Hvad fanden er det her!? Det tog omkring en halv time, at læse hele første opsamling af horror/mysterie-serien The Red Mother. Og det blev man hverken meget klogere, eller videre stimuleret af.
En kvinde mister sit øje (og kæreste) under et, tilsyneladende umotiveret overfald. Efter en øjenoperation får hun ikke synet tilbage, men har til gengæld fået overnaturlige evner. Nu kan hun se mere mellem himmel og jord, nærmere bestemt i mystisk kvindeskikkelse i rødt.
Og så er handlingen i de første 5 numre af Jeremy Haun og Danny Luckerts serie, der begyndte at udkomme via Boom Studios i 2019.
OK, det er, selvfølgelig sat lidt på en spids. Men, der sker sgu’ godt nok ikke meget hvad handlingen angår i de første 4 numre af The Red Mother. Og hæfterne er meget hurtigt læst, hvor især tredje nummer var overstået på 4-5 minutter. Der er ikke meget kød på plottet, og det hele virker lidt som anretning og en lille bid forret.
Den en-øjede gådeløser
Daisy McDonough, seriens hovedperson, og kæresten overfaldes i første scene. Han “forsvinder”, noget overnaturligt antydes – og der er ingen spor af ham efterfølgende. Daisy opereres, får sit falske øje og får besøg af hendes gamle veninde Pari. Derefter skal Daisy til psykolog, inden hun ser syner af en rød kvindeskikkelse. Det var første hæfte.
Så vidt så godt. Det fungerer sådan set udmærket, som en lille appetitvækker. Så er det dog som om, at Huan bremser fremdriften i plottet unødigt meget op og kun smider små lunser ud i hvert hæfte. Der ofte lidt ender samme sted: den røde moder.
Daisy begynder, at modtage nogle underlige breve/pakker og opgaver hun skal løse. “Puzzels” ala gamle trææsker, der skal løses. Hvem er afsenderen, hvorfor og hvad får Daisy ud af, at løse opgaverne?
Nå ja, Daisy er spildesigner, altså gammeldags “tænkespil”, så hun er lidt på hjemmebane her. Meget heldigt. Det afsløres, hvem den hemmelige opgavestiller er, men ikke hvad han egentlige motiv er. Det har, naturligvis forbindelse til den titulære Red Mother.
Kort, men dyr fornøjelse
Der er, sandsynligvis en bagvedliggende mytologi og en større verden. Men, at sige at den kun antydes svagt ville næsten være en overdrivelse.
Jeg har intet imod en slow burn, at kort holdes lidt tæt ved kroppen og, at serier skal have lov til at vokse. Det her er dog lige, at stramme den så meget, at jeg føler mig lidt snydt. Tegneserier er jo ikke ligefrem billige, så 25 minutters underholdning for 149 kr. er ikke ligefrem value for money.
Her ikke rigtig noget tankevækkende, eller noget at tænke over – for man får ikke noget, at digte videre på. Daisy ser en mystisk skikkelse, og hvad så? Hvor skal jeg interessere mig, eller engagere mig i det her? Eller bare i Daisy, hendes skæbne, eller historiens fremtidige udvikling?
Svaret kan jeg ikke rigtig finde på disse 112 sider.
Hvad er der på spil?
Manglende plot, eller manglende fremdrift er ikke, nødvendigvis et problem. Hvis, der blot er nogle interessante karakterer at dykke ned i. Eller, at det centrale mysterie er spændende nok til, at man har det fint med, at lade det simre.
Der er bare ikke rigtig nogen af delene til stede her. Daisy er en underligt flad og overfladisk figur, som umiddelbart ikke ejer meget mere dybde end “god til gåder”. Og “mangler et øje”. Det sidste er ikke et personlighedstræk… Ligeledes fremstår hun underligt afsondret fra hendes oplevelser.
