De finder dem kun, når de er døde… guderne. De høster det, der kan bruges fra deres døde kroppe. Kød og organer: mad. Samtidig ulmer personlige konflikter og tragedier, på tværs af tid og rummet.
Det er setuppet i Al Ewings nye serie We Only Find Them When They’re Dead fra Boom Comics, der begyndte i 2020 og nu er oppe på 8 numre. De første 5 er på, obligatorisk vis ude i en trade paperback. En ambitiøs og storladen sci-fi fortælling, der lider under at være dårligt og nærigt fortalt.
Præmissen er spændende, seriens visuelle del fra tegner Simone De Meo får den til, at skille sig ud. Men, udførelsen og formen hæmmer, hvad der kunne være en interessant fortælling.
Underfortalt, flimrende neon-helvede
Året er 2367. Vi befinder os ombord på Vihaan II. Et såkaldt “autopsy ship” med et mandskab på 4. De lever af, at afsøge de ydre grænser af det kendte univers på jagt efter døde guder. De finder dem kun når de er døde… ingen har set en levende gud, så vidt vides. De store, anime-lignende kroppe er svævende spisekamre for en hungrende Jord. Hvad er der mon sket?
Året er 2323, den fremtidige Kaptajn Malik fra Vihaan II følges, som barn på Jorden, i selskab af hans søster. De er ombord på Vihaan I. Hvad er der sket, så Vihaan I blev erstattet med II? Det vender vi hyppigt tilbage til, i meget korte scener – nogle gange kun glimt.
Året er 2366, året inden “nutiden” i serien. Vihaan II er ude for, at høste, tæt fulgt af et såkaldt “eacort ship”. Rumskibe, bemandet af én, som holder øje med, at ingen bryder reglerne. Hvad er disse regler helt præcist? Det afsløres i vid udstrækning kun indirekte gennem crew kommunikation og den visuelt lidt udtydelige og uklare formidlede handling.
Det ser flot ud, når De Meo fylder en side, måske to med store rumscener, der får verdensrummet til at stå stille. Alt for ofte flimre det hele dog i et kulørt neon-helvede, der gør det svært at følge hvad der foregår. Ligesom der går lang tid, inden (hvis overhovedet) man kan skelne de forskellige karakterer fra hinanden.
Bimlende klokker, personfnidder og hop i tid
8 klokkeslag signalerer, at en autopsy mission er i gang. Hvorfor 8? Hvor kommer klokkeslagene fra og hvad betyder de egentlig? Året er 2367, 2366, 2323, 2337… klokker bimler, familietragedier og personlig fnidder blusser op. På tværs af skibe og tidsperioder. Kaptajnen og piloten på eskortskibet har vist en kompliceret fortid.
En eller anden har fået madforgiftning i fortiden og undgår, at være med på en katastrofal mission. Det går ud over en anden. Det er noget rod. På flere punkter. Arbitrære regler brydes, eskortskibets pilot bliver emsig. Klokker bimler og bamler. Døde guder rippes for lækkerier, der kan blive til guddommelig postej.
Året er… ah fuck, jeg får hovedpine af neon-blinkende artwork. Nå, nu blev det helt mørkt, mudret og utydeligt. Kaptajn Malik er på jagt efter den ultimative skat: en levende gud. Han bryder reglerne og krydser grænsen til den ukendte del af universet. Der må man ikke tage hen. Hvorfor ikke? Det behøver du ikke vide, det her er et skoleeksempel på decompressed storytelling.
Historien må og skal strækkes ud, afvikles så langsomt, at et i bund og grund papirstyndt plot kan nå op i trade paperback længde. Ikke afsløre for meget, og slet ikke for tidligt, Ewing. “Twistet” og afsløringer af noget, som i bund og grund ikke er spændende eller vægtigt nok til den tilstræbte suspense skal komme i hæfte 4 og 5, så læserne køber nummer 6…
Et ensomt lysglimt i seriens mudrede fortælling
Det kommer jeg nok ikke til. Året er stadig lige meget, Malik og crew på Vihaan II drøner af sted med warp speed, med esksortskibet i hælene. De har ingen våben, det har forfølgeren, og hun er ikke bleg for at true med og evt. bruge dem. Hvis de bremser op, skyder hun dem ned.
Denne rumskibsjagt, hvor det ellers autoritetstro mandskab og deres mere rebelske kaptajn ræser ud i det ukendte mørke, er seriens højdepunkt. Det eneste tidspunkt, hvor jeg føler at fortællingen virkelig lever og har noget intensitet. Koblet med god, solid “world building”, Hvor der faktisk etableres nogle spilleregler, rammer for teknikken og den verden vi befinder os i.
Det er måske signede, at det mest relaterer sig til tech-mumbo jumbo, og ikke seriens drama og de personlige indre og ydre konflikter. De konflikter og det drama, som serien ellers så desperat higer efter, at få til at føles relevante og vægtige. Her mislykkes Ewings mission, det er for dårligt og mangelfuldt fortalt og eksekveret.
Måske er der bare ikke nok kød på We Only Find Them When They’re Dead, modsat de åbenbart næringsholdige guder? Hvor stammer disse guder fra, hvorfor er de så store, og hvad gør dem egentlig “gudelige”? Intet afsløres, og i helt i tråd med karakterernes indbyrdes forhold og mulige lig i lasten, så er jeg også ret ligeglad.
