Børn begynder at forsvinde fra det lille samfund Archer’s Peak, mange af dem dukker op døde. Mishandlede af, hvad der ligner noget, der nyder at pine sine ofre. Hvad er det, der slår børnene ihjel på grufuld vis, og hvorfor kun børn?!
Åh, okay, det er et monster og det udsøger sig, tilsyneladende børn fordi de (med få undtagelser) er de eneste, som tror på og kan se monsteret. Something Is Killing The Children spilder ikke tiden, og er ikke fedtet med, at løfte sløret for sit monster. Efter et stærkt udlæg, begynder serien, paradoksalt nok i takt med at flere afsløringer falder, at gå lidt i tomgang.
Something Is Killing The Children er en fortløbende serie, skrevet af James Tynion IV med tegninger af Werther Dell’Edera, der begyndte at udkomme via Boom! Studios i september 2019. Foreløbigt er der udkommet 20 hæfter, vol. 1 som jeg kigger på her samler de første 5 hæfter.
Hypet monster med vokseværk
Der er altså, på stort set alle punkter, tale om en helt tidstypisk “skrevet til trade paperback”-formatet serie. Det gælder mængden af samlet materiale, formatet, fortællestuktur, opbygning og plotafvikling. Det er, måske også det Something Is Killing The Children lider mest under? Krogen skal i læserne, men der må i sidste ende ikke ske FOR meget, så serien kan strækkes ud.
Det bliver lidt et problem, når man viser sit monster næsten fra start…
En mulig forklaring kan være, at serien oprindeligt var tænkt som en 5-numre lang limited series, men pga. “overvældende opbakning fra forhandlere og fans” blev serien forfremmet til “fortløbende”. Vel at mærke INDEN den udkom, så er det mon sandt, eller et tilfælde af smart markedsføring? Hypemaskinen har i hvert fald kørt for fulde omdrejninger, både inden og efter serien begyndte at udkomme.
Something Is Killing The Children har, over en bred kam, modtaget mange roser og glimrende anmeldelser. Både fra medier og fans, rundt omkring på nettet. Men, der er også, hvis man graver lidt, spredte røster, som er noget mere lunkne. Helt generelt er det dog en serie med rigtig god buzz.
Er det så fortjent? Lad os dykke lidt mere ned i handlingen, inden jeg fælder en dom.
Børn, badasses og blæksprutter
Archer’s Peak, en række børn fra det lille lokalsamfund forsvinder og dukker op som svært lemlæstede lig. Noget uhyggeligt er tydeligvis på spil. Sheriffen er i vildrede, og byens borgere skræmt fra vid og sans. Børnene forsøger, at fortsætte med at opfører sig som børn. En gruppe er samlet til en hyggeaften, hvor drengen James fortæller en gyserhistorie om et monster.
Gruppen overfaldes af et monster i skoven, og efter nogle urovækkende scener er Jason den eneste overlevende. Og han troede ikke engang på monstre, det gjorde ingen af dem. Eller gjorde de? Er monsteret en manifestation af børns frygt i en form for kollektiv bevidsthed?
En mystisk fremmed ankommer til byen. Erica Slaughter. Ja, det hedder hun, hun har endda papir på det, selvom sheriffen påpeger, at det ikke er gyldig legitimation. Hun tilbyder sin hjælp, og garanterer sheriffen, at han snart vil modtage et opkald fra en ukendt person, der vil overbevise ham om, at lade Frk. Slaughter hjælpe og eliminere monsteret.
Erica har en følgesvend, en talende blæksprutte-hånddukke, der ligner en gammel, ussel handske. Og hun kan, modsat de fleste andre voksne se monstre og dermed bekæmpe dem. Samtidig er hun også bevæbnet med en solid portion sarkasme, knastør humor og generel badassery. Og nogle mærkelige, udspilede og usynkroniserede øjne. Noget hun har tilfælles med hendes lurvede sprutte-handske.
