunne ligne noget, der er tegnet med let-udgnidret olie/farvekridt.

Men, ligesom skrivedelen, så er der også et eller andet ved den visuelle del, der virker en kende formularisk. Eksempelvis monster-designet, som jeg ikke er helt solgt på. Jeg nævnte IT tv-seriens edderkop som en reference. Meh. Nogle kamp/actionscener bliver lidt rodede, og svære at følge fra panel til panel pga. sidelayoutet.

Samme sidelayout bliver andre steder en kende stillestående, når tempoet af og til trækkes ud af fortællingen. Der er en række stille “scener” med ingen, eller ganske få, ord, som skal bygge stemningen op, eller dvæle ved en, som både visuelt og fortællemæssigt ikke er videre interessant. Det gør, at man bare hurtigt “scanner og skimmer” siderne uden, at den tilstræbte stemningssættende følelse rammer en.

mega “meh”? monsterjagt

Det er et andet, ret stort problem ved Something Is Killing The Children. Den fanger ikke rigtig, eller rammer specielt dybt, på trods af dens på papiret grufulde tema. Og mange billeder af lemlæstede børnelig og andet potentielt gruopvækkende. Det skyldes både, at formatet og strukturen hæmmer fortællingen, og at den trods alt det (indtil videre) usagte og antydede virker en smule for velkendt.

Erica er en “sjov” karakter, og Jason tilpas ikke-irriterende af en børnekarakter at være, men de er, når alt kommer til alt, stadig arketyper. Slaughter er handlekraftig og ben-i-næsen “sej”, med et twist af lurende vanvid og (sikkert) nogle skjulte traumer og lig i lasten. Hun er Harley Quinn møder “voksen”-Buffy monsterjæger. Jason kunne være taget ud af nævnte Stranger Things, klog, nørdet, lidt akavet, men når det kommer til stykket ret modig og også handlekraftig.

Mytologien betræder, i sin grundessens også velkendte stier. Krydret med kuriøse indslag, som den talende blæksprutte hånddukke, der stadig 5 hæfter inde ikke er nærmere forklaret. Hvad kan den, hvad er dens forbindelse til Erica egentlig, og hvordan passer den ind i den overordnede mytologi? En mytologi, der også tæller “manden i skyggerne”, den hemmelige figur, som ringer sheriffen op. Er han Erica’s chef og i så tilfælde, chefen for hvad? En hemmelig monsterjæger organisation?

Halv-gammel vin på brugte flasker

Den del af Something Is Killing The Children bliver kun berørt perifert i løbet af de 5 hæfter. Ligesom, hvad disse monstre egentlig er, ud over en manifestation af kollektive børnetanker/fantasier. Og sikkert et metafor for velkendte temaer, som “frygt”, “at blive voksen”, “verden er farlig” og “sammenhold kan besejre det onde” og så videre…

Som mange andre horror-historier, så handler Something Is Killing The Children i bund og grund nok om, at blive voksen. Eller “tabet af uskyld”, med monsteret som symbol på/manifestation af dette. Helt klassisk, her bare pakket lidt kækt og “frisk” ind. Gammel vin på nye flasker, og når man så får kigget efter, så er der nærmere tale om, at der var er smækket et nyt label på flaskerne…

Fortjener Something Is Killing The Children sin ret massive foromtale og “summen”? Ehhh, den er fin underholdning, men man efterlades også med en “var det bare det?” fornemmelse.

Plus:

– Indledningsvis ganske fængende og tempofyldt
– Erica Slaughter er en badass
– “Sjov” og skæv, humoristisk tone
– Fed titel!
– Udmærket world building
– Lovende præmis
– En blæksprutte hånddukke, som kan snakke

Minus:

– Klassisk, lidt klichéfyldt horrorfortælling bag den friske maling
– Erica Slaughter er liiiidt en stereotyp badass
– Fortællingen går i stå efterhånden som den skrider fremad
– Det virker som om Tynion “prøver for hårdt”
– Buzz skaber for høje forventninger
– Skrevet/strakt ud til trade-formatet
– I længden lidt trættende visuelt udtryk

Konklusion:

Something Is Killing The Children er lige så lovende og summer af potentiale, som titlen lægger op til. Men, udførelsen fremstår en smule uforløst. Eller pointer og handling er trukket unødigt ud for, at få mere end en mini-serie ud af det. Der gemmer sig en udmærket mini-serie i materialet, men jeg tror ikke jeg hænger på over i næste trade.

Der er ikke nok kød på, eller lokkemad til stede, og jeg har det fint med, at sætte et punktum efter disse 5 hæfter. Tynion vælger i stedet, at sætte et komma.

The post Anmeldelse: Something Is Killing The Children vol. 1 appeared first on Kathoom.

