(Det følgende indeholder større og mindre spoilers til hele serien, ting som man først lærer hen ad vejen og egne tolkninger og konklusion. Samt udvalgte billeder fra de første 17 hæfter i serien, der også rummer spoiler elementer. Læs KUN videre, hvis du ikke har noget imod, at en del af legen “ødelægges”).
Tidsrejser, parallel dimensioner, det spektrale plan, psykisk sygdom, religion og tro… Ondskab. På overfladen lyder pitchet til Jeff Lemire serie Gideon Falls, som en ret standard horror fortælling. Snart spinder historien ud af kontrol og løsriver sig fra den gængse opfattelse af tid og rum.
Image Comics publicerede serien fra 2016 til afslutningen 30 numre senere, i foråret 2021. Så vidt jeg kan se, helt og aldeles efter skaber Lemires intentioner og præmisser. En lang, tanke- og virkelighedsforvridende fortælling med en begyndelse, midte og slutning. Bare ikke nødvendigvis i den rækkefølge.
Det er heller ikke den gængse “hop i tid” og leg med flash frem og tilbage, eller sidelæns. Det er en historie i flere lag, oven på hinanden. Viklet ind og ud af hinanden, sideløbende og i alle tænkelige retninger. Refleksioner og “blink”, hvor hvert “blink” spalter virkeligheden, skaber et nyt Gideon Falls. Alt eksisterer samtidigt.
Men noget ondt lurer mellem virkelighederne. Noget meget ondt. Noget der vil ud. Og det har fundet nøglen til den lukkede dør.
Nøglen til døren og manden der smiler tilbage
Norton Sinclair. I 1886 byggede han en maskine, som skabte de blink, der lavede en rift mellem dimensionerne. Da han kiggede ind i mørket mellem verdener, kiggede ondskaben tilbage. Den smilende mand. Han/den så Norton som nøglen til døren, og jagtede ham fra virkelighed til virkelighed.
Under Nortons flugt mødte han den 9 årige Danny. En forbindelse opstod. Den smilende Mand fattede interesse for Danny, og så ham af en eller anden grund som en ny mulighed for, at undslippe og sætte ondskaben fri.
Mange år senere, Danny er voksen. I behandling for diverse psykiske lidelser, en “dreng af systemet”. Han forsvandt sporløst den aften han mødte Norton Sinclair, og dukkede op med hukommelsestab i et andet Gideon Falls. Her kom han i myndighedernes varetægt og voksede op på børnehjem. Stemplet som sindslidende, en særlig der nu strejfer rundt i byen og roder i skrald.
Det er dog ikke en syg mands maniske besættelse, som får ham til det. Eller jo, men han leder efter noget konkret. Stumper og rester af The Black Barn. Den mystisk lade, hvor han første gang mødte Norton og Den Smilende Mand…
Følg brødkrummerne og find vej gennem Gideon Falls
Danny kalder sig nu selv Norton Sinclair, hvilket blot er med til at bidrage til den almindelige forvirring. Gideon Falls er ikke nem læsning, der gives i lange stræk ikke ved dørene. De ovennævnte oplysninger er spredt ud over de første 4 (!) trades og omkring 20 numre i serien.
Og det er blot et af flere fortællespor med hver sit persongalleri, som man følger på tværs af de forskellige Gideon Falls, i forskellige tidsperioder. Når de ikke lige rodes sammen og personer “bytter plads”, eller man møder yngre/ældre udgaver af selvsamme.
Jeg vil ikke afsløre for meget af plottet og sammenhængen, både fordi det er vanskeligt at forklare så det giver mening, og ville fylde alt for meget. Og ødelægge en stor del af fornøjelsen.
Et familiedrama i flotte forklædninger
Ud over Norton/Danny sporet følger vi blandt andet Dannys søster Clara og hendes far, den konspirationsteori opslugte Doc Sutton. I samme Gideon Falls som dem finder vi også seriens anden hovedkarakter, præsten Wilfred, der af biskoppen er sendt ud på landet.
Han er drikfældig, har en broget fortid, føler skyld over en kærestes selvmord. Nå ja, han er katolsk præst, så det der med drikkeri, kærester og selvmord er ekstra pikant. Og Xu, Norton/Dannys psykolog fra voksne Dannys Gideon Falls.
Alle vikles ind i Gideon Falls knudrede og krøllede handling, nogle slynges rundt mellem virkelighederne. Mens man som læser forsøger, at hænge på og holde styr på hvor og hvornår vi befinder os. Et fællestræk er dog traumerne og smerten, og længslen efter, at få en afklaring.
Lemire fucker med min hjerne
I en mindre god forfatters hænder kunne det nemt være endt i et gigantisk clusterfuck. Men vi er i gode hænder hos Lemire, der overlegen navigerer rundt i fortællingens mange tråde og aldrig mister overblikket. Han holder en i hånden lige nok til, at man ikke farer vild. Som læser får man et form for “kort”, det har bare ikke alle detaljer og lag med, men nok til at give en pejling.
