Fra Reolen: Total Metal nr. 1

by | Nov 18, 2026 | Fra Reolen | 0 comments

Heavy Metal! Nej, ikke musikgenren, men tegneserien, som på dansk kortvarigt kom til at gå under titlen Total Metal. Et magasin med antologiserier til voksne efter fransk/amerikansk forbillede med fokus på flot indpakning og europæiske kvalitetsserier og kunstnere.

Det var der tilsyneladende ikke et marked for i lille Danmark, da Interpresse lancerede magasinet i 84/85. For det blev kun til 12 numre på dansk, selvom bladet stadig eksisterer den dag i dag i en eller anden form i det store udland. 

Fransk og amerikansk model

Métal Hurlant så dagens lys i Frankrig helt tilbage i 1974 og fik en amerikansk pendant, Heavy Metal i 1977. Den originale franske udgave kørte frem til 1987, og har efterfølgende været (forsøgt) genoplivet af flere omgange, senest i 2025 via en kickstarter kampagne. 

Den amerikanske udgave var endnu mere sejlivet, hvor forskellige forlag og bagmænd har holdt liv i magasinet helt frem til i dag. Både udgivelsesfrekvens og oplagstal er dalet, men magasinet lever altså stadig – så om ikke andet findes der stadig et marked og en fanbase. Til et magasin, hvis indhold er stilet til den voksne (mandlige?) læser med fokus på serier som fantasy, scifi, horror, erotik og det mere obskure. 

Noget, som man skulle mene også ville gå på det danske marked, hvis det ikke var fordi at det er begrænset i sin størrelse. Og at timingen i midt-80erne simpelthen var forkert – var Interpresse for tidligt ude med Total Metal? 

Måske. 

Dansk overmod?

Den danske reaktion med blandt andet Carsten Søndergaard, som folk nok vil genkende fra utallige Interpresse-udgivelser, endda selv for sammensætningen af indholdet i magasinet. Modellen var den samme som i de to udenlandske søster-udgivelser, men selve indholdet var ikke i den danske version, altså ikke direkte genoptryk.

Det førte i den danske version til et øget fokus på især sydeuropæiske serier og skabere, der historisk har haft et godt tag i danske læsere. Der er selvfølgelig en kapacitet som Moebius (en af det franske blads oprindelige drivkræfter), men der blev også plads til mere eller mindre eksperimenterende spanske og italienske kunstnere.

Lige her var Interpresse og den danske redaktion måske for optimistiske og ambitiøse uden at tale ned til den tids danske læserskare. Den VAR bare begrænset af vores lille sprogområde. Og selvom tegneserier solgt godt i perioden, så var de største sællerter og læserne nok for unge til netop det, som Total Metal sigtede efter. 

Jeg var i hvert fald selv alt for ung, men har en svag erindring om at have set bladet i kioskerne. Det tiltalte mig ikke, og jeg forbandt det overhovedet ikke med tegneserier. Mit 6-årige jeg kendte Superhelte, humorserier og Tintin, Asterix og Lucky Luke. Men hvad siger mit 47-årige modstykke?

Lækkert og luksuriøst tegneseriemagasin

Jeg er ret vild med det. 

Det første der slog mig, da jeg åbnede Total Metal nr. 1 fra 1984 er hvor flot det meste står her 42 år efter magasinet udkom. Når man eksempelvis bladre i et Edderkoppen fra Winthers Forlag fra samme periode, så ser det nærmest ud som om farverne enten er løbet sammen, eller falmet så bladet bliver delvist ulæseligt. Total Metal står omvendt knivskarpt, trykt på kvalitetspapir i lettere forstørret “magasin” format. Det hele dufter lidt af luksus.

Også indholdet springer i øjnene og står stadig mestendels knivskarpt og virker ikke videre bedaget. I første blad er meget fokus også lagt på futuristisk scifi og filosofiske serier, der udseende og indholdsmæssigt nok har haft større mulighed for at holde sig friske end så meget andet?

Indholdet virker godt kurateret, forholdsvis nøje udvalgt og man får fornemmelsen af at der rent faktisk har siddet og sidder mennesker bag ved det hele. Det forstærkes af nogle tætskrevne sider med redaktionelt indhold, hvor der blandt andet dykkes ned i nye og kommende udgivelser på det danske tegneseriemarked. Fra forskellige forlag tilmed, så det ikke blot føles som et Interpresseblad. 

Ligeledes er der også plads til filmnyheder indenfor de genrer, som Total Metal har i fokus. Det giver en samlet fornemmelse af et RIGTIGT magasin, hvor hovedfokus nok er tegneserier, men i bredere forstand en hel kultur. For voksne. En der er meget mere “in” og acceptabel i dag, men i midt-80erne…?

