Superman… kæmpe nummer i FARVER! Nu står verden da ikke længere, men for 50 år siden var tegneserier i farver ikke en selvfølge. Så dette særnummer af Superman fra 1971 bliver også præsenteret som lidt af en begivenhed.
Indholdet er dog hentet fra start-60erne, og fungerer fint som sædvanlige Silver Age nonsens. Superman lider af eftervirkninger fra rød Kryptonit, og har nogle bizarre mareridt om at opføre sig som en skurk.
Der optræder hypnose, en invasion fra rummet, fangeflugt og Superman som lommetyv på galopbanen. I andre historier i bladet møder vi Lynet og for en kort bemærkning Superboy.
Rød kryptonit haves, redaktionel retning savnes
Nu skrev jeg bladet, men det er mere tale om et album i hardcover (inkl. en forside tegnet til albummet, selvom indholdet er genoptryk). OK, det VAR hardcover da det udkom via I.K. Forlaget i 1971, men tidens tand har spist ryggen af albummet.
Tidens tand tygger også i indholdet, der udgøres af Action Comics #267 (1962) + #316 (1964), Superman #165 (1963), Superboy #146 (1968) + #153 (1969), Flash #195 (1970). Dog ikke i nævnte rækkefølge, men hulter til bulter. Så tak til altid brugbare superhelteserie.dk for deres fine index.
Redaktionelt indhold, som kunne forklare (eller digte) en form for sammenhæng, eller mening med udvalget, er der naturligvis intet af. Tilmed er Superboy materialet i sort/hvid, så det der med kæmpe nummer i farver er en sandhed med modifikationer. Der synes at være en form for “tema”, der omhandler rød kryptonit og dets virkning. I hvert tilfælde i noget at materialet, som I.K. valgte at bringe her.
Forlaget I.K. er kort for “Illustrerede Klassikere, grundlagt af Stig Jensen i 1955. Kendt for netop Illustrerede Klassikere og en række superhelteudgivelser. Blandt andet Batman og Superman op gennem 70erne, men også en række Marvel titler. Da havde forlaget skiftet navn til Williams Forlag.
Superman som… SKURK?!
Helt i tråd med, hvad man kender fra netop Williams årene, så ser de altså stort på småting som kontinuitet i en udgivelse som denne. Vi vælter rundt mellem historier, karakterer og årstal. Hvilket blot er med til at forstærke den gennemgående følelse af god, gammeldags tegneserier wackiness.
Superman har bivirkninger fra at have været udsat for Rød Kryptonit, og der er nogle hævngerrige rumvæsner fra WEXR 2 ikke sene til at udnytte. De kalder sig ligefrem Hævnpatruljen og udsætter Superman for deres “drømme-projektor”. Han falder i søvn imens han flyver og har et langt mareridt, hvor han under påvirkning af skurken Super-Hypnotisøren begår forbrydelser!
Han er bevidst under sine ugerninger, men er nødt til at adlyde, når han tømmer folks lommer på travbanen, forårsager en fangeflugt eller tømmer Fort Knox for guld. Man kan undskylde og bortforklare noget af den manglende logik i scenarierne med, at det er en drøm.
Især Fort Knox røveriet er pænt skørt, når han smelter alt guld med sit varmesyn og fylder det smeltede guld på tankbiler – ville guld ikke veje det samme i flydende tilstand og få lastbilerne til at brase sammen? Nuvel, til sidst er det den gode gamle Perry White, som er med til at redde dagen og vække Superman fra sin døs.
Clark Kent knuser hjerter
Den røde kryptonit er på banen igen i næste Superman-fortælling, hvor vores helt mister både hukommelsen og sine kræfter midlertidigt. Begge dele er sket i separate tilfælde tidligere, får vi at vide, men heldigvis er virkningen af rød kryptonit forskellig fra gang til gang. Undtagen altså denne, hvor der er en sjælden dobbelt-virkning. Pokkers!
