Så skal vi en tur tilbage til Marvelklubbens guldalder, hvor Interpresse i løbet af 1989 udsendte en række klassiske Edderkoppen-historier. I Edderkoppen klassiker nr. 5 rundes plots fra nr. 4 af, mens nye introduceres, der fører over i nr. 6.
Vi befinder os i start-70erne, hvor Stan Lee stadig skrev materialet, og hvor tegnere som John Romita og Gil Kane var med til at definere Edderkoppen for en hel generation. Det er helt klassisk Marvel, hvor det ene nummer tager det andet. Små historier og større plotlinjer væves sammen, men nye læsere kan altid hoppe på.
Bissen Bullit buldrer videre
I Klassiker nr. 4 brugte Edderkoppen meget tid på at være op imod den korrupte lokalpolitiker og gangstertype Sam Bullit, der gik efter en politisk toppost. Han manipulerede medierne, mens han brugte sine håndlangere til at fjerne konkurrenter og terrorisere Daily Bugle. Men nettet strammede til og Bullits metoder blev tiltagende grovkornede og desperate.
Vi starter i løb, Edderkoppen er endt i Gwen Staceys lejlighed, hvor Bullit prøver at påvirke Gwen. Hun mistede sin far, Kaptajn Stacey i sidste nummer, og gav Edderkoppen skylden, selvom der var tale om et uheld. Det er Bullit ikke sen til at udnytte, og Edderkoppen vælger at spille med på den for at få Gwen væk fra Bullit. Han kidnapper simpelthen Gwen, hvilket virker som en bundsolid plan…
Hvis det ikke lige var fordi, at den irriterende Istappen er i nærheden og ser Edderkoppen svinge væk med Gwen. Og så skal han naturligvis blande sig, i den tro at Edderkoppen er en værre skurk. Det eskalerer selvfølgelig til nogle hurtige skærmydsler mellem de to helte, som Bullit ikke er sen til at udnytte til at forsøge at hverve en lidt modvillig Istap.
Bullit opsøger Daily Bugle for at få dem med på en hårdere smædekampagne mod Edderkoppen, men den er Jonah for en gangs skyld ikke med på. Slet ikke, da Sweaty Sam begynder at true, og kalder Robinson for en række nedsættende og racistiske ord som “Sambo”.
En historie slutter brat og en ny begynder…
Der går grænsen sgu, selv for Jonah Jameson. Peter Parker genkender nogle af Bullits medbragte goons, som nogle lyssky typer han tidligere har overværet i færd med at begå forbrydelser. Og følger efter dem. Hvilket lokker Istappen med. Han hænger åbenbart ud i nærområdet, den stalker.
Nuvel, trådene reddes ud og de to tidligere kamphaner finder ud af, at de deler plat humor og forkærlighed for at fyre rappe replikker af når der skal tæves bad guys. De har desværre allerede fået fingrene i Robinson, der sidder bagbundet i “generisk skurke warehouse nummer 47”. Hvor Bullit også befinder sig og hoverer og truer.
Han smutter dog, inden han opdager at Istappen og Edderkoppen uskadeliggør hans uduelige rakkerpak. Der ikke er sene til at sladre til ordensmagten og afsløre det hele. Mens Bullit er taget til vælgermøde og skal sætte dødsstødet ind. På sidste side falder det hele fra hinanden. Bullit er afsløret og arresteres på stedet.
Nå. Ja, OK, sådan kan man jo også runde en historie af, der strakte sig over adskillige numre. Det sluttede lidt brat og pludseligt. Mens en tekst forklarer at Gwen er så chokeret over hele miseren, at hun er rejst til noget familie i London. Hvor historien fortsætter i næste nummer.
Svingende sightseeing i London
Her får Edderkoppen lov til at lege lidt britisk krimi i Londons omgivelser, for der kommer naturligvis straks noget i vejen for hans plan om at opsøge Gwen og redde trådene ud. Parker får tiltusket sig noget ferie/job for Daily Bugle i London, men inden han når at lande i London er den gal.
På flyet møder Parker en amerikansk diplomat og dennes søn. De kidnappes af nogle, der forsøger at gennemføre en gidseltagning på flyet ved landingen. Tvivlsom sikkerhed på den landingsbane. Og så må Gwen vente lidt og Edderkoppen på jagt efter kidnapperne og deres gidsler. Der er da heller ikke andet end BØVL!
