Kan vi komme længere ned i kaninhullet? James Tynion den Fjerde er tilbage med 5. del af hans konspirationsteoretiske thriller Department of Truth. Der bidrages ikke voldsomt meget til det samlede plot, men trådene tegnes tydeligere op og bindes elegant sammen.
Jeg har tidligere anmeldt de foregående 4 TPBs i serien, og været ovenud begejstret. Og også dykket ret meget ned i de konkrete detaljer i serien, som jeg må formode man er nogenlunde med på, hvis man sidder og bruger tid på at læse mine tanker om vol. 5.
Sandheder med modifikationer
Sidste gang tog vi en afstikker, på en måde, og fulgte mestendels Department of Truths russiske pendant. Det herligt betitlede Ministry of Lies. I det mindste pakkede kommunisterne det ikke ind.
Sandheder og løgne, sandheder der er løgne, løgne der bliver til sandheder. Og vicer versa og på kryds og tværs, hvad kom først, hønen eller ægget, og hvordan? Tynion har nu allerede serveret en grundig (historisk – fiktiv OG faktuel) indføring i baggrundsstof og præsenteret kontekst til konspirationsteoriers oprindelse og anvendelse gennem tiderne.
Ligesom vi gennem hovedhistorien med den nyansatte agent Cole og hans arbejde, samt afstikkere og “sidemissioner” med andre karakterer, blev trukket ind i DoTs komplekse fortælling og plot. Hvis nok tror på en teori, så bliver den i dette univers til virkelighed: det forsøger DoT at holde styr på, så verdens ikke går helt af lave.
Eller GØR de nu det?! En anden hemmelig organisation, Black Hat, arbejder for at trække tæppet væk under DoT og afslører deres virkelige motiver. At kontrollere sandheden. Kontrollerer du DEN, kontrollerer du USA, og dermed også det meste af verden.
Bare en syndebuk…
På den anden side har vi så Ministry of Lies, eller havde, da Den Kolde Krig var brandvarm. Det forsøger det samme bare fra et russisk perspektiv. Truth og Lies er modstandere, men også to sider af samme sag. I bogstavelig og overført betydning.
I dette bind 5 befinder vi os mestendels under Den Kolde Krig, mere præcist i start 60ernes USA. Omdrejningspunktet er endnu engang morder på JFK og Lee Harvey Oswald. Han overlever jo som læsere af DoT vil vide hele miseren og er blevet leder af DoT – bare for at gøre det hele endnu mere underligt.
Vi har fået NOGET af denne Lee Oswalds baggrundshistorie, ligesom han har optrådt som en væsentlig bifigur i skyggerne i agent Coles hovedplot. Men her drejer fokus fuldt over på Lee fra slut-50erne og frem til d. 22 november 1963. For hvad skete der egentlig den skæbnesvangre dag i Dallas, hvordan endte Lee i den situation og hvordan slap han (åbenbart?!) fra det med livet i behold.’
Og hvem eller hvad FANDEN var det så, der blev skudt af Jack Ruby i stedet for Lee Oswald?! “Just a patsy”…
Kontroller narrativet og kontroller verden
DoT og Tynion er ikke blevet mindre ambitiøs eller kreativ i sin fortælling og leg med sandhed, løgn, fiktion, konspiration og alt midt i mellem og mere til. Det er vanvittig godt og fængende fortalt, og mindre indviklet og forvirrende end det kan lyde på skrift. Og jeg har ikke nævnt en brøkdel af alt det der foregår!
Det hjælper, at det virker som om trådene mærkbart begynder at mødes og flettes tydeligere sammen her. Tynion er tilsyneladende færdig med hans enorme (og lidt langhårede) etablerings- og kontekstarbejde og kan begynde for alvor at høste, hvad der er sået tidligere.
Også tematikkerne og de underliggende budskaber, der noget forenklet vel kan koges ned til “kontroller narrativet og du kontrollerer folk og kan forme verden som du vil”. Det løber som en rød tråd her, fra Lees ønske om at “være noget”, den amerikanske drøm, Hollywood drømme/glansbilleder til UFOer og mord på præsidenter.
Tynion vil nok gerne sige, at det er lige meget hvad det er. Religion, Big Foot, rumvæsner, statsdannelse, filmstjerner, månelandinger, flat earth. flagermusemænd… I de rette (forkerte) hænder med de rette redskaber, så kan ting bruges til at forme en nation eller verden i det billede man gerne vil se. Og det er FUCKING skræmmende, for det virker: før, nu og nok også i fremtiden.