Kulørt fis i en lille hornlygte
Året er 2021 og jeg forlanger mere af en tegneserie. Og jeg havde, måske også forventet mig mere af Al Ewing. Jeg har tidligere rost hans Immortal Hulk serie. En serie, som jeg nyder i perioder. Men, jeg må også erkende, at jeg kun kan rumme 3-4 hæfter af gangen og så giver serien en pause og lader den simre lidt.
Han skriver generelt godt i den forstand, at det er fængende og hans måde, at udfolde historien i Hulk på rummer en besnærende form for mystik. Men, det bliver i længden også lidt forvirrende. Og en lille smule frustrerende, fordi det stedvis er en kende uforståeligt, hvad der egentlig foregår.
Tempoet, og måden, ting afsløres på er langsomt og kan virke, som unødvendigt spekulativt og mærkeligt bare for, at være mærkelig. Det kammer, for mig over i We Only Find Them When They Are Dead. Kombinerer man det med De Meos stilede artwork, bliver det alt for hurtigt en frustrerende og belastende læseoplevelse.
Når man så samtidig aldrig for alvor bliver fænget, eller føler sig involveret i fortællingens narrativ og karaktererne, så bliver det en stor, stilistisk flot udført prut. Men stadig bare en prut, måske endda blot en fis.
Uindfriet potentiale og kunstneriske valg
Både måden serien er fortalt og præsenteret på kan anskues som ”kunstneriske valg”. At begge dele ikke lige falder i min smag, er ikke nødvendigvis en afspejling af seriens kvaliteter. Det er personlig smag. Men, jeg synes, at seriens problemer rækker ud over det.
Der er simpelthen for lidt at komme efter, eller også leveres det “forkert”. På overfladen lyder We Only Find Them When They’re Dead konceptuelt potentielt interessant, titlen alene fangede og pirrede min nysgerrighed. Men, skraber man bare lidt i overfalden eller tænker lidt over det, begynder det allerede at miste noget af sin glans.
Men sådan en titel, er det jo nærliggende, at næste tanke vil være: ”nå, men de finder dem kun når de er døde, indtil de ikke gør”. Enten finder de en levende gud, eller også gør de ikke. Begge dele fører ind i en blindgyde, eller en maveplasker landing, hvis ikke andet i historien fanger ens interesse.
Jeg er, desværre ligeglad med, hvad der skete i år 23-whatever. Og endte med, at “pligtlæse” i et tiltagende opskruet tempo. Bare for, at komme igennem og i et rastløst håb om, at det her måske blev bedre, mens Vihaan II og dets uinteressante mandskab ræsede ud i det ukendte.
Det tog, heldigvis ikke lang tid. Udover, at det gav lidt hovedbrud at holde styr på årstal og hvem der er hvem, samt denne verdens indre logik og spilleregler, er der ikke meget at komme efter. Så kan man jo altid kigge på billeder, indtil de gav hovedpine og trætte øjne…
Spekulativ og selvtilfreds eller smagssag?
Jeg sidder med fornemmelsen af, at We Only Find Them When They’re Dead, er en uheldig moderne blanding af, at være en smule spekulativt udført og små-desperat efter, at sige noget dybt, vedkommende eller tankevækkende.
At strække et plot, der kunne afvikles på den halve tid og plads, og med vilje være vag og “mystisk”, er ikke det samme, som at have noget klogt at sige. Det grænser til, at fremstå prætentiøst og også en kende kynisk. Jeg er stadig tilbøjelig til, at lade tvivlen komme Ewing til gode og tro at han har de rette motiver og hjertet på rette sted.
Det kommer bare på ingen måde frem på siderne i We Only Find Then When They’re Dead, selvom serien ellers har modtaget masser af roser andre steder. Smag og behag er én ting. Men, når jeg læser hvad andre, mere positive anmeldere og læsere (der findes også de der er mere på linje med mig) har fået ud af serien ryster jeg lidt på hovedet. Det er som om, at de tilskriver serien budskaber, kvaliteter og lægger deres egne ditto i den, som jeg ikke kan se Ewing får formidlet i tilfredsstillende grad.
We Only Find Them When They’re Dead kommer i sidste ende til, at fremstå underligt selvtilfreds og selvtilstrækkelig. Det er egentlig lidt uklædeligt, hvis ikke provokerende. Det er, måske bare mig?
Plus:
– På overfladen et interessant koncept og udgangspunkt
– Momentvis flot artwork, hvis man kan rumme så meget neon
– Øhhhmm… hmmm… hvis historiens mystik og karaktererne fanger dig, så…
Minus:
– Alt andet, som jeg vidst har nævnt og tærsket nok langhalm på nu
Konklusion:
En kunstnerisk og tegneserie version af en fis i en hornlygte. Der blinker og flimrer indtil man bliver helt træt. Den fængede slet ikke, og jeg var lettet da jeg var kommet igennem vol. 1. Jeg har ingen ambitioner om, at samle vol. 2 op når den, helt som ventet udkommer. Nu kender jeg også svaret på om de kun finder dem når de er døde… Svaret er… eh, who cares…