Underfortalt, flimrende neon-helvede

Året er 2367. Vi befinder os ombord på Vihaan II. Et såkaldt “autopsy ship” med et mandskab på 4. De lever af, at afsøge de ydre grænser af det kendte univers på jagt efter døde guder. De finder dem kun når de er døde… ingen har set en levende gud, så vidt vides. De store, anime-lignende kroppe er svævende spisekamre for en hungrende Jord. Hvad er der mon sket?

Året er 2323, den fremtidige Kaptajn Malik fra Vihaan II følges, som barn på Jorden, i selskab af hans søster. De er ombord på Vihaan I. Hvad er der sket, så Vihaan I blev erstattet med II? Det vender vi hyppigt tilbage til, i meget korte scener – nogle gange kun glimt.

Året er 2366, året inden “nutiden” i serien. Vihaan II er ude for, at høste, tæt fulgt af et såkaldt “eacort ship”. Rumskibe, bemandet af én, som holder øje med, at ingen bryder reglerne. Hvad er disse regler helt præcist? Det afsløres i vid udstrækning kun indirekte gennem crew kommunikation og den visuelt lidt udtydelige og uklare formidlede handling.

Det ser flot ud, når De Meo fylder en side, måske to med store rumscener, der får verdensrummet til at stå stille. Alt for ofte flimre det hele dog i et kulørt neon-helvede, der gør det svært at følge hvad der foregår. Ligesom der går lang tid, inden (hvis overhovedet) man kan skelne de forskellige karakterer fra hinanden.

Bimlende klokker, personfnidder og hop i tid

8 klokkeslag signalerer, at en autopsy mission er i gang. Hvorfor 8? Hvor kommer klokkeslagene fra og hvad betyder de egentlig? Året er 2367, 2366, 2323, 2337… klokker bimler, familietragedier og personlig fnidder blusser op. På tværs af skibe og tidsperioder. Kaptajnen og piloten på eskortskibet har vist en kompliceret fortid.

En eller anden har fået madforgiftning i fortiden og undgår, at være med på en katastrofal mission. Det går ud over en anden. Det er noget rod. På flere punkter. Arbitrære regler brydes, eskortskibets pilot bliver emsig. Klokker bimler og bamler. Døde guder rippes for lækkerier, der kan blive til guddommelig postej.

Året er… ah fuck, jeg får hovedpine af neon-blinkende artwork. Nå, nu blev det helt mørkt, mudret og utydeligt. Kaptajn Malik er på jagt efter den ultimative skat: en levende gud. Han bryder reglerne og krydser grænsen til den ukendte del af universet. Der må man ikke tage hen. Hvorfor ikke? Det behøver du ikke vide, det her er et skoleeksempel på decompressed storytelling.

Historien må og skal strækkes ud, afvikles så langsomt, at et i bund og grund papirstyndt plot kan nå op i trade paperback længde. Ikke afsløre for meget, og slet ikke for tidligt, Ewing. “Twistet” og afsløringer af noget, som i bund og grund ikke er spændende eller vægtigt nok til den tilstræbte suspense skal komme i hæfte 4 og 5, så læserne køber nummer 6…

Et ensomt lysglimt i seriens mudrede fortælling

Det kommer jeg nok ikke til. Året er stadig lige meget, Malik og crew på Vihaan II drøner af sted med warp speed, med esksortskibet i hælene. De har ingen våben, det har forfølgeren, og hun er ikke bleg for at true med og evt. bruge dem. Hvis de bremser op, skyder hun dem ned.

Denne rumskibsjagt, hvor det ellers autoritetstro mandskab og deres mere rebelske kaptajn ræser ud i det ukendte mørke, er seriens højdepunkt. Det eneste tidspunkt, hvor jeg føler at fortællingen virkelig lever og har noget intensitet. Koblet med god, solid “world building”, Hvor der faktisk etableres nogle spilleregler, rammer for teknikken og den verden vi befinder os i.

Det er måske signede, at det mest relaterer sig til tech-mumbo jumbo, og ikke seriens drama og de personlige indre og ydre konflikter. De konflikter og det drama, som serien ellers så desperat higer efter, at få til at føles relevante og vægtige. Her mislykkes Ewings mission, det er for dårligt og mangelfuldt fortalt og eksekveret.

Måske er der bare ikke nok kød på We Only Find Them When They’re Dead, modsat de åbenbart næringsholdige guder? Hvor stammer disse guder fra, hvorfor er de så store, og hvad gør dem egentlig “gudelige”? Intet afsløres, og i helt i tråd med karakterernes indbyrdes forhold og mulige lig i lasten, så er jeg også ret ligeglad.

Kulørt fis i en lille hornlygte

Året er 2021 og jeg forlanger mere af en tegneserie. Og jeg havde, måske også forventet mig mere af Al Ewing. Jeg har tidligere rost hans Immortal Hulk serie. En serie, som jeg nyder i perioder. Men, jeg må også erkende, at jeg kun kan rumme 3-4 hæfter af gangen og så giver serien en pause og lader den simre lidt.

