Christopher Chance er Human Target, en mand som antager identiteten af mennesker, der formodes at blive udsat for attentatforsøg. Han er kort sagt en skydeskive for andre. Men det er ikke en kugle, der truer med at tage livet af ham i DC Black Label mini-serie skrevet af Tom King.
Her er Chance blevet forgiftet, efter han udgav sig for at være Lex Luthor. Han har kun 12 dage tilbage at leve i, inden giften tager livet af ham. Er det tid nok til at opklare, hvem der står bag og hvorfor Luthor var målet? Samtidig rodes han ind i lyssky affærer, der involverer en række sekundære superhelte.
Ikke alle, heller ikke de såkaldte helte, har rent mel i posen.
Human Target i forskellige tidsaldre
Human Target har gennem året dækket over 2 forskellige figurer og serier. Den første helt tilbage i 1952, hvor hovedpersonen Fred Venable optrådte i en udgave af Detective Comics. i 1972 kom Christopher Chance på banen, skabt af selveste Len Wein og Carmine Infantino. Efterfølgende optrådte han i adskillige titler.
I 2021 kom Tom King så på banen. En af de senere års helt store tegneserieforfattere, ikke mindst hos DC, hvor han står bag ikke mindst et meget rost forløb på Batman og en limited serie med Mr. Miracle. Men man kender ham også fra glimrende udgivelser som The Vision hos Marvel.
Tegner Greg Smallwood har tidligere været tilknyttet forskellige titler på tværs af forlag, og har således eksempelvis tegnet både Batman og Moon Knight. Inden han for alvor slog sit navn fast sammen med King på Human Target.
Hvor de to skaber en alternativ superhelte fortælling, hvor det primære fokus og genregreb stammer fra crime noir. Chance er den anløbne og hårdkogte “detektiv”, der på sin vis forsøger at opklare det kommende mord på… ham selv. Og mistanken retter sig hurtigt mod Justice League og dens medlemmer.
Klassik romance forklædt som crime/noir
Chance er dog ikke alene, eller den eneste der muligvis er på kant med en eller flere medlemmer af den internationale afdeling af Justice League. Heltinden, eller tidligere heltinde, Ice er også i vanskeligheder. Hendes skæbne kædes hurtigt sammen med Chance.
De falder for hinanden i kampens hede, mens Chance kan mærke uret tikke og tiden løbe ud. Men Ice har sine egne motiver og er i genrens tradition også lidt af en femme fatale. Hun er dårligt selskab, eller en magnet for problemer. Og har også i uimodståelig tiltrækningskraft på Chance. Heldigvis, eller uheldigvis (?) er det gengældt.
Hvis man koger Human Target ned, og for en stund skræller lagene med mordmysterie, opklaring, efterforskning og superhelt af, så er serien i bund og grund klassisk romance. Ulykkelig og umulig kærlighed, som alligevel er værd at kæmpe for.
Det stiller ret store krav til både figurerne og måden de er skrevet på. Og hvordan det hele præsenteres. For køber man ikke deres forhold, eller gider heppe på dem, så falder det hele lidt til jorden. Heldigvis er Tom King åbenbart lidt af en romantiker af den klassiske type, i hvert fald i denne serie.
En sårbar Pulp-helt
I bund og grund er det her old school pulp og noir, som man kender det fra 30erne og 40ernes tegneserier, tv og film. Men med nogle moderne twists og tilføjelser. Nok er Fire (eller Tora, som hun hedder) umiddelbart en damsel in distress og Chance, vores macho mand, der skal beskytte hende.
Hurtigt finder man ud af, at Ice sagtens kan tage vare på sig selv, og sådan set forsøger at styre og underspille hendes skræmmende kræfter. Kræfter der gør, at hun for alvor ikke kan komme tæt på rigtige mennesker. Hendes kuldekræfter aktiveres og forstærkes, når hun på en eller anden måde bliver opstemt. Så kan man selv regne ud, at en hyrdetime kan blive en kold fornøjelse.
Samtidig er vores seje og hårdkogte helt Chance særdeles sårbar og seriens egentlige offer. Han er døende, svækkes dag for dag og er styrkemæssigt underlegen i en verden befolket med superhelte. Inklusive damen han skal “redde”, eller er det ikke nærmere omvendt?
Det betyder ikke at Chance er hjælpeløs eller handlingslammet, han er snu, snarrådig og klog. Noget han får brug for, hvis han skal nå at opklare den tiltagende komplicerede sag, og måske redde sit eget liv. Eller skal han bare nyde de sidste, døende stunder i en meget kold omfavnelse fra Ice?
