AMERICA! F***K YEAH! OK, i det nuværende globale klima er amerikanere måske knap så velansete, men engang var de den frie verdens frelsere. Og en af dem stak endda Hitler en på skrinet!
Kaptajn Amerika kom til verden, da den stod i flammer i 1940, som et modsvar til Superman. Han blev et kæmpe hit, men da krigen sluttede, røg han på is. Her skal vi have et kig på, da helten blev tøet op igen og blev en mand uden for tid, når Jim Starenko lader ham tæve nye fascistoide fjender.
Kaptajn Amerika til tiden
I 1940 havde DC (eller deres forløber National Publication Comics) stor succes med Batman og Superman. Navnlig den sidstnævntes patriotisme og amerikanske farver passede godt til tidsånden. USA var stadig ikke gået ind i Anden Verdenskrig, men mange anså med rette nazismen som en global trussel.
Også to tegneserieskabere med jødiske rødder, forfatter Joe Simon og Jack Kirby, der begge var indædte modstandere af nazismen. Simon fik til opgave at skabe en patriotisk helt i tråd med netop Superman for Marvels forløber, Timely Comics. Hurtigt blev Kirby koblet på, og viola, de to, fik kreeret Steve Rogers aka Kaptajn Amerika.
Serien blev en kæmpe succes for Timely Comics, men efter krigens afslutning stod han pludselig uden nogle grumme modstandere hentet fra virkeligheden til at pande ned. Salget og populariteten dalede, indtil serien blev droppet i 1950. En kort genoplivning i 1953 var ikke nogen succes, men i 60erne var der hul igennem igen.
Da var Timely blevet til Marvel, Stan Lee havde været en af drivkræfterne på titler som De Fantastiske Fire og Spider-Man og Kirby var on fire. Kaptajn Amerika blev relanceret, fundet i den arktiske is (hvor han styrtede ned med fly i slutningen af Anden Verdenskrig) og tøet op.
Manden udenfor tid
Det var en noget anden virkelighed, som Kaptajn Amerika mødte i 1964 og de efterfølgende år. En tumultarisk tid med Den Kolde Krig, rumkapløb, efterdønninger af mordet på JFK, et ulmende ungdomsoprør og raceuroligheder i USA. Og en krig i det fjerne Vietnam, som skulle vise sig at blive et nationalt traume.
Hvordan navigerer en helt kaldet Kaptajn Amerika i sådan et klima? Figuren er ofte blevet brugt som spejl og til at kommentere på Amerika. Hvilket naturligt har skiftet med tiderne. Det er måske også noget, der har gjort, at han aldrig er blevet et globalt ikon på højde med “konkurrenten” Superman – før MCU-filmene gjorde ham til en filmhelt, kunne man nok argumentere for.
Superman ER jo ikke (rent teknisk set) indfødt amerikaner, i hvert fald ikke inden Zach Snyder forsøgte at omskrive oprindelsen, så han ikke blev født på Krypton og ankom til Jorden som spæd. Det gør, at Superman, selvom han også er et amerikansk ikon, kan agere som verdensborger og beskytte alle.
Grundet sin tilknytning til det amerikanske militær, det er jo KAPTAJN Steve Rogers, så fremstår karakteren måske mere som et amerikansk fænomen. Det har muligvis gjort, at Kaptajn Amerikas verdensomspændende popularitet er mere begrænset. Han virker heller ikke som om han nogensinde har været top Marvel-sællert herhjemme.
Marvelklubben og Kaptajn Amerikas korte danske visit
Det blev i første omgang “kun” til to Kaptajn Amerika Klassiker, da Interpresse overtog de danske rettigheder i midt-80erne. Som bekendt bestod en del af udgivelserne af disse tykke sort/hvid-album, hvor redaktionen kyndigt forsøgte at give baggrund via nogle klassiske historier. Og de redaktionelle sider, hvor blandt andet Marvel-Morten delte ud af sin store viden.
Kaptajn Amerika var, måske logisk nok, en af de allerførste i rækken. Bladet er nummeret som det kun femte i Marvel-Klub regi, da det blev udsendt i slutningen af 1984. Senere fulgte Nr. 2 og en række andre udgivelser som med blandt andet Kaptajn Marvel, Avengers, De Fantastiske 4 og Thor.
Nogle solgte godt og fik flere numre (eller også troede udgiverne bare mere på dem), andre fik kun et enkelt nummer, som Thor. Om det skyldes skuffende salg, eller bare var udgivelsesplanen fra starten, ved jeg ikke – men det blev altså kun til 2 numre med Kaptajn Amerika på dansk.
Senere optrådte han naturligvis i nogle af de andre nævnte titler, ligesom han var en del af Alliancen. Der også blev forsøgt lanceret på dansk i eget blad, som de i en periode delte med De Fantastiske 4. Endnu senere er der kommet diverse Mega-Marvel/Giga og lignende, samt en række mini-serier. Men noget stabilt fodfæste har Manden Udenfor Tid aldrig fået hjemme, måske fordi hans fødder er solidt plantet i amerikansk jord.