Motorsavsmonstermassakren…
Jason er opsat på, at hjælpe Erica, som modvilligt lader ham følge trop. Sideløbende fortælles en smule af hendes baggrundshistorie og en vag monster-mytologi etableres. De shopper motorsav, og andet isenkram.
Med en trillebør fyldt med “værktøj” ruller de ud i skoven, finder monsterets hule/rede og konfronterer bæstet, mens en af de lokale, der er ude på hævn for børnenes skyld blander sig i begivenhederne og er med til, at redde dagen. De finder en enkelt overlevende pige i hulen, blandt mishandlede børnelig og afrevne lemmer. Lækkert.
Slaughter slagter det “edderkoppen fra IT tv-serien møder Lovecraft mareridt” lignende monster, men opdager, at det her kun er begyndelsen. Noget, der vil slå endnu flere børn ihjel lurer, som en skjult fare, klar til at forlænge seriens forløb i kommende trade paperbacks. Fortsættelse følger…
Ja, Something Is Killing The Children ender simpelthen med en “to be continued”… var det hele blot opvarmning og forret til hovedretten? Er der en hovedret, eller er det hele bare et langt trug af trade-horrorhakkelse?
Døren holdes på klem
Ja, nej og måske. Det er mit, lidt undvigende svar. Man får en lille, lukket og afrundet fortælling, en horror/gore/gyser historie om Jason, som godt kunne være stoppet her. Men, ligesom eksempelvis Stranger Things, hvor vi i første sæson følger besatte Will’s skæbne, så er der bygget en “dør på klem” ind mod slut, som egentlig ikke var nødvendig.
Eller, måske ikke “på klem”, den står på vid gab, og det peger nok tilbage på, at serien oprindeligt var tænkt som en limited series. Tynion har formået, at skrive grundhistorien så åben og vagt defineret, at der er nok til, at den ville fungere, hvis der ikke kom mere. Og samtidig med rig mulighed for, at bygge ovenpå, udvide og forlænge, som den så ender med at gøre.
Det føles en kende “ufortjent”. I den forstand, at historien i bund og grund er meget enkelt, det er en “jagt og besejr monsteret” fortælling, helt klassisk. “Mysteriet” består udelukkende i de oplysninger Tynion med vilje tilbageholder, hvad Erica’s oprindelse og monster-mytologien angår. Ikke pga. godt skrivearbejde og historiefortælling, som sådan, men mere udspekuleret dosering.
Fundamentet er solidt, og især i de første hæfter er tempoet så godt, og karakterernes introduktioner så effektiv (og ganske vellykket), at man drøner igennem skidtet på ingen tid. Revner og sprækker begynder, at vise sig et par hæfter inde, når det begynder at skinne igennem, hvor tyndt plottet egentlig er. Og klichéer begynder, at hobe sig op.
Var det virkelig bare det?!
Jeg forstår ikke rigtig den hype og massive foromtale, som Something Is Killing The Children har modtaget. Det kan historien og Tynions skriverier slet ikke bære. “Var det virkelig bare det?”, er en overordnet fornemmelse, som man efterlades med. Og mistanken om, at det er der vi ender, melder sig alt for hurtigt, i takt med, at Tynion ruller fortællingen ud.
Karaktererne er tilpas interessante, definerede og velskrevet til, at man hænger på. Også når man kører lidt træt i Dell’Edera’s artwork. Egentlig er det “pænt” og ret stemningsfuldt, serien har klart sit eget look og emmer af uhyggelig og urovækkende atmosfære. Med fede linjer og en stil, som kunne ligne noget, der er tegnet med let-udgnidret olie/farvekridt.
Men, ligesom skrivedelen, så er der også et eller andet ved den visuelle del, der virker en kende formularisk. Eksempelvis monster-designet, som jeg ikke er helt solgt på. Jeg nævnte IT tv-seriens edderkop som en reference. Meh. Nogle kamp/actionscener bliver lidt rodede, og svære at følge fra panel til panel pga. sidelayoutet.