Da historien skal fylde 22 sider lykkes det ikke i første omgang, men Edderkoppen møder da lidt velvilje hos inspektør Hargraves fra Scotland Yard. Og så følger en længere jagt og sightseeing gennem London, der såmænd ender på og i Big Ben. For selvfølgelig gør den det. Og Edderkoppen klarer skærene.
Desværre har Gwen tilfældigt set Edderkoppen svinge rundt og får galoperende PTSD ved synet. Han kidnappede jo rent faktisk også HENDE i forrige nummer. At hun har set Edderkoppen, og at Edderkoppen er kommet på forsiden af de lokale aviser, gør, at Parker trækker snuden til sig.
Han tør ikke længere opsøge Gwen af frygt for at hun lægger to og to sammen, og får mistanke om, at han er Edderkoppen. Derfor opdager han heller ikke, at Gwen grundet pressens dækning kommer i tvivl om, hvorvidt Edderkoppen måske alligevel er god nok? Hun ville bare sådan ØNSKE at Peter var rejst efter hende og dukkede op. AH, goddammit.
Husk din piller, Norman!
Så er vi hjemme i New York igen til finalen i dette nummer, og introduktionen til det næste større bump på Edderkoppens vej. Den Grønne Gnom vender tilbage, og måske har vi alle, der kender Marvels og Edderkoppens historik, bange anelser om hvor det hele kunne bære hen ad.
Vi starter in medias res, igen. Peter er tilbage på Daily Bugle, men får mulighed for at få et job hos Norman Osborne. Harry Osborne og vennerne skal i teateret og se Mary Jane (der her er sammen med Harry) optræde i hendes første større rolle. Norman ejer teateret og insisterer på, at Peter også dukker op efter en vellykket jobsamtale.
Norman ser sin læge, tager sin medicin og har stadig hukommelsestab efter hans seneste kamp mod Edderkoppen. Det skal nok holde og ende godt, hvad kunne gå galt? Ud over et pludseligt tilbagefald fordi et eller andet i teatret trigger hans hukommelse, men hvad er chancerne for at det sker lige den aften? Hov, hvad er der bag den, der dør i teateret, og hvorfor begynder Norman at svede, når de passerer den?
Efter forestillingen, alarmeret af sin edderkoppesans, vil Peter undersøge, hvad der gemmer sig bag døren. Det vil en kampsvedig og nu manisk Norman også. Og han kommer først. Da Edderkoppen ankommer brager Norman, nu i fuldt Den Grønne Gnom outfit gennem døren og… fortsættes i Edderkoppen klassiker nr. 6.
Den klassiske Marvel-formel virker
Det her er helt klassisk Edderkoppen og Marvel, hvor ét plot rundes af og et nyt begynder efter et lille mellemspil. I dette tilfælde Edderkoppens udflugt til London. Som læser fastholdes man fra nummer til nummer, der er hele tiden fremdrift og nok lunser af de større plots, til at man er nødt til at få det hele med.
Hvis Stan Lee kunne noget, så var det virkelig denne formel. Og den virker. Bakket op af legendariske tegnere som Romita og Kane, så er det en vinderfomular. Så gør det ikke noget, at hovedplottet i 2/3 historier i dette blad ikke er blandt de mest interessante. Dramaet bagved, Peter og Gwens forhold, Peters relation til venner og kolleger, det er det, som fastholder en.
Og det har altid været kernen i de bedste af de klassiske historier. Vi er også kommet op i en tid, hvor der begynder at være mere på spil. Karakterer KAN dø, som Kaptajn Stacey. Mens tidstypiske temaer, som eksempelvis narkomisbrug og racisme, også adresseres. I den sidste historie redder Edderkoppen en narkopåvirket sort fyr fra at springe ud fra et højhus. Senere, da episoden kommer op i vennegruppen og Norman Osborne resulterer det i en diskussion om race og syndebukke.
Det hele ER lidt naivt og forenklet, ligesom det på en lidt kluntet måde kommer til at virke som en OBS udsendelse: Kids, narko og racisme er dårligt, okay? Men hey, historien er fra 1970 og skrevet af en midaldrende, hvid jødisk mand, så pluspoint for forsøget. Og bladet er naturligvis obligatorisk læsning, men fungerer bedst i helheden sammen med de øvrige blade i serien.
