Vi hopper tilbage i bunken med Seriemagasinet, og ser hvad der gemmer sig i blad nummer 144. Denne gang er året 1974, og befinder os nok i bladets velmagtsdage hvad salgstal angår.
Der er en lang krimi med Kerry Drake, fodbold gak og løjer med B.B.B.B. og et smut til det mørke Afrika(!) med Carolina Yes. Samt en tur på Væddeløbsbanen og et essay om Black Power?!
Seriemagasin af sin tid
Fra hippie og “nej tak til atomvåben”, over 70er frisind og oliekrise, til punkens opblomstring, BZere og Yuppie 80erne. Materialet magasinet bragte, var lige så varieret, og afspejlede de omskiftelige tider. Humor, spænding, krimi, krig, western, sport, sci-fi og meget mere. I farver, i sort/hvid eller en skrabet, falmet lav-kvalitets farvepalette.
Normalt faldt materialet, lidt forenklet sagt, i to kategorier: engelske hæfteserier og amerikanske avisstriber. Ofte løb serier kontinuerligt over mange hæfter, henvendt til raske drenge med hang til fart, spænding og action. Superhelte virkede som mere sjældne gæster, selvom man også så titler som Luke Cage og Moon Knight snige sig ind.
Bladet bragte blandt andet også den danske debut for Punisher. Ligesom man kunne opleve voldsomme sager som Conan og Judge Dredd. Men, især i de første mange år, virkede det mere “pulp”-prægede som hovedfokus.
I perioden 1968 til 1984 udkom der i alt 314 hæfter, plus en lang række ekstra udgivelser. Dermed dækkede magasinets udgivelsesperiode en af de mere omskiftelige perioder i nyere historie.
4 årtier med Kerry Drake
Kerry Drake blev skabt for Publishers Syndicate i 1943, et af mange lignende syndikater, der leverede materiale til aviser i perioden. Firmaet lukkede i 1967, men Kerry Drake fortsatte helt frem til 1983.
Oprindeligt blev den tegnet af Alfred Andriola og skrevet ukrediteret af Allen Saunders. Som med mange andre langvarige serier fra perioden var der tilknyttet skiftende kreative kræfter, der sjældent blev krediteret for deres arbejde. Der var altså tale om en 40 årig publikationshistorie med en lang række spøgelses-tegnere/forfattere.
At Andriola med årene var mindre og mindre, og til sidst slet ikke, involveret i arbejdet med serien var en offentlig kendt hemmelighed i branchen. Og faldt naturligvis med tiden en del for brystet, der mente han bare tog imod checken og tog al æren – hvilket jo er sandt. Sjovt nok sluttede serien da Andriola døde i 1983, selvom han på daværende tidspunkt ikke var involveret i dens produktion.
Drake startede som en klassisk privatdetektiv, men endte med at blive politibetjent. Modsat mange andre lignende helte var der ofte ikke fokus på action, men mere opklaringsarbejde og lignende politimetoder.
Kerry Drake kunne ikke lige den dag
Således også i denne 30 sider lange historie fra SM nr. 144, der bærer titlen Idolet. Faktisk er det lidt misvisende at den hedder Kerry Drake, den titulære betjent er nærmest kun med i en lille cameo. Hans kollega, Johnny Colt er fortællingens betjent, men heller ikke han har en af hovedrollerne.
I stedet er meget af fokus på historiens to skurke og deres offer. Forbryderparret bestående af små-svindleren “Sprint” og hans fløse Liz, og den unge og naive “Skinny”, der falder i deres kløer. Parret spotter ham på en strand da “Sprint” efter mislykkede forsøg på at promovere boksning, brydning, tankelæsning og senest en fidus på travbanen, beslutter sig at prøve musikbranchen.
De har brug for et villigt og letpåvirkeligt ungt menneske, der kan manipuleres og som unge kvinder falder i stimer over. “Skinny” er ikke kun våd bag ørerne, fordi han er på stranden (og er en dreamboat i badebukser, grrrr). Han er det perfekte får til opgaven og “Sprint” mener han er hyrden, der kan føre ham til succes. Og fuppe ham for alle skejserne, selvfølgelig.