HULK SMADRE!
En mørk gyde kun oplyst af sparsom gadebelysning. Det regner. Selvom tegningerne er i sort/hvid kan man fornemme, at omgivelserne må være gråt og gråt. Kun brudt af det svage gadelys og de mørke skygger, byen kaster.
Steve Rodgers går og skumler, jaget af fortidens spøgelser, der hjemsøger hans tanker. Han har, som en ægte filmhelt fra 60erne, en tændt smøg i kæften. Han passerer en plakat, der fremstiller et stort Kaptajn Amerika ansigt. Hans alter ego forfølger og våger over ham, som en tung skygge overalt.
Roen og stemningen brydes af TO GIGANTISKE GRØNNE HÆNDER OG MUSKULØSE ARME, der smadrer igennem husmuren. HULK ER LØS, forfulgt af hæren. En misforstået skabning, som Rogers kan relaterer til, der nu har amerikanske soldater (som Steve OGSÅ må kunne relatere til) i hælene.
Rogers må droppe smøgen og lade kaptajnen tage over, og tage kommando over situationen. Han løser naturligvis konflikten, redder Hulk og dagen inden der er gået 20 sider. Der er dog et enkelt “offer”, da Hulks ven Rick Jones blev hårdt medtaget i kampens hede.
Hil Hydra!
Kaptajn Amerika slæber ham til Alliancens hovedkvarter. Det er ikke uvant for ham at miste unge mænd på en kampplads. Ikke mindst hans gamle sidekick, Bucky Barnes, der døde under Anden Verdenskrig. De minder plager stadig Steve Rogers. Han ved jo ikke, at Barnes genopstår via retcon-magi, som The Winter Soldier årtier senere.
Jones er noget insisterende og påtrængende, da han igen kommer til hægterne. Han har enten problemer med grænser, med at bedømme egne evner eller svær hjernerystelse. Men han insisterer på, at komme i mesterlære hos en noget modvillig Kaptajn Amerika. Kaptajnen når dog ikke at slippe af med den belastende knægt, inden de overrumples af en anden grønlig fare.
Det er HYDRA. Nu, hvor der ikke var flere nazier at bruge som boksebolde, må andre fascistiske grupper stille op til kollektiv afstraffelse. Ledet af den noget 60er/spion thriller/Femme Fatale sexede Madam Hydra (en Starenko kreation til denne historie) har de tilsyneladende overtaget byens kloaksystem. Og bygget en tophemmelig og ond base.
Den fascist-fest får KAP & Jones dog spoleret og Madame Hydra må tage flugten. Mens hendes mænd tager imod øretæverne.
Kaptajnen er død og genopstået
Kaptajnen og knægten går i træningslejr, får fælles flashbacks, så vi læsere kan få noget eksposition. Madam Hydras tragiske baggrundshistorie får også lidt plads. I mens har hun lagt nye onde planer og denne gang er de lige ved at lykkes.
I hvert fald slutter andet kapitel med noget af en cliffhanger. Kaptajn Amerika har valgt at hoppe i havnen, som et forsøg på at undslippe Hydra. Tropperne giver ham en våd grav i en voldsom kugleregn. Og en gennemhullet dragt og maske hives senere op af det mørke vand af myndighederne. Kaptajn Amerika er DØD!
HA, SUPRISE, det var et fupnummer, og Hydra hoppede på den!
Kaptajnen genopstår fra graven, Alliancen og co har ellers holdt lidt af en statsmandsbegravelse. Og så uddeles der ellers episke bøllebank til Hydras rakkerpak på en kirkegård, der ser helt filmisk ud. Madam Hydra må endda lade livet i en kæmpe eksplosion, meeeeen så man hende nu også reelt omkomme? Jeg tvivler.
Ordenen er genoprettet, Cap og Rick poserer sejt og vi vifter alle med vores imaginære små amerikanske flag.
Klassisk Kirby med Blodkraniet
Den sidste tredjedel af det hundrede sider lange sort/hvid hæfte er dedikeret til materiale af endnu ældre dato. Efter de redaktionelle sider, hvor Marvel-Morten forklarer noget baggrund, skal vi nemlig tilbage til en tid lige efter kaptajn Amerika blev tøet op.
Vi er tilbage i den anden Kirby-periode fra tiden omkring relanceringen af Kaptajn Amerika. Vi får et hurtigt resumé bestående af 14 sider af, hvad jeg formoder er endnu et glimrende klippe-klistre job fra den danske redaktion. Efter optøningen af den frosne Kaptajn (fundet af Prins Narmor, der introduceres på de redaktionelle sider) kastes vi ud i en kamp mod BLODKRANIET.
Dernæst følger en to-delt fortælling, hvor Den Totale Terning er omdrejningspunktet. Den vil ham BLODKRANIET også gerne have sine knoglede fingre i, så han kan få verdensherredømmet og andre småting. Dermed får vi også tidligt (på dansk) introduceret den terning, der meget senere blev et centralt plot i MCUs første fase.