Superman begraver sin dragt og tegnebog, vandrer rundt på må og få, indtil han besvimer på en gård. I armene på datteren til gården, Sally, der straks tager sig af den fremmede og giver ham logi. Pappa Selwyn ejer både gård, olie og andet, som gør ham til en holden mand. Sally er kort sagt et godt parti, hvilket medhjælperen på gården, Bart også har set sig lun på og regner med at kunne gifte sig til det hele.
Desværre (for ham) falder Sally for Clark (der nu kalder sig “Jim White”, en kombination af Jimmy Olsen og Perry White) og omvendt. Hvilket pisser Bart så meget af, at han ikke blot forsøger at saboterer parrets chancer ved en dansekonkurrence, men begynder at udtænke måder at komme af med konkurrenten. Ja, han forsøger at få slået Clark ihjel på forskellig vis, som skal ligne ulykker.
Det lykkes næsten, da han sørger for at Clark bliver smidt af en hest til et rodeo og ender i kørestol. Hvorefter han får kørestolen til at rulle ud over en skrænt og ned i en flod. Her reddes Clark dog af Vandmanden, der tilfældigvis lige kom forbi, og efter en vellykket genoplivning i Atlantis er han tilbage i Metropolis, mens hukommelsen vender tilbage.
Hvad med stakkels Sally? Jo, hun lever videre i den tro at hendes Jim begik selvmord, så hun ikke skulle gifte sig med ham af medlidenhed! Og hun levede ulykkelig til hendes dages ende?
… og kvinder er fra Alfa Centauri
Sidste omgang Superman omhandler ikke rød kryptonit, men der er stadig romantiske forviklinger. Brødreparret Zigi og Zagi fra Alfa Centauri (vores nabostjerne en lille sviptur på 4 lysår væk), der er venner med Superman, udser sig Superman som en passende ægtemand til deres søster Zyra.
De er på vej hjem fra Jorden, da de opdager en ubuden gæst om bord på deres rumskib. Samtidig erfarer Superman at den psykopatiske morder “Slash” Sabre er undsluppet – åh nej, han har sikkert sneget sig om bord på rumskibet! Hvad ville ellers være logisk? Zigi og Zagi får dog nemt has på skurken, eller han knock outer faktisk sig selv. Så Superman, der ankommer lige som de lander, er der egentlig ikke brug for…
… men de vil jo gerne have søsteren afsat, så Superman bliver hos dem! De gemmer Sabre for Superman, så længe han leder efter skurken, bliver han på planeten. Og så kan Zyra og ham komme hinanden ved. Planen lykkes næsten, Zyra frier, men Superman er lidt “ahhhh, det der ungkarleliv er sådan set ret fedt, så…”.
Heldigvis er der en udvej. Superman slipper af med det giftesyge uden-jordiske fruentimmer ved at opstøve hendes gamle flamme, der ellers var formodet død. Og så kan han luske hjem. Sabre? Nå ja, ham havde de frække lømler for længst sendt tilbage til Jorden i en rumkapsel adresseret til ordensmagten. Små banditter, altså!
Lynet redder en hund og Superboy viser sin hybel frem
Vi hopper til Lynet, hvis historie er kilet ind midt i det hele. Barry Allen blændes i en Park af nogle gangstere, men reddes af en fremmed hund lige da de skal til at gøre det af med ham. Dagen efter er hunden hovedmistænkt i sin egen mordsag!
Ja, hunden har tilsyneladende bidt sin ejer i struben – sikkert med vilje, fordi den er MORDERISK. Den køber dyreelsker Lynet IKKE. Noget stikker under og sikkert noget med de gangstere fra parken. Kræet skal dog aflives, men Lynet forhandler sig til en 24 timers udsættelse. Han forsøger at opspore de rigtige skurke, tiden løber ud, men så kidnapper Lynet hunden og tager på opklaringsarbejde sammen med den…
Løser de mon mordgåden, redder hundens liv og finder et nyt hjem til den? Lad os bare konkludere at Barry Allen til sidst er den stolte ejer af en meget rig hund, da den også lige arvede efter sin ejer. Ja.