Og dem er der brug for. “Sprint” skylder penge til den lokale gangster, og låner endnu flere af ham for at finansiere hans seneste fede fidus. Der løber selvfølgelig også renter på skidtet, så han har travlt. Heldigt han hedder “Sprint”?
Sprint, Skinny og sukkermåsen Liz
Nuvel, men snushanen Colt er i hælene på ham. Colt ved dog ikke, hvilke ugler der er i mosen, da han tidligt i historien stopper “Sprint” for at køre for stærkt. Men lugter at der er noget uldent ved den suspekt udseende fyr – det er jo ikke for sjov han er politibetjent vel?
Hvis det ikke var stressende nok at skylde penge til mænd, der har mænd med store muskler og manglende moral til at inddrive dem, så er der knas i forholdet til Liz. Kællingen er træt af hans mangel på format og mislykkede fiduser! Til gengæld udvikler hun hurtigt mere end blot moderlige følelser for den blåøjede Hunk McBeefcake “Skinny”. Navnet må skyldes de stramme bukser, for.. ohhh my… han er ikke tyndfed i hvert fald…
Det eskalerer og bliver eksplosivt, da “Skinny” bliver tiltagende populær. Han begynder at omgås den unge fan Jill, hvilket Liz bliver noget mopset over. “Sprint” konfronterer Liz, der er helt hysterisk og urimelig som alle fruentimmere. Han er nødt til at få hende til fornuft ved at tage kvælertag på hende, og påpege at hun alligevel er alt for gammel til en studmuffin som “Skinny”.
Stakkels Liz!
Det hele kulminerer, da Liz findes livløs på et hotelværelse af “Skinny”, hun er tilsyneladende faldet og har slået hovedet efter først at have fået en vase i knolden. Og død af det, tragisk uheld! Der er bare et lille problem eller to. “Skinny” er på gerningsstedet, bøjet over Liz, da rengøringsdamen åbner døren.
Hvilket jo er slemt nok i sig selv. Tidligere har vi dog set den stressede og stjerne-trætte “Skinny” miste besindelsen flere gange. Hvor han blandt andet har VREDET ARMEN OM PÅ RYGGEN af Liz. Nå ja, og stukket hende en velfortjent huskekage, da hun havde snuppet nogle breve fra Jill til “Skinny”.
Så godt nok var Liz selv ude om det, hun havde været irriterende i en længere periode. Men mord er stadig forbudt. Men har “Skinny” gjort det af med den kærlighedshungrende Liz? Hvad med “Sprint” og hans gæld? Finder Colt ud af hvordan det hele hænger sammen? Og laver Kerry Drake dagens gode gerning?
Det må du jo selv gå til brugtbladsforhandleren, finde bladet og finde ud af.
Grotekst underholdende tidsbillede
Okay, jeg morede mig. Historien i sig selv og dens mordmysterie er ikke ligefrem af øverste skuffe, det er den velkendte “kvalitet” for denne form for krimier. Men hold nu op, hvor er der mange scener, hvor ting enten bare sker ud af det blå, eller gakkede optrin, der falder i “hold da op”-kassen.
Stakkels Liz først og fremmest. Nok er “Skinny” et ungt og naivt offer i sin egen ret, og Liz partner in crime med “Sprint”. Men for mig er hun også historiens egentlige største offer og svær ikke at fatte sympati for. Nok er hun “grådig” og medskyldig, hun er jo kriminel, og virker som en klassisk golddigger, der har hægtet sig på “Sprint” i håb om gevinst.
Men hun udsættes for alt fra psykisk til fysisk mishandling, for til sidst at blive slået ihjel. Den gamle ubrugelige krage, som ingen gider røre med en ildtang! Idolet er overordnet en typisk cautionary tale om berømmelsens pris, grådighed og “forbrydelse betaler sig ikke”. Og det føles også som om det er det der er forfatterens pointe og fokus. Det største offer, mordofferet, bliver ligesom bare en eftertanke mod slut.
Det fortæller også noget om seriens “moral”, og tiden den stammer fra. Hvilket nok er det væsentlige jeg tager med, og en af grundene til at jeg fandt fortællingen så underholdende. Det er ganske grotesk det der foregår, og fremstillingen af budskabet og moralen i det hele.