Sandt eller falskt er i sidste ende lige meget
I en tid med fake news det ene og det andet, SoMe “sandheder”, en præsident i USA og en i Rusland, der konstruerer hver deres sandhed og verdensbillede så virker en serie som DoT jo beklageligvis højaktuel.
For det er netop en af hovedpointerne, hvis ikke hovedPOINTEN, det er lige meget som det er sandt eller falsk: bare du får nok til at tro på det. Om det så skal bruges som afledningsmanøvre, kontrolelement, magtudøvelse eller bare pleaser dit megalomane ego.
I DoT er Lee Oswald så opslugt og en del af den verden han har forsøgt at konstruere og forme (og værne om), at han ikke længere er sikker på, hvad der egentlig er sandt eller løgn. Heller ikke angående ham selv eller detaljerne i hans liv. Men er det egentlig ikke lige meget, når alt kommer til alt? Hvis bare man tror NOK, så bliver ting jo virkelige for en i sidste ende.
Det kan lyde som om Tynion koger supper på de samme temaer som hidtil, hvilket på sin vis er rigtigt, men suppen er ikke blevet tynd, selvom smagen efterhånden er velkendt. Og så har jeg ikke engang nævnt den mystiske røde dame, filminstruktør Frank Capra, Marilyn Monroe og hendes nye oppasser, russeren Gregori og og og…
Stadig en visuelt overdådig serie
En der fortjener at blive nævnt og fremhævet er tegner Martin Simmons, der fyrer på samtlige cylindre. Det er en ren tour de force, hvor han ikke bare sætter sit aftryk, bakker historien op, men er med til at definere og løfte hele serien.
Han har serien igennem været fremragende, og vist at han behersker mange stilarter. Det har indimellem også været grænsende til “for meget af det gode”, så visse passager blev så visuelt slående eller overvældende, at man skulle knibe øjnene sammen for at få det hele med.
Stilen, eller stilene, er stadig vild, alsidig og kan være overvældende. Men ligesom Tynions skriverier og historien, så virker det her som om det bliver knap så uoverskueligt, som det indrømmet kan fremstå i tidligere bind. Om det er bevist, og en for at understrege pointen, tør jeg ikke sige, men det er som om trådene også flyder sammen rent visuelt og tegner et lidt tydeligere billede.
Eller også har jeg bare vænnet mig til det hele, og kan nemmere følge med? Hvorom alting er, DoT vol. 5 er en visuel fryd for øjne og sanser. Der er ikke et billede, en side eller en dobbelt side, hvor det ikke virker som om der er kælet for de mindste detaljer og tænkt over tingene.
At trække tiden med stil
Tynion træder en smule vande og tygger drøv på efterhånden velkendte elementer for serien, men han gør det med stil. Plotdele udvides og uddybes, men spørgsmålet er om det i sidste ende er voldsomt nødvendigt?
Jeg vil ikke kritisere folk for at lade en historie ånde og vokse langsomt, eller bygge ovenpå en mytologi og føje detaljer til. Tynion er en elegant fortæller, der som regel gør det på snedig vis. Det er mere et spørgsmål om, om det føles relevant for det samlede billede, eller mere minder om en form for appendix i perioder.
Nu må brikkerne i hvert fald være sat tilstrækkeligt op og beskrevet til at historien for alvor rykker sig videre næste gang. Det rejser dog de næste spørgsmål: Er agent Coles mission interessant nok til at bære DoT? Vi har allerede fået en grundig gennemgang af motiver og baggrund for mange karakterer i serien, og det er svært at se hvad det skal munde ud i?
På sin vis kunne DoT være sluttet lidt “uforløst” med bind 4. Så havde vi ikke fået en form for afrunding for agent Cole, men fred være med det. Men de større linjer, pointer og budskaber om konspiration, magt, kontrol over narrativet og tilhørende strukturer og mekanismer, virker ikke som noget, der behøver en egentlig konklusion – de er jo netop “evige” og menneskeheden dømt til at være dem underlagt.
Plus:
- Tynnions fortsatte flair for at fortælle
- Grundig i sit arbejde med at bygge verden og karakterer op
- Interessant præmis og bearbejdelse af højaktuelle emner
- Visuelt imponerende og opfindsom som altid
Minus:
- Mere af det samme
- Er pointerne udtømte og selve historien interessant nok til at strække den yderligere?
Konklusion:
Department of Truth holder sin vanlige højde standard, hvad de visuelle og fortællemæssige angår. Plottet bremser dog noget op og vi zoomer ind på mere baggrund – er det stof vi egentlig behøver? Serien er dog stadig meget læseværdig og de underliggende pointer aktuelle og tilsyneladende evigtgyldige.