Måske er hun traumatiseret, besøgene hos psykologen kunne tyde på det. Men, savner hun reelt kæresten Luke? Savner hun sit øje? Hvad driver hende? Har hun et mål eller noget motivation ud over, at andre og ydre omstændigheder skubber hende igennem seriens plot? Har hun en tidligere forbindelse til den røde skikkelse, eller er der tale om tilfældighedernes spil?
Er den røde skikkelse en egentlig trussel, eller blot et “syn”? Det lader ikke rigtig til, at skikkelsen gør andet end, at dukke op og male by og omgivelser lidt rød?
Personlighed savnes
Der er tilmed en tyk duft af noget lidt for velkendt over den røde skikkelse. Har man læst Jeff Lemires (meget, meget bedre!) Gideon Falls, så er der et eller andet, som bimle og bamler i bevidstheden. Bare uden uhygge eller nogen nævneværdig atmosfære og stemning. Lidt et problem for en horror-serie.
Ikke nok med, at farverne rød og sort går igen. Og, at det visuelle udtryk i The Red Mother i disse scener kan minde om tilsvarende i Gideon Falls, som så bare tager den endnu længere ud. Nej, selv designet af vores “skurk”, et smilende kranie-lignende omrids på en skygge-agtig dæmon krop er som taget ud af netop Gideon Falls.
Har man ikke læst den, så skurrer det vel knap så meget. Personligt fik jeg fornemmelsen af uopfindsom og fortyndet genudsendelse. I det hele taget er Danny Luckerts streg og farvelægningen ikke videre ophidsende. Bevares, det er ikke decideret grimt, det hele ser bare lidt standardiseret og upersonligt ud.
I skrivende stund ville jeg ikke kunne genkalde figurernes udseende, eller særlige træk. Ej heller nogle sider, eller bare ruder, som skiller sig ud og brænder sig fast. Ikke engang de glimt, hvor serien forlader “vores” virkelighed og slår over i det overnaturlige. Det hele er bare lidt en tegneseriepølse, der virker spyttet ud på transportbåndet.
Fast food tegneserie
Det er en forbandet skam, for faldt jo egentlig for præmissen her. Ligesom coveret til opsamlingen pirrer fantasien, i hvert fald nok til, at jeg tog maddingen. Desværre, så er der heller ikke meget andet på krogen end en lille bid.
The Red Mother er ikke i nærheden af, at være mættende, eller bare smage tilfredsstillende. Og krogen er slet ikke stærk nok til, at man hænger på, eller på nogen måde forsøger at sluge den. Der findes ganske enkelt alt for meget andet, der er langt mere indbydende og stimulerende på markedet til, at The Red Mother kan være med.
Jeg vil ikke skyde Jeremy Huan og Danny Luckert i skoene, at de er dovne eller, at de er direkte talentløse – det har jeg intet belæg for. Men, de imponerer godt nok ikke med The Red Mother. I stedet for formår de, at spilde et lovende pitch med et så lille plask, at der nærmest ikke kommer nogle ringe i vandet.
The Red Mother er det modsatte af, at være en øjenåbner, eller et festmåltid. Det er en tegnet powernap, eller en fast food bøvs. Og nu er jeg ved, at gentage den samme lille pointe i samme grad, som denne serie mangler points på kontoen…
Plus:
– Øhmmm, pitch/præmis lyder ganske lovende?
– Flot forside
– Tja, hvis det tæller, så er der rosende ord, at finde om serien andet steds
Minus:
– Tyndt/manglende plot
– Savner fremdrift, kød og kalorier
– Uinteressant og løst defineret persongalleri
– Et vagt og sparsomt optegnet mysterie
– Visuelt ret kedelig og standardiseret
– Savner kreativitet og overraskelser hele vejen rundt
– Alt for hurtigt læst i forhold til prisen
Konklusion:
Det kort af det lange, og det spørgsmål, som presser sig mest på efter en lille halv time i selskab med The Red Mother er: hvorfor skal jeg læse videre? Det giver serien ikke noget svar på. Så, ingen grund til, at smide penge efter den her. Læs Gideon Falls i stedet for!