Barske læserbreve og bold Børger
Dernæst følger nogle ganske underholdende læserbreve, hvor reaktionen ikke undlader at trykke breve fra folk, der brokker sig i hvert fald. Men vi skal videre i en fart. Og stormer ind på fodboldbanen. I et fængsel?
Her huserer (og rusker tremmer) Bunkhurt’s Barske Bold Børger, eller Lag’s Eleven, som serien hed på engelsk. Hvor den var en del af Scorcher Comics, et blad der udkom fra 1970 til 1974, men nåede at udsende hele 248 numre. Serien blev skrevet af Fred Baker og tegnet af Douglas Maxted og var tilsyneladende ret populært indhold i SM.
Det må jeg vist tilskrive “tiden” og at bladets læsere ikke havde så mange ting, der kunne distrahere dem, når de smovsede leverpostejsmadder og bællede citronvand, mens de læste serier som BBBB. Den er da… den er der da!
Karikerede fodboldfjollerier inden for fængselsmurerne, tja. Hverken tegnestil eller morskaben er lige mig, jeg er sgu nok født for sent, trods alt, selvom der står 1979 på dåbsattesten.
Jørgen Sonnergaard på jobsafari
Kerry Drake havde nogle øjeblikke og en tone, som med nutidens øjne kan virke en kende “problematisk” på en måde man enten kan føle lidt anstødelig eller underholdende. Det er intet imod, hvad der venter i Jørgen Sonnergaards Carolina Yes, der er tegnet af spanske Francisco Cueto.
Sonnergaard startede et helt andet sted i det han blev udlært som shippingmand hos AP Møller i slut-50erne. Allerede få år senere var han dog redaktør for tegneserieforlaget PIB. Senere gjorde han sig også som oversætter af eksempelvis TinTin, og som forfatter indenfor forskellige genrer. Sønnen, Jan, fulgte senere i farmands fodspor, som kendt forfatter – Jørgen endte med at overleve sønnen, der døde pludseligt i 2016, mens han selv holdt ud til 2021.
Her gør han sig så som forfatter på serien Carolina Yes, der så vidt jeg har kunnet finde frem til optrådte 7 gange i SM. Eftersom jeg ikke har de andre blade, eller har kunnet finde yderligere information, formoder jeg at serien dermed var afsluttet?
Toksiske Mr. Tyler og Carolina siger ja til alt
Og SÅ skal vi ellers ud i Afrikas mørke jungle med alt hvad det indebærer af hyggeracisme og andet sjovt, der virker skrevet af en midaldrende hvid mand! For huha, Jørgen, du var da vist et produkt af din tid? Intet af det virker ondsindet, men falder mere i kategorien “tiderne ændrer sig” eller “det tænkte man ikke lige over dengang”.
“Det moderne Afrika er stadig et kontinent fuld af mystik og sort magi…”, således indledes Carolinas eventyr. Carolina har besluttet at hun skal på storvildtjagt og opsøger en berømt storvildtjæger, Mr. Tyler midt ude i junglen. Problem: han kan ikke lide KVINDELIGE storvildtjæger.
Og måske ikke kvindfolk generelt. Han er blevet brændt af engang, hvor hans udkårne, Susan Rowland, stak af med en fusentast ved navn Herman Deutsch. Med det navn er der en bismag af noget Herrenvolk. De formodes dog omkommet i junglen, i det de forsvandt kort efter. Bliver det mon vigtigt senere?
Inden skal vi dog lige hygge os i selskab med den knarvorne Mr Tyler, der har humørsvingninger som en der burde medicineres. Han går bogstaveligt fra i løbet af tre ruder, at true Carolina på klods hold med et gevær, fordi hun kigger på et maleri af Susan til at begå overgreb ved at snave hende. WTF?!
Elefantmord, bombegribbe og kannibaler
Om der er tale om noget PTSD eller Stockholmsyndrom ved jeg ikke, men Carolina lader ikke til at lide overlast, eller lade sig gå på. Mr. Tyler har skiftet mening, han tager Carolina med på jagt og hun følger velvilligt med?!