Han skriver generelt godt i den forstand, at det er fængende og hans måde, at udfolde historien i Hulk på rummer en besnærende form for mystik. Men, det bliver i længden også lidt forvirrende. Og en lille smule frustrerende, fordi det stedvis er en kende uforståeligt, hvad der egentlig foregår.

Tempoet, og måden, ting afsløres på er langsomt og kan virke, som unødvendigt spekulativt og mærkeligt bare for, at være mærkelig. Det kammer, for mig over i We Only Find Them When They Are Dead. Kombinerer man det med De Meos stilede artwork, bliver det alt for hurtigt en frustrerende og belastende læseoplevelse.

Når man så samtidig aldrig for alvor bliver fænget, eller føler sig involveret i fortællingens narrativ og karaktererne, så bliver det en stor, stilistisk flot udført prut. Men stadig bare en prut, måske endda blot en fis.

Uindfriet potentiale og kunstneriske valg

Både måden serien er fortalt og præsenteret på kan anskues som ”kunstneriske valg”. At begge dele ikke lige falder i min smag, er ikke nødvendigvis en afspejling af seriens kvaliteter. Det er personlig smag. Men, jeg synes, at seriens problemer rækker ud over det.

Der er simpelthen for lidt at komme efter, eller også leveres det “forkert”. På overfladen lyder We Only Find Them When They’re Dead konceptuelt potentielt interessant, titlen alene fangede og pirrede min nysgerrighed. Men, skraber man bare lidt i overfalden eller tænker lidt over det, begynder det allerede at miste noget af sin glans.

Men sådan en titel, er det jo nærliggende, at næste tanke vil være: ”nå, men de finder dem kun når de er døde, indtil de ikke gør”. Enten finder de en levende gud, eller også gør de ikke. Begge dele fører ind i en blindgyde, eller en maveplasker landing, hvis ikke andet i historien fanger ens interesse.

Jeg er, desværre ligeglad med, hvad der skete i år 23-whatever. Og endte med, at “pligtlæse” i et tiltagende opskruet tempo. Bare for, at komme igennem og i et rastløst håb om, at det her måske blev bedre, mens Vihaan II og dets uinteressante mandskab ræsede ud i det ukendte.

Det tog, heldigvis ikke lang tid. Udover, at det gav lidt hovedbrud at holde styr på årstal og hvem der er hvem, samt denne verdens indre logik og spilleregler, er der ikke meget at komme efter. Så kan man jo altid kigge på billeder, indtil de gav hovedpine og trætte øjne…

Spekulativ og selvtilfreds eller smagssag?

Jeg sidder med fornemmelsen af, at We Only Find Them When They’re Dead, er en uheldig moderne blanding af, at være en smule spekulativt udført og små-desperat efter, at sige noget dybt, vedkommende eller tankevækkende.

At strække et plot, der kunne afvikles på den halve tid og plads, og med vilje være vag og “mystisk”, er ikke det samme, som at have noget klogt at sige. Det grænser til, at fremstå prætentiøst og også en kende kynisk. Jeg er stadig tilbøjelig til, at lade tvivlen komme Ewing til gode og tro at han har de rette motiver og hjertet på rette sted.

Det kommer bare på ingen måde frem på siderne i We Only Find Then When They’re Dead, selvom serien ellers har modtaget masser af roser andre steder. Smag og behag er én ting. Men, når jeg læser hvad andre, mere positive anmeldere og læsere (der findes også de der er mere på linje med mig) har fået ud af serien ryster jeg lidt på hovedet. Det er som om, at de tilskriver serien budskaber, kvaliteter og lægger deres egne ditto i den, som jeg ikke kan se Ewing får formidlet i tilfredsstillende grad.

We Only Find Them When They’re Dead kommer i sidste ende til, at fremstå underligt selvtilfreds og selvtilstrækkelig. Det er egentlig lidt uklædeligt, hvis ikke provokerende. Det er, måske bare mig?

Plus:

– På overfladen et interessant koncept og udgangspunkt
– Momentvis flot artwork, hvis man kan rumme så meget neon
– Øhhhmm… hmmm… hvis historiens mystik og karaktererne fanger dig, så…

Minus:

– Alt andet, som jeg vidst har nævnt og tærsket nok langhalm på nu

Konklusion:

En kunstnerisk og tegneserie version af en fis i en hornlygte. Der blinker og flimrer indtil man bliver helt træt. Den fængede slet ikke, og jeg var lettet da jeg var kommet igennem vol. 1. Jeg har ingen ambitioner om, at samle vol. 2 op når den, helt som ventet udkommer. Nu kender jeg også svaret på om de kun finder dem når de er døde… Svaret er… eh, who cares…

The post Anmeldelse: We Only Find Them When They’re Dead vol. 1 appeared first on Kathoom.