The Long Tomorrow

I første nummer virker et løst overordnet tema at være scifi og rummet, plus diverse mere eller mindre syrede afstikkere. I fokus er (ganske naturligt) en lidt længere historie af Moebius og Dan O’ Bannon, der er delt i to og får lov til at åbne og lukke nummeret. 

Hvor Moebius nok er et navn, der vækker genklang og en vis ærefrygt, så er O’ Bannon måske mere ukendt. Men dog ikke en letvægter, han har blandt andet skrevet den første Alien-film, skrevet og instrueret Return of the Living Dead, lavet computeranimation på de første Star Wars film og været inde over kult-klassikere som Dark Star og ikke mindst Total Recall. I begyndelsen af karrieren samarbejdede han med John Carpenter, og var tilknyttet som visuel effekt mand på Jodorowskys aldrig realiserede filmatisering af Frank Herberts Dune.

Det er også i kult scifi man skal finde inspiration og nogle pejlemærker til The Long Tomorrow, som Moebius og O’ Bannon samarbejdet her hedder. Historien er skrevet af O’ Bannon i 1975 og blev bragt i Métal Hurlant #7+8 året efter. Men tegningerne begyndte som et storyboard O’ Bannon hyggede sig med under pre-produktionen til Jodorowskys Dune, hvor Moebius også var tilknyttet. Det udviklede sig til at samarbejde mellem de to, hvor Moebius tegnede ud fra O’ Bannons forlæg og ord.

The Long Tomorrow siges at have stor indflydelse på fremtidig scifi, hvor film som Alien, Blade Runner og The Abyss har fundet visuel inspiration. Og historien, der blander Noir og Scifi krediteres ofte som en af de første cyperpunk-fortællinger.

Moebius danner scifi-skole

Alt det og meget mere på baggrund af bare 16 sider?! Men hvilke sider! Jeg vil ikke dykke for meget ned i plottet. Det er på samme tid en meget kort, men også kompakt fortalt og plotmæssigt afviklet historie. Der sker virkelig meget på de kun 16 sider.

Vi får en hel futuristisk scifi/noir fortælling med alt hvad det nærmest indebærer. En hårdkogt detektiv, der kommer på en sag, hyret af en damsel in distress. Som naturligvis også er en femme fatal. Helt klassisk, hvis det ikke lige var fordi det også involverer rumvæsner, robot-kloner, en generals afhuggede hoved i en kuffert og andre små svinkeærinder. Igen, afviklet på 16 sider. 

Historien er en ting, og dens effektive plotafvikling inkl. hop og twists, som er så stramt fortalt at man ikke mister overblikket over handlingen. Men det, som jeg især bed mærke i, var Moebius fantasifulde tegninger og billeder, der pga. hvad de inspirerede efterfølgende, ser helt ikoniske ud. Man genkender simpelthen ting, visuelle stilarter, scenerier og skud fra film, der kom efter. 

Det kan være et enkelt skud fra gadeplan, hvor man tænker, “hey, det er da Blade Runner”. Eller åbningspanelerne, hvor jeg straks tænkte “Det Femte Element” med uendeligt høje skyskrabere og flyvende taxier. Det er ganske imponerende, hvad så få sider kan sætte i gang af kreative indfald mange andre steder og år senere. 

Ambitiøs, abstrak og anderledes

Fælles for The Long Tomorrow og meget af det øvrige materiale er den konsekvent hurtige afvikling. I nogle tilfælde, som ovennævnte, inkluderer det en afrundet fortælling med plot og deslige. I andre tilfælde bliver historierne og afviklingen mere abstrakt, surrealistisk eller visse steder ganske plot-løse-

I de tilfælde handler det mere om stil, stemning, atmosfære eller en filosofisk idé. Hvis ikke rene stiløvelser, hvor jeg ikke er sikker på, er pointen andet end formen og processen, såfremt der overhovedet er en pointe og mening med galskaben. Det bliver mere udpræget i senere numre af Total Metal, hvor jeg i skrivende stund er nået til nr. 4 – ja. jeg skal vist bare have anskaffet mig hele dusinet.

Der sker et eller andet med hjernen, når man sidder og bladrer, læser og kigger sig igennem magasinerne. Royal Flush, en anden rumfortælling i magasinet, af Claude Renard og Francois Schuiten fattede jeg eksempelvis ikke helt. Jo, jeg forstår og kan se hvad der foregår, men jeg forstår stadig ikke helt den dybere mening. 