Superboy-materialet består af 2 x 2-3 sider fordelt i bladet. Og handler henholdsvis om Superboys fede hybel og en forklaring om hans forskellige møder med rød kryptonit. Der er altså tydeligvis tale om fyldstof, der skal få sidetallet op på det korrekte niveau. Trykt i Polen, forresten, står der på sidste side som eneste oplysning om produktionen.
Silver Age all-stars hold og reserverne
Action Comics #267 og Superman #165 er begge skrevet af Robert Bernstein og tegnet af den legendariske Curt Swan. Bernstein var aktiv for både EC og DC comics, indledningsvist ofte ukrediteret, som det ofte var tilfældet i den tid. Han er dog krediteret som skaber af Aquaman. Han arbejdede desuden som forfatter af skuespil og koncert impressionario.
Swan behøver næppe den store introduktion. Hans første krediterede Superman-historie var i 1948. Hvorefter han tegnede karakteren helt frem til sin sidste kredit på Superman var i 1988, men han var aktiv helt frem til sin død i 1996. Hans sidste store job på Superman var Alan Moores post-Crisis of Infinity Earths og John Byrnes reboot af serien Whatever Happened To The Man of Tomorrow i 1986.
Action Comics #316 er skrevet og tegnet af henholdsvis Leo Dorfman og Jim Mooney med en mærkbar forskel til følge i tone og stil. Der er dog også ret stor forskel på de to førstnævnte Superman historier, især Swans tegninger fra blad til blad. Action Comics #267 fremstår meget mere enkelt og primitivt i sin streg, mens Superman #165 ligner klassisk Superman – måske er det gået lidt hurtigt i førstnævnte?
Lynets optræden leveres i sikker og klassisk Silver Age look og stil af forfatter Robert Kanigher og selveste Gil Kane. Kane går man ikke fejl i byen med, hvis man er til Silver Age tegneserier. Mange vil nok også kende ham fra et hav af titler hos Archie, DC og Marvel Comics op gennem 50erne og frem til 80erne.
Super-skør men charmerende kulørt underholdning
Alright, Silver Age. Berømt, elsket, berygtet og måske hadet for dens fjollerier og mere eller mindre gakkede historier. Det er meget langt fra The Dark Knight og Watchmen, lad os bare fastslå det.
Det er dog heller ikke uden sin helt egen, mærkværdige og uskyldige charme. Logik og mellemregninger er der ofte ikke tid til gengæld kompenseres man så i billige grin. Og forbløffelse over, hvad forfatterne finder på at fortællemæssige “for sådan er det bare” krumspring.
Noget af det føles ret bedaget og enkelt i sin fortællestil, men man skal ikke blinke for meget. Den meget komprimerede historiefortælling gør at både vigtig information, og hurtige mellemregninger, kan blive overset i farten. Samtidig virker reglerne for karaktererne og deres respektive universer også relativt fleksible. Forklaringer af forløb og handlinger kan ofte klares med “du husker jo nok at” eller “men lige i dag er det anderledes”.
Det skal man leve med, det er underholdning, eskapisme og i høj grad stilet til børn og unge. Læsere, der ikke stiller for mange spørgsmål eller har brug for lange udredninger. Og det er gået stærkt, derfor kan det også diskuteres, hvad der er dårligt skrevet, hvad der er af ren og skær nødvendighed og hvad der er kreativt
Navnligt det sidste er noget af det, der stadig gør et album som dette værd at læse. Trods arbejdstempo og pres for at levere ugentligt, så sprudler det med hittepåsomhed og skøre indfald. Jeg morede mig i hvert fald, selvom arme Sally fik sit hjerte knust og blev efterladt med sin sorg!
NB: Sally vendte tilbage i en senere historie, hvor en Ned Barnes, der efter en kosmetisk operation lignede Superboy, dukkede op i hendes liv. Kort tid efter døde han, og Sallys blev igen efterladt kunst og alene. Jøsses, hvad havde forfatterne imod Sally?!
