Kloder I Krise! Eller Crisis on Infinite Earths, som serien jo oprindeligt hedder, er endelig ude i en samlet dansk version. DCs første store crossover event fra midt-80erne, der skulle rydde op i deres multivers og strømline kontinuiteten.
Det lykkes delvist for en kort stund, hvilket er en helt anden historie. De har prøvet flere gange siden med blandet succes. Den første gang var ambitiøs om ikke andet, men når man læser den i dag også en kende gammeldags og ikke mindst kluntet fortalt.
Marv Wolfmans lange tilløb
Idéen til Crisis on Infinite Earths er forfatteren til serien Marv Wolfmans og stammer helt tilbage fra 1981. Altså adskillige år inden serien blev til en realitet. Wolfman var forfatter på New Teen Titans, og sammen med tegner George Perez havde de gang i et ret godt modtaget forløb på den serie. Der også fik et par Supersolo-udgivelser på dansk.
Wolfman var (sammen med mange andre DC-forfattere) træt af at skulle holde styr på DCs tiltagende komplicerede kontinuitet. En, der var et naturligt resultat af næsten 50 års udgivelser. De skævede til konkurrenten Marvel, hvis udgivelser fremstod langt mere sammenhængende på tværs af serierne trods årtiers gang. Her opstod idéen om ét sammenhængende univers.
Det krævede både en større oprydning og en begivenhed/historie til at forklare den. Wolfman fik solgt DC på idéen, og redaktører og Wolfman begyndte at planlægge. Der blev endda ansat en researcher til at læse ALLE DCs superhelteblade, som var udkommet de foregående 50 år. Det tog ham 2 år og serien måtte af flere gange udskydes.
Endelig var den klar i 1985 og udkom i 12 numre over et helt år. Samt en række tie-in numre på tværs af titler. Dele af historien, som karakteren Monitor, var dog blevet nævnt og teaset i spredte numre de foregående år for at varme op til hovedretten.
Den første crossover event?
Crisis on Infinite Earths kaldes ofte den første RIGTIGE crossover event, hvilket har været til diskussion lige siden. Hvad er egentlig først? Meget af balladen startede med et nummer af The Flash helt tilbage i 1962, hvor Golden Age Flash, Jay Garrick og hans Silver Age pendant, Barry Allen, ramler sammen og får skabt flere tidslinjer og “jorde” i DC universet. Tæller det ikke?
Lad os kalde Crisis on Infinite Earths den første superhelte crossover af sin slags og størrelse. Og skalaen ER stor, stadig den dag i dag føles 12 numre på samlet 384 sider som en ordentlig mundfuld. Og konsekvenserne er endnu større i skala, i hvert fald som udgangspunkt.
De fleste DC-serier blev rebootet efter Crisis, herhjemme fik vi vist kun Byrnes Man of Steel/Superman. Ligesom selve Crisis aldrig udkom på dansk, man hoppede bare og forklarede at nu startede man på en måde fra nul. Hvilket næsten er indbegrebet af hele den problematik man løb ind i på DC… “på en måde” startede man fra nul.
Der gik dog ikke lang tid, inden der enten var rod i den nye kontinuitet, eller ting, som burde være “slettet”, der hørte den gamle til alligevel dukkede op igen. I sidste ende virkede det hele nok lidt omsonst og DC var faldet tilbage i vante rammer. Og læserne efterladt lettere forvirrede eller irriterede.
Monitor mod Antomonitor med mange flere
Det har dog ikke så meget med selve Crisis on Infinite Earths at gøre. Her fortælles en stort anlagt fortælling om mutiliversets og dets mange karaktereres og kloders truende undergang. Et resultat af en konflikt mellem den mægtige Monitor og dennes onde sidestykke Anti-Monitor. En eller anden begivenhed har skabt et antistof univers, som er modstykket til vores “stof”-univers. Eller universER.
Anti-Monitor er en skidt fyr, der ikke tolerer andre universer end sit eget antistof et. Og er i gang med den store oprydning ved at udslette de andre universer et for et. Man kan sige at han gør DCs arbejde for dem på en måde… til det allierer han sig med udvalgte super-personer, der kan udnyttes til formålet.