Til gengæld er serien vildt flot tegnet i sort/hvid, fotorealistisk på sin vis, men uden at det bliver stift eller ligner noget der bare er tegnet af efter fotografier. Den er stemningsfuld og atmosfærisk, og betagende blot at kigge på for sine flotte og filmiske billeder.

Grease i rummet og tegnede mareridt

Mere karikeret og absurd er det i “Turné” af Al Voss, hvor vi følger det rockabilly punkband, der hutler sig igennem en tour i rummet. Fra job til job i hyperrummet for at få brændstof til deres gamle spand af et rumskib.

Bandmedlemmerne ligner et stil- og modemæssigt sammenstød mellem Grease og midt-70er punk. Tegnestilen er grotesk 50er tegneserielook, hvor både mennesker og rumvæsner ser mere eller mindre utiltalende ud. Samtidig er stregen stadig blød og uskyldig. En noget rodet affære, som trods alt er ret underholdende pga dens schlog/b-films agtige stemning.

Omvendt er Ingen Frist For Billy Brakko langt mere hårdkogt i stil og indhold. En kun 5 sider lang fortælling, hvor Billy Brakko i endnu en noir-setting jagtes af ukendte skurke. Eller er han skurken? Hvor Turné var karikeret med komikken for øje, virker Brakko kold, industriel og 80er depri. 

Og så er der Pigebarnet og Drømmeprinsen af Nicole Claveloux, der ligner et barns mareridt omsat til grotesk tegneserie. Babyer og børn med kæmpe hoveder og store creepy smil. Voksne, der ser ud som om de er avlet/blandet med kaniner. En skummel gammel mand, der ikke ligner en, som burde nærme sig nogen under 15. Og så en historie, der også udfoldes med en drøm/mareridts logik og afvikling. Yikes. 

Feinschmecker udgivelse med en pris

Magasinet indeholder flere serier af kortere og længere varighed, men vi behøver jo ikke spoile samtlige 86 sider. Ikke alt faldt i min smag, sådan må det være og generelt er Total Metal og dens skiftende indhold bestemt ikke for alle. Det tog mig jo også omkring 40 år at være “klar” til det…

Der er klart en duft af feinschmecker, flirtende med det tegneseriesnobbede eller decideret prætentiøse over dele af Total Metal. Men det virker helt tiltænkt og som en del af konceptet – det her er den “gode” og “rigtige” smag – hvilket også kan have været en medvirkende faktor til at den ikke gik på det danske marked. Ville den gå idag til gengæld?

Ud over at prisen for at lave et magasin i så lækkert tryk og på forskellig slags papir nok ville blive temmelig heftig, så vil jeg tror der KUNNE være et marked. Os voksne læsere, der stadig hænger fast, eller er vendt tilbage (som mig selv) til tegneserier. 

Men det ville være en luksus udgivelse for dem, der også holder andre af de stilmagasiner, der stadig udkommer. I 1984 var prisen 29.75, omregnet til 2026 svarer det til 76 kr. – dertil skal sikkert lægges stigende omkostninger for… alt. Om det på nogen måde ville være en overskudsforretning er nok tvivlsomt – så det skulle være en prestige-udgivelse, hvor man ikke nødvendigvis kigger på bundlinjen.

Blast from the past

Jeg har “snydt” lidt hjemmefra og læst videre, da jeg naturligvis ikke kunne styre købetrangen. Og magasinets indhold bliver kun bedre og mere udfordrende. Moebius skinner fortsat med sin iderigdom og skæve hjerne, især i nr. 3, hvor meta-fortællingen Afkørslen står ud, som vanvittig flot tegnet. Og fortællemæssigt går han nærmest meta-meta. 

Men der er mange højdepunkter i de kommende udgivelser, hvoraf de fleste kan skaffes på det antikvariske marked i pæn stand til rimelige penge. Faktisk er det ret imponerende HVOR flot tryk og papiret holder sig her over 40 år efter udgivelsen. Det er nok en kombination af kvalitet for pengene, og købere der rent faktisk var voksne mennesker og ikke os unger med fedtede fingre. 

En anden ting, der samlet imponerer, er hvor godt selve materialet stadig holder. Det vidner om forfattere og tegnere (og en redaktion med næse for kvalitet), der både var voldsomt kreative og fremsynede.

OK, afsnittene med filmnyheder er mest underholdende i form af spekulationer om kommende projekter, som vi nu kan se tilbage på med et overbærende smil i bagklogskabens klare lys. Der er dog ingen grund til at være bagklog i forhold til Total Metals øvrige indhold. Det holder sgu stadig og gør en sulten efter at gå på opdagelse i andre “tegneserier for voksne” fra fortiden.