Lemire er en økonomisk fortæller, der doserer plottet yderst møjsommeligt. Det går måske for langsomt for nogen, især i starten, hvor der ikke afsløres meget de første mange hæfter. Jeg var dog helt på og fanget. Hvis oplysningerne om, hvad der reelt foregår er spartanske, så er der masser af stemning og atmosfære. Af den urovækkende og ubehagelige slags.
Horror-stemningen er mest udpræget i seriens første del, inden der går mere sci-fi fortælling i den med Sinclairs maskine og de mystiske Ploughmen. Beskyttere mod det The Black Barn rummer, som har vogtet over Gideon Falls(s) siden 18.-tallet. Men, horror og gruen ligger hele tiden på lur, og gennemstrømmer seriens fundament. Og blusser op, når man først træder ind i The Black Barn.
Her bliver serien for alvor til et trippy mindfuck, der vender op og ned på, hvad vi opfatter som virkeligheden. Serien er ligeledes mest ordrige og forklarende i starten, og mindre som den skrider frem. Jo længere vi bevæger os ind i laden og sci-fi lager, jo mere visuel og ordfattig bliver serien.
Og Sorentino er med på legen…
Det er også her, at seriens anden helt store stjerne, tegner Andrea Sorentino får lov til, at flippe helt ud. Hans overordnede streg med mange skraveringer og et lidt “knudret” look, er med til at hæve Gideon Falls yderligere.
Men, inden i The Black Barn, eller i scener, som bryder med “virkeligheden” ude i… Virkeligheden, bliver det til ren kunst. Paneler brydes, vendes, drejes, sprænges på alle tænkelige måder. Sidelayout og rammerne for en tegneserie twistes og leges med på forbløffende og fantasifuld vis.
Det er ikke blot i tråd med seriens indhold, det underbygger, forstærker og giver serien en ekstra, lige så vigtig dimension. Der er spor, hentydninger og betydninger gemt på siderne, som man måske først opdager ved anden eller tredje gennemlæsning.
Når rammerne sprænges og forvrænges
Der er nogle sider og passager, hvor mit hovede har nærmet sig en mindre nedsmeltning. Det er SÅ flot og kreativt, det Sorentino får ud af tegneserieformatet i disse situationer. Det kan også være forvirrende, eller bidrage til den, men det gør det næsten bare mere fascinerende. Hvis historien ikke fænger, eller Lemire stil ikke lige er dig, så er der i hvert fald noget at kigge på.
Det samme gælder farvelægning og brugen af farver. Gideon Falls kan måske fremstå lidt grå og farveløs, som om der bruges en begrænset pallette. Men, skindet bedrager, igen. Der endnu engang tale om nøje afmålt og dosering af virkemidlerne. Effekten udebliver ikke, Gideon Falls føles som en fortællemæssigt og visuel tikkende bombe.
Man kunne sige, at serien på en måde også handler om tegneseriemediet og kommenterer på det. Dens gængse rammer, strukturer og tankesæt. Det er lige før, at Sorentinos tegninger ikke blot sprænger mediets rammer, men bryder en form for fjerde væg.
Stil OG substans
Gideon Falls kunne nemt være endt, som rent lir og stil over substans. Hvis man skriver selve handlingsforløbet i plottet ud, så ville det næppe fylde mange af seriens 30 hæfter ud. Alligevel føler man sig kun “snydt” på den gode måde.
Lemire vælger lag-på-lag metoden frem for et “langt” narrativ. Det er “mysteriet” og den rejse mod nogle svar, som er pointen. Selv om man, hvis man tidligere har skiftet bekendtskab med lignede tidsrejse/multivers-halløj, løbende får en mistanke om, hvor det bærer hen ad, så er det stadig så velfortalt, at man hænger på.
En del af, at noget er velfortalt er også, at der smides lidt brødkrummer ud man kan følge, så løsningen i sidste ende giver mening. Og føles “fortjent”. Her er Lemire og Sorentino i forrygende form i Gideon Falls.
Har man set en serie, som den lidt oversete tyske Netflix satsning Dark, så vil man nok føles sig lidt på hjemmebane her. En kæmpe anbefaling til begge dele her, selvom Gideon Falls kommer lidt bedre i mål og ikke spinder lidt ud af kontrol mod slut. Til gengæld leger den med din hjerne og ens virkelighedsopfattelse på bedste vis.
Konklusion:
Jeg hopper over min sædvanlige plus/minus til sidst, det fremgår vist, at jeg ikke har meget på minus siden. Gideon Falls er mere end summen af sine enkeltdele, og de er imponerende nok i sig selv.
Bag den i forvejen fantastiske og fantasifulde fortælling om tidsrejser, multiverser og horror gemmer, der sig i kernen en nær og intim historie. En om en familie, der splittes op. En fortælling om smerte, tab og at blive frarøvet sin barndom.