Her starter de med at løbe på en elefant, som uden kvaler pløkkes ned. Det tiltrækker en ÅDSELGRIB, som lugter føde, men det bliver uden Mr Tyler. Han plaffer kræet, som EKSPLODERER I LUFTEN. Det viser sig, at der var en tidsindstillet BOMBE spændt fast under maven på det opportunistiske fjerkræ… What the double fuck?!
Det må være en sag for regeringen, mener Mr Tyler, han er på JAGT, ikke opklaringsarbejde. Så Carolina beslutter at undersøge sagen på egen hånd. Indtil Mr Tyler få ruder senere kommer valsende ind i historien igen – hvordan fandt han Carolina og hendes chauffør midt i junglen? Hvem ved, videre!
De overfaldes hurtigt af en stamme “indfødte” på krigsstien, der bringer dem til deres landsby. Den styres i skyggerne af en mystisk skikkelse, der lader til at være bagmanden bag de armerede gribbe. Hvem kan det mon være, hmm. Nå, de indfødte beslutter det nok er bedst at ofre Carolina og Mr Tyler til deres guder eller noget.
Ingen øver ustraffet vold mod naturen!
Den cliffhanger løses naturligvis, men nu skal vi jo ikke afsløre alle detaljer og udviklinger. Lad blot sige, at Carolina og Mr Tyler får opsporet bagmanden (og hans medhjælper!) til et bjerg, hvor der dresseres bombefugle, der skal gøre ham rig. RIG, siger jeg jer, muhahaha!!
Forviklinger og hastige plot krumspring er ved at snuble over hinanden i den halv-lange, men hastigt afviklede historie. Men vi ender med en konfrontation i en lufthavn, hvor vores skurk ender sine dage ved at falde i en maskine, der kan lave en hel træstamme om til flis?! Hvorfor stod den midt i en lufthavn?!
Det, og en del andre spørgsmål og detaljer i Carolina Yes, skal man vist ikke studse eller bekymre sig over. Fortællingen stryger af sted, det virker næsten som om den er lavet som avisstribe og sat sammen til en længere historie i SM. Og ikke nødvendigvis en historie, hvor alt hænger lige elegant sammen eller afvikles på logisk vis.
Læg dertil at afrikanere her er chauffører eller overtroiske kannibaler, Mr Tylers kvindesyn, gribbe med tidsindstillede bomber og en heltinde, der er på storvildtjagt. You are in for a ride. Og det hele afsluttes med en form for morale, der fik mig til at grine højt. Storvildtjægeren, Mr Tyler, konkluderer efter skurken er blevet til kødflis:
“Han glemte at ingen ustraffet øver vold mod naturen”, citat Mr Tyler, storvildtjæger.
Rodet buffet der smager af mere
Det er noget af det Seriemagasinet stadig kan. Give en ufrivilligt morsomme WTF-oplevelser, som Kerry Drake og Carolina Yes. Hvor førstnævnte er noget uheldig i fremstillingen og behandlingen af Liz, så er Carolina Yes regulært bonkers. Det behøver jeg vist ikke uddybe yderligere?
Fælles er, at man skal affinde sig med, at materialet stedvis ikke kun virker gammeldags eller “af sin tid”. Det er det jo naturligt. Andre steder er det med 2026 øjne også noget, som bestemt ikke ville gå i dag. Den slags har jeg absolut ingen problemer med, tværtimod gør det bare oplevelsen både sjovere og mere interessant.
I bladet finder man også et side langt essay, der er skrevet i førsteperson om en der proklamerer at være “black power”. Der gives ingen kontekst, der er ingen afsender, der er ingen forklaring på, hvad det her er eller skal?! Så kan man sidde der og fundere lidt. Den slags besynderlige bidrag, tilsat korte vits-tegninger eller 3 sider, der i tegnet form forklarer lidt om hvad der sker på en væddeløbsbane (racerbiler).
Seriemagasinet var kort sagt lidt af en rodet buffet, eller skal man kalde det en lykkepose? Nogle gang er der nitter, andre gange har man held i lotteriet og trækker gevinster. De gange jeg er dykket ned i tilfældige blade har det dog sjældent været kedeligt. Og de to ovennævnte længere historier i dette blad har faktisk givet mig lyst til at smage på mere.