Uret tikker for Chance og Ice
Tom King har skrevet en historie og nogle karakterer, hvor der er masser af hjerte og kompleksitet. Og det hele er eksekveret med et godt overblik og tempo, samt en sans for pacing og plotopbygning og afvikling. Hver gang man får en brik af det større puslespil, viser det sig at puslespillet måske er større end antaget.
Opbygningen er nærmest real time, så vidt som den slags nu er muligt i en tegneserie, hvor hvert blad har 24 sider. Hvert af seriens 12 numre dækker cirka en dag, så det fungerer samtidig også som en form for nedtælling. Uret tikker for Chance, han ved han har 12 dage tilbage, og vi ved at der er 12 numre i alt.
Hvert nummer (give or take) har lidt deres egen lille fortælling, hvor Chance og Ice i deres jagt (eller forfølgelse?) møder en ny karakter, ofte en superhelt, der har en brik til puslespillet. Nogle er mere villige til at hjælpe end andre, men de fleste af dem fremstår ikke videre sympatiske og mange har et motiv for at ville tage livet af Luthor.
Højdepunktet i den brogede flok er nok Guy Gardner-versionen af Green Lantern. Den notoriske bad boy/hothead/douchebag er ikke bare en tilbagevendende pestilens. Han er også Ices forsmåede ex. kæreste, som ikke forstår et “nej”.
tour de force i tegnet technicolor
En helt central del og afgørende faktor, som er med til at hæve serien yderligere, er Greg Smallwoods tegninger. Samt seriens overordnede visuelle udtryk og farvelægningen. Human Target er skide flot! Tegninger, farvelægning og selv tekstningen spiller forrygende godt sammen, og bidrager alle med hver sit.
Smallwood anlægger en klassisk streg, der helt i tråd med seriens øvrige stemning rammer noget, der emmer af gammeldags pulp og noir. Det er på samme tid enkel og meget udtryksfuldt, ikke mindst figurernes ansigter. Chance er en klassisk knudemand, men man kan se det boble og bruse lige bag øjnene i det mutte ansigt.
Ice er nærmest et kapitel for sig i den forbindelse. Smallwood formår at gøre hende både tiltrækkende, mystisk, charmerende, kold og brandvarm med ganske få virkemidler. Ofte ligger det hele i et blik, en lille trækning i mundvigen eller vinklen ansigtet er “framet” på. Selvom hun har et tegneserie-look, er der alligevel noget meget realistisk og nærmest filmisk over hendes ansigtstræk.
Farvemæssigt er Human Target også lidt af en bedrift. Det er både mat og afdæmpet og ret enkelt, men ligner samtidig en gammel Hollywood-produktion filmet i lækker technicolor. Det er en fryd for øjet og med til at løfte serien yderligere. Så kan man nærmest ikke forlange mere af den visuelle del.
De bedste af to verdner?
Human Target er en sand fornøjelse stort set hele vejen rundt. Faktisk har jeg svært ved at sætte en finger på noget, hvad selve udførelsen og indholdet angår. Eventuelle kritikpunkter ville nok falde ind under smagssag.
Er man ikke lige til noir og pulp, eller foretrækker sine superhelte, eller bare genrer generelt mere rene, ja, så skal man nok ikke kaste sig over Human Target. Det er også muligt, at det visuelle og stilistiske ikke lige falder i alles smag, hvilket jeg ville have forståelse for. Man skal lige vænne sig til seriens udseende, farverne og Smallwoods streg.
Sammen med Jessica Jones af Bendis, er det her nok et af de mest vellykkede forsøg jeg har set på at blande crime/noir og superhelte. Det er en delikat balancegang det der med at gøre superhelte “realistiske”. Eller forsøge, at beskrive og vise en realistisk version af, “hvad nu hvis superhelte eksisterede i den virkelige verden”.
Den balance lykkes King og Smallwood med i hidtil uset grad (af det jeg har læst), og får skabt en troværdig mellemting. En hvor ingen af delene lider under det, eller kommer for langt væk fra udgangspunktet. Om man så synes om, at superhelte skal nuanceres og almindeliggøres i nogen grad overhovedet, er en anden snak – og ikke en Human Target er interesseret i.
Plus:
- Stort set alt?
- Troværdige karakterer
- Godt og velskrevet plot og historie
- Vellykket genre-mix
- Sjov, spændende og underholdende
- Visuelt imponerende hele vejen rundt
Minus:
- Hmmm.. du kan ikke lide romantik eller genre-blandinger?
Konklusion:
Det lyder som en meget varm anbefaling, ikke?