Monitor derimod prøver at samle alle universets helte (og skurke, måske?) for at stoppe hans onde tvilling. Og redde stumperne. Men han forrådes af en nær allieret, der er under Anti-Monitors indflydelse og alt ser ud til at lykkes for multivers-ødelæggeren. Der kommer dog grus i antistofmaskineriet.
Det lykkedes blandt andet at få smedet en (lad os sige) “meget skrøbelig” alliance mellem DCs helte og skurke, da det ser allermest sort ud. Ledet af Brainiac og Lex Luthor, der dog har deres egne knap så skjulte planer og motiver. Lykkedes det mon vores helte at redde bare en Jord? Måske endda Jord 1??
Klodsede kloder i kamp
Det var den meget meget MEGET kondenserede version af hovedhistorien, der er trods alt 12 numre. Dog er det ikke kun mængden af materiale, der gør at seriens handling er svær at koge ned og genfortælle. Den er som udgangspunkt ret rodet og klodset fortalt af Wolfman, der virker in over his head.
Crisis er ikke DÅRLIG eller decideret dårligt skrevet, men den lider under dårlige valg og prioriteringer. Efter den første halvdel af numrene havde jeg meget svært ved at holde styr på, hvor vi på et givent tidspunkt befandt os i fortællingen. Både hvad angår handlingen, men også rent fysisk I handlingen.
Der hoppes konstant rundt mellem forskellige Jorde/kloder og tidsperioder på disse/mellem dem. Et væld af forskellige karakterer, fra de kendte til de mest obskure, introduceres i en lind strøm. De forsvinder igen i lange perioder, nye kommer til, andre dukker op igen. Vi veksler mellem fortid, nutid og fremtid på tværs af kloder og hele universer.
Karakterer dør. Kloder går under. Nogen gør ikke. Jeg når aldrig, hverken at få et overblik eller helt forstå den interne logik og reglerne i Wolfmans historie. Fordi det hele virker rodet og kluntet fortalt. Ambitiøst er det, men også overambitiøst.
Overstimulering i multiverset
Samtidig med veksles der i hvert hæfte mellem tung og gentagende eksposition (som man alligevel glemmer, åbenbart?) og stort anlagt action på action. I mange numre føles det som om der er en underliggende skabelon, som bliver udfyldt hver gang. Først en masse snak mellem en masse karakterer og så et større slag og en form for status quo.
Crisis føles som en af den slags besynderlige serier og historier, hvor der på en og samme tid sker alt for meget og alt for lidt. Den bærer tydeligt præg af at være udkommet over et helt år, hvor hvert nummer både skulle holde fortællingen i gang, men nye læsere også kunne hoppe på. Start-stop-start-stop. Det gør, at man bliver underligt indifferent over for handlingen, der overordnet snegler sig af sted med mange gentagelser. Og samtidig rummer så mange karakterer, at det hele mudrer sammen.
De mange karakterer, nogen større og mere vigtige end andre, bevares, gør også at man ikke rigtig har nogen at holde med. Eller engagere sig i. Selv de karakterer, der fylder mest, får samlet set ikke meget plads. Og når de gør, er det ofte for at pointer og eksposition gentages for at understrege, at de her karakterer altså ER vigtige og centrale i Crisis-fortællingen.
Som læser føler jeg mig distanceret til det hele. Selvom karakterer dør og kloder går under til højre og venstre, så føles det underligt nok en smule konsekvensløst det hele. Man bliver ligesom lammet af mængden og de mange gentagelser, og intet er for alvor på spil- altså udover hele universet(erne)! Det føles bare ikke sådan…
Konstant strøm af konsekvensløse konsekvenser
Når Supergirl dør (spoiler), skal det forestille at være et af seriens store emotionelle øjeblikke. Både for fætteren Superman (en af dem i hvert fald) og os som læsere. Jeg er lidt ligeglad, for Wolfman har ikke forklaret mig, hvorfor jeg skulle føle noget? Ud over at være i familie med Superman, og ofte sig selv, så er hun “bare” en af mange.