Samme sidelayout bliver andre steder en kende stillestående, når tempoet af og til trækkes ud af fortællingen. Der er en række stille “scener” med ingen, eller ganske få, ord, som skal bygge stemningen op, eller dvæle ved en, som både visuelt og fortællemæssigt ikke er videre interessant. Det gør, at man bare hurtigt “scanner og skimmer” siderne uden, at den tilstræbte stemningssættende følelse rammer en.
mega “meh”? monsterjagt
Det er et andet, ret stort problem ved Something Is Killing The Children. Den fanger ikke rigtig, eller rammer specielt dybt, på trods af dens på papiret grufulde tema. Og mange billeder af lemlæstede børnelig og andet potentielt gruopvækkende. Det skyldes både, at formatet og strukturen hæmmer fortællingen, og at den trods alt det (indtil videre) usagte og antydede virker en smule for velkendt.
Erica er en “sjov” karakter, og Jason tilpas ikke-irriterende af en børnekarakter at være, men de er, når alt kommer til alt, stadig arketyper. Slaughter er handlekraftig og ben-i-næsen “sej”, med et twist af lurende vanvid og (sikkert) nogle skjulte traumer og lig i lasten. Hun er Harley Quinn møder “voksen”-Buffy monsterjæger. Jason kunne være taget ud af nævnte Stranger Things, klog, nørdet, lidt akavet, men når det kommer til stykket ret modig og også handlekraftig.
Mytologien betræder, i sin grundessens også velkendte stier. Krydret med kuriøse indslag, som den talende blæksprutte hånddukke, der stadig 5 hæfter inde ikke er nærmere forklaret. Hvad kan den, hvad er dens forbindelse til Erica egentlig, og hvordan passer den ind i den overordnede mytologi? En mytologi, der også tæller “manden i skyggerne”, den hemmelige figur, som ringer sheriffen op. Er han Erica’s chef og i så tilfælde, chefen for hvad? En hemmelig monsterjæger organisation?
Halv-gammel vin på brugte flasker
Den del af Something Is Killing The Children bliver kun berørt perifert i løbet af de 5 hæfter. Ligesom, hvad disse monstre egentlig er, ud over en manifestation af kollektive børnetanker/fantasier. Og sikkert et metafor for velkendte temaer, som “frygt”, “at blive voksen”, “verden er farlig” og “sammenhold kan besejre det onde” og så videre…
Som mange andre horror-historier, så handler Something Is Killing The Children i bund og grund nok om, at blive voksen. Eller “tabet af uskyld”, med monsteret som symbol på/manifestation af dette. Helt klassisk, her bare pakket lidt kækt og “frisk” ind. Gammel vin på nye flasker, og når man så får kigget efter, så er der nærmere tale om, at der var er smækket et nyt label på flaskerne…
Fortjener Something Is Killing The Children sin ret massive foromtale og “summen”? Ehhh, den er fin underholdning, men man efterlades også med en “var det bare det?” fornemmelse.
Plus:
– Indledningsvis ganske fængende og tempofyldt
– Erica Slaughter er en badass
– “Sjov” og skæv, humoristisk tone
– Fed titel!
– Udmærket world building
– Lovende præmis
– En blæksprutte hånddukke, som kan snakke
Minus:
– Klassisk, lidt klichéfyldt horrorfortælling bag den friske maling
– Erica Slaughter er liiiidt en stereotyp badass
– Fortællingen går i stå efterhånden som den skrider fremad
– Det virker som om Tynion “prøver for hårdt”
– Buzz skaber for høje forventninger
– Skrevet/strakt ud til trade-formatet
– I længden lidt trættende visuelt udtryk
Konklusion:
Something Is Killing The Children er lige så lovende og summer af potentiale, som titlen lægger op til. Men, udførelsen fremstår en smule uforløst. Eller pointer og handling er trukket unødigt ud for, at få mere end en mini-serie ud af det. Der gemmer sig en udmærket mini-serie i materialet, men jeg tror ikke jeg hænger på over i næste trade.
Der er ikke nok kød på, eller lokkemad til stede, og jeg har det fint med, at sætte et punktum efter disse 5 hæfter. Tynion vælger i stedet, at sætte et komma.