Afslutningsvis fyldes bladet ud med en kort skrækhistorie af den klassiske slags. Leveret igen af Starenko, der dermed får lov til at runde det blad, han startede.
Superstar Starenkos kometkarriere
Jim Starenko har haft en lidt “sjov” karriere, hvor han hurtigt steg i graderne og opnåede superstjernestatus i branchen. Ganske imponerende taget i betragtning, at hans produktion af tegneserier var ret begrænset – og begrænsede sig til en ganske kort årrække.
Han startede ud med en broget “karriere”, som illusionist/tryllekunstner/scene-magiker og musiker indenfor både jazz og tidlig rock ‘n roll. Starenko havde altid vist interesse for at tegne, og kastede sig over at tegne diverse pamfletter og flyers. Han fortsatte over i reklamebranchen, hvorefter han begyndte at flirte med tegneseriebranchen.
I 1966 debuterede han for Harvey Comics, men kom hurtigt i kontakt med Marvel og Stan Lee. Og så fulgte det egentlige gennembrud med hans roste arbejde på Nick Fury – Agent of S.H.I.E.L.D., som han skrev og tegnede i en kort årrække. Sideløbende med små afstikkere på X-Men og, som set her, Kaptajn Amerika nummer #110-#111 + #113.
Starenko og Marvel (eller Stan Lee) havde en kontrovers i 1969, hvor Starenko oplevede at Lee redigerede i hans arbejde på en måde, der faldt ham noget for brystet. Specifikt er der tale om den korte skrækhistorie, trykt i dette blad, som Lee ikke brød sig om og pillede lidt ved.
Starenkos filmiske streg og Hollywood-stemning
Og dermed ebbede Starenkos arbejde for Marvel og indenfor tegneserier også ud. En kometkarriere på under 5 år, hvorefter Starenko kiggede i andre retninger, hvor pengene var bedre og nemmere tjent.
Starenko har senere udtrykt fortrydelse over, hvordan han reagerede på, at Stan Lee ret beset passede sit arbejde. Og at dermed også mistede (mere eller mindre frivilligt) en position, som en af Marvels topstjerner. Status og lønmæssigt lå han i slut-60erne på højde med Jack Kirby og John Buscema, så det var lidt af en bakke Starenko valgte at dø på.
Statussen er velfortjent. Starenko tegner i glimt fuldstændig fantastisk, og ikke mindst fantastisk SEJT. Han kombinerer grundprincipperne fra Kirbys stil (blandt andet maskiner og teknik tegner han så det ser super blæret ud) med tidens mere psykedeliske og New Hollywood-filmiske tendenser.
Der er noget ungdommeligt og rebelsk over den måde han tegner disse Kaptajn Amerika historier. Man kunne nemt forestille sig en ung Robert Redford, som Steve Rogers i en filmudgave af Starenkos vision for karakteren. En film, som nok i tråd med tidsånden også havde været mere spion/politisk-thriller i udseende og stemning.
Starenko KAN noget med stemning og atmosfære, der får tegningerne til at se både rå og stemningsmættede ud. Og han kan få karakterer til at posere, så de bare ser cool ud. Her fornemmer man virkelig hans baggrund, som reklametegner.
Til gengæld er der øjeblikke, hvor action med meget dynamik og bevægelse går ud over anatomien og “logikken”. Det er muligvis for at simulere og illustrere bevægelse, men af og til får Kaptajn Amerika virkelig lange lemmer, når det går heftigt for sig under et slagsmål. Det er dog småting i det store billede, og det store billede ER sejt!
55 år senere…
Jim Starenko lever forresten stadig (i måske?) bedste velgående, selvom han er født i 1938. 87 år gammel i skrivende stund, og ligner sikkert stadig en ægte superstar. For er der noget, som Starenko har formået at holde i live og lukrere på så er det hans image. Han ligner en ægte Hollywood 60er/70er filmstjerne med solbriller, bryllet hår og kæmpe vindersmil.
“Playboy”-Jims karriere var muligvis kort, og han har sikkert malket den for alt den kunne trække med sin sans for at sælge sig selv. Men den ville jo ikke gå i over 50 år, hvis han ikke havde noget at have det i. Og det synes jeg at denne tidlige Marvelklubben udgivelse understreger.
Ikonisk er måske det bedste ord, som beskriver hovedhistorien i dette blad. Selvom Kaptajn Amerika aldrig har været en personlig favorit, og dette blad ikke er blevet slidt pga. utallige gennemlæsninger i 80erne, så husker jeg det tydeligt. Der er specifikke tegninger, der har brændt sig ind på min nethinde dengang. Selvom jeg ikke havde genlæst dette blad i 35 år, så genkendte og huskede jeg visse billeder, som var det igår.
Det taler for Starenkos talent og evner. Og at han ramte et eller andet særligt i denne periode, som stadig ræsonnerer og ser pænt fucking cool ud 55 år senere.