Det giver selvsagt et kæmpe problem, når en fortælling med de største konsekvenser føles så konsekvensløs. Jeg forstår idéen i at vise så mange DC-figurer som muligt og hvor stort DCs univers(er) er. Skalaen ER enorm. Det giver også bare afstand og ligegyldighed til og over for det hele. Havde man valgt et mere snævert fokus, på en mindre gruppe karakterer, eller skrevet karaktererne bedre, i stedet for ren overflade, så…
For for al sit SCOOP virker Crisis nemlig hul. Det er overflade, hvor det syder og bobler, masser af TING PÅ SPIL, men der er ikke rigtig noget nedenunder. All sizzle, no steak, som de siger i Amerika.
Jeg har svært ved at konkretisere yderligere, hvad det nøjagtig er der gør at det føles sådan. For der sker jo faktisk en masse. Og så alligevel ikke. Det er nok måden det leveres på, og tempoet i leveringen. Der er i bund og grund ikke kød nok på historien til 12 numre. Kogte man gentagelserne og nogle af karakterer og plotmæssige sidespor, der tit virker som tidstrækkeri fra. Så havde man måske materiale til en 6-8 numre, der stod noget skarpere.
George Perez’ store svendestykke
Hvor Wolfman, hvis ikke fejler, er udfordret over evne og de bedste intentioner, så imponerer Perez. Den dengang forholdsvis unge og alt taget i betragtning uprøvede Perez begår og består her sit svendestykke.
Perez tegner bundsolidt som udgangspunkt og bygger stedvis ovenpå, når historiens skala kræver det. Man fornemmer en klar inspiration fra Jack Kirby, når vi skal ud i rummet, vise teknologi eller op på de episke nagler. Han har dog også en god fornemmelse for dialogscener (som der er MANGE af), nærbilleder, komposition og overgange mellem de forskellige ruder og sider. Der er rent teknisk virkelig mange teknikker i brug de 12 blade igennem.
Det, der imponerer mest er dog nok, hvor mange forskellige karakterer Perez er sat til og formår at tegne. Der må være flere hundrede forskellige helte og skurke. Både i store totalbilleder, hvor man skulle tro der kunne “snydes” lidt hist og her, og kampscener, individuelle, såvel som kæmpe slag. Kendte, mindre kendte og de helt obskure og sjældent brugte.
Alle med hver deres distinkte udseende, fra ansigter, over kropsbygning til dragter. Det er ganske enkelt voldsomt og voldsomt imponerende, og der er virkelig ikke sparet på krudtet eller detaljerne. Perez har selv udtalt at han elskede og nød opgaven, jeg havde nok fået kombineret stress/ADHD/superhelte fatigue.
Er Kloder I Krise alligevel et kig værd?
Crisis on Infinite Earths er som nævnt ikke dårlig. Den er bare alt for lang og gentagende, så man bliver lammet og uberørt af det meste som læser. Ambitionerne fejler bestemt ikke noget, nok heller ikke Wolfmans evner generelt, men her føles han overmatchet. Af sig selv, som en bager, der slår et for stort brød op.
Vi er dog også på ukendt og uprøvet grund her, og man må give plus point og respekt for forsøget om ikke andet. Til gengæld er Perez den gigantiske opgave voksen, alene hans artwork gør Crisis et kig værd. Selvom man også her godt kan gå lidt kold i “endnu en episk kamp”. Det viser samlet set at en fortælling godt kan være EPISK og ikonisk i koncept og udseende uden at den behøver at være det, hvad selve indholdet angår.
Kloder I Kamp, nu kalder vi den det igen på falderebet, er også flot i den danske version. Det er “bare” et oversat genoptryk af den amerikanske samling, der har været tilgængelig i årevis. Men prisværdigt og dejligt at vi endelig får den på dansk efter 40 år.
Og så er det skønt, at Fahrenheit/Faraos tager en chance og giver DC en chance. Efter mange (tak) Marvel-udgivelser på dansk de seneste år, er det glædeligt, at man begynder at satse på noget DC-stof. Jo mere, jo bedre, og jo flere superhelteserier på dansk, nye som gamle, jo bedre.
Trods mine forbehold og kritikken, så er Kloder I Kamp stadig værd at investere i. Også på dansk. Det er trods alt pensum.
Billederne er taget fra Faraos Cigarers promo for bogen, der kan købes HER
